Professor: Der er en perfekt måde at smøre solfaktor på

Velkommen til andet afsnit af Beautyspace-miniserien “Sandheden om solfaktor.”

De fleste ved, at det er mængden frem for faktortallet, der er afgørende for, om man er tilstrækkelig beskyttet. Men hvor stor en rolle spiller ens solhistorik i forhold til at skulle smøre sig ind – og gælder det hele året rundt?

Hudlæge Peter Bjerring svarer sådan her:

”Din solhistorik spiller en meget stor rolle for din risiko for hudkræft og dermed behovet for solbeskyttelse. UV-skader ophober sig i huden over tid. Jo flere solskader du har fået gennem livet, desto større er risikoen for at udvikle hudkræft senere. Især hvis skaden skete tidligt. Solskoldninger i barndommen er særligt risikable: Studier viser, at kraftige solskoldninger – især i barne- og ungdomsårene – øger risikoen for modermærkekræft (malignt melanom) markant.

Så hvis du tidligere har fået mange solskoldninger eller været meget eksponeret for solen uden beskyttelse, er risikoen højere, og det er derfor ekstra vigtigt at beskytte sig fremadrettet – både med SPF, men også ved at dække huden med tøj, bruge hat og søge skygge. Det er mindst lige så vigtigt som solfaktorcreme.

Noget andet, der spiller en rolle, er, hvis du har lys hud eller mange modermærker: Har du en hudtype, der let bliver solskoldet, eller mange modermærker, bør du være ekstra påpasselig uanset din solhistorik.”

Gælder det hele året – også i Danmark?

”Ja og nej. Fra april til september kan UV-indekset i Danmark komme op over 6 på solrige dage, hvilket betyder, at ubeskyttet hud kan tage skade.

Fra oktober til marts er UV-strålingen generelt lav i Danmark, men det betyder ikke, at solfaktorcreme kun er nødvendigt i alperne. Det er den også for rutinens skyld – hvor tøj ikke dækker. For netop via en ufravigelig SPF-rutine (som med tandbørstning), behøver man ikke at tænke nærmere over det, når forårssolen pludselig kommer.

Og selv i vintermånederne kan UV-strålingen være høj nok til at skade huden, hvis man er udenfor i lang tid på dage med skarp sol, især hvis der er refleksion fra vand eller sne.”

Jeg har fulgt nogle af dine patientforløb, når det gælder galopperende hyperpigmentering. Her anbefaler du solfaktor 50 året rundt. Er der andre, der får samme anbefaling i Danmark?

”Ja, hvis du bruger frugtsyrer og A-vitamin eller har hudsygdomme som rosacea og soleksem, bør du være ekstra påpasselig med solbeskyttelse – men det betyder ikke nødvendigvis, at SPF 50 er et absolut krav. Det vigtigste er, at du bruger solfaktorcremen korrekt. UV-stråler er en af de største triggere for rosacea-flare-ups, og SPF beskytter mod inflammation, rødme og forværring af tilstanden.”

Er SPF 50 virkelig nødvendig?

”Ikke altid – men det kan være en fordel. Forskellen mellem SPF 30 og SPF 50 er mindre, end mange tror: SPF 30 blokerer ca. 97 % af UVB-strålerne og SPF 50 sniger sig en procent højere op på 98. Forskellen lyder lille, men SPF 50 giver lidt mere margin, især hvis man ikke smører sig ind generøst nok (hvilket de fleste ikke gør).

Her bør du vælge SPF 50

  • Hvis du bruger A-vitamin og frugtsyrer dagligt
  • Hvis du har rosacea, hyperpigmentering eller meget lys hud
  • Hvis du opholder dig meget ude i stærk sol
  • Hvis du ikke genpåfører solfaktorcreme så ofte, som du burde (eller bruger det dobbelte indsmøringsprincip med at smøre to gange om morgenen med 20 minutters mellemrum)

Her bør du vælge SPF 30

  • Hvis du ikke bruger aktive ingredienser
  • Hvis du er indendørs det meste af dagen
  • Hvis du genpåfører korrekt og ofte

Og lad mig endelig tilføje fire ting,  der er vigtigere end tallet på flasken:

  • Generøs påføring (ca. en teskefuld til ansigtet og en håndfuld til kroppen). Altså mængden
  • Genpåføring hver tredje time, hvis du ikke praktiserer førnævnte dobbelt-indsmøring fra morgenstunden
  • Brug af bredspektret solfaktorcreme (UVA + UVB)
  • Fysiske barrierer som solhat, solbriller og skygge og tøj”

ANETTES FUN FACT: … eller jeg ved ikke, om det er sjovt, men i hvert fald bemærkelsesværdigt. For hvis du synes, at solfaktorcreme er for besværligt, for dyrt, for fedtet, for irriterende, så lun dig ved tanken om, at en helt almindelig tætvævet T-shirt beskytter med faktor 1000. 1-0-0-0. Eneste udfordring er, at den ikke kan bæres i ansigtet, men heldigvis er hatten opfundet.

FIK DU IKKE LÆST første afsnit i miniserien “Sandheden om solfaktorbeskyttelse”, så er den her. 

MERE SERIØST BEDRE HUD i ord og på tube finder du her.

FIK DU ET GRATIS KAPITEL af Opskriften på bedre hud i overgangsalderen? Eller ligger det til fri afbenyttelse her.

FOTO ANNE KRING

03/04/2025
Sandheden om solfaktorcreme – hvis vi spørger en professor
Miniserie om sol #1: Hardcore solfaktor-skeptikere får svar på tiltale af hudlæge
08/04/2025
Sådan prepper en af de dygtigste makeupartister sin hud
Makeupartistens rutine morgen, aften og før en fest

Kommentarer

  • Louise
    REPLY

    Kære Anette.
    Tak for endnu et godt og lærerigt indlæg!
    Jeg vil så gerne forstå det med solen rigtigt; øver mig! Og din ansigtsbeskyttelse er en virkelig dejlig tilføjelse – jeg elsker den creme!
    Lige pt bruger jeg din ansigtsbeskyttelse efter fugtserum – smører et godt tykt lag i hele ansigtet (min hud elsker konsistensen) – og efter ca 5-10 minutter tager jeg et godt grundigt lag af Karmamejus ansigtssolcreme faktor 30 (bb-versionen) på. Det fungerer vildt godt og jeg vil nødig undvære hverken det éne eller andet produkt. Det giver vel også en ok beskyttelse jf. den dygtige læges forklaring.
    Men måske jeg jeg bør supplere med et lag faktor 50 INDEN din skønne creme så?
    Tak for dit store arbejde, som vi læsere kan nyde godt af – både ift. Viden og de skønne produkter, du står bag.
    Mh Louise

    19/04/2025
  • Susanne
    REPLY

    Kære Anette
    Jeg bruger din nye dagcreme med 25 SPF, men ifølge artiklen er det ikke nok, når man brugder A-vitamin.
    Er det meningen, at man ovenpå din creme, skal påføre et lag solcreme med 50 SPF?
    KH Susanne

    08/04/2025
    • Annette
      REPLY

      Det kunne jeg også godt tænke mig at høre om. For ud fra denne artikel så er Ansigtbeskyttelsen så ikke ‘god nok’ hvis man bruger Ansigtscremen?

      09/04/2025
        • Annette
          REPLY

          Hvordan kan det være at solbeskyttelse skal UNDER Ansigtsbeskyttelsen? Synes altid jeg har hørt at det skulle være sidste lag.

          Vil Ansigtsbeskyttelsen og så solstift SPF50 være nok? Eller skal det være en decideret solcreme, for at være helt sikker?

          13/04/2025
  • Marie-Louise
    REPLY

    Kære Anette,

    Jeg er også nysgerrig mht solcreme ovenpå ansigtsbeskyttelsen.

    Ovenpå den bruger jeg lumene cc spf 20.

    Bliver de to x spf så lagt sammen til højere tal eller hvordan fungerer det,

    Mvh Marie-Louise

    06/04/2025
  • Charlotte
    REPLY

    Er det et must altid at bruge sol beskyttelse ( jeg bruger ALTID Cerave faktor 50 til ansigtet , når jeg er udendørs ) når man kun er indendørs og man bruger C-viramin serum om morgenen ? Jeg bruger a-vitamin aften og c-vitamin morgen . Mvh Charlotte

    06/04/2025
  • Jette B
    REPLY

    Om morgenen bruger jeg vaskeklud under bruseren, Apeer glowing serum, Biotherm solcreme faktorer 30 og ansigts beskyttelsen iblandet en smule foundation fra Ecooking.
    Jeg overvejer faktor 50 fra Dermaknowlogi, hvad tænker du om den?
    Jeg bruger solcreme til kroppen også i ansigtet, så får jeg brugt nok

    06/04/2025
  • Dorte Krogh
    REPLY

    Hej Anette
    Om morgenen bruger jeg mist med hyaluronsyre og ceramider + vitamin C serum + Ansigtsbeskyttelsen.
    Om aftenen bruger jeg Ansigtsgløden + Ansigtscremen.
    Jeg bruger ikke en teskefuld af Ansigtsbeskyttelsen, da det vil blive alt for “klistret” i mit ansigt. Men jeg er i tvivl om hvorvidt jeg så skal bruge noget andet solbeskyttelse ovenpå Ansigtsbeskyttelsen, og hvilken… Min erfaring er, at solbeskyttelse til ansigtet generelt er meget klistret og fedtet. Har du et godt råd til mig?
    På forhånd tak 🙂
    Vh Dorte

    06/04/2025
  • Kirsten
    REPLY

    Kære Anette
    Jeg har længe brugt Sun Serum SPF 30 fra Rudolph Care, men så faldt jeg over Capital Soleil UV Age Daily SPF 50 fra Vichy? Kan jeg bruge den som serum under min dagcreme, eller skal den på til slut?
    Dbh Kirsten

    06/04/2025
    • Jeanett
      REPLY

      Den skal på ovenpå din dagcreme.

      Den har en god konsistens som base for foundation.

      06/04/2025

Skriv en kommentar

Din mailadresse vil ikke blive publiceret. Udfyld venligst felterne med *

Bliv en Beautyspace-insider

Få evidensbaseret lige-ud-af-landevejen skønhedssnak. Hvad virker, hvad gør ikke. Få hver uge tre til fire aktuelle artikler, især om hvad der gør huden godt, adgang til bøger og foredrag med Beautyspace-rabat og nåja, du er den første, der får besked, når månedens BEAUTYSPACE BOKS udkommer.

Skriv din email-adresse i feltet og klik på "TILMELD"

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.