Det her vil ændre dit syn på øjencreme
For mig svarer det at bruge decideret øjencreme til lysten til dessert. Netop dessert kan jo være vidunderlig, vanedannende, skøn at skue og ikke mindst: Den kan føles som verdens mest naturlige afslutning. For nogle muligvis hver dag.
Men en bidende nødvendighed? Nej.
Stop dem, der prøver at overbevise dig om det modsatte. De står i vejen for alle dem, der i forvejen synes, at hudpleje kan være en tidskrævende disciplin at komme igennem bare med det elementære: rens, fugt og beskyttelse.
Fakta er, at huden omkring øjnene skam ER tyndere, og derfor kan blive en anelse hurtigere fugtfattig netop der. At have brug for ekstra fugtforsegling løser du i ni ud af ti tilfælde hurtigt ved at bruge et ekstra lag af serum eller ansigtscreme. Bare et ganske tyndt lag. Og selvfølgelig altid under dække af solfaktor.
Skal vi dykke endnu længere ned i fakta, så får du professor og hudlæge Christian Grønhøjs ord. Han finder det ikke nødvendigt med en særskilt creme til øjenomgivelserne:
”Huden har groft sagt to betydende lag. Det yderste lag hedder epidermis, som er det millimetertynde lag, der øverst danner en hudbarriere – her er vi afhængige af, at huden holdes fugt- og fedtmæt. Under epidermis er læderhuden, hvor øjenomgivelserne har tynd læderhud. Epidermis varierer ikke særlig meget de fleste steder på kroppen, f.eks. er den omkring øjnene ikke meget tyndere end den på maven (og smurt på her, ville de små krukker med øjencreme hurtigt få ben at gå på). Der er dog steder, hvor den er meget tyk – eksempelvis er den i vores fodsåler og i håndflader 100 gange tykkere end for eksempel på maven. ”
Med andre ord: Bruger du øjencreme med begrundelsen om, at det er en nødvendighed, så burde maveskindet jf. Grønhøj blive tildelt det samme. Dog (og vigtigt), så er maven jo ikke udsat for den mængde UV-lys som øjenomgivelserne er. I øvrigt er det tankevækkende, at det vi har allermest brug for omkring øjnene, er SPF, som sjældent optræder i en øjencreme (min bedste øjencreme er på den konto for børn).
UNDTAGELSEN: For mig er undtagelsen, hvis du f.eks. har meget fedtet hud og bruger hudpleje til netop at kontrollere den situation. Her kan det være godt med noget ekstra og mere nærende omkring øjnene. Gælder også, hvis dine øjenomgivelser er ekstremt tørre, men om det ekstra nærende partout behøver at hedde øjencreme og komme i en dukkehuskrukke? Det er jeg ikke så sikker på. Der findes jo ingen matematisk ligning for, hvad en øjencreme skal bestå af.
JEG ER MED PÅ, at øjencreme kan føles godt. Ikke mindst, fordi den kan være med til at give os bedre vaner, som eksempelvis trykpunktsmassage og drænnage omkring øjnene. Det kan også bare være (som jeg kender fra mig selv) et herligt velvære-treat, eller du kan have det som makeupartist Sine Ginsborg, der godt kan lide at have noget mere fedtet (som Weledas Skin Food) omkring øjnene. Andre kan lide det modsatte. Selv er jeg virkelig glad for eye patches, fordi de giver en kosmetisk fylde – helt midlertidigt jo.
HVAD SIGER HUDLÆGE LESLIE BAUMANN: ”Nej, ingen særlig creme er nødvendig. Men du kan jo sagtens finde en creme – inkl. en øjencreme, der virker bedre under f.eks. makeup”. HVAD SIGER PAULA’S CHOICE: Læs her.
SUMMASUMARUM er, at hele din ansigtshud har brug for fugtmætning (ex hyaluron, glycerin) og beskyttelse (antioxidanter og SPF), og forsegling af fugten med gode planteolier afhængig af om du er til den fedtede eller tørre side. Decideret forbedring, reparation om du vil (alt fra rynkeudglatning til pletfjernereffekt), får du fra cellekommunikerende ingredienser (midten af Hudplejepyramiden) med A-vitamin, peelende syrer, peptider og niacinmid. Når det gælder huden omkring øjnene, så kan det være en god idé at gå langsommere frem, ligesom det kan være en god idé at fortynde f.eks. dit A-vitaminprodukt.
@beautyspace på INSTAGRAM
Redigeret af journalist Anneline Højrup
Lissi
Hej Anette. hvor kan jeg læse om dette, når jeg ikke er på Instagram?
@beautyspace på INSTAGRAM handler i dag om, hvordan man dækker blå mærker i ansigtet. Ikke mere forklaring. Du må selv se.
Pernille S
Så kom DET på plads. Tak!
Carina Aagaard
Jeg arbejder professionelt med hudpleje og er helt enig Anette. Øjencreme er mere nice to have end need to have:-)
Anette Kristine Poulsen
@ Amaja, tror der mangler et ord i dit spm. Efterlyser du solbeskyttelse til øjenpartiet?
@ TinaG, og så er ALT jo godt. Det er nice, not need, to have. Og det er egentlig bare det, der er min pointe.
@ Tina L, hænderne er jo svære, for på den side har vi traktordæks hud i håndfladerne og papirtynd håndrygshud. Brug altid det du smører i ansigtet på håndryggen også – det er en god huskeregel. Til fugt- og fedtmætning er mange håndcremer gode, dels efter håndvask, men også fordi de er FEDE, men samtidig suser hurtigt ind i huden, så man kan taste videre. Hvis man nu fx. er skrivedame som mig.
@ Merete F, gode, brugbare ord fra en seriøs behandler som dig. Tak.
Stor hilsen Anette
Gry Astrid Larsen
Hej Anette,
Tak for et godt indlæg!
Jeg har selv funderet over samme problem ift. manglen af SPF i øjencremer?
Deraf bruger jeg min solcreme rundt om øjnene – da det er jo den eneste måde, at få beskyttelsen på – med mindre, at ens dagcreme indeholder SPF…
Jeg bruger ikke selv dagcreme pt. – men fugt- essence, hyaluronsyre og så en solcreme.
Og A-vitamin om natten…
Mvh.
Gry
Merete Friis
Er rigtig glad for dette indlæg om øjencreme. Har nemlig aldrig brugt det selv. Har på en eller anden måde altid vidst det, og jeg har ikke særlig mange rynker om øjnene i forhold til mine jævnaldrende.
Man kunne mistænke industrien for at pådutte os unødige hudplejerutiner. Skal lige tilføjes, at Amazing Space netop har lanceret en ny serie, hvor dagcremen er for “face, eye & neck” og tilmed indeholder faktor 15, hvilket i min optik er vigtigere end øjencreme – men den får du så også i denne creme.
Tina Lohse
Hejsa
Nu da øjencreme ikke er “livsnødvendigt”
Alligevel
Så kom jeg sådan til at tænke på om det samme Så gælder hårdcreme ??
Go weekend og tak for alle dine gode råd tips & Tricks
Dbh Tina
TinaG.
Endnu engang tak for info. Jeg vidste det egentlig godt, for du har tidligere haft et indlæg i om netop dette emne. Det ligger dog nærmest som en indgroet vane hos mig, altid at have en øjencreme. Og så er jeg bare en sucker for små fine tuber til badeværelset
Anette Kristine Poulsen
@ Camilla, det er så godt, at du er opmærksom.Syrer kan i den grad gå begge veje. Kan du få noget at vide om styrken?
Stor hilsen Anette
Camilla
Tak for endnu et brugbart indlæg! Som kommentar til dine blå mærker på IG :-), så har jeg samme type kinder som dig og har også fået lukket blodkar. Meget sart hud på kinderne i øvrigt. Jeg har nu fået anbefalet en salisylsyre behandlling med 3 omgange for at mindske porrer mv, men er lidt (nok meget) bekymret for mine kinder, Hvad siger du? Kan de tåle det? Det er på professionel klinik med dokumenterede gode resultater, men alligevel……
amaja
tak for din updateret viden ,men der er et mærke der har solcreme til øjnene ,og det virker dejligt til en der har sart hud overalt
Anette Kristine Poulsen
@ Salli, jo, der er få ting, som peger (en smule) i retning af at kunne gøre en mindre forskel (hov, var det tre forbehold). Men læs først:
https://beautyspace.dk/hudlaegens-mening-oejencreme/
https://beautyspace.dk/poser-under-oejnene/
K-vitamin som ex Ling bruger i et serum kan hjælpe med at styrke de små blodkar. Der er også lidt opbakning til koffein.
Og der er lidt mere her:
https://beautyspace.dk/glem-haevelser-knastoerre-linjer-moerke-rande/
Summasumarum, så er det de ting, vi allerede bruger, der gør størst forskel også omkring øjnene. Og især hævelser skyldes noget andet, som ingen creme kan ændre på. Det er midlertidigt godt og virksomt med noget kølende. Er fan af at have øjenprodukter i køleskabet, hvis de altså kan tåle det.
@ Eva B, jeg vidste godt, at du vidste det. Og ja, det er egentlig bare nuancen, jeg gerne vil have frem.
@ Tonnya, A-vitamin (go slow) efterfuldt af en beskyttelse om dagen med SPF. Du må prøve dig frem i forhold til, hvad der fungerer. Jeg synes jo, Origins’ lille øjencreme med SPF (mineralske) er så god, selvom den er irriterende lille.
Stor hilsen Anette
Eva B
Det vidste jeg godt, men hvor er det fedt, at du melder så klart ud! Så fint, at fortællingen om den ‘nødvendige‘ øjencreme bliver nuanceret. Det er noget, som man kan vælge til. Men nødvendigt? Nej.
salli
Hej A,
Altid dejligt med fagligt understøttet argumentation <3 Men er det ikke rigtigt at der er ingredienser der er særligt effektive mod f.eks. hævelse og mørke rander, der ikke nødvendigvis er i hverken serum eller creme beregnet til hele ansigtet?
Kram
Salli
Tonnya Borghill
Hej,
Super interessant !
Jeg har fået prenisolon (binyrebark) siden 1996 og en af bivirkningerne er, at der hvor huden er tynd, bliver den endnu tyndere. Hos mig kan jeg kun mærke/se det under øjnene, hvor jeg også er blevet extra sensitiv (spf er fx ubehageligt).
Hvad vil være en god ide at smøre på til beskyttelse og regenerering/‘hudvolumen’ ?
Anette Kristine Poulsen
@ Tina, det er præcis min pointe. Det kan jo være kølende rart med noget omkring øjnene,og det er jo også dér, vi kan være hævede. Det har bare ikke noget med behovet for/nødvendigheden af/eller ikke …øjencreme. TAK fordi du læser med.
Stor hilsen Anette
tina/mormormedstiletter
Skøn læsning – har altid haft mistanken, men dejligt at få den bekræftet.
Jeg er selv typen, som holder af at komme lidt kølende på øjenomgivelserne dagligt i form af ekstra serum eller kælende gel og det fortsætter jeg nok med, trods denne her super gode information:-)
Takker for en lækker blog til alle os her i blogland, som også følger dig på det her medie!