For dig, der vil ha’ min NYC-agenda
Jeg var for nylig i New York. Halvt arbejde, halvt privat. Jeg laver altid en agenda for ikke at komme til at sjoske formålsløst rundt – og den er der nogle stykker, som har bedt om. Så hermed som lovet – forhåbentlig til inspiration og jo velvidende, at der er små mellemregninger og oplevelser, som ikke fremgår af en agenda. Noget er gratis, andet er virkelig bekosteligt. Det meste er midtimellem. Transportmæssigt gjorde vi kun to ting: brugte metro eller gik – og det blev til i gennemsnit 25.000 skridt om dagen og i alt 25 metroture.
TORSDAG (sen ankomst)
- Overnatning i Soho på 11 Howard. Jeg har boet her før Covid-19 og ELSKEDE det. Der var dengang ingen klassisk reception, men bare et rundt bord centreret i indgangshallen. Bemandet af ekstremt oplagte og imødekommende mennesker med et indgående kendskab til NYC – den stemning var væk og erstattet med klassiske receptionsborde og halvsurt personale. Sidst holdt jeg af de stille jetlagsmorgener på 11 Howards bibliotek med kaffeservering – også den var væk. Placeringen er vidunderlig, men det er ganske enkelt for dyrt, når den gode stemning er forduftet.
- Aftensmad Osteria Morini, 218 Lafayette St. Italiensk Soho-restaurant. Det kan ikke formuleres bedre end New York Times har gjort: ”People go crazy over the pasta.”
FREDAG
- Arbejdsmorgenmads-møde – holymoly deres laks, røræg og kaffe – på Soho House i The Meatpacking District (det bøvlede er, at det enten kræver medlemskab eller at man bor der).
- Så via Chelsea Market (gid der var plads til at tage en masse mad med hjem) og videre til vidunderlige Jones Road i Greenwich Village. Du kender sikkert makeupartist Bobbi Brown (som først var i et corporate ægteskab med Estée Lauder-koncernen, der førte til skilsmisse – og de beholdt navnet og produkterne). Som 64-årig brager Brown nu derudad med nyt makeupmærke. Gå ikke hjem uden hendes cremede øjenskygge og fugtforseglende Hippie Stick.
- The Color Factory – interaktivt museum, som muligvis kan være mere sjovt for børn, end det var for mig.
- Beauty-crawling i Nolita, specifikt på Elizabeth Street, som er den bedst duftende gade i NYC. Her åbnede den første Le Labo – og her er Korres lige åbnet (med hjertevarm betjening). Videre rundt om hjørnet af Prince St., hvor Credo ligger med en pæn portion velkuraterede mærker, fx. Pyt Beauty og Tower 28 (dem med den formidable letfarvede SPF-creme).
- Pedicure hos Chillhouse på 75 Varick St. – viser sig at være kæmpe skuffelse. Online emmer alt smartcool med café, mani, pedi og hurtige ansigtsbehandlinger. Men her er halvfærdigt og snusket. Styr i stedet efter Paintbox, som altid er både godt og en oplevelse i sig selv.
- Aftensmad på Sant Ambroeus i Soho – hyggeligt, god mad.
LØRDAG
- Morgenmad på Dudley’s 85 Orchard St. er fuldstændigt vidunderligt. Autentisk, low key hyggelig stemning og en morgenmad, jeg vil tilbage til.
- Guggenheim Museum – altid godt. Vi kom sharp, da de åbnede – køen var enorm, men det gik lynhurtigt.
- Sara Japanese Pottery på 950 Lexington Ave., fordi min søster lerkunst var med.
- Central Park – jeg bliver aldrig træt af at kigge på mennesker her.
- New York Public Library her er en ubeskrivelig nærende stil- og storhed sammen med duften af millioner af bøger.
- Times Square – ikke mit favoritsted, men én på rejseholdet insisterede. Vi kunne ikke finde en bestemt burgerjoint, så vi endte på McDonald, der i NYC – på det her sted om aftenen – virkede alt andet end trygt.
- Nightcap på 11 Howard, som har en ret vild natklub for dem, der er på det friske hold – vi var ikke.
SØNDAG
- Gudstjeneste i Harlem: First Corinthian Baptist Church (ligger på hjørnet af 116th street og Adam Clayton Powell). Det er anden gang, jeg deltager, og det er vidunderligt. Går derfra høj på ord, sang og fællesskab. En berigende fest, som du kan se på IG her. Bagefter soulfood-morgenmad på det legendariske Amy Ruth’s – også i Harlem (glem alt om kalorier og bare spis).
- Summit One Vanderbilt skyskraber med imponerende udsigt og lige så imponerende mange mennesker på måden, hvor det bliver lidt turiststressende.
- Remedy spa i The Flat Iron District er en social sundhedsklub med et menukort, der byder på alt fra oxygenkamre til funktionel medicin (som i USA vil sige hormontilskud), anti-age-vitamindrop, akupunktur og lymfedrænage. Men frem for at jagte zenagtig mig-tid, så opfordrer de til at kombinere behandlingerne med fællesaktiviteter som for eksempel den vejrtrækningslektion vi tog efterfulgt af 3 minutters isdyb i kar, side om side.
- Kaffe og kage på vidunderlige Breds Bakery – deres cheesecake må være New Yorks bedste.
- Aftensmad på the one and only Balthazar, som jeg aldrig bliver træt af. Tæt på umuligt at bestille bord, men til gengæld har de altid plads til chance-spisende, som vi var.
MANDAG (hjemrejse)
- Morgenmad på The Egg Shop, som ingen vil fortryde at besøge.
- Roosevelt Iceland Tram – giver et fabelagtigt turistfrit udsyn, tager fire minutter hver vej og koster det samme som en metrobillet.
- Gik over Brooklyn Bridge for udsigten og for at komme på gode apoteker i Brooklyn.
SE KORTE FILMKLIP under højdepunkter på IG under @beautyspace
DINE INPUT? Hvis du har NYC-fif eller gode som dårlige erfaringer derfra, så kom endelig med dem i kommentarfeltet.
Kirsten V
Tusind tak for alle dine anbefalinger!!!!
Jeg læste tidligere at du kom ekstra spf på inden GinZing™ SPF40
Jeg kommer det altid på til sidst.
Håbet meget du lige vil bekræftige om spf først eller sidst når bruger tinted dagcreme.
På forhånd mange tak.
Jeannette
Tak for gode fif Anette:-) skal selv til NYC næste år. Hvor køber du Melatonin?
Dejlig dag til dig. Kh Jeannette
Anette Kristine Poulsen
@ Jeannette, heldige dig. Jeg køber bare på apoteket derovre.
Karin Rathje
Vildt misunderlig over jeres besøg hos Jones Road, det eksisterede ikke dengang jeg var der – og de sender desværre ikke til Dk!
Anette Kristine Poulsen
@ Karin Rathje, mon ikke det snart kommer til Europa.
Karin Rathje
Kan anbefale Washington Square Hotel, der ligger på hjørnet over for Washington Square Park og universitetet. Når du krydser 6th ave kommer du til de skønneste små gader med vidunderlige butikker og restauranter.
Min datter og jeg fik lavet pedicure side om side med Grace Coddington fra Vogue! Kun lidt starstruck…
Metroen på 6 th ligger 100 m fra hotellet, som i øvrigt er med morgenmad… tjek www 👀
Anette Kristine Poulsen
@ Karin, kæmpe tak for dit indspark. Er føjet til min liste.
Helle D.
Der boede jeg også i september sidste år, og jeg vil også anbefale det meget varmt. Det ligger i mit yndlingskvarter i NYC, hvilket absolut ikke gjorde min begejstring mindre 🙂