
Mere hår anyone? # 1
Endnu kan ingen sætte hår på en skaldet, men de færreste ved, at mindre stress og en målrettet hårbundsindsats kan øge kvaliteten af hårpragten – muligvis med tocifrede procenter. Her får du første del af min Børsen-artikel fra sidste uge:
Året er 1985 og Thomas Skov Petersen er 17 år gammel, da hans krøllede hårpragt begynder at sidde mere i børsten end på toppen af hovedet. ”Det var en helt gal kombination af at have en forfængelighed, der voksede, samtidig med at håret faldt af,” siger han.
Skrøbeligheden fik ham til at afprøve alverdens heksedoktorkure og til sidst som 21-årig låne 19.000 kr. af sine forældre til en hårtransplantation i Kolding. ”Gid de havde sagt nej og bare fortalt mig, at det hele nok skulle gå, for det var en smertefuld periode,” fortæller han.
For Thomas Skov Petersen var et desperat og let offer for sælgende før- og efterbilleder. Resultatet blev en nakke med varige borehuller til evigt minde om Kolding-eventyret.
”Trods flere ture til Kolding kom det aldrig til at fungere med transplantationerne og i 2001 endte jeg med at kronrage mig selv og har siden bare barberet hovedet – som vel faktisk i dag er ret cool.”
I dag er metoderne indenfor transplantation mere forfinede – flere bliver henvist til specialister i især Grækenland og Tyrkiet. Den største forskel er, at man ikke længere tager totter af hår og flytter, men går frem én hårsæk ad gangen.
Før den overvejelse er en anden indsats dog mulig, hvis for eksempel hårelastikken pludselig kan snos fem – frem for to – gange rundt om hestehalen, eller tindingerne pludselig vinder terræn. Det skal man nemlig ikke bare acceptere, lyder det fra hårspecialist Lars Skjøth. Både herhjemme og i USA arbejder han på at dræbe myten om, at hårtab er noget, der ikke kan gøres noget ved.
”Typisk handler hårtab om et hormonelt angreb på hårsækkene, og det er der midler mod,” siger han.
Med en biokemisk baggrund arbejder Skjøth sammen med hudlæger for at få klienter til at forstå sammenhængen mellem hårbundens tilstand og hårets kvalitet. I redskabskassen har han blandt andet et hårekstrakt, der fungerer som et slags vækstsubstrat for hårrødderne. Men ikke på magisk vis.
”Det handler om at stoppe den uheldige proces, hvor der sker et hormonelt angreb på hårsækkene, og her kan vi med et indbygget leveringssystem få fedtsyrer, antioxidanter og steroler ned i hårsækken og modvirke angreb, så nye hårstrå kan få voksefred.”
Men der er også lektier – hjemmearbejde, der handler om at forbedre betingelserne for hårbunden ved at reducere varmeblæs og for heftige (læs: silikonetunge) stylingprodukter – og ved at sørge for at vaske og massere hårbunden. ”Brug 30 sekunder på at massere hårbunden, når du alligevel vasker hår. Udover at øge blodcirkulationen, løsnes nogle af de belægninger og talgpropper, som kan sætte sig i hårsækkene og være hæmmende for væksten,” siger Lars Skjøth og understreger, at massagen skal kunne mærkes.
Skjøth kan dog ikke få hår til at gro på en skaldet.
LÆS MED I MORGEN, hvor anden med med hudlægens anbefalinger kommer. Og hvad gælder produktanbefalinger, som Karmamejus hårbundsmassør (billedet), så følger de også trop.
HUSKER DU VAMPYR-METODEN? Ellers er den her.
BEDRE HUD MED ÅRENE – Videnskabens opskrift på en friskere og pænere hud finder du HER.
@beautyspace på INSTAGRAM
Isabel Manjavacas Blanco
Jeg vil meget gerne læse anden del af artiklen, men kan simpelthen ikke finde den. Hober du kan hjælpe med det😊
Anette Kristine Poulsen
@ Isabel, det forstår jeg godt. Det er fordi jeg ikke har kaldt den #2 :
https://beautyspace.dk/kaffe-shampoo-virker-paa-vaekst-siger-hudlaege/
Susie
Jeg synes at jeg kan se god effekt af kollagentilskud på mit hår, er det mon bare indbildning? Og så et lidt underligt spørgsmål – er flæskesvær også kollagen?
Anette Kristine Poulsen
@ Susie, tak for dit indspark og ja flæskesvær indeholder kollagen, men jo også rigtig meget salt.
Jette V
Man kan også med fordel skrotte glattejernet, hvis man vil have stærkere hår. Men enig i, at sundt hår starter i hovedbunden😊
Anette Kristine Poulsen
@ Jette V, du har SÅ meget ret. Al varmebehandling bør minimeres.
Anette
Jeg har i snart 5-ish år anset hårvask som hovedbundsvask, og købt shampoo efter hårbundens hudtype og ikke hårets type.
Og ja – silikone er simpelthen et fy-ord når det kommer til hårbunden, styling og shampoo!! (Shame on you, Elvital!)
Silikone er bedre til spidserne, hvor den netop forsegler rundt om slidte spidser, hvor den virkelig kommer til sin ret!
Jeg har brugt alt fra Vølve til Aromatica og alt derimellem, som ikke kunne bringe ud med fedtet/indelukket hårbund.
Derudover har jeg investeret i en børste med glatte pigge af bambus, for der er mindre statisk elektricitet af sådan en sag.
Jeg spiser derudover piller af spirulina og chlorella-alger, som ikke kun siges at kunne få overskuds-østrogen ud af systemet (som hvis i ubalance kan påvirke hårvækst og hårtab negativt), det har også en fornuftig effekt på den helt overordnede sundhed, herunder huden. Det er nemlig sådan at man jo har opdaget at omega3 og fiskeolie er så godt, fordi mange fisk spiser alger, der indeholder de små olier….. Der er en bestemt alge, som ihvertfald er ret rig på møget, som ikke er spirulina eller chlorella, så jeg holder stadig fast i mine omega3 tilskud 😉
Jeg har set en del shampooer der indeholder BHA, og jeg tænker det giver god mening med en fedtet hud i hårbunden (som stadig kan være dehydreret jo!).
Hvad tænker du om de hårvækst-stimulerende produkter derude på markedet, Anette?
Anette Kristine Poulsen
@ Anette, det er så genialt med BHA i shampooen. Har også bemærket at det kommer i flere og flere. Tak for dit indspark.
Mille
Anette, off topic: hvad er din holdning til mærker som Environ og Bioeelements? Jeg ser, at de bliver brugt på mange klinikker, men sørme også koster kassen, og jeg bemærker jeg nærmest aldrig ser mærkerne omtalt herinde. Et mærke som Bioeffect bliver jo også brugt i klinikker og det ser jeg ofte omtalt herinde. Jeg spørger, fordi jeg selv lige har investeret i en del forskelligt fra Environ og Bioeelements. Jeg må tilstå, at jeg oplever en træls duft hos Bioelements, der mest af alt minder om noget billigt skrammel der skal forestille sig af dufte “orientalsk”. Det går jo nok an med duften, hvis effekten er god, men jeg er ærligt talt lidt… Mja, mellemfornøjet.
Anette Kristine Poulsen
@ Mille, der er ikke nogen specifik grund. Men helt kort: Bioelements bruger jo mange af de gode indholdsstoffer (fra Hudplejepyramiden), men jeg synes mange af produkterne er for silikoneholdige. Efter jeg selv har lavet en A-vitamincreme (Ansigtscremen) med det max indhold af A-vitamin i som EU anviser, så er omtalen herinde af Environ mindre. Noget af det sidste jeg har omtalt fra dem er deres glimrende kropsolie. Mht. Bioeffect, så har jeg også peget på et billigere alternativ til EGF for nylig fra Amazing Space.