Journalist på nippet til at fjerne alt med skønhed på Instagram

Sarah Skarum, journalist på Politiken, har været på nippet til at slette alt om skønhed fra sit feed, selvom hun ellers er vild med hudpleje. Men alle de modsatrettede anbefalinger endte med at forvirre mere, end de hjalp.

Det har jeg sat mig for at ændre. Helt ublu.

Jeg har bedt Sarah sende mig eksempler på de udmeldinger, der fik hende til at fjerne profiler, hun ellers fulgte. Herunder finder du dem sammen med mine kommentarer.

Meld gerne ind i kommentarfeltet, hvis du også er blevet fanget i forvirringen.

Man skal altid dobbeltrense. Ellers bliver huden ikke ren.

For dig, der ikke kender begrebet dobbeltrens, så går det ud på først at rense med noget oliebaseret (olie opløser olie, så det kan give mening mod fedtet snavs). Derefter en vandbaseret rens, der fjerner støv, sved og resterne af den oliebaserede rens.

Men altså. I virkeligheden er huden et selvrensende organ. Men den har selvfølgelig ikke hørt om hverken solfiltre, makeup eller forurening. Derfor renser vi. Men ingen – og jeg mener ingen – steder er det dokumenteret, at det er gavnligt at rense hud to gange i døgnet – eller for den sags skyld dobbeltrense. Jeg synes, man skal være varsom med at rense for ikke at irritere sin hudbarriere – og man kommer længere end de fleste tror med en ren, varm opvredet vaskeklud.

Micellarvand er ikke rens og kan ikke stå alene. Micellarvand skal altid skylles af.

Det findes der ikke et entydigt svar på. Der er folk, der døjer med udbrud, hvis ikke de skyller af. Men sådan er det ikke for alle. Først må vi forstå, at der er tale om en slags små rensesvampe: Dobbeltagenter, der både tiltrækker fedt og vand, og som derfor er i stand til at rense huden. Fantastisk for tør- og sarthudede, som typisk har det virkelig stramt med almindelig rens og vand. Micellarvand er i øvrigt en konsekvent anbefaling til sarthudede fra hudlæge Tina Holst Larsen. For folk der er mere fedtede i huden, vil der være behov for noget mere og andet – og især hvis man også bruger meget makeup.

Man må ikke bruge varmt vand i ansigtet.

Siger hvem? Det kan jo i visse situationer være decideret gavnligt. Det handler om proportioner og formål, for selvfølgelig skal man ikke ligge i blød i varmt vand virkelig længe. For så udtørrer huden. Men lad mig give et tip videre fra hudlæge Johan Milling Holk Poulsen – det handler om, hvordan vi bedst kommer omkring den daglige vask af ansigtet:

”Brug vand, som er lidt varmere end hudtemperaturen. På den måde bliver både SPF, makeup og snavs skånsomt fjernet. Eventuelt sammen med en smule renseprodukt og altid gerne sammen med en blød og opvredet vaskeklud.”

Som med micellarvand gælder det, at bruger du meget makeup eller bliver virkelig beskidt i løbet af dagen, så skal der et rigtigt renseprodukt til.

Man skal altid rense sit ansigt i badet efter at have skyllet shampoo og balsam ud. Og sit bryst.

Jeg tror nu, at folk godt kan finde ud af, at shampoo og balsam skal i håret, og at ansigtsrens skal i ansigtet. Rækkefølgen må man selv ligge og rode med. Det er som om værdien af vand bliver underkendt. Man skyller shampoo og balsam ud – og dermed bliver ansigt og bryst også automatisk skyllet – medmindre man står virkelig spøjst i sin bruser.

Kropsprodukter tilstopper ansigtshudens porer (og derfor skal man altid smøre ansigtsprodukter på først).

Det her statement er underholdende. Og ja, hvis du dyppede kroppen i cement eller en heftig silikoneprimer. Men kropsprodukter tilstopper jo ikke pr. definition porerne – i dag har mange af dem samme indholdsstoffer som ansigtsprodukter – især når det gælder ingredienser, der kan fugtforsegle som f.eks. squalane. Udsagnet svarer til at sige ”alle bukser er stramme.”

Man kan fjerne sine porer med de rette syrer.

Nej det kan man ikke. Heldigvis. Dine porer vil altid være der, spørgsmålet er, hvor store de syner. En pore er nemlig genetisk bestemt, men man kan have uheld med at udvide den især af to årsager: For heftig solbadning kan gøre porevæggene slappe, så de mister elasticitet – og har man været plaget af akne, så kan gentagne udbrud udvide talgkirtlerne og dermed porerne. Så det man kan, er at arbejde på at bringe dem nærmere udgangspunktet, ligesom man kan få dem til at fremstå mindre synlige (en ren pore vs en tilstoppet). Hvis man vil gøre noget godt for sine porer, så hjælper både salicylsyre (fordi den er fedtopløselig), A-vitamin (øger kollagendannelsen og gør porevæggene tykkere) og niacinamid, som har en normaliserende virkning – ingen ved hvorfor, men det viser studier.

Man skal smøre sig ind i solcreme to gange.

Ja, det er helt rigtigt. Den danske forsker og dermatolog Hans Christian Wulf står bag meget interessante studier, der viser, at smører du dig ind ad to omgange med tyve minutters mellemrum, så er du dækket ind til resten af dagen. Vi taler selvfølgelig i sommertiden. Studierne viser, at 45% af det, du smører på, stadig er på huden efter 8 timer, sved og to gange badning til trods! Hele 70% er tilbage efter samme tidsrum, hvis du hverken sveder eller bader. Det er et noget nemmere tip i forhold til det førhen så gængse smør-hver-anden-time.

Man skal have en fast rutine.

Her hører man nærmest udrykningssirener fra hudplejepolitiet. Lige indtil det går op for en, at nårh nej. Det findes ikke. Og derfor kan vi glemme ordet skal. Men ligesom med tandbørstning og sport, så tror jeg, de fleste vil anerkende, at man får begge dele gjort netop på rutinen. Jeg er stor tilhænger af rutiner, som der også er forsket i: Rutiner mindsker belastningen ved hele tiden at skulle beslutte. Når noget bliver rutine, kræver det mindre mental energi, som så giver plads til at fokusere på mere komplekse ting.

Vi tager anden omgang fra Sarah Skarum om et par dage.

FIND FLERE SVAR i bøgerne Opskriften på bedre hud i overgangsalderen, som er fagligt afstemt med hudlæge Tina Holst Larsen. Eller Bedre hud med årene, fagligt afstemt med hudlæge Christian Grønhøj.

FOTO Pernille Rahbek

04/10/2025
Paltrows nye panderynker har fået mig til at tænke: Er vi færdige med Botox?
Botox-fronterne anno 2025 er trukket op – fra Hollywood til Esbjerg
20/10/2025
Kend dit brændstof. Mit hedder Hanne
Hvad er dit?

Kommentarer

  • Ditte H
    REPLY

    Hej Anette
    Helt off topic i dag. HVAD hjælper på store tunge nettoposer under øjnene?? Jeg er desperat! Drikker vand, masserer øjenområdet og tager collagen tilskud. Til tider kan jeg have dobbelt poser under øjnene!?? Er der noget, der hjælper. Andet end kirurgi? 😩

    14/10/2025
  • Tinna
    REPLY

    <3 til både Sarah, Pernille R og dig, Anette. Altid interessant, smukt og underholdende med vinkler, der taler præcis til mig (og åbenbart også en del andre 😉 )

    11/10/2025
  • Julie
    REPLY

    Jeg er igang med at reparere en enormt svækket hudbarriere og har derfor skåret alt væk undtagen en beroligende fugtighedscreme. Jeg har altid renset morgen og aften – dog en mildere rens om morgenen – og brugt vaskeklud om aftenen. Pga min hudtilstand lige nu har jeg dog prøvet kun at rense blidt om aftenen (fordi jeg heller ikke bruger spf og foundation pt) og også droppe vaskeklud for en stund. Men jeg synes, huden får et virkelig trist og lidt “grumset” look om morgenen, når jeg kun skyller med lidt vand og putter ny creme ovenpå. Kan så lidt rens i længden ikke tilstoppe huden og kan den overhovedet optage ny fugt, når man “smører ovenpå” nattens pleje?
    Ps jeg glææææder mig til at genintroducere Ansigtscremen. Savner den! Men lige nu tåler min hud intet af det, jeg tålte før. Så jeg må prøve at være tålmodig..

    11/10/2025
    • Mille
      REPLY

      Hej Julie,

      Bare et tip. Undersøg om denne kombi ikke kunne være noget for dig: pH formula Exfo cleanser, så deres C.R recovery serum, så deres B3 creme + hvilken som helst god spf. Da jeg engang nedbrød min barriere med alt for mange aktive ingredienser + led af rosacea og bumser, fik jeg denne rutine anbefalet og jeg fik så sindssygt flot hud på ingen tid med stærk barriere. Så simpelt – og produkterne er meget drøje i brug. Al rødmen, prikker og den tynde barriere forsvandt og helede op. Måske det er noget for dig.

      11/10/2025
  • Tanya
    REPLY

    Herligt at få aflivet en masse myter på denne måde. Flere havde jeg aldrig hørt om og nogle er jo decideret skøre (den med badet??!). Glæder mig allerede til næste ombæring 😊

    11/10/2025
  • Pernille S
    REPLY

    Tak for hurtigt svar, Anette. Tænkte nok det var en and 😉 God weekend!

    10/10/2025
  • Pernille S
    REPLY

    Kære Anette
    Som glad bruger af din Ansigtscremen, har jeg i en blog andetsteds set en læser skrive, at hun 14 dage før IPL behandling, ikke må bruge A-vitamincreme! Har det hold i virkeligheden?
    God weekend 🩷

    10/10/2025

Skriv en kommentar

Din mailadresse vil ikke blive publiceret. Udfyld venligst felterne med *

Bliv en Beautyspace-insider

Få evidensbaseret lige-ud-af-landevejen skønhedssnak. Hvad virker, hvad gør ikke. Få hver uge tre til fire aktuelle artikler, især om hvad der gør huden godt, adgang til bøger og foredrag med Beautyspace-rabat og nåja, du er den første, der får besked, når månedens BEAUTYSPACE BOKS udkommer.

Skriv din email-adresse i feltet og klik på "TILMELD"

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.