Rødmeramt og sarthudet?

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg var ensfarvet i ansigtet. Sådan rigtig ensfarvet. Mere end to årtiers solafhængighed efterlader nemlig spor. I begyndelsen af mine 30’ere bredte der sig et fint net af små, bristede blodkar ned over mine kinder. Årsagen: blodkarrenes vægge bliver slappe af for meget sol og derfor fortykkede og synlige.

Og sådan er det. Lidt sol er godt. For meget giver skavanker. At være rødmeramt behøver dog ikke kun at have noget med solen at gøre – faktisk findes der ikke en egentlig dermatologisk definition på det at være sart, selv om halvdelen af os kan nikke genkendende til fornemmelsen.

Netop fordi sarthed og rødme kan have flere årsager, har jeg fået en hudlæge til at sætte nogle rammer op for do’s & dont’s. Uden at det skal ende i sygdomssnak, er der en hårfin grænse imellem, om sart, rødmeramt og reaktiv hud er hudlægens bord, eller noget, du selv kan forbedre. Aktivt engageret i modermærkekræft og især unges brug af solarier, forklarer hudlæge Janne Touborg fra hudlægeklinikken Cutanea i Aarhus, at rød hud overordnet er et tegn på øget blodgennemstrømning. Rødmen ses typisk, når huden kulde- og varmeregulerer sig selv.

”Men mange hudsygdomme kan give en flygtig eller tilmed en mere insisterende rødme, som vi ser ved eksempelvis allergi, skæleksem, rosacea eller ekstrem lysfølsomhed,” siger hun.

Føler du dig sart, rødmeramt eller bare lettere hudirritabel, så kør en minimalistisk hudplejestil. Også i forhold til ingredienser. På den måde er det også nemmere at finde ud af, hvad du eventuelt har det stramt med. At det er en ret god idé i praksis, bekræfter underviser og kosmetiker Daniela Fraser, som dagligt har mange forskellige slags hud mellem hænderne. Her fra bogen Seriøst bedre hud:

”Det minimalistiske virker. Ikke for stimulerende, ikke for provokerende. Mange er kede af, at de altid skal vælge de sikre, neutrale og beroligende produkter, fordi de føler, at de går glip af de mere genopbyggende ting. Men når din hud er i mere eller mindre kronisk inflammatorisk tilstand, koster det på hudens vedligeholdelseskonto. Alle kroppens og hudens ressourcer bliver brugt på at dæmpe inflammation, og så halter opbygningen af huden bagefter. Derfor er det enkle og det antiinflammatoriske en god anti-age-investering. Selvom vi ikke må bruge det ord for Anette.”

DER ER BLEVET SPURGT TIL PEELING: Her har du holdet (menukortet om du vil) af favoritingredienser, når det gælder om at kunne dulme huden. De indgår alle veldokumenteret i Hudplejepyramiden i kapitlet om sart og rødmende hud i bogen, hvis du vil læse mere.  Du må først og fremmest gribe i egen kind i forhold til, hvor god en idé det er  at peele sart hud. Hudlæge Peter Bjerring siger: “Jeg er ikke nervøs for lejlighedsvis og kontrolleret at give sart hud en omgang peeling, men lad det være en anti-inflammatorisk af slagsen som eksempelvis salicylsyre”. Pladsmæssigt giver syrer og A-vitamin bedst mening om natten:

  • Niacinamid (B3-vitamin) er en meget stabil ingrediens i forhold til lys og varme. Dulmer rødme, beskytter, glatter ud og udjævner farven.
  • Mælkesyrebakterier virker beroligende, beskyttende og dulmende.
  • Zink virker dulmende og har en beskyttende antioxidanteffekt.
  • Hyaluronsyre og glycerin binder fugt.
  • A-vitamin reducerer inflammation og styrker huden. Men træd varsomt og gå langsomt frem med små doser afhængig af hvilken type A-vitamin.
  • Salicylsyre (BHA) virker eksfolierende, antiinflammatorisk, dulmende og pore-rensende.
  • Azelainsyre er en beroligende og opklarende multitasker, der ufortjent er fløjet under radaren. Syren, der kommer fra korn, har nærmest en piberensereffekt på porer, mindsker misfarvninger fra eksempelvis solpletter og akne-ar og dulmer samtidigt rødme.
  • SPF, fordi solen trigger sarthed og rødme, især rosacea. De fleste vil have det bedst med fysiske filtre som enten titaniumdioxid eller zinkoxid.

SÅ DE 3 TING, DER HER OG NU GØR EN FORSKEL? Kør en minimalistisk rutine, ty kun til anti-inflammatorisk peeling (hvis du overhovedet vil peele) og vig udenom skrappe (dvs. for skummende) renseprodukter. Konkrete produkteksempler finder du i Seriøst bedre hud, som kan lånes gratis på biblioteket.

@beautyspace på INSTAGRAM, hvor hudlæge Peter Bjerring taler om de lodrette stregkoderynker, der har det med at sætte sig omkring munden.

07/09/2020
Træt af hønserumpen?
Stregkode-rynkerne, som ingen mænd mærkeligt nok får
10/09/2020
Når alle taler om kollagen
Så er det dét her, du skal vide

Kommentarer

  • Ea

    Er c-vitamin ikke godt at bruge for sart hud, der nemt rødmer?

    10/09/2020
  • Ali

    Hej Anette hvad syntes du om Nivea plus c sleeping cream ?

    09/09/2020
  • Andrea

    Tak for din gode blog.
    Jeg er i behandling for rosacea, renser om aftenen i phfirmula, bruger soolantra fra hudlæge, om morgenen serum, a-vitamin fra drunken Elephant og dagcreme til sensitiv, rødmeramt hud fra bioderma.
    I oktober får jeg en laserbehandling.
    Jeg er hårdt ramt og min hud bliver nok aldrig rigtig pæn. Det er især om vinteren at det går mig på.
    Jeg har ikke forstand på makeup, men tænker at der må findes produkter der kan afhjælpe lidt. Det virker bare meget tilfældigt at gå i nærmeste Matas, Magasin eller andet. Er der noget eller nogen jeg kan styre efter?
    Bedste hilsener
    Andrea

    09/09/2020
  • Anne

    Hej Annette, Hvad betyder piberensereffekt?
    Du skriver: Azelainsyre er en beroligende og opklarende multitasker, der ufortjent er fløjet under radaren. Syren, der kommer fra korn, har nærmest en piberensereffekt på porer – Hvad mener du med det?
    Mange tak.
    Anne

    09/09/2020
  • Anette Kristine Poulsen

    @ Lykke Petersen, det har den relevans at det er et foto fra min bog Seriøst bedre hud.

    @ Gry Astrid Larsen, Nej, sådan forholder det sig ikke, men du tænker nok på, at de agerer forskelligt, hvor salicylsyren som fedtopløselig kan trænge ned i en pore. Alle AHA-syrer (herunder glykolsyre) er inflammatoriske, og det er ikke verdens bedste kombi (som regel) for en sart hud. Salicylsyre er anti-inflammatorisk som i følge litteraturen på området og hudlæge Peter Bjerring er det bedste match.

    @ Rebekka, 1000 tak for dine ord. Nøj jeg blev glad. JA. Få en dybderens hos Carina Aagård, du vil ikke fortryde. Derefter lyder det som om, du vil få glæde dagligt af salicylsyre. Den kan du både få hos Eccoking, Danish Skincare og Paula’s Choice som en toner. Og ja, du har begge dele i den fra Jorgobe, så kun hvis din hud mangler mere er det nødvendigt at supplere med ekstra hyaluron.

    Jeg vender tilbage med mere respons i dag.

    Stor hilsen Anette

    09/09/2020
  • Line

    Min let rødmende rosacea hud er mega glad for at rense i honning eller Karmameju’s 02 rensemælk at begge dele dufter fantastisk, gør jo ikke noget

    08/09/2020
  • Julie

    Kære Anette,

    Jeg er sindsyg glad for beautyboksen fra august. Det er min første. Har allerede besluttet mig for, at jeg vil bruge REN’s c-vitamincreme og AHA toner hver dag resten af mit liv Men er den for ‘hård’ ved huden den toner? Lige nu bruger jeg den morgen og aftenen. Om morgenen med c-vitamincremen og om aftenen med Hemphilia-cremen over (den giver mig dog lidt sviende øjne, så tror ikke, at jeg tåler den).

    Bh. Julie

    08/09/2020
  • Lykke+Petersen

    Hvilke produkter er det på artiklens billede, tænker at det er produkter med relevans til emnet, de kunne da være ret interessante at se.

    08/09/2020
  • Lotte Munk

    Hej Anette
    Er vi enige om at blussende hud ved kulde/varme, rødvin m.m Har noget at gøre med blodkarrene at gøre og det kan IPL hjælpe med? Skal man passe på med IPL hvis man derudover føler at have tør og sart hud?

    Mvh. Lotte

    08/09/2020
  • Pia

    Jeg har lidt sart og lys hud, der let bliver rød. Men den er samtidig også lidt fedtet. Ikke mange rynker selvom jeg er fyldt 55. Hvad vil du råde mig til at bruge? Olier og serum bliver ofte alt for fedtede på min hud. På forhånd tak.

    08/09/2020
  • Rebekka

    Kære Anette. Er næsten færdig med bogen- men har alligevel tusind spørgsmål… Har forstørrede porer og hudorme- især på næsen. Har brugt peeling fra ecooking, men jeg synes ikke effekten er vildt go. Skulle jeg tage til en ansigtsbehandling Istedet? Er temmelig træt af det. (Overvejer den i Brædstrup du anbefaler). Jeg bruger niacinamid fra jorgobe, som du også anbefaler. Den har jo også hyaluronsyre- så er det overflødigt at bruge det alene inden? Bruger den fra the ordinary. Tak for den bedste beauty blok. Du er for vild. Kh

    08/09/2020
  • Gry Astrid Larsen

    Godt og relevant indlæg! 🙂
    Hvad med glykolsyre?
    Den er da mildere end salicyl?

    08/09/2020

Kom med kvit & frit på Beautyspace-holdet

Uafhængig skønhedsformidling for dig, der vil have dokumenteret viden om hud, hvad-virker-guides og hvordan fejlkøb undgås. Kun ord der gør dig klogere - og nå ja, besked som den første, når månedens Book’n’Beautyboks udkommer.

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.