Har vi bare erstattet anti-age med et andet monster: Longevity-uhyret?

Jeg ved det. Du ved det. At hvis vi vil leve godt og længe (altså den del vi selv har indflydelse på), så er det de ikke-overraskende, småkedelige råd, der batter:
Sov ordentligt, bevæg dig, løft tungt, spis varieret, lad være med at ryge. Hold fast i dine venner.
Alligevel er det, som om en ånd har lagt sig over vores samtid. En ånd, som insisterende hvisker: Vil du leve bedre, længere? Så skal du gøre dig umage! Holde dig selv i stramme tøjler. Købe dyre behandlinger, den slags. For kun da opnår du det magiske longevity.
Longevity-ordet har efterhånden sneget sig ind i alverdens samtaler om sundhed, skønhed og alder. Ofte klædt eller måske ligefrem forklædt i videnskabelige vendinger.
Det til trods for, at den stærkeste samlede dokumentation netop findes i de føromtalte velkendte råd. De selvsamme råd, der bare ikke har samme potentiale til at fodre en spirende milliardindustri. I modsætning til longevitybølgens NAD+ injektioner, full body MRI, oxygen terapi, rapamycin, peptier på sprøjte og en voksende parade af behandlinger, tests og tilskud.
Måske er det bare mig, men det er som om bagsiden at den industri vokser sig større. For ønsket (og al den snak) om et forlænget liv er endt i noget, der hurtigt kommer til at nære vores frygt for det modsatte. Frygten for sygdom. Frygten for at ældes. Og her smager longevity hurtigt af besk anti-age.
Problemet opstår, når ønsket om et langt liv bliver til et projekt.
Er det ikke netop, når vi danser til vi segner, nyder hvidvinen i aftensolen, smisker os i naboens hjemmebag, bliver hængende til efter sengetid, fordi samtalen eller grinene ikke vil stoppe, at vi glemmer os selv? Og er der noget, longevityfolket ikke gør, så er det at glemme sig selv. De tracker, måler, vejer, registrerer og korrigerer.
Alt sammen i en grådig (undskyld, men det ord slår mig) jagt efter flere år. Ønsket om mere af det bedre kan paradoksalt ende i et optimeringsræs fremfor at konsumere øjeblikkene i store saftige bidder. Se i den forbindelse hvad aldringsforsker Claus Desler bl.a. sagde, da vi talte om longevity på Go’ Morgen Danmark.
Jeg tror, jeg fremfor at hepper på flere år i livet, vil heppe på mere liv i årene.

Hud & longevity
Ordet har også for længst sneget sig ind på hudplejeområdet. Heldigvis ikke som medicinsk mål om at se yngre ud, men mere om at bevare robusthed og sundhed. Og det giver på en måde mere mening.
Konkret vil det nemlig sige at prøve at begrænse de ballademagere, der kan accelerere hudens (for hurtige) aldring. Vi taler UV-skader, oxidativt stress, inflammation, barrieresvigt og de ukontrollerede, såkaldte zombie-celler. Huden slides jo (som du sikkert har bemærket), og udefra er det f.eks. UV-stråling, rygning og luftforurening, som det er muligt at gøre noget ved eller værne sig mod.
Så vil du praktisere hud-longevity, handler det ikke om at være ved muffen, praktisere 14 trin, vedligeholde en maskinpark af gadgets eller ty til alverdens målinger af hudens biologiske alder. Det handler primært om lavpraktisk beskyttelse, fugtmætning og barrierepleje.
HVIS DU VIL LÆSE MERE, så blive klogere her.
SE HVAD HUDLÆGE THOMAS KRING vil ønske, alle helt lavpraktisk vidste om hud. Longevity eller ej. Du får interviewet her.
FOTO LEA JESSEN

Christina kragh
Dermalogica nye longivity serum ! indrømmer jeg har testet den nu i 3 uger og jeg siger det bare, ved ikke hvad de har kommet i den flaske men virker det gør det 😲 jeg bruger den ikke engang de 4 gange om dagen de skriver ,jeg har brugt den morgen og aften sammen med din Avitamincrem det næsten og kun næsten 😉lige før jeg syntes det er lidt uhyggeligt 😂 har du prøvet den ?
Anette Kristine Poulsen
@ Christina, har den stående til test, og nu frister du jo i den grad. Bruger du den 4 gange om dagen?
Lone
Elsker din altid relevante og skarpe pen!
Anette Kristine Poulsen
@ Lone, tak fordi du læser med.
Charlotte
Tak for et super godt skriv ❣️
Anette Kristine Poulsen
@ Charlotte, dejligt du læser med.
stinne
Jeg vil hellere have et liv fyldt med kærlighed, fornøjelser samt oplevelser og (måske) stille stilletterne lidt før fremfor at leve i et rigidt afholds og track og mål alt liv- som mine saglige bedsteforældre sagde; livet leves bedst med kærlighed og oplevelser, et godt glas vin i ny og næ og lange aftener med kolde sko (man har en fest hvor skoene der står udenfor bliver helt kolde)
Anette Kristine Poulsen
@ Stinne, haha, gode leveregler!
Kis
Tak for et skønt skriv – det handler om balance og livsglæde er ikke at fornægte som et godt biodrag til at have lyst til et langt liv .
Anette Kristine Poulsen
@ Kis, balance, alt med måde, alle de sætninger der, JA.
Jette V
Jeg kunne ikke være mere enig, Anette ❤️👏🏻
Anette Kristine Poulsen
@ Jette, glæder mig Jette (selvom du også altid gerne må være uenig).
Elisabeth
Tak for at sige højt og tydeligt fra Anette.
Longe-vity bølgen og dens mediebegejstrede apostle må gerne forføje sig straks , til fordel for livsglæde og sund fornuft.
Anette Kristine Poulsen
@ ELisabeth, tak fordi du læser med.