En anbefaling
Først: 1000 tak for læser-eksplosionen i fredags (jeg troede, det var for varmt til at læse med). Dernæst: Tag en kop kaffe eller to, for i dag bliver en af de længere. Julia har nemlig skrevet en ny bog, som er mere end almindelig god. Fordi:
# hun tager ved dit hjerte, på samme måde som man griber om et æble. Bare fastere. Og hun holder det frem til side 267.
# hun rykker rundt i din stue. Så det skramler, brager og kradser.
# hun vil få dig til at køre i byen efter flødeskum – og med god grund, men jeg er ingen spoiler, så mere siger jeg ikke.
# du vil grine. Højt. Med hende. Mest af dig selv. Men også af lettelse.
# du vil aldrig mere se på fillers og face freezers (som Botox) på samme måde. Aldrig tror jeg.
# ManiFest og Manifest. For mig er det nu også en beautyFest. I hvert fald vil alle blive endnu pænere af at læse den (bare kig på eksempelvis side 69 og 91):
Først et kæmpestort tillykke, Julia. ManiFest er en ordfest med indhold. En vaskeægte page-turner, der har fået mig til at grine højt, nikke og råbe YES og ikke mindst gjort mig klogere (DU er klog!). Så tak. Men der er også noget, vi bliver nødt til at tage en alvorlig snak om:
Du skriver, at man slemt nemt kan ende som 45-årig, før man er blevet 30. Dit bedste råd her?
Jeg tror, vi er mange kvinder, der har en tendens til at blive fanget i en alvorlig og meget formaliseret udgave af hverdagen, hvor det i høj grad handler om at få den til at køre, frem for at huske at der er så mange hverdage, at det måske netop er dem, der er nødt til at være sjove. Vi har helt ærligt også en tendens til at blive lidt stramme i det, og give slip på alt det, der kan give latterkramper og fnis. Vi tænker i madpakker og på datterens fodvorte, og planlægger julen 17, frem for at give slip. Jeg tænker, at alle de hverdage – og der er alligevel en del – i de 15 år fra 30 til 45 år IKKE skal forsvinde mellem fingrene og møder i børnehaven på os, men også være så dejlige og mindeværdige, at vi kan elske dem, som vi elsker festen.
Du er til turban, stiletter og glitter, og så er du feminist. Du tager rappenskraldehatten på, når kvinder bliver nuttede, får hensynsbetændelse og vil være likeable. I samme åndedrag kalder du konsekvent skønhedsprodukter for dulledrej – så det er bedre at være dulle end nuttet?
Det kan du have ret i. En god veninde har faktisk sagt til mig, at hun ikke kan lide det ord. Måske er det på tide at pakke det væk? Jeg bruger ”at dulle” som et verbum, og som en måde at komme i kontakt med den pyntede side af sig selv på, men jeg har faktisk aldrig tænkt det som nedsættende, tværtimod. Men nu er I så to, der føler det betyder noget andet, end jeg gør… Ja, jeg mener det er bedre at være dullet – og især at være dullet op: Med læbestift, glimmer og fjer! Jo mere jo bedre. At være dullet er for mig en aktiv handling, en måde at gøre noget på, at fylde, at larme. Mens det at være nuttet er en passiv ikke-handling.
Du langer ud efter måden, vi på de sociale medier råber op på. Jeg synes, det er et større problem, når folk ikke kan slippe deres telefoner i alle mulige og umulige sammenhænge. Hvordan praktiserer du selv det med at slippe telefonen – lægger du den fysisk fra dig og i hvilke situationer?
Jeg langer mest ud efter den måde, vi hade-læser hinandens liv på. Den måde vi følger med i andres liv på en måde, hvor vi leder efter fejl, eller sammenligner os med hinanden, på en måde der kun har negative konsekvenser, eller endda negative oplevelser af sig selv, som konsekvens. Jeg bruger min telefon til alt. Som ur, mailsystem, et sted jeg skriver huskelister, og som lommelygte når jeg skal tjekke, om ungerne sover godt. Men min mand og jeg gør os umage for at lægge den fra os, fra vi kommer hjem til vi har lagt børnene. Det kan være svært, men øvelsen er god og vigtig. Når jeg ikke er sammen med mine børn, er jeg lænket til den – også af frygt for at de skulle have brug for at få fat i mig.
Fillers og fastfryste pandepartier får en på sinkadusen i din bog. I øjeblikket stiger antallet af den her type behandlinger. Med dine trend-briller, tror du det vil fortsætte?
Med fare for at træde i skønhedsspinaten (bemærk: jeg skriver IKKE ”dullegrejssumpen”), så ser det ud til at være en anden gruppe, der går efter det helt stive look, end tidligere. Nu er det ikke kun de meget rige, og heller ikke kun dem med stor kulturel kapital, der giver sig selv den form for evig ungdom. Det er nemlig ikke mere populært i alle grupper og lag, at prøve at være evigt ung, så jeg tror, vi ser på en spaltning, hvor det IKKE at få lukket alle ansigtsmusklerne ned bliver et socialt statement, på linje med et politisk. Vi er desuden ved at miste vores aldersforskrækkelse: Joan Didion som ansigt for Givenchy, Helen Mirren som sexbombe og blogs som Advanced Style handler alt sammen om, at det ikke mere er u-attraktivt at være erfaren. Nu handler det meget mere om at have særpræg, at ligne sig selv, og at stå ved. I en tid, hvor vi alle vil være unikke, og os selv, tror jeg helt ærligt ikke på genveje. Hvis man ser det lidt udefra er det også mærkeligt, at man insisterer på økologisk kød samtidig med, at man lægger sig under sprøjten. Personligt tror jeg på cremer, tricks – som dem du leverer – og egenomsorg. Og champagne. To glas, og så flyder rynkerne ud når man ser sig selv i spejlet.
Du er begyndt at løbe – hvordan fandt du motivationen?
Min moster døde af cancer for et par år siden. Min mor er død af cancer. Ingen af dem motionerede. Desuden kunne jeg mærke, hvordan hvert eneste stykke fyldt chokolade hægtede sig fast i mit kød og nægtede at give slip, og at jeg måtte gøre noget for at holde mig i form, og for ikke at gå helt ud af den størrelse, jeg egentligt tænker er ok for mig. Samtidig sagde du, Anette, til mig, at huden (også) har godt af at man får pulsen op ind i mellem, og eftersom jeg gerne ville motionere, var det den letteste form for motion, jeg kunne presse ind i mit liv, uden at det koster eftermiddage eller aftener væk fra familien. Så nu står jeg meget tidligt op hver dag, året rundt, og løber 20-30 minutter. Og ja, det smutter ind i mellem, men jeg savner det hver eneste dag jeg ikke er ude. De første tre måneder var rædsomme, jeg havde det som om jeg døde hver morgen, når uret ringede mellem 5 og 5.30, og der var det viljestyrke og chokolade-trang, der fik mig igennem, men nu er det rent faktisk vigtigt for mig. Så min motivation var kort sagt: Død, chokolade og god hud.
For mig – og jeg lyver ikke – så er alt som i ALT blevet bedre for hvert år, jeg er heldig at ha’ fødselsdag, så når du skriver, at du har et latent problem med alder, hvad mener du så?
Jeg er bange for at få det, og det var en af grundene til at jeg skrev ManiFest. For at blive tydelig omkring at det at ramme mellem-årene også er en fest, og for at komme frem til at forstå ,hvad det er, vi skal nu: Nu hvor ungerne ikke mere kræver én 24-7, og hvor vi bliver nogle andre slags. Sådan nogle med mere tid, og uden panik ved tanken om at man aldrig mere får tid til både at bruge bodylotion og vaske hår på samme dag. Pludselig er man rigtig voksen – der er ikke flere undskyldninger. Man er ikke mere det unge håb. Til gengæld har man pondus og erfaring, og det er virkeligt vidunderligt. Jeg bliver 40 om et år. Og jeg glæder mig. Min erfaring er nemlig også, at det gælder om at blive færdig med tyverne, og komme i gang med alle de sjove, givende år.
Hvad er det bedste spørgsmål du til dato har fået i relation til ManiFest?
”Hvordan kan du være så sjov på skrift? Så sjov er du da ikke i virkeligheden?”
CarinaFinseth
Det lyder jo som en intet mindre end fantastisk bog! Den er allerede sat i kø på min Mofibo og bliver med garanti det næste, jeg læser 🙂 Tak for anbefalingen 🙂
Christina kragh
Hahaha Anette tror bare du skal kigge der hvor du får besked om tag
Rie Dyrnes
Erdesværre ikke så god til at læse bøger, men nu det bliver sommerferie, tror jeg da jeg investere i denne skønne bog. Tak for det :O)
Julia Lahme
Kæreste Anette
Tusind tak for denne fine placering på din vidunderlige blog! Kærligst J
Kære Majbritt!
Hvor ER jeg bare glad for at høre det! Jeg kniber mig i armen! Kh J
Kære Jette – TAK, jeg håber, du vil synes om den.
Kære Daniela – TAK!
Kære Amaja – jeg har et kapitel om mænd, et andet om den seksuelle kapital i bogen. De er ikke kedelige.
Kærligst J
Julia Lahme
Kære Sanne, tusind tak – og ja, Champagne er godt for meget!
Kære Birgitte – TAK, og du ved, hvor meget jeg glæder mig til at høre hvad netop du synes om den!
Kære Christina – uanset hvad er jeg overbevist om at Miss Beautyspace bar den brandert med stil!
Kærligst
J
Anette Kristine Poulsen
@ Majbritt – Ja! Jeg er også vild med, at opbygningen er anderledes og overraskende. Og sjov.
Stor hilsen Anette
Majbritt Lassen
Jeg har læst bogen, og den er intet mindre end fantastisk Den er aktuel for alle hunkøn og sætter gode og nødvendige tanker i gang. Jeg har på fornemmelsen, at det bliver en af de bøger, man tager frem en gang i mellem, når der skal ruskes op i de tanker og vaner, der hurtigt sniger sig ind.
Jeg er absolut fan
Anette Kristine Poulsen
@ Pia H – Du vil blive glad.
@ Amaja – Måske vil bogen rykke en tanke eller to. Jeg tror det.
@ Jette V – Så ved du, at der er kloge ord at hente.
Stor hilsen Anette
Anette Kristine Poulsen
@ Ninna K – Åh, det må være en fejl. Du får fluks en tilsendt, hvis du vil sende din adresse til open-mind@mail.dk
@ Daniela F – Du vil føle dig underholdt.
Stor hilsen Anette
Anette Kristine Poulsen
@ Sanne – Og flødeskum. Tak for dine ord.
@ Birgitte B – Det kan du roligt gøre.
@ Christina K – Den har jeg slet ikke set, sikkert fordi jeg trykker på forkerte knapper.
Stor hilsen Anette
Jette V
*JuliA (sorry…) :/
Jette V
Jeg har læst Julies andre bøger – startende med blog-bogen – så jeg skal da vist ud og have fat i denne også 🙂
amaja
kan godt se at den er ikke til min aldersgruppe ,der er INTET sjovt ved at blive ældre manden vil ikke indrømme at han drømmer on naboens datter og vi er nogen der stadigvæk syntes at det er unaturligt at tage en ung elsker selv om de har mod min måben budt sig til
Daniela Fraser
Jeg har modtaget bogen og jeg glæder mig sådan til at læse den 🙂
Pia Hvenegaard
Tak for tippet, den vil jeg glæde mig til at læse
Ninna Klinke
Hej Anette
Modtog min beautybox pakke i fredags med lækre ting havde dog også bestilt og betalt din bog men den var ikke med i pakken.
Hilsner fra Ninna
Hilsner fra Ninna
Christina kragh
Den glæder jeg mig til at få fingerne i og ps. Det med at være kugle skør Anette så kom jeg vidst til at tagge dig på en video på instegram i en ordentligt brandert;-) haha sorry men jeg havde en fest
Birgitte B
Glæder mig sådan til at læse den 🙂 kh. Birgitte
sanne
Sikke et skønt interview! Jeg må ud og købe champagne. Rigtig go’ dag – til jer begge, I skønne quinder. 🙂