
Strygejern til overlæbe-rynker efterlyses af Beautyspace-læser
”Skriver lidt i panik, for pludselig lægger jeg mærke til, hvor dybe mine rynker over overlæben er blevet. Har altid sværget aldrig at skulle have Botox eller fillers, men når jeg nu sidder og Googler, bliver jeg KUN mødt af netop de to løsninger. What to do?”
Sådan skrev Beautyspace-læser Lone Roding Sørensen til mig i en mail.
Rynker over overlæben bliver kaldt for mange irriterende ting, som ikke er værd at repetere. Jeg vil nøjes med at sige, at ja, de kan ende som en æstetisk bekymring – muligvis ikke engang på grund af linjerne, men fordi huden omkring munden har det med at blive grovere. Årsagerne er en samlet badulje af mindre kollagen, livslang mimik (heldigvis!), soleksponering, rygning, hvis du ryger, og selvfølgelig generel hudaldring.
Her er menuen af muligheder, der gør en forskel, hvis du som Lone ikke vil stikkes i. Pluk eller kombinér alt efter hud, økonomi og tid:
INDHOLD, DER BEHANDLER
- AHA, BHA, PHA – kort sagt, vælg en favoritsyre der matcher din hud
Fordi: eksfolierende syrer har det til fælles at de kan polere og forfine hudstrukturen, nogle kan endda øge fugtmætningen længere nede i huden, og alle kan de bane bedre vej for ingredienser, vi gerne vil have ned i maskinrummet. Som for eksempel A-vitamin og petider.
Evidens: solid videnskabelig dokumentation.
- A-vitamin
Fordi: kollagenproduktionen bliver stimuleret og hudens struktur forbedres.
Evidens: solid videnskabelig dokumentation
Vær opmærksom på, at du som nybegynder udi A-vitamin kan opleve irritation. Og som gravid eller ammende går det ikke med A-vitamin.
- Peptider og vækstfaktorer (som f.eks. EGF og Matrixyl, palmitovl pentapeptid).
Fordi både peptider og vækstfaktorproteinet EGF er hudforbedrende og sjældent hudirriterende. Så oplagt, hvis du f.eks. ikke trives med syrer eller A-vitamin.
Evidens: moderat til god evidens for stimulering af kollagensyntese og forbedring af hudtekstur. Også et godt side kick til både eksfoliering og A-vitamin.
ET SPADESTIK DYBERE – i professionelle hænder
- Microneedling / dermaroller
Fordi: hudens kollagen-syntese kan stimuleres, ligesom der laves bittesmå midlertidige kanaler til bedre produktoptagelse.
Evidens: Moderat til god effekt på fine linjer, især ved gentagne behandlinger. Endnu bedre i kombination med A-vitamin, peptider og EGF.
- Laser & IPL
Der findes forskellige typer, og de er forklaret og foldet ud i min seneste bog her. Fælles for dem er, at de er bekostelige, som regel effektive og altid står og falder på at komme i hænderne på den rigtige behandler. Og vigtigt: ty ikke til den her type behandlinger, hvis du er gravid eller ammende.
FOREBYG & BESKYT
Det er alt andet end kedeligt. For helt indlysende er det lettere og billigere at beskytte sig mod linjerne, end det er at behandle dem. Evidensen bag de her ingredienser er tårnhøj:
- UV-beskyttende solfiltre
- Niacinamid (B3-vitamin) er en beskyttende antioxidant, men også et effektivt værn mod pigmentering. Samtidig øger niacinamid hudens fedtsyreniveau og det udglatter huden en smule (en smule!).
- C-vitamin er også god på antioxidantholdet. Meget tyder på, at C-vitamin også indgår i kollagensyntesen og under alle omstændigheder fungerer det godt sammen med smidiggørende E-vitamin.
EKSTRA FIF
- Vi er for længst ovre Labello-dagene. Opgradér din læbepleje som supplement og forsegling af din normale hudpleje ved hårdnakket at gå efter efter peptidepleje. Sidste år investerede jeg i de hypede peptide-balms til læberne fra både Rhode og Remedy, men nu er der kommet gode danske bud, der gør det samme, bare bedre (prøv selv at zoome ind på indholdslisterne). Især den nye Beyond Balm pakket med peptider, ceramider, A- og E-vitamin fra Bodyologist er ligefrem formidabel. Det gode indhold er nemlig blandet i en base af sheasmør og squalene. Også denne her fra Jorgobé har fanget min opmærksomhed, men har endnu ikke fået bestilt den.
- Ved godt, at du ved det, men både sol, rygning og for meget sukker er benzin på det bål, vi taler om.
- Det her er ikke hverken et fif eller en anbefaling, men i øjeblikket tester jeg rødt LED lys for at se, hvad effekten er. Måske har du erfaringer, som du vil dele.
MERE SERIØST BEDRE HUD i ord og på tube finder du her.
Foto udlånt af Bodyologist.
Varedeklaration: Den nævnte læbebalm er betalt af Beautyspace og købt på sitet her.
Louise Bothmann
Kære Anette
Har for første gang prøvet fjernelse af overlæbe-hår med varm voks hos min gode kosmetolog. Men opdagede til stor undren, at min overlæbe er blevet rynket. Ja, faktisk MEGET RYNKET! Og det var dagen efter. Er det noget der er almindeligt?
Kh
Louise.
Ps. Jeg bruger din dejlige “trenighed” og er totalt begejstret.
Anette Kristine Poulsen
@ Louise, jeg vil sige nej til dit spørgsmål, men der er så alligevel noget andet, og det er nu et rent erfaringsbaseret svar, jeg giver dig. Jeg fik nemlig selv vokset huden over overlæben for et par år siden, og jeg føler, den blev anderledes. Mere hård, men grov i det. Og TAK for dine pæne ord om treenigheden.
Christina
Jeg har købt og prøvet ‘Beyond Balm’ og må sige at jeg ikke er imponeret. Den fugter stort set ikke, faktisk føles mine læber mere tørre efter brug. Det er et af de produkter der lægger sig som en ubehagelig hinde udenpå huden. Jeg glæder mig til at høre din mening Anette når du har fået den prøvet.
Tilgengæld kan jeg på det kraftigste anbefale peptide læbebalsammen fra Palaus Choice (den lyserøde), den ER fantastisk. Lidt dyrere men hver en krone værd!
Anette Kristine Poulsen
@ Christina, åh jeg er så vild med den pga. indholdet (vil have de peptider), og jeg er SÅ begejstret for netop konsistensen. Tak fordi du deler din erfaring.
Tina
Tænke på om RF RADIO FREQUENCY er et emne du/I har taget op eller måske kommer til 😃.. Der er så snak om de andre skin devices
Kh Tina
Anette Kristine Poulsen
@ Tina, vil bestemt overveje, men ikke nogle umiddelbare planer.
Birgitte
Jeg har trofast brugt Beaute Pacific Cherrylicious Rich lipbalm Anti age. Altid hver aften inden jeg går i seng og om morgenen når jeg afslutter min morgenrutine. Godt ud på overgangen mellem læbe og hud. Bruger den sågar under øjnene hvis området føles tørt. Har brugt den i 5 år tror jeg. Den bliver købt til lager og jeg elsker den.
Anette Kristine Poulsen
@ Birgitte, 1000 tak fordi du deler din gode erfaring.
Mette
Kan du nævne nogle produkter med de ingredienser du anbefalede..Peptider og vækstfaktorer (som f.eks. EGF og Matrixyl, palmitovl pentapeptid).🙏🏻❤️
Anette Kristine Poulsen
@ Mette, åh, der er mange. Jeg nævner med vilje bare ingredienserne, så man selv kan researche og træffe et valg baseret på bl.a. økonomi. Når du f.eks. søger på EGF, får du gode bud som fx. THE INKEY LIST, PUDDERDÅSERNE og BIOEFFECT. Men jo i tre forskellige prisklasser.
Tina
Har brugt LED Eye Perfector(CurrentBody) da jeg ikke ture vove full face pga melasma, som jeg har læst mig til på det store net at man skal passe på med. 🤷🏼♀️Når det er sagt så har jeg ingen forskel set i de trofaste 6-7 måneder jeg har brugt den i, desværre. Om Den ikke er kraftigt nok som en maske skal jeg ikke kunne sige
Det der står på hjemmesiden at den lover virker i hvert fald ikke på mig 😅 (42år)
Anette Kristine Poulsen
@ Tina, hvor ER det godt at høre din erfaring. 10000 tak fordi du deler. Brug af netop LED er svært at finde noget på rent bevismæssigt. Det er mest erfaringsbaseret.
Pia Chanette Malling
Hej Anette.
Tak for input, men forstod stadig ikke helt, hvad man skulle bruge til rynkerne over læben. Vil du komme med et navn på creme til dette. Bruger i øvrigt dine cremer.
Dbh. Pia Malling
Anette Kristine Poulsen
@ Pia, der er en komplet indholds-menu, over hvad der virker. Med Ansigtsgløden er du sikret PHA- og AHA-syre og med Ansigtscremen A-vitaminer, så det er bare med at smøre på området omkring munden også.
Louise
Gud – man får jo lyst til, at smøre den læbepleje i hele hovedet, med alle de gode ingredienser 😅😆😂
Anette Kristine Poulsen
@ Louise, og den ER virkelig rar i konsistensen.
Pia
Tak for et spændende indlæg! Kastede mig STRAKS over ingredienslisten fra Beyond Balm. Men ØV ØV ØV! Havde troet, de måske havde kunnet dy sig og undladt parfume i et produkt, der er tiltænkt læber og anden sart og irriteret hud. Men NEJ! Der er endnu lang vej hjem for os med duft- og kemikalieoverfølsomhed.
Anette Kristine Poulsen
@ Pia, det er INTET problem. Bare se på den nye peptide-balm Jorgobé har. Og du har jo helt ret, nogle ønsker MED parfume og andre UDEN – heldigvis er der masser af valgmuligheder for begge grupper.
Charlotte
Kære Anette ❤️
Jeg har en SKIN light maske til ansigtet og decollete.
Det er den bedste investering jeg har gjort for min hud den holder min psoriasis nede og helt væk når jeg er flittig og bruger den hver anden dag.
10 minutter blåt lys for psoriasis
10 minutter rødt lys for hud forbedring og glød
Fik et super godt tip af Lotte fra Medicoline at jeg også kan bruge den på hænderne og til hovedbundenpå den da jeg også har pso der .
I fredags så jeg et opslag fra dygtige kosmetolog Anita der fortalte om hvor meget lys masken har gjort for hendes hud.
Desuden dyrker jeg også ansigtsyoga hver dag 25 minutter
Det har løftet mine hampster poser det løse hud under hanen jeg altid sad og rev i når jeg var alene er væk takket 60 x ki lio dagligt mildnet mine dybe rynker givet mig lidt runder kinder igen og så giver øvelserne den dejligste glød og velvære, der er mange øvelser hvor man smiler undervejs det kan mærkes på humøret😃
Jeg har efter din anbefaling netop købt Peptide balsam fra Bodyologist, jeg glæder mig til at prøve den.
Er der en Peptide serum du kan anbefale gerne en der ikke er voldsomt dyr?
Anette Kristine Poulsen
@ Charlotte, 1000 tak for din erfaring udi lys. Betyder meget. Du finder gode peptide-sera fra bl.a. The Ordinary. Og i øvrigt: Sejt at du kan vedligeholde 25 min dagligt med ansigtsyoga. Hvis du har før- og efterbilleder, så send gerne til mig.
Eva
Kære Anette
Tak for den rigtig gode artikel. Jeg har to spørgsmål
– hvor ubehagelig / smertefuld må AHA/BHA peeling være ? Jeg kan f eks lige udstå ecooking peeling mask (men den er ubehagelig), men jeg kan ikke have the ordinary AHA+BHA peeling solution på i mere end 1 min selv om der står man kan have den på i 10min. Får jeg noget gavn at forsøge at have den på i længere tid eller skal jeg bare finde noget mindre stærk ?
– solcreme i Danmark – jeg kender alle anbefalinger og smører ansigtet dagligt for at undgå pigment pletter, men er det virkelig nødvendigt ellers, hvis man har lidt mørkere ( tænk halv syd europæisk) hud som aldrig bliver solbrændt i Danmark, på nær hvis man opholder sig i solen kl 11-15 på en helt skyfrit sommer dag? Dvs er det sundhedsmæssigt nødvendigt at smøre sig hvis UV indekset ligger på 3 eller under?
Anette Kristine Poulsen
@ Eva, ALT i forhold til solbeskyttelse er beskrevet udførligt i den serie af UV-artikler, vi har kørt hen over foråret med Peter Bjerring. Du finder dem alle seks herinde på Beautyspace. I forhold til AHA så må det IKKE være ubehageligt. Hvis du ønsker en kraftigere AHA-behandling, så lad det være i hænderne på en kosmetiker/kosmetolog/hudlæge, så du er i professionelle hænder.
Christina kragh
Jeg har længe overvejet at købe et rødt lys panel men de er godt nok lidt dyre. Jeg ville bruge det for min hudsygdom og se om det også kunne hjælpe på smerter. Jeg ved ikke om det er det samme røde lys i masken du tester men er spændt på hvad du kommer frem til.🤗
Anette Kristine Poulsen
@ Christina, jeg vender tilbage, men ja, sammenligningerne er svære. Noget tyder på, at det røde lys har en inflammationsdæmpende virkning, men om det hjælper netop din hudsygdom, tør jeg ikke at sige noget om.
Lone Roding Sørensen
Hej Anette
Tusind tak for din meget gode artikel 🤗🙏
Jeg tænker at jeg vil overveje IPL / Laser … er det det samme…. Læser noget med fraktions laser 🙃
Du skriver den rette behandler er vigtigt, kan du anbefale nogle i Vejle området ? Kører også gerne længere efter den rette.
Og så tænker jeg at laser er bedst til efteråret når soltimer er aftaget, ik ☀️
Jeg er så glad for at du tog dette op. Tænker ikke at jeg er den eneste 😅
God dag 😊
Kh Lone
Anette Kristine Poulsen
@ Lone, Else Marie Lissau hos Mølholm.
Marianne
Tak for dine altid inspirerende artikler.
Ang. Laserbehandling/IPL skriver du at de rigtige behandlere er vigtige….. syntes det er en jungle at finde rundt i, og jeg afholder mig derfor fra det🥹
Har du eller andre gode bud på seriøse gode behandlere/ klinikker i Århus ?
De bedste Hilsner 🌸
Anette Kristine Poulsen
@ Marianne, det forstår jeg også godt. Jeg vil altid anbefale Else Marie Lissau som også er på Plastikkirurgisk klinik i Aarhus.
Marianne Gravesen
Tusind tak🙏🌞🌸
Helle
Jeg købte en lysmaske, men stoppede med at bruge den da jeg havde fået en fin linje under øjet og synes jeg så mindre fyldig ud. Jeg har så set efterfølgende at der har været snak om lysterapi skulle kunne fjerne ansigtsfedt. I videoen jeg så, fortæller hun at raske celler ikke er udsat men hvis man har syge celler kan det ske. Jeg har droppet den for en sikkerheds skyld. Jeg troede ellers lige jeg havde fundet de vise sten med en lysmaske, fordi der var så meget godt om det.
Anette Kristine Poulsen
@ Helle, stor tak fordi du deler din erfaring herinde.
Marianne
Hej Anette! du skriver, at du p.t. tester rødt LED-lys – og ja, det kan da helt sikkert noget. Det er der mange hudlæger, der er enige i … Jeg har brugt min LED-maske i årevis – udfordringen er at være vedholdende! Men er man det, kan man forvente mere glød og også en vis forbedring i hudens “fasthed”. Jeg bruger min maske hver anden dag i 10 min. …
Anette Kristine Poulsen
@ Marianne, stor tak fordi du deler din erfaring, og JA! Netop vedholdenhed er jo svært, men netop med lys har en af verdens førende eksperter på området også pointeret at netop med lys er det så vigtigt ikke at overdosere. Ikke at det er en vild overraskelse.
Annika
Jeg kan ikke tåle mandler, derfor heller ikke mandel olie. Er der en god læbe balm uden mandel olie? Der er mandel olie i den der vises, og i ecooking. Der er faktisk mandel olie i mange har jeg lige opdaget😔
Anette Kristine Poulsen
@ Annika, prøv at se indholdslisten på den fra Jorgobe.
Mariannegylding
Haps, den læbebalm røg direkte i min kurv. Har nemlig svært ved at finde en god læbe-creme der virker, ikke koster boxen og rent faktisk har dokumenteret ingredienser. Tak for anbefalingen Anette ♥️
Anette Kristine Poulsen
@ Marianne, håber du bliver glad for den.
Jette B
Tak for et godt skriv. For har det gjort en stor forskel med et tykt lag Rich and soft anti age lip balm fra Beaute Pacifique hver aften inden sengetid. Om dagen konsekvent brug af læbe balm faktor 50 fra Ecooking.
Anette Kristine Poulsen
@ Jette B, god og prof kombi du har gang i.
Mona
Faceyoga er bestemt også en mulighed der kan noget. Det kræver dog dedikation og regelmæssighed hvis man skal opnå resultater. Det er ikke et Quick fix som med botox, men til dem der ikke har lyst til de invasive metoder er det også en mulighed.
Anette Kristine Poulsen
@ Mona, og der rammer du det essentielle. Man skal blive ved.