5 ting Børsen-livet har lært mig

At juble over gode chefer. Som alle andre har jeg prøvet at have uegnede chefer. Og ondt i maven. Og alt, hvad det fører med sig, for man bliver elendig til sit arbejde. Jeg gør. Så. De sidste mange år har det for mig været en daglig gennemgod glæde at have verdens bedste chefer, for jeg har hele to. På en måde faktisk tre. Og undskyld det nu lyder irriterende lallegladsagtigt, men på vild vis er deres fællestræk en aldrig svigtende evne til både at kunne vende mit faglige stofområde og samtidig have tid til den personlige lim. Uden at det bliver nogen hyggeklub, for Børsen er også det sted, hvor artikler evalueres i storrum hver fredag, og hvor du kender online-søgningen på dine ting. Om den er i top eller det modsatte.

At være på evig jagt. Børsen er dén landsdækkende avis, der har prioriteret skønhed som stof fast hver eneste fredag. Også når det er jul som i lillejuleaftensfredag. Det er derfor tvingende nødvendigt at være på evig jagt efter de gode idéer, de gode historier, som ofte opstår lige her. På bloggen. Takket være dig, der læser med og kommenterer. Og det er alsidige emner, der bliver taget op. Som bio-hormoner, at det er slut med forbudt, at der findes herrehylder, kvinder ikke kan holde sig fra. Den slags. Og så er der magasinet Pleasure, hvor jeg forhåbentlig ikke er den eneste, der smelter over billederne.

At overskud smitter. Læser du nogenlunde fast med, ved du, at jeg udover avisen også er glad for TV2 og bogskriveri. Og som arbejdsplads favner Børsen det med anerkendelse og overskud. Så meget, at da Superhud udkom, skrev Rikke Agnete Dam to hele sider i printudgaven af avisen om ’Hende der altid danser, hvis der er nogen at danse med’. Overskud, der varmer helt ned i gulvbrædderne, hvis du spørger mig. Og som jo spreder sig.

At leve med afsavn. For jo, jeg længes efter kolleger, som jeg kan gå hen til, tale med eller bare grine sammen med. For jeg sidder 250 kilometer væk fra redaktionen. Omvendt er jeg typen, der ikke kan skrive, hvis nogen sidder og tygger i et æble ved siden af mig, så måske er der en mening med det.

At (øve) mig i at blive en bedre tidsrealist. Jeg kan ikke prale af at være typen, der gør ting til tiden. Men avisen har lært mig mere disciplin. Du ved det med, at en deadline er en DEADline, hvis ikke man vil være skyld i, at andre knækker over.