Sara Bro: Jeg ligner min alder, og det er okay

I den nye bog deler 10 kvinder deres hudhistorie. Tv- og radiovært Sara Bro er en af dem:

”Udover at have fået kemo som ung, har jeg kun en æggestok og begge dele skulle betyde en tidlig overgangsalder, så jeg kan med stensikkerhed konstatere, at jeg som minimum er i perimenopausen. Der begyndte for alvor at være forandringer i 2022, hvor mine menstruationer flippede uregelmæssigt ud og natten pludselig bød på hedeture. Udover at gå til lægen indledte jeg selv en intensiv researchfase. Begyndte at studere alverdens kosttilskud og researchede også heftigt blandt mine veninder, for jeg anede ikke en skid om overgangsalder. Jeg ser mig selv som et rimelig oplyst menneske, men det her anede jeg intet om. Som så mange andre danskere begyndte jeg at lytte til videnskabsmanden Andrew Huberman – The Huberman Lab podcast, hvor de i én episode dykker ned i emnet hormontilskud i overgangsalderen. Det går her op for mig, at hormontilskud til kvinder i overgangsalderen herhjemme er forbundet med et nærmest no go, mens det er helt anderledes og normalt i udlandet, som jeg kan forstå på de veninder jeg har i både USA og England.

Hos lægen endte jeg med at få udskrevet en østrogen-gel, som skal smøres på lårene. Det har hjulpet på hedeturene. Jeg trænede i forvejen 2 gange om ugen med personlig træner, dels føles det rart og dels vil jeg gerne være stærk. Det er otte år siden, jeg for alvor begyndte at træne for at øge muskelmasse – og her de sidste 4 år er jeg også begyndt at tage kollagentilskud. Kan mærke den kombination er god for hele mit system.

Alligevel kan jeg godt se, at min hud er blevet løsere. Det er som om det yderste lag er blevet tyndere, og på kroppen er der pludselig dukket appelsinhud og strækmærker op.

Ikke at det er noget, der generer mig for alvor. Jeg er 50, og det kan jeg ret godt lide at være – så jeg har ikke tænkt mig at gøre noget ved det, for jeg har ikke noget problem med at jeg ligner min alder. Jeg gider heller ikke bruge penge på det. Det gjorde jeg til gengæld, da jeg som 27-årig blev gråhåret. Det føltes hverken cool eller aldersvarende dengang. Selvom jeg altid har glædet mig til at skulle ligne Gun-Britt, så var det alligevel for weird en fornemmelse.

Morgenrutine: Bare koldt vand i ansigtet og derefter fugtserum. Jeg har prøvet mange lækre ansigtsolier, men min hud bliver irriteret af det. Den eneste olie der fungerer for mig, er de blå dråber fra Raaw Alchemy, som kommer på under min creme. Jeg har altid haft kombineret hud, men fordi jeg nu klart er mere til den tørre side, så fungerer det godt med en fed fugtighedscreme hele året rundt, ikke bare når det er koldt – og her elsker jeg Karmamejus serum-lotion. Jeg slutter altid af med solfaktor og har brugt Rudolph Cares, siden den kom. Om vinteren supplerer jeg med lidt farve fra en BB-creme for at se levende ud.

Aftenrutine: Jeg renser artigt af, som jeg faktisk først – på opfordring – har fået for vane inden for de seneste år. Jeg bruger micellar water, men er også blevet vanvittig glad for en beroligende cannabis-rens fra one woman-firmaet Sana Nordic. Derefter A-vitamincreme.”

FOTO PETRA KLEIS

05/02/2025
Er østrogengel det wonderdrug, Vogue påstår?
Hvad du død og pine skal vide om at smøre østrogengel i ansigtet
11/02/2025
Action-listen, der vil mildne lodrette overlæbe-rynker  
8 ting, der sender overlæbe-linjer til tælling

Kommentarer

  • Mille

    Kære Anette, spørgsmål off topic (som sædvanlig….)

    Rudolph Cares All in One; jeg forstår, at den er med noget something like A-vitamin, men ikke reel A-vitamin. Jeg vil gerne bruge den om dagen som fugtighedscreme, men bliver det for meget, når jeg også bruger din A-vitamin i rigelige mængder om aftenen? Eller er det totalt æbler og pærer? Derudover tænkte jeg på, om du måske kan give dit generelle besyv med ift. indholdet i den. Jeg bruger Weledas Skin Food som dagcreme hele vinteren, og min hud elsker den, men så snart der ikke er stiv frost og kulde, bliver den for fed. Jeg har været glad for Rudolph Cares cremer, men jeg ved egentligt ikke, om indholdet er noget særligt..

    11/02/2025
  • Maj

    Åhhhh ja… – En over all hvilen i sig selv = selvkærlighed.
    Det er dét der er så fedt at blive gammel. Eller blive ældre.
    Selv farmorarme bliver lige pludselig endnu skønnere når de bliver omfavnet af små buttede børnebørnsarme. Sjovt ikk.

    Kærligst
    Maj H.

    10/02/2025
  • Anette Saatterup

    JA – det er helt okay, at ligne en på sin alder, og at stå ved sin alder ❤️ Det er på alle måder smukt.

    09/02/2025

Bliv en Beautyspace-insider

Få evidensbaseret lige-ud-af-landevejen skønhedssnak. Hvad virker, hvad gør ikke. Få hver uge tre til fire aktuelle artikler, især om hvad der gør huden godt, adgang til bøger og foredrag med Beautyspace-rabat og nåja, du er den første, der får besked, når månedens BEAUTYSPACE BOKS udkommer.

Skriv din email-adresse i feltet og klik på "TILMELD"

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.