Hvad jeg ville have fortalt Anette 20 år
I dag udkommer bogen Seriøst bedre hud, og tillad mig tage dig med til side 170. For der er et par ting, jeg ville have nævnt:
Jeg ville først og fremmest sige til mig selv, at jeg skulle have troet på min venindes mor, Anne. Undladt at smile så overbærende ad hende, da hun forsikrede mig om, at det hele nok skulle gå, og at jeg ikke skulle være så usikker på alt fra job til hud og kæreste.
Som 20-årig var jeg nemlig havnet på en mærkelig overkontrolleret hylde. Med lakstift, koneklippet, kort hår og garbardinebukser frem for jeans, og jeg troede, at Handelshøjskolen i København, som nu hedder CBS, var mit Mekka.
Jeg ville også have sagt, nej råbt, til mig selv, at jeg skulle holde op med at frekventere stamsolcentret i Holmbladsgade. De utallige besøg omgivet af den fæle solariedunst havde sin helt egen ordbog, når jeg smuttede ud ad døren med et ”Jeg tager lige i sol,” fordi jeg som regel havde en ”dobbelttid”. Helst under ”nye rør”, hvor selv skiltet udenfor var bleget af solen.
Mit forbillede var orangebrune Linea, som sad i receptionen. Tykhudet, absolut, men uopnåelig branket for en i bund og grund grisefarvet type som mig.
Gid jeg havde vidst, hvad mine dobbelttider under de nye rør og min betagelse af Linea fik af konsekvenser for min hud.
Jeg blev helt efter klichéen klogere med alderen.
Der skete dog først noget, da jeg lod håret vokse, sagde mit gode job hos Dior op som 35-årig, flyttede ud i skoven og begyndte at skrive. Forvandlingen kom også min hud til gode. For lige dér besluttede jeg mig for at vende skuden og bremse mit solmisbrug.
Det skete på en arbejdsopgave en lørdag eftermiddag efter mødet med en barsk hudlæge. Manden dømte min hud 10 år ældre end min biologiske alder. Først blev jeg småsur, så efterrationaliserende. For måske havde han ikke helt styr på, hvad han gik og sagde til folk.
Men det havde han. Og takket være hans opsang har jeg i dag fået min hud tilbage.
Metoden har været med hjælp fra ingredienserne i Hudplejepyramiden®, IPL, strøm og en heftig insisteren på, at alder hverken er en hudtype eller hudtilstand. Det vil altid være en konkret indsats, der afgør dit resultat. Ikke en hjerneforladt allround skyden-med-spredehagl-anti-age tilgang.
Det er heldigvis aldrig for sent at tage sig af sin hud. Uanset om du har sværget til litervis af købekoldskål og sol i stride strømme eller dét, der er værre, er det aldrig for sent at begynde at gøre noget godt for sin hud.
Mit varmeste ønske er, at du gør det konkret, hudkærligt og uden at sætte det forbistrede anti foran din alder.
Kærlig hilsen Anette
DET ER, SOM OM NOGEN HAR DRUKKET VIN TIL LÆSNINGEN: Tak af hjertet til Lise Grosmann. Tak af hjertet til Jeanette Hylleborg.
PÅ INSTAGRAM finder du billeder af mig fra 80’erne (og hvem har ikke drømt om det). Og på Politikens Forlags IG har de overladt styrepinden til mig. Vistnok kun i dag. Det er på @politikensforlag.
FOTO JENS PETER ENGEDAL
Anette Kristine Poulsen
@ Bente, åhhhh. Bare din sætning lige når…10/4 når den hvide skjorte kom på. Det gør ondt.
@ Gitte Salling, 1000 tak.
@ Tina L, det er en lang sej kamp. Og ikke mindst er det jo så afgørende, hvad man ikke gør. Og det kan jo være svært at holde ansigtet helt ude af sollys.
@ Solveig, hahahaha, hvor ER det sjovt. Lov mig, at I også giver mig kamp til stregen, hvis I synes jeg strammer den. Jeg kan tage det.
@ Pernille S, tak fordi du skriver. Det gør mig mere end glad.
@ Elisabeth, jeg har det i hvert fald bedre i dag. Og 1000 tak mht. bogen.
@ Lise G, og se det er jo virkelig noget, det med at det ikke fandtes. Vi havde dog i min barndom en højfjeldssol. Det så ikke godt ud på mine forældre, husker jeg.
KH Anette
Anette Kristine Poulsen
@ Susbruun, ha. Herligt med mht. at lidt går gennem filtret. Tror ikke, vi kan forlange eller håbe på mere. Tak for dine ord.
@ Charlotte, ak ak ak. Gulerodsolie. Det er jo helt vildt at tænke tilbage på den. Faktisk kunne den jo i sig selv give en lidt af den eftertragtede orange farve.
@ Sanne, 1000 tak. Åh det tør jeg ikke svare på, om du er. Det er via Arnold Busck, så grib endelig fat i dem, hvis du ikke modtog den i går.
Stor hilsen Anette
Lise Grosmann
TAK af hjertet fra mig for dig og for at linke mig i dette fornøjelige skriv. Mit 20-årige jeg skal roses for i det mindste ikke at gå i solarium (det eksisterede ikke dengang…høhø). Endnu en gang tillykke med den seriøst bedste bog om hud <3
Elisabeth
…. billederne af Anette 20 år er bevis på at skønhed ikke nødvendigvis har noget med alder at gøre. Du er LAAAANGT smukkere i dag. Til lykke med bogudgivelsen og held og lykke med dens vej her i livet.
Kh/Elisabeth
Pernille S
Kære Anette
Din (desværre) solskoldede hud, kommer alle os andre til gode. Vi kan lære af dine (og egne) fejl…
Stort tillykke med bogudgivelsen:->
Kh Pernille S
Solveig Roepstorff
Stort tillykke med bogen:). Glæder mig til mere hudklogskab fra dig! Den passion og ubestikkelighed, du formidler viden med, kan jeg ALDRIG få nok af. Det kan mange mennesker omkring mig heller ikke, og du indgår helt konsekvent i de mange hudplejetips og tricks, der udveksles i min omgangskreds – “hvad siger Anette?”, “den er fra Anette”, Anette siger…”. Vi har alle fået betydeligt pænere hud efter du kom ind i vores liv, så tusind tak for dig. Kh. Solveig
Tina Lohse
Gulerods olie den havde jeg fuldstændig glemt.. ååååh hvor jeg elskede den sammen historie her sol sol og mere sol og Når rygtet gik at der var nye rør i solarier så var det fuld lid
Hvad for en solcreme, ja desværre Idag sidder man tilbage med melasma på begge kinder Som har sidde der i 15år..
Og lad mig bare sige, Jeg har prøver ALT for at få det til at gå væk! Det bliver bleget næsten helt væk ja men men men om foråret/sommeren ja så er det præcis ligesom sidste sommer de brune skjolder er tilbage♀️
Det var så de 5000 hvad skal vi så prøve til næste efterår ….
Så kan I jo selv regne det ud
Go dag og Husk solcreme ☺️
Gitte Salling
Stort tillykke med din nye bog. Jeg glæder mig til at læse den ❤️
Bente
Samme historie her – mange timer uden beskyttelse HVER dag på ferier i Grækenland, Frankrig, Italien.
Den var 10/4 hjemme, når den hvide skjorte kom på om aftenen. ;))
Sanne
Der er intet der er så skidt at det ikke er godt for noget, og dit solmisbrug er fantastisk for os andre, for du er nu blevet så hudklog og deler det ud til alle os andre. TAK, Anette og endnu en gang tillykke med bogen. Jeg er skrevet op til et signeret eksemplar, ikke? 🙂
Charlotte
Tillykke med bogen – jeg glæder mig til at hente den på posthuset senere i dag
Jeg ville nok have fortalt mit 20årige jeg, at gulerods-sololie på ferien i Grækenland efterfulgt at dobbelt solarietider for at holde farven ved lige derhjemme; det var ikke verdens bedste ide
Heldigvis er jeg da blevet meget klogere med alderen.
susbruun
Been there – done that! I min bog fra efterskolen i 80’erne stod der at jeg altid lå i solen og var super glad når jeg blev lyserød 🙂
Så hvad jeg ville have fortalt min “Susanne 20 år” – fortæller jeg så min teenager på 18 år – og lidt går da igennem filteret 🙂
Din blog og dine bøger har klart ændret min hudindsats!
Stort tillykke – glæder mig til at læse bogen og dele viden med dem omkring mig!
Anette Kristine Poulsen
@ Lise, nej heldigvis. OG stor tak.
Bedste hilsner Anette
Lise/walkinrunout
Stort tillykke og dejligt, at det aldrig er for sent at blive klogere 😉