Skintonic døde

Måske husker du den sprittede fornemmelse af skintonic på huden? Den, der også tog stramt fat om de fimrende små næsehår, så man perpleks måtte blinke tårer væk.  Skintonic var nødvendig for at få datidens tunge rensecremer af. I dag ser verden anderledes ud, og vi har i stedet fået ansigtsmist, som kan noget andet. Og faktisk ret undertippet, fordi de fleste tror, at det bare er sådan en forfriskende brise, du kan pifte ovenpå makeup.

Det er det OGSÅ. Det er bare ikke det vigtigste.

Men for at nå frem til det vigtigste, så er det afgørende, at du ikke udelukkende vælger romantisk blomstervand, for i det tilfælde får du alene de beskyttende antioxidanter (som jo så næsten er lettere at få fra afkølet grøn te). Hold i stedet skarpt øje med, at din mist altid indeholder fugtbindende ingredienser. Typisk enten hyaluronsyre, glycerin eller sodium pca. Og når det er rigtig godt: Mere end en enkelt kilde til fugtmætning.

Derudover kan der være tilsat ekstra gode ingredienser, eksempelvis beroligende mælkesyrebakterie-ekstrakter, udglattende peptider eller rødmedulmende niacinamid. Men som minimum, så tjek altid din mist for fugtbindende indhold og beskyttende antioxidanter. Det gør nemlig, at et lille trick kan udføres:

Ved at spraye misten (på ren hud selvfølgelig) sekundet før du bruger din sædvanlige creme eller serum, vil du få din hudpleje til at strække længere – og se mere fugtmæt ud. Det sker, fordi du laver et lillebitte mini-reservoir, som huden kan tanke fugt fra over længere tid.

Hvis du hellere vil lytte til forklaringen, så har jeg lagt en 3 minutters kort film op på Instagram i dette sekund. Du finder den på @beautyspace, hvor jeg også giver et par gode eksempler.

MERE AF BEATYPSPACE? Hvis ja, så hop på holdet her. I morgen går vi tæt på en af de historier, der florerer flere steder i øjeblikket: Den med om vippeserum i virkeligheden gør dine vipper svagere på den lange bane. Jeg har bedt en ekspert om at komme  på banen.

24/01/2020
Jeg har haft huden i rebelske Woods
Her er deres 3 bedste produkter
28/01/2020
Gør vippe-serum dine øjenvipper svagere, hvis du stopper?
Få ekspertens svar

Kommentarer

  • Maren

    Kære Anette
    Er ivrig bruger af din blog og køber af dine bokse. Skriver angående en lidt anden sag. Min teenage datter har hudlidelsen keratosis pilaris rubrae i ansigtet – det er desværre blevet mere udbredt jo ældre hun er og hun nu begyndt selv at gå op i det og ked af det. Hun har konstant de små knopper i ansigtet og rødmen over knopperne kommer og går – afhængig af vejr, fysik osv. Hudlægerne siger at der ikke er noget som kan hjælpe og de har jo nok ret i. Men jeg vil spørge om du eller nogle af dine læsere har erfaring med lidelsen (i ansigtet – IKKE kroppen) og kender til produkter som kan hjælpe lidt. Har læst at laser kan hjælpe lidt på rødmen hos nogle Vi har forsøgt med bha og det gør huden mindre ru at røre ved men knopperne og rødmen er der fortsat. Hun har som så mange andre også knopperne på armene men det er ikke dem hun er ked af. Prøv at google keratosis pilaris rubrae – så kan du se hvordan det ser ud. Håber på lidt hjælp og gode råd
    Mange tak for din hjælp. Kh

    30/01/2020
  • Elisabet S.

    Er lidt i vildrede, syntes at lige som jeg tror jeg har forstået, så kommer der et nyt produkt mere der er vigtig at få med og jeg er så bange for at blande noget forkert. Er nød til lige at spørge, hvis jeg til nat bruger:
    Elisabet Arden Mist og med det samme kommer BioEffect EGT serum, venter nogle minutter og kommer så Beauty pacific clinical A-vitamin, og så en gang om ugen bruger Lixirskin Night Switch PHA/AHA 10% som en maske der sidder i 15 minutter. Er det så rigtigt forstået?

    28/01/2020
  • Tine

    Hej Anette
    Kan du anbefale Nuface til forebygning eller kun behandling af rynker?
    Jeg er 27 og synes mine øjne synes tungere.
    Overvejer at investere i en Nuface mini

    28/01/2020
  • Lea

    Elsker at læse med!
    Hvad kan du anbefale til en aknepræget hud som IKKE er fedtet ☺️

    28/01/2020
  • Iben

    Til Pernille S
    Hvis det er ok at jeg kommer med et indspark 🙂
    Jeg vil meget foreslå at du prøver at kigge på SubQ Skin (den lilla) fra Hylamide ift. Hyaluronic Acid 2% + B5 fra The Ordinary. Det er Deciem der står bag begge brands. I SubQ serummet får du flere forskellige typer hylauron, bl.a. i form af mindre molokyler, + flere forskellige typer peptider + glycerin, så den fugter meget bedre end Hyaluronic Acid 2% + B5. Den koster også mere – ca 160 kr. hvis du køber den hos Deciem – men synes virkelig det er et serum hvor man får rigtig meget for pengene.
    Mvh. Iben

    27/01/2020
  • Pilla

    Hej skønhedsguru.

    Jeg har flere spørgsmål. Især fordi jeg lige har læst din bog.
    Spørgsmål 1 ift Dagen indlæg: du siger kort i videoen at man kan bruge mist mellem de forskellige lag, er det så korrekt forstået at jeg godt kan spraye oven på en serum? Kan man også spraye oven på fx aha eller bha af den slags der skal blive på?
    Spørgsmål 2 vedrørende bogen: du skriver at du holder pauser fra nogle produkter i perioder og erstatter dem af andre, fx A-vit i 4 mdr, så syrer i 1 mdr og så egf i en periode. Når du nævner syrer, er der så fx en bliv på aha eller bha eller hvad mener du helt præcist? Og hvilke syrer er det Ole Henriksen benytter? Og ikke mindst hvordan?
    Spørgsmål 3: vedrørende det at lave skift i sine produkter efter noget tid, er det så et helt skift du vil anbefale? Altså både ens morgen og aften rutine? Og kan man bruge noget som fx hyaluronsyre hele tiden eller skal der også skift der?
    Mvh en der prøver at knække hudpleje koden

    27/01/2020
  • Lotte Abildgaard

    Nogen du anbefaler til 50 årige med tendens til rødme?

    27/01/2020
  • Anette Kristine Poulsen

    @ Pernille S, I know. Det er nok mig, der har formuleret mig kluntet. Jeg er en kæmpe fortaler for at blande inden for, hvad der er muligt og sund fornuft. Dvs. syrer blander man ikke. EGF med olier blander man ikke. For dig, der jo i forvejen ved meget, så kan du sagtens prøve dig frem. Min vurdering er, at The Ordinary giver saglig vejledning på den front.

    Og mht. hvad Matas skriver, så er det jo en sejlivet myte det med A-vit bare til om natten, men problemet er, at vi ikke har plads til alt om dagen. Og jeg tror, at både Matas og producenter skriver vejledninger af den slags for at dele tingene op. Men endnu er det ikke lykkes nogen at bevise at der er ingredienser som huden reagerer bedre på, fordi man ligger ned.

    MEN. Der jo en masse ting, der giver bedre mening. Som ex SPF i dagtimerne, for nogle også en federe smøre om natten, fordi det kan være svært om dagen. Osv.

    Jeg taler vist uden om dit spm. ?

    KH Anette

    27/01/2020
  • Pernille S

    Tak for dit uddybende svar, Anette! Selvfølgelig kan du ikke strikke en komplet vejledning sammen til lige netop min hud. Ville egentlig blot vide om man med fordel kan blande de forskellige sera’er fra The Ordinary eller om det vil forvirre huden. Firmaet har jo en masse sera med hver deres effekt, og jeg synes da det kunne være smart at slå flere “fluer” i ét smæk! (sagde den dovne ;-))
    Matas skriver om A-vitamin fra Beaute Pacifique:

    Anvendelse
    Anvendes fortrinsvis som natcreme, og påføres direkte på den afrensede hud i ansigt og på hals.
    Anvendes hver anden nat i den første uges tid for at vænne huden til de forskellige Vitamin A typer, og derefter hver aften.

    27/01/2020
  • Anette Kristine Poulsen

    @ Sanne, præcis, men uden at det drypper. Lige dér, hvor du fornemmer, at huden har absorberet brisen.

    27/01/2020
  • Anette Kristine Poulsen

    @ Pernille S, 1) jeg er meget begejstret for Rudolphs Facial Delight Mist. I det hele taget er der virkelig mange gode mists derude. Et udvalg, der gør, at man også kan prioritere, hvad er vigtigt for en. Det kan jo vare acai (pga ferulasyren), eller det kan være niacinamid som Beauté P. har i deres eller… 2) jeg synes ikke det er overkill. 3) Spørg dem endelig, jeg vil også gerne høre svaret. Og jo A og C er fine sammen. 4) Godt med skift af og til – mener du, at BP kun anbefales til om aftenen? Eneste grund skulle være om den føles for fedtet om dagen? 5) Jeg vil helst ikke ud i at pege på specifikke produkter til netop din hud (min anbefaling vil altid, som du ved, være at få en professionel kosmetiker/hudlæge/hudlæge til gribe fat i ens hud, hvis det er det, der er behovet). Den researchende del, altså hvad kan hvad, fornuftsmæssigt, kan vi sagtens dykke ned i på ingrediensniveau og squalane er jo godt på tværs af hudtyper ( i hvert fald for de fleste). The Ordinary har en rutine-guide, som jeg vil anbefale, at man sammenholder med sin egen erfaring og ikke mindst holdning til hudpleje:

    https://theordinary.com/regimenguide

    @ Amaja, ;o)

    27/01/2020
  • Sanne

    Når du skriver sekundet inden, betyder det så at man arbejder vådt-i-vådt?
    Rigtig go’ dag, smukke. 🙂

    27/01/2020
  • amaja

    tak fordi du gjorde det så klart ,jeg troede også at det var en gang opfriskende ,nu ved jeg hvad jeg skal se efter og forstår bedre hvorfor det er godt
    god dag
    amaja

    27/01/2020
  • Pernille S

    Dejligt og brugbart indlæg. Tak for det, Anette!
    Tænker at Acai Facial Mist fra Rudolph Care indeholder nogle af de gode ingredienser du er fortaler for?! Synes ihvertfald den er god…

    Har lyst til ved samme lejlighed at rådføre mig med dig om sera.
    Her i det nye år vil jeg have fokus på nye produkter OG pengepungen.
    Derfor er blikket nu vendt mod The Ordinary. Har før prøvet deres serum Hyaluronic Acid 2% + B5.
    Lige nu jeg tester jeg EUK 134 *0,1%. (Antioxidanter) SAMMEN med førstnævnte. Er det overkilled?
    Producenten oplyser, at EUK 134 ikke skal anvendes sammen med askorbinsyre (C-vitamin), da effekten derved ødelægges. Er der en dybereliggende årsag hertil? Tænker godt den kan anvendes sammen med A-vitamincreme?
    Lige nu bruger jeg Beaute Pacifique A-vitamin Creme. Normalt bruger jeg Environ step 4, men vil i en periode teste Beaute Pacifique. Undres lidt over at sidstnævnte kun anbefales aften?
    Tilbage til The Ordinary. Der er jo en række forskellige muligheder inden for deres sera, så hvilke skal man/jeg vælge? Og kan man med fordel “blande” flere typer? Tænker her på dine mange anbefalinger af Squalane, som eet af deres sera indeholder!

    Dejlig dag til dig!

    27/01/2020

Kom med kvit & frit på Beautyspace-holdet

Uafhængig skønhedsformidling for dig, der vil have dokumenteret viden om hud, hvad-virker-guides og hvordan fejlkøb undgås. Kun ord der gør dig klogere - og nå ja, besked som den første, når månedens Book’n’Beautyboks udkommer.

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.