Typen, der ved, hvad hendes hud vil have

Jeg sidder på terrassen med min mor, som fortæller om en ny og virkelig god creme, som hun lige har taget hul på. Hvordan god? vil jeg vide. ”Bare fin at fordele, meget blød i det, og uden at den føles fedtet”, lyder det. Min mor er altid først og fremmest optaget af, hvordan en creme føles at smøre ud, og hvordan den arter sig på huden.

Ved du egentlig, hvad du skal kigge efter i en creme? spørger jeg (sikkert for skolefrøkenagtigt).

”Næh, men det regner jeg med, at du har styr på”.

Jamen hvis du nu bare skal nævne én eller to ting?

”Det kan jeg ikke, og det interesserer mig heller ikke”, siger hun på måden, der afslutter snakken.

Helt anderledes er det hjemme hos min ven Tine, som har givet mig lov til at filme det, der for mig ligner en kaotisk hylde. Eller hylder, for der er flere. Med virkelig mange produkter, for hun rydder ikke ud i gamle rester, men insisterer på at bruge op.

For Tine selv er det overhovedet ikke forvirrende. Se med på de korte Instagram stories (@beautyspace), hvor hun uden slinger navigerer, vælger og har fuldstændig styr på, hvad der gør godt om dagen og om aftenen. Ikke baseret på mærker, men på indhold. Jeg kan desværre ikke uploade klippene på bloggen. Men du burde kunne se dem her uanset.

Måske kan du gennemskue, hvad det er, hun styrer efter? For det er nemlig ikke i blinde. Hvad der ikke bliver nævnt på de små klip, er, at hun har normal hud, der er en smule til den fedtede side.

HVAD MED DIG: Begge er interesseret i god hudpleje, men jo på to vidt forskellige måder. Selvfølgelig ved min mor, at der skal SPF til i dagtimerne, ligesom Tine også har enkelte mærke-præferencer på det indhold, hun går efter. Jeg vil virkelig gerne vide, hvor på skalaen du er.

MERE FRA BEAUTYSPACE? Hvis ja, så hop med på holdet her. Kvit og frit.

23/07/2019
Fæl fejl eller?
Fordelen ved fugt før fedt
29/07/2019
Vigtigst at vide om hud og varme
Plus et tip om, hvem du roligt kan efterligne

Kommentarer

  • Anette Kristine Poulsen

    @ Sabine, 1000 tak. Jeg tror også, at du er en god blanding. Konsistens ER vigtig. Fungerer den ikke, får vi ikke tingene brugt.

    @ Susie Hornbæk, ‘hudens dagsform’, SÅDAN.

    @ SusB, Mange tak for dit indspark og fordi du deler din erfaring.

    @ Margit, Ingrediensbaseret forbruger …halleluja, jeg er vild med det.

    @ Birgitte B, Man kan vel sige, at det optimale er tjekke indhold først, dernæst funktion og skin feel. Tak fordi du deler.

    @ EA, Bliver jo glad for dine ord. Både tilliden, men også at du bruger op. TAK.

    @ Trine P, Det er sådan det er. Jo mere man ved, jo mere kaotisk bliver det. Men forhåbentlig på den nuancerede, interessante måde.

    @ Gry, TAK fordi læser med. Det er jeg glad for.

    @ Louise, Først EGF, så vent 5 min, så A-vit.

    @ Christina Kragh, jeg er VILD med at du skriver næsten.

    @ Bente, hun er også knaldende dygtig.

    @ Sanne, er du gal, det er jeg også. Hun leverer dagligt guldkorn til mig.

    KH Anette

    31/07/2019
  • Nu skal du være sød ved mutti, Anette. 😉

    29/07/2019
  • Bente

    Jeg gør som Sara Lorentsen skin expert siger – det funger :))

    29/07/2019
  • Christina Kragh

    Jeg gør næsten altid bare hvad du siger haha

    27/07/2019
  • Louise

    Hej Anette
    Jeg overvejer at “investere” i Bio effect EGF nat serum.
    Men hvordan kombinerer jeg den med min A – vitamin?
    Jeg syntes, jeg kan læse mig frem til, den skal bruges alene??

    Mvh Louise

    27/07/2019
  • Gry

    Jeg er 38 og har først indenfor de sidste par år fundet ud af at der skulle mere til end lidt rens og en dagcreme. Så jeg finder stor inspiration i dine mails og beautyboxen, som jeg har købt et par gange. Jeg forsøger at få opbygget et godt men simpelt “sortiment” og synes det er en jungle, men prøver at kigge på ingredienser… 🙂 Tak ihvertfald!

    25/07/2019
  • Jeg ELSKER hud nørderiet… men bliver en gang imellem, helt forvirret af at vide “for meget” og kan ikke altid finde ud af hvad, der vil være mest fornuftigt at sigte efter… får trang til at plastre mig selv til med A C B niacinimid, hyaluaron, peptider, AHA, EGF, squalane, antioxidanter kobber, mælkesyrebakterier i en stor pærevælling og PÅ EN GANG!!!
    Af skræk for at misse noget, der kan gøre godt og gøre forskel…
    Min pengepung sætter dog en ret naturlig begrænsning, selv om jeg altid undersøger priser og indhold og køber fornuftigt ind… men det kan også frembringe lidt koldsved.. ha ha.. for… ER det så de rigtige ting jeg har valgt at kaste mønt efter eller ???? Skulle jeg hellere bytte noget ud, med noget andet… 😀

    Jeg prøver at samle mig, og bruge den rettesnor du så fint har lagt ud… og har VALGT nogle produkter ud, jeg tror er den rette vej..
    -men er dog stadig ind imellem forvirret og i tvivl… 😉

    Kh Trine

    25/07/2019
  • Ea

    Jeg køber ting, jeg har erfaret fungerer og tænker ikke så meget på ingredienser. Jeg køber Beautyboxen næsten hver måned (undtagen hvis jeg har for meget, der skal bruges op, eller jeg kan se, at der er for meget i den aktuelle box, som erfaringsvis ikke dur til min hud). Jeg stoler nærmest blindt på, at der er gode ting i de boxe, du sammensætter, og hvis der er noget, der ikke dur til mig, giver jeg det væk og glæder nogle andre. Nogle af tingene er jeg så glad for, at jeg køber igen, fx den der glow-ting fra REN, som var i boxen på et tidspunkt

    25/07/2019
  • Trods al den viden jeg har fået herinde, så er jeg nok mest på din mors hold. Det skal føles godt på huden.
    Jeg holder mig stenhårdt til mine rutiner, men kan sagtens finde på at forære en creme væk, hvis den mod forventning ikke føles godt. Også selv om den indeholder ‘alt det, som der skal til’ af gode ingredienser.
    Jeg bruger meget nettet, anbefalinger og personalet i butikkerne når jeg skal handle. Jeg kigger sjældent ingredienser.
    Et eksempel er den serum fra Ordinary (Buffet), som jeg købte i Malmø i sidste uge. Jeg vidste (pga din blog Anette), at den ville være fint til mig (med ret normal/sensitiv hud med fedtet pande). Når jeg skal tage den i brug, skal den dog føles godt. Hvis ikke så ryger den videre til andre.
    Kh. Birgitte

    25/07/2019
  • Margit

    Ligner mine hylder! Er blevet ingrediensbaseret forbruger. Det funger bare. ✨Har aldrig haft så blød og så fugtet hud på ansigt, hals og bryst som jeg har nu.

    25/07/2019
  • SUSB

    Jeg er ved at rydde ud på min hylde ud fra devisen “keep it simple”.. (min mand tror ikke på det sidste) – Og det er lige indtil at du sender en ny beautybox ud 😉

    Jeg kikker også på indhold – og lidt på mærker. Med inspiration fra dig Anette!
    Jeg har en tør hud – så jeg har fokus på fugt.
    Men mine rutiner minder lidt om Tine’s. Vaskeklud, rens, mist og A-vit (hvis der er bioeffekt i boksen – så et par uger med bioeffektserum inden A-vit)
    Morgen – vaskeklud, mist, serum, kombi af tryllecreme og pt. solcreme.. og olien bliver brugt i perioder..
    Og det næste som skal indkøbes er en C-vit serum. 🙂

    Sommerhilsener fra Susanne
    PS. har forsøgt keep it simple i toilettasken – det går ikke fantastik godt når det er sommerhus tur i det danske land- men jeg tror det bliver bedre til ferien i Brasilien til september.

    25/07/2019
  • Susie Hornbæk

    Hej – jeg kigger nærmest kun på indhold og blander mærker på kryds&tværs…og min hylde er langt mere kaotisk! Jeg kigger meget på hudens dagsform og vælger efter den:-)

    25/07/2019
  • Sabine

    Spændende indlæg!

    Jeg har få produkter, som jeg også insisterer på at bruge op, før jeg køber næste. Dermed sagt, så udforsker jeg i god tid, hvad jeg ønsker at købe til næste gang med et bestemt formål eller andet. Jeg bliver som regel først fanget af udseendet, især på Instagram – men formår alligevel ofte at afslå et produkt, hvis INCI er helt hen i vejret. Så jeg er vel en god blanding? Jeg ved hvilke hudtype jeg er og hvad jeg skal have fokus på, ligesom jeg ved hvilken konsistens der er god til dag og nat for mig. Alt sammen med stor inspiration fra dig, Anette.

    25/07/2019

Bliv en

Beautyspace-insider

 

Få evidensbaseret lige-ud-af-landevejen skønhedssnak. Hvad virker, hvad gør ikke.

Det koster intet at abonnere på BEAUTSPACE, hvor du hver uge får tre til fire aktuelle artikler, adgang til mine bøger og foredrag med rabat og nåja, du er den første, der får besked, når månedens BEAUTYSPACE BOKS udkommer.

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.