Kontant vildledning på DR
”Ren, naturlig og allergifremkaldende” er overskriften på DR Kontants udsendelse fra i onsdags, der handler om, at cremeproducenter lovpriser naturen til skyerne – og at vi tror på dem. Naturen er nemlig ikke altid god, for naturlige parfumestoffer kan også resultere i allergi for livet. Programmets vært vil vide, hvorfor ”den magtfulde skønhedsindustri ikke fortæller os, hvor meget parfume der er i deres cremer.”
Man behøver ikke at være lommepsykolog for at forstå den urolige mavefornemmelse, som instinktivt opstår, når man bliver manipuleret. At der i onsdags var tale om en ensidet og følelsesmæssig manipulation, vil jeg give dig otte eksempler på. Og tænker du, om ikke jeg selv ender ensidet, så var der også et par gode ting ved programmet, som dog kræver, at vi ruller tiden lidt tilbage:
I et par år sov jeg dårligt, når min søn gik i byen. Han havde det svært med alkoholbalancen, og det var rædselsfuldt. Den alkohol, der bragte ham i faretruende situationer (ét forkert skridt og du ligger på en havnebund) er ikke forsynet med advarsler. Hverken i forhold til de mange fuldemandsrisici eller afhængighedsfaktoren.
Men det er almen viden, at nydelse og kalkuleret risiko ofte hænger sammen. Derfor var det godt, at min teenagedatter så med i onsdags. For der er dage, hvor hun marinerer i skyer af parfumeret tørshampoo, duftende hårlak og almindelig parfume – på én gang. Der var i onsdagens Kontant syn for den kalkulerede risiko, hun løber. For mellem fire og fem procent af den danske befolkning lider af parfumeallergi.
Det er også rigtigt, at en ingrediensoversigt, som der blev gjort opmærksom på, er svær at afkode. Den er mulig at dissekere, men at forlange at producenten skriver præcis, hvor meget der er i af hver ingrediens, vil svare til at bede Coca Cola om at skrive deres opskrift bag på flasken. Som forbruger får man en samlet, dog rangordnet, oversigt: Dét, der står sidst, er der mindst af i et produkt.
Og så til Kontants vildledning:
- Vild forvirring
Det er uklart, om programmets krog er 1) vildledende markedsføring, 2) manglende grænseværdier indenfor brug af parfume eller 3) trangen til at demonstrere, hvor billigt og nemt det er at lave en creme. Resultatet er en mudret suppedas, hvor man mest af alt sidder tilbage med følelsen af nogen, der har en klippefast agenda. Ikke en opklarende og oplysende af slagsen, men en, hvor de dødpine vil have nogen knaldet. Det sidste er mere end fint ved lovbrud, som bare ikke er tilfældet her.
- Ulovligheder – nånej
Hudplejemærker, der gør brug af æteriske olier, bliver hængt ud: Der klippes hårdt fra opsvulmede allergitilfælde til professorer med løftede pegefingre, der maler konsekvenserne op med staveplader og fortæller om ekspertgrupper, der arbejder på at få EU’s grænseværdier for brug af parfume – syntetisk som naturlig – ned. Man får fornemmelsen af, at nogen skurkeagtigt er ude på noget. Først helt til slut gør værten det klart, at lovgivningen skam følges (man skal oplyse på et produkt, hvis det indeholder et af EU’s 26 deklarationspligtige parfumestoffer).
Mon ikke kanonerne her er vendt forkert? For hvis en ekspertgruppe (i øvrigt står det hen i det uvisse, hvem den ekspertgruppe præcis er, og hvornår den har vejledt EU) vurderer, at noget er risikabelt, burde skytset så ikke rettes mod lovgiverne?
- Så billigt kan en creme laves
For at gøre os klogere på, hvad en creme kan nøjes med at indeholde, bliver et kemikerhold ved Aarhus Universitet sat stævne. Vi ser de få ingredienser, som er vand, angiveligt glycerin og paraffin, altså den petrokemiske spildolie fra jordolieindustrien de fleste bedst kender fra Vaseline. ”Dén, der er så billig, så de fleste får penge for at tage den med sig”, som hudlæge Janne Touborg tidligere har sagt på Beautyspace. Hun oplever, at netop denne type olie er for tung for de fleste – i modsætning til planteolier. Er du i tvivl, om det fornuftige i forhold til (den i øvrigt fuldt lovlige) petrolatum, så er der samlet en række studier her:
Men ja. Det er nemt og billigt at lave en regnfrakkecreme af petrolatum, glycerin og vand. Så når vært Jacob Kragelund spørger: ”Det er faktisk slet ikke svært at lave en creme? ”, så svarer det til at stå sammen med en kok og sige, at man vel kan spise sig mæt i toastbrød.
- Skjult reklame for Tænk Kemi
Når den private forbrugerorganisation Tænk Kemi får meget taletid og gratis markedsføring af bl.a. deres app, så mangler man fra Kontants side at varedeklarere Tænk Kemi. Der er tale om en privat medlemsorganisation. Mange tror fejlagtigt, at der er tale om en myndighed. Det er der ikke.
I den omtalte app kan du scanne dine produkter for uønsket kemi, som det hedder. Vær opmærksom på, at leder for Videncenter for Allergi, Jeanne Duus, stadfæster, at koncentration og mængdeforhold ikke kun er afgørende, men altafgørende – også i forhold til at udvikle allergi. Noget Tænk Kemis app ikke tager højde for, da den udelukkende konstaterer om et stof er i eller ej. Nøjagtigt som varedeklarationen.
- Så æteriske olier er farlige?
Parfumestofferne, der bliver talt om, er dem, der kommer fra koncentrerede aromatiske planteekstrakter – fra blomster, træer, frugter, bark. Også kendt som æteriske olier, typisk brugt for den sanselige virkning, men også som eksemplet her med lavendel.
Bevæggrunden kommer ikke frem. Og blot så ingen skal være i tvivl: Naturen kan være en krads fætter. Det vender vi tilbage til.
- Jamen hvorfor står de så ikke frem, producenterne?
Producenterne vælger at undlade at stille op til interview. Ærgerligt, tænkte jeg først. Men muligvis forståeligt, jeg ved det ikke. En samtale (med en journalist) kan fra første hallo blive båndet og brugt uden dit samtykke, ligesom dine svar kan blive klippet hårdt. Man skal nok være ekstremt medievant for at klare en tur i gabestokken.
Hvad jeg til gengæld ikke fatter, er, at skønhedsindustriens brancheforening ikke er stærkere og bedre rustet til en tur i vridemøllen. Ikke er bedre til at argumentere mere håndfast og overbevisende.
- Tvunget til at vælge parfumerede produkter?
For nogle er det afgørende, at en creme er parfumefri – for andre er det modsatte mindst ligeså afgørende. I tilfældet, hvor Ecookings dagcreme er nævnt og taget under behandlingstest af Kontant, ville det være rimeligt, nej nærmere naturligt, at nævne, at præcis den samme creme også fås parfumefri. Det bliver ikke nævnt med et ord, at der står sådan her på Ecookings hjemmeside: ”Denne creme er MED duft. Vil du have den UDEN så klik her.”
- Fejlagtig konklusion
Når Kragelund læser op fra dels Karmameju og Tromborgs websites, så kigger vi ind i en forretning. På samme måde som når du stikker næsen ind i Superbrugsen eller hos blomsterhandleren. Overlæge Mette Sommerlund nævner i programmet, at det er almen viden, at parfume potentielt kan give allergi. Som forbrugere har vi altid et valg, også valget om at have vores egen forbrugervagthund med på indkøb. Når der så eksempelvis står hos Tromborg, at planteekstrakterne er økologiske, koldpressede og håndplukkede er det så det samme som at sige, at naturen partout og altid er bedst? Er der ikke nærmere tale om en virksomhed, der fremhæver noget ved deres koncept?
Min erfaring – fra bloggen og mit arbejdsliv generelt – er, at folk godt ved, at naturen også kan være krads og kræve respekt, endda også forholdsregler. Som allergiker overfor bl.a. birk ved jeg det om nogen, når hele mit ansigt ligner noget, der er gået i opløsning i snot, tårer, nys, rødme og svidende øjne. Men jeg har endnu ikke forsøgt at nedlægge, regulere, forbyde eller dræbe alle birketræer. Selvom jeg jo ikke står alene. Måske er vi ligefrem mellem fire-fem procent i Danmark, der har det sådan med de forbandede birketræer.
Korrektion fra korrekturlæseren: Tæt på en million danskere lider af høfeber, og birkepollenallergi er den mest almindelige.
@beautyspace på Instagram
Mette
Jeg er faktisk rigtig glad for Tænk’s app… Jeg synes ingredienslister er enormt uoverskuelige! Og jeg går ekstremt meget op i miljøet, da det virkelig ser skidt ud på den front og jeg ser gerne at min niece har en sund jord at vokse op på. Derfor gør det det nemmere for mig at scanne et produkt og læse om de forskellige ingredienser. Det der står er jo vejledende!! Altså skal man stadig tænke selv. Ligesom med alt andet i livet. App’en oplyser mig om hvorvidt et produkt indeholder hormonforstyrrende stoffer eller miljøbelastende stoffer ELLER om førnævnte stoffer er ved at blive undersøgt for deres påvirkning på hhv miljø og krop. Og så er det jo op til mig selv om det skal have indflydelse på mit køb. Miljøbelastende stoffer er altid no-go. Jeg håber faktisk flere mennesker bruger app’en så de kan blive oplyst om alt det (unødvendige) kemi vi kan smøre på kroppens største organ.
Anette Kristine Poulsen
@ Mette, jeg er rigtig glad for, at du deler din gode erfaring herinde. Tak for det. Og du har ret i det med at tænke selv. Der er mange nuancer.
Anette Kristine Poulsen
@ Mette, 1000 tak fordi du deler din gode erfaring, og JA, det med er tænke selv er afgørende.
Sanne
TAK for dine kloge ord, Anette, og at du formår at belyse sagerne kritisk fra flere sider. Jeg ser ikke meget tv og slet ikke Kontant, da min fornemmelse også hurtigt var at de er ude på at knalde nogen. Vi så faktisk for nogle år siden en udsendelse om VW skandalen, og da min mand arbejder for VW og endda sidder i den højeste bestyrelse ved han en masse om det. Det var en virkelig useriøs udsendelse hvor det meste af såkaldt fakta ikke passede, men det ærgerlige er jo netop at har du ikke forstand på lige netop det emne og er ikke kritisk, kan du risikere at tro på det. Mer’ go’ weekend. 🙂
Anette Kristine Poulsen
@ Sanne, tak fordi du læser med. Det var blot nuancerne der manglede, så man ikke sidder tilbage med indtrykket af, at det er udsendelse, der er lavet på forhånd.
Katrine Junker
Dejligt med et indlæg fra dig Anette! Håbede virkelig du ville sætte din vinkel / viden på debatten. Synes det ærgerligt at folk får et syn nu på Karmameju eller Tromborg at det er nogle “farlige” produkter pga deres “dufte”. Danskerne vil helst have at deres creme, shampoo osv dufter af noget, så HVER gang man putter noget på sig som dufter kan man få allergi !! Så simpelt er det, og det ærgerligt det går ud over gode danske iværksætter, som faktisk prøver at lave nogen gode ting til os. Men dejligt at folk er så uviden og godt at programmet som Kontant kan vildlede os, og giv giver sådan en skræmmekampagne ! ØV!
Anette Kristine Poulsen
@ Katrine, mange tak for dit indspark herinde. Det sætter jeg stor pris på.
Britt
Jeg har også fornemmelsen at mange mennesker tror at naturligt er det samme som ufarligt. Det er jo langt fra alle der følger din blog Anette, eller orker at sætte sig ind i al kemien.
Jeg er blevet klogere efter jeg har læst din bog men har alligevel valgt også at følge min egen regel: jeg bruger ikke hudpleje hvor der er stoffer i som ikke har en hudpleje funktion. I det omfang det kan lade sig gøre!
Nul parfume som jeg selv sprayer på efter hvad jeg selv har valgt, og nul farvestoffer med mindre jeg ønsker at en creme skal farve. Det er mig en gåde og en kilde til irritation at BP, med et af markedets få bodylotion med a-vit, absolut skal tilsætte Smølfeblå ligesom jeg ikke kan se fidusen i at dufte af flere forskellige parfumer på en gang – alt efter hvor mange forskellige cremer man har på. Men jeg kan jo se at der er flere meninger om dette alene herinde. Jeg vil gerne tilslutte mig koret af andre glade følgere der synes at det fint at din egen creme er uden parfume.:)
Anette Kristine Poulsen
@ Britt, mange tak for dine ord. Det er så utrolig individuelt mht. duft. For mange er det en stor del af velværen, og det kan andre ikke vægte eller veje. Derudover så er det aromaterapeutiske aspekt, som også er tungtvejende (og for nogle er det ikke). Det synes jeg, man bør have respekt for. Ligesom man bør have respekt for potentielle allergener. Den evindelige balance.
Camilla
Tak for dette nuancerede indlæg! Mht deltagelse fra brancheorganisationen så er det min opfattelse, at den kamp er tabt på forhånd. Det er mit klare indtryk, at dansk TV-journalistik ikke giver plads til nuanceret vinkling. Det giver ikke nok seere.
Anette Kristine Poulsen
@ Camilla, big smile.
Rikke
Lige dine allersidste konklusioner får mig til at kommentere.
For det er da ikke et sammenligneligt grundlag at sætte det overfor din høfeber og at fælde alle birketræer – for Ja, det kan man selvfølgelig ikke.
Men pointen er jo, at parfumestoffer af hvilken som helst slags, naturlig eller ej, ingen som helst funktion har, andet end at være potentielt allergifremkaldende i noget, du skal påføre hud eller hår. Det dufter godt og giver deraf en vis velvære ja, men hvis vi taler om produktets egentlige funktion: rens, vask, fugtpleje etc., så er duftstoffer jo fuldstændig unødige. Og det er dét, jeg tænker de bl.a. vil fremhæve, altså at der i produkter som vi køber i god tro om at det skal gøre en masse godt, er tilsat unødigvendige ingredienser, som så for nogen, i sidste ende kan resultere i en rigtig træls, kronisk allergi.
Anette Kristine Poulsen
@ Rikke, mange tak for dit indspark. Jeg er helt uenig i, at man ikke kan sammenligne en pollenallergi med diverse andre allergiver overfor noget naturligt. Det gør en af deltagerne i udsendelsen faktisk også i forhold til hunde og katte. Spørgsmålet er, om du eller jeg kan tillade os at vægte og veje, hvad velvære er for andre? At vælge duft til eller fra (fra æteriske olier eller syntetisk fremstillet) må være et frit og personligt valg, som man træffer på et oplyst grundlag. Igen det med nydelse og kalkuleret risiko.
Et produkt skal lovpligtigt sikkerhedsvurderes. Det er en pligt, der påhviler producenten. I den sikkerhedsgodkendelse indgår også en vurdering i forhold til koncentrationer og risiko for sensibilitet.
Vi har efter min mening selv et ansvar for at dosere de ting, vi omgiver os med. Personligt træffer jeg også mine valg, marinerer ikke hele kroppen 24-7 i hverken æteriske olier eller syntetisk fremstillet parfume, ligesom jeg også selv er ansvarlig for den mængde vin, jeg drikker. Prøv at se linket til den videnskabelige artikel om eksempelvis lavendel. Jeg er afhængig af dens søvndyssende virkning og duft inden sengetid (i modsætning til min mand desværre). Som en bioanalytiker skrev efter sidste onsdag: “Jeg kunne ikke drømme om at bruge en creme, der ikke taler til min lugtesans. Det er som om, den ikke vil mig noget. Mit vaskepulver derimod kunne jeg ikke drømme om at vælge med duft”.
Stor hilsen Anette
Jette B
Jeg har ikke set udsendelsen. Men det glæder mig at du råber op Anette.
Elisabet
Tjaa personligt syntes jeg udsendelsen var fremragende og meget oplysende, jeg hørte det blive nævnt mange gange under udsendelse, at de præsenterede mærker gør det inde for lovens rammer. Jeg tænker ikke der er så mange der tror, der kan være en risiko for allergi, når der bruges naturlige planter. Risikoen for at udvikle parfume allergi er jo tilstede når dette er i cremerne (det er jo fuldstændig ligegyldigt om planterne er naturlige, håndplukket, økologiske og fra den bedste høst), parfume allergi kan jo opstå fra den ene dag til den anden for enhver af os der bruger disse produkter. Jeg selv blev meget skuffet over Karmameju produkter, som jeg er blevet anbefalet og brugt i stor stil, fordi det er så “rene produkter”, det kommer jeg aldrig til at bruge mere! Jeg har i stedet fundet mig en fantastisk god allergi testet ansigtscreme 24 timer fra Apoteket, som jeg vil bruge om dagen og så bruge din Anette A-vitamincremen fra Beautyspace om natten, den er så vidt jeg kan se, den eneste A-vitamincreme uden parfume og så er den super god, fantastisk sejt af dig at undlade at komme parfume i cremen. Tidlige brugte jeg altid Beaute Pacifique Clinical Super Booster, men den er der også parafume i.
vibe
Kære Elisabet – jeg har det i grove træk lige som dig.
Uanset en for skarp/manipulerende vinkel, ændre det jo ikke på, at producenterne tilsætter kæmpe mængder af de enkelte stoffer i deres produkter, og at disse mængder klart er frarådet af uafhængige eksperter. Jeg var også skuffet over Karmameju må jeg sige.
Anette Kristine Poulsen
@ Vibe, det ville være meget kortsigtet, hvis nogen tilsatte “kæmpe mængder” af noget potentielt allergifremkaldende. Jeg savner, at den aromaterapeutiske vinkel og bevæggrund kom med. Og jeg savner i den grad, at et blev helt udeladt at de pågældende og viste produkter jo er lovmæssigt sikkerhedsgodkendte. Også i forhold til forbrugernes sensibilitet. Det er lovpligtigt med en sikkerhedsgodkendelse.
Anette Kristine Poulsen
@ Elisabet, mange tak for dit indspark. Du ved, at jeg sætter stor pris på det (og mange tak for dine ord om Seriøst bedre hud på tube). Heldigvis er enighed jo ikke noget, vi skal stræbe efter. Derimod synes jeg, at det er vigtigt at få debatten nuanceret, og det er det, jeg forsøger. Jeg synes eksempelvis, at Karmameju laver fremragende produkter, hvor jeg personligt har tre hero-produkter, der sjældent forlader min hylde 1) deres shampoo og conditioner 2) deres Hero Stabilizer og 3) Karmamejus Calm Balm. Jeg synes ikke, at det er sagligt ensidigt at udskamme brug af æteriske olier. For mig svarer det til, at nogen udskammer, fordømmer og fare-mærker virkelig god rødvin, fordi der jo er en risiko for både at blive for fuld og udvikle en afhængighed.
Nanna
Pudderdåserne laver et a-serum uden parfume. Både med 2% og 5% koncentration.
Min mavefornemelse er også, at myten om at ‘naturligt’ er bedre for en end ‘kunstigt’, er ret udbredt. Så jeg synes udsendelsen var virkelig vigtig. Og så blev jeg selv overrasket over, hvor ekstremt meget parfume, der var i karmamejus produkt. Selv hvis man ser sig selv som en aktiv og kritisk forbruger, kan man jo ikke se, hvor høj koncentrationen er af de enkelte stoffer. Det er bare ikke en oplysning, der er tilgængelig.
Og så synes jeg, at når man nu faktuelt kan se, at parfumeallergi er I vækst, synes jeg ikke man kan oplyse for meget .
Mette
Tak for at nuancere debatten.
Søs
Er glycerin skidt for huden? Jeg synes ofte at det er et indholdsstof i mange af mine produkter.
Anette Kristine Poulsen
@Søs, glycerin er absolut ikke skidt for huden. Det er en god og solid fugtbindende ingrediens. Jeg nævner, at eksemplet med en fugt-fedt regnfrakkecreme (som den der vises i indslaget) bare består af de de 3 nævnte ingredienser. Det svarer forenklet til en regnfrakke.
Pia Hvenegaard
Hel Anette
Godt brølt
Markedet er så fuld af fælder og mange falder i uden at tænke sig om.
Ikke alt der er rent og fri for kemi er godt.
Selv har jeg ikke parfume allergi, heldigvis
Men bruger jeg allergi venligt vaskepulver som eks Neutral som er udviklet i samarbejde mdd Astma og allergi forbundet.
Ja så er helvede løs og jeg slår ud overalt med kløende blærer
Det viser sig at det er det de konserverer med jeg ikke tåler ♀️
Så helt enig alt med måde
Og lad os slippe for udtryk som fri for kemi
Fordi det er der i det hele
God påske
Julia V
Der er nemlig kemi i alt. Hele Jordkloden er jo for pokker en stor gang kemi. Bare fordi noget er parfumefrit er det desværre langt langt langt fra godt for hud (eller miljøet for den sags skyld). En meget stor uigennemskuelige jungle. Jeg bruger (naturlige 😉 sæbevaskenødder til tøjvask og er meget glad for det. Ved ikke om det kunne være noget for dig?
Pia Hvenegaard
Mange tak fir svar. Det bruger jeg også og er blevet rigtigt glad for
Anette Kristine Poulsen
@ Pia Hvenegaard, absolut ja. Lad os blive fri for ‘fri for kemi’. Mit vaskepulver er også fra Neutral.
Jelena
Generelt begrebet “naturlig hudpleje” er meget vildledende og intetsigende, for a) naturlig er ikke lige med bedre og mere effektiv og b) Naturlig er ikke lige med skånsom. Mange hudlæger taler imod æteriske olie i hudpleje da de er ekstremt allergi fremkaldende. I min optik skal man stoppe med at markedsføre produkter som rene, naturlige eller uden kemi fordi udover at det er tom snak, er det også meget vildledende for forbrugerne.
Anette Kristine Poulsen
@Jelena, God og rigtig pointe. Jeg er fuldstændig enig i, at ‘uden kemi’ og det med at være ‘ren’ er tomt. Tak for dit indspark.
Pernille S
Fik helt ondt i maven da jeg så programmet… Hvor har du ret. Hvor er skønhedsindustriens brancheforeningen henne i denne debat? Godt du kan tage bladet fra munden, Anette!
Anette Kristine Poulsen
@ Pernille S, tak fordi du læser med. Foreningen er sikket blevet klippet også, men alligevel.
Sanne+Larsen
Jeg så den udsendelse og tænkte på dig samtidig da du har anbefalet diverse mærker som blev beskrevet . Min tanke var, hold nu kæft, håber virkelig hun ser det her og gir dem et spark i rø… det har du så lige gjort, tak for det
Anette Kristine Poulsen
@ Sanne Larsen, haha, godt at nogen tænker på en sådan en helt almindelig onsdag aften.
Daniela Fraser
Tak for et rigtigt vigtigt indlæg
Lotte
Kontant er altid mega vinklet og jeg holdt op led at se det for de har mig bekendt aldrig vist et program hvor de kommer frem til at dem de undersøger faktisk gør det rigtig fint og der ikke er noget at komme efter
Anette Kristine Poulsen
@ Lotte, som regel er det jo også forbrydere, der er i spil. Det var det bare ikke her.
Julia V
Nu er jeg jo nok ikke den sjoveste at lege med inden for kosmetik/parfumeindustrien (jeg er så irriterende kritisk!)
Men Uh, det må være ret nederen som journalist at være med i lige sådanne et program, der bygger på en ægte STRÅMAND! ♀️(Se link nederst;)
Dét man indenfor argumentationsteori allerede på 2. semester på uni i filosofi lærer, at man burde have en fornuftig kølig distanceret hovedrysten overfor♀️
Men hvad der faktisk undrer mig endnu mere er …
…at DR bidrager direkte til Markedsføring af en privat forbrugerorganisation, der lever af medlemskontingenter
Som de selv skriver, når folk brokker sig over, at man skal betale for at se “Forbrugerrådet Tænks” tests:
* Vi tester for vores egne penge
* Vi finansierer vores grundige test af produkter gennem medlemskontingenter
Vores test koster mange penge – derfor skal du være medlem for at se testresultater.” (Kopieret fra hjemmesiden: https://taenk.dk/om-os/om-forbrugerraadet-taenks-test/derfor-skal-du-betale-laese-testresultater)
Jeg synes det er vigtigt og nødvendigt med uvildige tests til oplysning for os forbrugere. Men øv programmet lugter af at der er blandet ikke-uvildige interesser ind = foreningens økonomiske afhængighed af betalende medlemmer.
Dét mudrer den ellers vigtige debat!
For jeg mener faktisk, at der skal endnu mere fokus på mængden af diverse parfumestoffer – såvel syntetiske som naturlige i produkter både inden for kosmetik, rengøringsartikler, duftmarketing mm.
Måske det ville være bedre om Forbrugerrådet Tænk – med de mange dygtige videnskompetencer de har, hørte ind under staten?
– i det mindste at deres test-ressourcer ikke er afhængig af indtægter fra os forbrugere for overhovedet at kunne overleve….
Ved godt det er op ad bakke. Men heller op af bakke end at det begynder at lugte uetisk i kanterne.
“Kunsten” at lave en Stråmand:
https://denstoredanske.lex.dk/stråmandsargument
Anette Kristine Poulsen
@ Julia Venus, 1000 tak for dit indspark. Det gør godt!
Lene
Det er jo faktisk meget skræmmende at en kanal som DR ikke er mere grundig med sin research! Håber nogen fra chefgangen på DR læser med her!
Godt vi har dig!
Jaqueline
Altid så sagligt og kloge betragtninger fra dig! Vigtigt indspark i denne debat.
Anette Kristine Poulsen
@ Jaqueline, tak til dig fordi du læser med herinde.
Susan
Godt brølt! Vi skal helt klart også have fjernet mælk, nødder og alt med gluten fra hylderne – eller som et minimum advare den uvidende befolkning … Ryd haven for roser og lavendler, drop appelsinerne og kanelen til jul … Har ikke set udsendelsen, men skal da lige have set den. Lyder som den gode, gamle traver der bliver støvet af så’n cirka hvert 5. år og blæst op som skræmmekampagne – gad vide, om de sagde, at Astma- og Allergiforbundet får penge hver gang der sælges et produkt med Den Blå Krans? Så ja, der ligger klart flere økonomiske interesser i det end ved første øjekast – men – det siger vi ikk til nogen … Allergi SKAL tages alvorligt – men du kan i teorien blive allergisk overfor ALT – selv vand.
Tine Ejlersen Liebeck
Sådan Susan, helt enig, dejlig med et bredere syn på sagen
Anette Kristine Poulsen
@ Susan, tak for dine ord. Det kan sammenfattes til den eviggyldige balance.
Gitte Salling
Hvor er det dejligt at du kommer med dit indlæg. Det er nemt at blive påvirket af et tv program som kontant, så tak for en mere alsidig fremførsel.
Heidi
Det er så spot on det du skriver under samtlige punkter. Jeg fik det personligt dårligt, da de nærmeste kørte en hetz mod Mette skrev til hende med det samme.
Trist at et program som dette ikke har begge sider af historien med. Forbrugerne sluger det jo råt
Eva
Apropo store mængder parfume. Jeg er super nysgerrig på den nye(?) lamellar-teknologi til håret som blandt andet Loreal Wonder water gør brug af. Det ligner og lyder jo lidt som et lille mirakel, hvis man som mig er til den kruset side. Men er det nu så godt? Når jeg læser ingredienserne bliver jeg i tvivl. En stor del af produktet er eksempelvis alkohol. Det kunne være fedt hvis du kunne høre en hårkyndigs holdning til dette spændende koncept…
-Jeg skyr i øvrigt parfume som pesten, så indtil Loreal laver en parfumefri udgave springer jeg over ligegyldig hvad. 😉
Ps. Jeg elsker kemiluppen og jeg elsker din creme Anette (Er på 2 tube.) og så elsker jeg, at vi ikke behøver at være enige. 🙂
Anette Kristine Poulsen
@ Eva, hurra for lige præcis den sidste sætning, Eva. Vi behøver ikke at være enige om alt. Så ville det også være kedeligt herinde. Måske tager jeg L’Oreals Wonder Water op. Og sidst men ikke mindst, TAK for dine ord om Ansigtscremen.