Next level kropspleje, huden forstår
Et af spørgsmålene på TV2 i torsdags handlede om, hvorfor vi er fokuserede på ansigtet og ofte glemmer kroppen. Svaret er, at vi har fokus på det, vi kan se. Det andre kan se. Og det er, hvad der stikker udenfor kraven, altså hals, ansigt, hænder. Det ændrer sig så, når ellers indpakkede lår skal luftes. Eller det begynder at drysse tørt fra skinnebenene i takt med, at strømperne ryger i varmen.
Heldigvis er det nemt at køre huden i stilling forudsat, at den er solbeskyttet.
Førhen havde de fleste af os en måske lidt tilfældig creme til kroppen – en der stadig kan være god, når det gælder fugtmætning. Men vil du et nyk mere i forhold til mere glød og friskhed, så gå efter nogle af de målrettede ingredienser, vi kender fra ansigtet. Her er begrundelsen for torsdagens eksempler på veldokumenterede ingredienser:
- Body lotion fra Ecooking er det gode eksempel på B3-vitamin, som i en indholdsoversigt hedder niacinamid – en multitasker, der gør al hud pænere, fordi den som beskyttende antioxidant både beroliger huden, værner mod solpletter og virker en anelse udglattende.
- Skin Changing Body Serum fra Bodyologist er eksemplet på, hvordan serum er på vej til at blive hverdagspleje også til kroppen – enten som undertrøje eller tynd lotion. Det bemærkelsesværdige her er den arbejdsomme kombination af polerende frugtsyrer og kollagengødende A-vitamin.
- PHA Exfoliating Body Water Cream fra The Inkey List var med som et skoleeksempel på noget, vi også bruger mere og mere til ansigtet, når vi vil gå forsigtigt til værks. Nemlig den helt milde kusine til frugtsyrer, som hedder PHA.
Knopper på overarme og hæle, der trænger
Alt kan ikke rime på blød, glød og frisk. Der findes også mere strabadserende issues. Her er to af dem, der oftest lander på Beautyspace:
- Osteskorpe-hæle. Én ting hjælper, og det er karbamid – især er Apotekets hælcreme med 25% karbamid effektiv. Det er en god idé at eksfoliere fødderne først – og så er det en god idé at lade være med at file på dem, da friktionsvarmen giver endnu mere hård hud.
- Knopper på overarme har den mundrette betegnelse keratosis pilaris, og de kan være irriterende. Skrub ikke på dem, for det gør området rødt, plaget og inflammeret. Begynd med et let eksfolierende syreprodukt – for eksempel Biotherms fugtserum til kroppen med tre slags syrer (bl.a. salicylsyre som er bedst til keratosis pilaris). Og smør så efter med karbamid. Og vigtigt: Slå tålmodigheden til mellem tre og seks måneder.
VIL DU VIDE MERE? Om ingredienser og den mest effektive rækkefølge … så grib fat i min seneste bog, som du finder her.
LÆS MERE OM KROPPEN:
- Hudlægen: Den ene sted på kroppen, vi alle glemmer
- Hvide ben og nødvendigt sollys
- Top-8 listen til kroppen
- Undgå fælden om den bade-klare krop
FOTO ANNE KRING
VAREDEKLARATION: De viste produkter er alle købt af Beautyspace på nær PHA-eksfoliering fra The Inkey List og body lotion fra Ecooking, der begge er presseeksemplarer.
@beautyspace på Instagram
Lone
Kan på Budget hylden varmt anbefale Cerave SA creme. Resultat efter bare få dages brug.
Susanne D.
Kære Anette,
Begge mine teenager sønner døjer med keratosis pilaris både på arme, bryst og kinderne. Især kinderne er de meget trætte af at have . Må de bruge Biotherms fugtserum og efterfølgende carbamid i ansigtet også eller er der andre anbefalinger der ? 🙏
Bh Susanne
Christina kragh
Nå forresten en gang skulle man tørbørste de knopper på overarmene, er det så no go nu ?
Christina kragh
Hvad var det for et produkt du nævnte i go morgen Danmark som indeholdt både kabarmid og salicylsyre?
Mette F
Tip til osteskorpe-hæle, de kan blive babybløde med BHA 2% fra Paulas choice
Sarah
Hej Anette, jeg brugeren ovenstående serum fra bodyologist og elsker den. Jeg bruger den egentlig som en let creme. Men PHA Exfoliating and Hydrating Body Water Cream ser også spændende ud, kan de kombineres?
Anette
Man skal være lidt varsom med koncentration af niacinamid dog. Højere tal er ikke nødvendigvis bedre. Heller ikke på kroppen. Svie og rødme er en konsekvens. Jeg kender ikke lige koncentrationen i de omtalte produkter, men siger det ud fra egen erfaring, og den svie og rødme jeg fik af en koncentration på 12% i en body lotion.
10% og højere er meget for meget, ihvertfald til mit kadaver, men den fra Inkey List ser rigtig spændende ud. Fedt at de har lavet en kropsversion – jeg har i et stykke tid overvejet, om man skulle teste deres PHA toner. Din serum-toner ser også meget lækker ud, men økonomien er ikke rigtigt med mig pt.
Til ansigtet så jeg at Glow Recipe fra Sephora har en BHA/PHA toner, og den kombi er ikke så nem at finde, og BHA-delen er her pilebark-funderet. Så overvejer lidt hvilken vej jeg skal gå. Har du nogen gode tidligere blogindlæg i den kategori til inspiration, Anette?
Og – hvor lidt BHA kan man nøjes med før det virker efter hensigten? 1%? 2% ? Mindre?
Anette Kristine Poulsen
@ Anette, vedr. niacinamid, så har jeg tidligere nævnt herinde, at den tungestvejende dokumentation i forhold til mængden ligger på 5%. Så vi har været omkring det. I forhold til BHA er 2% optimalt til hjemmebrug, men man skal holde øje med sin hud. Lige så vidunderlig BHA er, lige så potentielt udtørrende kan den også være ved overforbrug.
Anette Holmgren Møller
Hej Anette.
Er der noget at gøre mod creppet hud på overarmene? Eller skal jeg bare finde mig i det? Jeg er 73 år, og har ikke rynker andre steder. Jeg træner mine biceps i fitness center, og har prøvet produkterne fra Bodylogist -også serum- og Necessaire og Beaute pacifique, alt uden synlig virkning. Jeg har læst om en bodylotion fra Vessie, kender du den?
Mvh Anette H.
Dorte Johst Jensen
Hej Anette,
Jeg har lige købt instant Booster skin changing Body Serum fra bodyoligist og i den forbindelse vil jeg gerne vide om man bruger den hver dag eller “bare” et par gange om ugen? Efterfulgt af en fed creme naturligvis 😊
De bedste hilsner
Dorte Johst Jensen
Jette B
Jeg er stor fan af serum fra Bodyologist, derefter bodylotion niacinamid repair fra Woods. Et par gange om ugen her i sommeren bruger jeg gradually tanning lotion fra Vitaliberata, så jeg kan gå i kjole, når vejret tillader det 😘