Vandfri produkter, come on

Som du sikkert har bemærket, er begreber som dryage og waterless i spil på skønhedsfronten. Og det giver indlysende nok god mening med vandfri produkter, når det gælder flydende sæbe, shampoo og shower gels, som kan være transportkrævende med deres vandindhold på typisk 80 procent.

Jeg er personligt glad for faste shampoo-barer. Visse af dem vel at mærke, for der er også mange, som er en mindre rar oplevelse. Det giver ligeledes mening, hvad All Matters gør på vaskefronten (bare vær varsom, når du ryster flaskerne).

I forhold til det vandfri, så var min forhåndsbegejstring derfor stor, da jeg fik øje på Mono Skincare. Også for stor. For jeg ville sådan, at de skulle lykkes. Her er nemlig et brand, der prioriterer ansigtet ikke bare med rens, men også med serum, ansigtscreme og toner. Idéen er, at du beholder samme emballage og genkøber en kompakt og forudbestemt hudpleje-bouillonterning (serum, creme, rens, etc.), som så blandes med almindeligt drikkevand i beholderen.

Men det fungerer ikke. Som i overhovedet ikke. Indholdslisterne er ikke interessante nok. Der er ikke brugbar effekt nok at komme efter. Funktionaliteten halter med et bøvlet låg, og konsistensen på det, jeg har prøvet, er mildest talt mystisk – se på Instagram, hvor jeg afprøver og blander (@beautyspace). Så jeg er skuffet. Muligvis også over mig selv. For mine forventninger var for høje, og så har jeg været halvblind for, at det selv at blande et serum i køkkenet eller, hvor man nu står, bliver for hjemmelavet, for uprofessionelt. Jeg ved godt, vi er forskellige på den front (og jeg er ikke mas-en-avokado-til-maske typen). For mig er en dygtig hudplejekemiker det samme som en eminent kok. Måske er vi nærmere ude i at skulle sammenligne mærker som Mono Skincare med Årstidernes måltidskasse. Men hvis det er tilfældet, så er der endnu et stykke vej i forhold til saft, kraft og praktik.

HVAD GØR DU? Er der produkter du bevidst vælger, fordi de er vandfri?

VINDERE AF DERMALOGICA-SERUM: Stort tillykke til Trine Hjorslev, Malene Lauridsen, Inger Engkær, Ellen Haldbo og Michelle Madsen, alle trukket fra Beautyspace-listen. Send endelig jeres adresser til mig på open-mind@mail.dk, så gevinsterne kan komme afsted.

SERIØST BEDRE HUD i ord og på tube finder du her.

FOTO Anne Kring

22/02/2022
Nedlukning blev vendepunkt for skønhedsredaktør
Hun har adgang til det meste, men bruger mindre og mindre
25/02/2022
Mørke rande, linjer eller ren fremtidssikring?
Huden omkring øjnene kræver 3 ting

Kommentarer

  • Sofie

    Jeg bruger hårprodukter fra Innersence, som indeholder meget mindre vand og de skal bare lige aktiveres af lidt vand fra bruseren. Derved kan du også bruge meget mindre produkt- wiiiiin!

    26/02/2022
  • Louise

    Hej Anette. Jeg er på isotretinin behandling og har spørgsmål til hvilke produkter Keg kan bruge imens.

    Er det ok stadig at bruge min Paulas Choice BHA om aftenen eller er det for meget? Og er det ligeledes on at bruge A-vitamin creme til natten og blot masser af fugt til dagen?

    25/02/2022
    • Nanna

      Det er jeg også 😉 Jeg synes at Ducray på apoteket har en god linie til både ansigt og læber der hedder Keracnyl. Da jeg startede fik jeg pludselig også meget tør hovedbund (tør skæl) og det har de også en shampoo der fjerner. Selv bruger jeg serum under cremen, for at komme lidt guf på huden (jeg er glad for IS clinicals pro heal, men den er desværre super dyr!). Anettes ansigtscreme svier på min hud pt (jeg er ellers vild med den) men det er nok pga. medicinen, som gør min hud endnu mere sart og følsom end den plejer at være. Avené har vist også en linje specielt udviklet til denne medicinske behandling. Jeg er så glad for Ducrays produkter, særligt cremen som er et eminent underlag til make-up og gør den super holdbar og så gør fugtarbejdet præcist som min hud har behov for. Det er dén effekt ifht. make-up, som jeg savner i en creme, når min kur er slut, og jeg kan bruge en anden ansigtscreme igen, som indeholder flere gode ingredienser end bare fugt 😉
      God “fornøjelse” med kuren. Jeg skal snart stige i dosis, det gruer jeg lidt for, jeg synes nemlig at jeg lige nu har styr på bivirkningerne på kroppen… Men jeg vil jo så gerne gennemføre og have mest muligt ud af den, så det tager jeg med 😉

      26/02/2022
      • Louise

        Det er præcis samme creme som Nanna bruger fra DuCray jeg bruger – den er det eneste der giver mig fugt og den virker nemlig bare!!! Er ligesom dig dog bare lidt ked af at få på kompromis med andre ingredienser som kan forfine huden og give mere glød.
        Derfor vil jeg spørge om man kan bruge Niacinamid, C-vitamin, salicinsyre, A-vitamin også når man er på isotretinin… min hudlæge siger, at A-vitamincreme kan udtørre mere og at jeg skal holde mig fra ting med for meget olie i denne periode. Så forvirringen er total. Hjææælp☺️

        01/03/2022
  • Nanna

    Hej Anette
    Jeg synes tidligere du har skrevet om produkter (creme?) der gav smack-effekt på huden… Men når jeg søger på siden, kommer de hits ikke frem, som jeg håber på…. Og når jeg googler er jeg heller ikke heldig….
    Jeg er igang med en isotretinoin kur, og jeg har derfor været nødt til at købe særlige produkter, bla. en creme fra Ducray “Keracnyl repair” på apoteket, særligt til brug under denne kur. Jeg tror det er nødvendigt, mens jeg er på kuren, at tage til takke med. Jeg tror ikke den indeholder alle de gode ingredienser vi gerne vil have, men det gør fugtarbejdet formidabelt. Den helt store fordel er dog, at den holder vanvittigt godt på make-up! Foundation, pudder mv bliver pænt på sin plads hele dagen, lægger sig flot på huden, og jeg tror det er den jeg har hørt som smack-effekten – huden føles ikke klæbrig, men derhen ad og ikke glat når man stryger hen over den. Så nu er jeg jo begyndt at tænke på, om du har kendskab til gode dagcremer (kombineret/fedtet og samtidig tør hud) der kan det samme? De andre cremer jeg ellers har brugt, begynder make-up’en at skøjte rundt på, op ad dagen + det slet ikke lægger sig lige så pænt til at starte med, som med denne creme… Jeg har flere forskellige, både din (til om natten) en fra IS clinical, Pestle og mortar og Madará… De det funker slet ikke så optimalt make-up mæssigt, som denne….
    Jeg håber du kan hjælpe, når nu google mv. ikke kan 😉
    God weekend
    Mvh Nanna

    24/02/2022
  • Pernille S

    Det med selv at lege biokemiker i køkkenet magter jeg ikke. At lave ansigtsmasker af mast avocado er noget gris. Jeg har prøvet i bedste Ole Henriksen stil at lave kropspeeling af puddersukker og olie. Tyer hellere til Rudolph Care, som har en skøn af slagsen.
    Jeg ved ikke med vandbaserede produkter…? Tænker over at mine cremer om vinteren indeholder olie for at beskytte.

    24/02/2022
  • Linda weichel Hansen

    Hej Anette
    Jeg bruger fugtmist og fugtserum, og derefter pestle & Motar vitamin c 2 phase under min dagcreme/ bb creme med spf 30 men må jeg bruge c vitaminen i solen?
    Hvornår ville du bruge putely serum genopbyggende/ fugtgivende for mere fylde?
    Mvh Linda

    24/02/2022

Kom med kvit & frit på Beautyspace-holdet

Uafhængig skønhedsformidling for dig, der vil have dokumenteret viden om hud, hvad-virker-guides og hvordan fejlkøb undgås. Kun ord der gør dig klogere - og nå ja, besked som den første, når månedens Book’n’Beautyboks udkommer.

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.