2 afgørende ting du kan lære af folk med rosacea

Det Beautyspace-læserne Helene og Jane skrev i forhold til hudsygdommen rosacea, fik mig til at tænke på professor og hudlæge Peter Bjerrings tidligere ord:

”Når man finder ud af, hvad der virker for en – på tværs af hududfordringer – så giver det en selvforstærkende ro. En ro, der sætter sig synligt i huden. Plus … når du ved, hvad der virker, så er det langt nemmere at acceptere enkeltstående uhensigtsmæssigheder – som eksempelvis udbrud. Man går ikke længere i panik.”

Det er den ene læring. At sætte pris på det, der virker for en frem for den evige jagt. Jeg er klar over, at der kan være et arbejde med at finde, hvad der virker.

Den anden ting er den stenhårde rutine. Eller mildere formuleret:  Den regelmæssighed, som hudlæge Johan Milling Holk Poulsen talte om i går – ro, regelmæssighed, men knap så meget renlighed forstået på den måde, at meget hud (også generelt) får det så meget bedre af at skippe morgenrens og bare bruge en vaskeklud.

Herunder de læseværdige erfaringer fra Jane og Helene:

JANE FANDT SIN TRIGGER. HUN SIGER:

For mig hænger det hele sammen. Stress og kost spiller især ind. Min rutine:

Morgen:

  • Vaskeklud
  • Helst også Pestle & Mortar Serum
  • Nogle gange Seriøst bedre hud Ansigtscremen når min hud er slem men mest altid aften
  • Dagcreme La Roche-Posay med solfaktor og til Rosacea

Aften: 

  • Mild rens micellar lotion fra Avéne
  • Soolantra 10 mg ordineret af hudlægen
  • Seriøst bedre hud Ansigtscremen 20 min efter Soolantraen

Derudover:

Får laser hos hudlægen hver 6. uge. Og har fået det i flere år nu. Det holder det røde nede og dæmper de kar, der kommer frem. Laseren tager det røde men ikke de store udbrud med aknelignende bumser – de opstår langt mindre med din A-vitamin-creme. Det var først med den, der skete store forandringer, som fik helt ro på udbruddene.

Har konsekvent afslået at indtage medicin, som mentalt kan påvirke mig.

Det skal siges, at jeg har været nede med stress på den voldsomme måde, og jeg er ikke i tvivl om, at det for mig er en voldsom trigger. Sammen med:

  • Fødevarer med højt histamin (mængden af den. Især når kroppen i forvejen er stresset, tåler jeg ikke usundt som fx rødvin, gløgg, ost, dåsemad, osv.)
  • Fede cremer, for meget foundation, selvbruner, sol og frost er også på listen
  • Hård motion, når kroppen er stresset, gør det heller ikke bedre

Stress er fortsat min udfordring, men jeg ved nu, hvad der virker: frisk luft, masser af motion og sund mad.

HELENE FANDT SIT MÆRKE OG BLEV REDDET AF HUDLÆGE. HUN SIGER: 

Mit møde med hudlægen (tilbage i 2018) har gjort den helt store forskel. Startede ud med behandling med soolantra creme i 3/4 års tid, inden jeg overgik til medicinsk behandling med Accutin. Behandler pt. Sporadisk med soolantra og får laser for karsprængningerne.

Morgen: 

  • Konjac-svamp under bruseren
  • Rudolph Care mist delight
  • Nogle dage Apotcares B3 serum
  • Altid Pai skincare back to life jojoba and hyaluronic acid hydration serum
  • Vinter: Pai Love & Haight Avocado & Jojoba Hydrating Moisturizer tilsat en oliedråbe
  • Sommer: Pai Calming Day Cream Chamomile & rosehip

Aften:

  • Rens med Pais Gentle Cream Cleanser og vaskeklud
  • Rudolph Care Mist Delight
  • Apotcares B3 serum, lejlighedsvis blandet med morgenens fugtserum
  • 2-4 gange om ugen blander jeg Seriøst bedre hud Ansigtscremen med min sæsonafstemte creme fra Pai (se morgenrutine)

Makeup:

Kan kun bruge Tromborgs mineralpudder – har forsøgt med ALT andet.

Det er svært for mig at finde de præcise triggere. Det er eksempelvis ikke stærk mad, alkohol osv. Stensikkert er det, at min hud reagerer, når vejret skifter, ligesom jeg har lært, at en hat i solen af altafgørende.

Behandlingen hos hudlægen har været den helt store gamechanger, ligesom produkterne fra Pai er en redningskrans, der ikke forværrer min hud. Og da jeg lærte ikke at rense om morgenen hjalp det på de brændende røde kinder, når jeg kom ud af badet. Forstod ikke, hvordan den samme rensecreme fra Pai var blid om aftenen og om morgenen førte til svie og brændende kinder, men så lærte jeg at springe morgenrens over.

SLUT-FINALE på Beautyspace-læser Vivi Lollesgaard kører lige nu på Instagram under @beautyspace.

FOTO JENS PETER ENGEDAL

14/12/2021
Hvad du skal vide om rosacea
Rutine-tjek hos Anne, Line & Jane
17/12/2021
De 5 mest stillede spørgsmål i 2021
Og svarene … IPL, mørke rande, kollagen

Kommentarer

  • Anja

    Tak for brugbart indlæg.
    Får Jane og Helene deres hudlæge-behandlinger gennem det offentlige eller betaler de selv?
    Jeg leder efter en hudlæge i Kbh, der behandlinger med IPL laser.

    19/12/2021
  • Elisabeth Hamerik Schwarz

    Skønt med et rosacea-tema. Jeg har (7-9-13) efter et langt sejt træk fået styr på min hud, så vil lige supplere med min rutine.
    Morgen: Nogle gange rens (sorry, men jeg er fan af vand i hovedet om morgenen, og min hud er ok med det), pt med Baks mælkesyrebakterierens, som jeg er meget glad for (fra en beautyspacepakke). Herefter mist, pt Avènes, Vichy Mineral 89 booster (ren fugt) + serum (igen mælkesyrebakterier) og så en dagcreme – pt La Mer. Om vinteren holder jeg spf til min foundation, medmindre der er rigtig meget sol, da min hud ellers reagerer – den er generelt mere kuldesensitiv end varmesensitiv. Aften: Rens med Bak, mist, Vichy 89 booster og serum, nogle gange niacinamid, hvis min hud trænger, og ansigtscremen, som er den første a-vitamin, jeg har kunnet tåle, og den har virkelig hjulpet med at opbygge min barriere, der var så smadret. Nogle gange, hvis jeg er i en sart periode, bruger jeg Clarins olie til rosaceahud som afslutning. Men min rutine er baseret på fugt, som det primære element. Og om sommeren altid spf 50 fra Avène eller spf 30 til ansigtet fra Ren, som er de eneste, jeg kan tåle.
    Sidste vinter var jeg tangerende til det desperate, fordi min hud flippede over ingenting, så jeg er lettet over, at det lykkedes at få ro på. I en periode i vinter indtog jeg desuden mælkesyrebakterier fra Maja Viksjø, der lider af rosacea og har lavet sine egne bakterier, der er meget effektive – de hjalp til at få ro på. Pt. drikker jeg manukahonning for den antiinflammatoriske virkning, det kan også noget. Jeg kan dog også genkende det med meget histaminholdig mad, som pludselig kan få mig til at blusse op, så holder mig for det meste fra det. Jeg elsker vin, både rød og hvid, men det kan også få min hud til at blusse vildt op. Her har jeg fundet ud af, at Østrig og Tyskland kan noget, fyi til vinelskere.
    Glædelig jul, Kh Elisabeth

    17/12/2021
  • Charlotte

    Meget spændende skriv Anette, altid lærerigt og følge dig og ofte sider jeg også med et smil/grin på læben når jeg læser med
    @sarah Lise gromann har en rabat-kode til Bioeffect med 20 % til og med den 21. december. Så hvis du skal prøve deres kur er der lidt penge at spare.
    @amaja Lise grossman skrev d.18/10 et meget interessant indlæg om hvordan man skal behandle huden efter man har haft kræft. Jeg håber at du er kræft fri nu og i bedring Mange positive tanker til dig.❤️
    Lise skriver blandt andet også om den nye serie fra Avene som er beregnet til folk der har haft kræft den hedder Cancer Care..
    kh Charlotte

    16/12/2021
  • Pernille S

    Rigtig interessant at følge med i rosacea teamet. Hvor er det vildt så mange der har god erfaring med Ansigtscremen – alle hudtyper og udfordringer. Viser bare at du har lavet et godt produkt Anette!
    Selv er jeg igen, igen mega udfordret af at skulle bære mundbind en hel arbejdsdag. Sår på næseryg og kinder hvor friktion af masken opstår. Røde knopper om mund og på kinder. For ikke at tale om irritationshoste… Ikke let i disse tider…

    16/12/2021
  • Sarah

    Min hud er herover december begyndt at se meget træt ud og nogle tørre linjer (er 29 år og har normal hud med porer) jJeg overvejer at købe bioeffect 30 day treatment – kan du anbefale den og er den pengene og hypen værd? Eller kan du anbefale andet til en hud der ser træt ud. Bruger din hudplejepyramide niveau tilfreds + stærk hud, så synes jeg er dækket ind men føler jeg har brug for et mirakel produkt her i december 😀

    15/12/2021
  • Mille Riis Mellemgaard

    Gode Annette, hvad er din holdning til øjencreme? Jeg har læst lidt herinde, og tænker jeg umiddelbart kan undvære det, men den lige så gode Anita Falslund anbefaler jo øjencreme… Hm. Er det bare hokus pokus? Knus

    15/12/2021
  • Birgit Kaiholm

    Jeg ønsker mig Bioeffect Egf serum eller essense og ansigtscremen

    15/12/2021
  • amaja

    det med at der kommer ro på når man ved hvad fungerer kan jeg skrive under på ,lige nu prøver jeg meget forskellig fordi kræftmedicin ødelægger ens hud og det kan vare ved mange år efter behandlingen er stoppet .

    15/12/2021
  • Line

    Dejlig med input… mine triggere er sol, alkohol, forskellige oste, men ikke alle, rå tomater, for meget sukker…. Listen er lang

    15/12/2021
  • Astrid Andersen

    Så fint med et rosacea-tema. Tak for at dele erfaringer og gode råd. Har selv døjet med rosacea i flere år, og efterhånden fundet mine egne triggere og løsninger. En god portion tålmodighed og en god hudlæge er guld værd i den proces:-).

    15/12/2021

Bliv en

Beautyspace-insider

 

Få evidensbaseret lige-ud-af-landevejen skønhedssnak. Hvad virker, hvad gør ikke.

Det koster intet at abonnere på BEAUTSPACE, hvor du hver uge får tre til fire aktuelle artikler, adgang til mine bøger og foredrag med rabat og nåja, du er den første, der får besked, når månedens BEAUTYSPACE BOKS udkommer.

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.