For huds skyld: Fat forskellen mellem fakta og holdninger

Kan du huske for længe siden, når man kom til frisør? En ny frisør. Og det begyndte med, at man følte sig fejet op langt nede fra gulvet. På grund af hvem-har-dog-klippet-dig-før-reprimanden. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har følt mig alt fra skæv til forkert, ja ligefrem sjusket.

Liiiidt den samme følelse kan man også risikere at lande i, når man søger hudplejehjælpe. Hvad enten det er ved en skranke eller på en briks. Muligvis har du hørt undrende sætninger som:

Jamen, bruger du ikke en natcreme?

Tør du blive ved med ikke at bruge øjencreme – det er jo dér, du trænger.

Hvis ikke du renser både morgen og aften, så trækker du giftstoffer med ned i huden.

Tror du ikke, du blander for mange mærker?

Du får tynd hud af frugtsyrer.

Fortsæt selv listen. Og igen, vi taler især om erfaringer fra førhen, ikke sandt? Jeg oplever i hvert fald overvejende virkelig dygtig hudplejehjælp derude. Og det breder sig som de gode ringe i vandet.  Især nu er det tvingende nødvendigt. For i kølvandet på fake news er der født en higen efter facts. Og når facts ikke er tilgængelige med to streger under, så er vi vilde med, når formidleren tør vise sårbarhed og en grad af usikkerhedsmoment i det fremlagte. Kollagen-bogen er så godt et eksempel på det sidste.

Hudplejepyramiden er mit eksempel på et fight-for-facts redskab. Det er nemlig kernen af de indholdsstoffer, der har papir på at virke. Som ikke står til diskussion. For ingen skal bruge tid på at diskutere hverken hyaluronsyre, BHA eller A-vitamin for at tage nogle få eksempler.

Holdninger kan vi derimod diskutere, vende, whatever. Øko/ikke øko, vegansk eller ej, lokalt eller ikke osv. Og gensidigt respektere. Når jeg arbejder med hudlæge Peter Bjerring, så bruger vi aldrig tid på at tale om injektioner. For han kender min holdning. Når jeg opmærksomt lytter til Paula’s Choice (og får en masse med mig), så er det velvidende, at hun – modsat mig – er virkelig glad for både silikoner og petrolatum, men derimod (også modsat mig) afskyr æteriske olier.

Så. Når der findes mere end 1000 hudplejereligioner, så er det godt at kunne skelne mellem, hvad der er holdningsbaseret, og hvad der hviler på fakta. Ikke at der er noget galt med holdninger – dem udsættes du også for på Beautyspace. Det er bare godt at være sig forskellen bevidst.

4 ANBEFALINGER TIL EN SKØNHEDSPRODUCENT, SÆLGER ELLER BEHANDLER ANNO 2020:

  • Hold dig konsekvent på egen banehalvdel. Hvis du har tid til at disse andre (kollegaer/konkurrenter), så er det et udtryk for, at du har god tid. For god tid.
  • Lad være med at føle dig kopieret. Det giver indtryk af paranoia. Det gælder også i noget så petit som ordafdelingen. Og ditto for hashtags. Ingen kan påberåbe sig at have opfundet helt gængse ord som fugt, glød, dansk eller nordisk. Eller sammensætninger af dem. Heller ikke ordet fugtmagnet, hvis du forstår.
  • Skru ned for superlativerne. Matematikkens potensregler er stendøde, når det gælder tillægsord. Jo flere tillægsord, jo mindre lytter vi. Jeg var engang til et YSL pressemøde, hvor ordet fantastisk indgik 72 gange på 31 minutter.
  • I den her uge så jeg krimiforfatter Anne Mette Hancock give den vildeste, varmeste og højtråbende anbefaling (på IG) af en bog, som hendes gode kollega og konkurrent Katrine Engberg netop har udgivet. Den slags varmer helt ned i lilletåen. Forestil et øjeblik, at Lancôme ville råbe hurra for en nyhed fra Estée Lauder.

PÅ INSTAGRAMS @beautyspace I DAG er der pigmentpletter, hudlægebesøg og IPL på programmet. Se med her, hvis du har tid og lyst.

02/10/2020
Ingrediensen, der vil opføre sig som Botox – og jeg har prøvet
Apropos den mest læste artikel på Beautyspace
07/10/2020
Hudlægens dødsstød til insisterende pigmentpletter
Få metoden, dele af den, uden recept

Kommentarer

  • Pernille+S

    Synes ofte problemet med en ny frisør ikke er første gang, men anden eller tredje gang. Forstår ikke hvordan der kan være så stor kvalitets forskel? Nå, men det var mere en kommentar til din indledning af dagens blog. Noget jeg har lært af dig Anette, er at forholde mig kritisk til hudplejereklamer og sælgere af hudpleje. Nu er det jo en jungle og netop derfor, er det så skønt med guidning!
    Nu solen ikke længere har så megen magt, er det vel tid til at bruge frugtsyremaske igen? Kh Pernille S

    06/10/2020
  • Anette+Kristine+Poulsen

    @ Sanne, det gør jeg ikke, nej.

    KH Anette

    06/10/2020
  • Sanne

    Du må da føle dig kopieret hele tiden, Anette. <3

    06/10/2020
  • Anette Kristine Poulsen

    @ Gry Astrid, jeg kommer omkring det her:

    https://beautyspace.dk/silikone-er-som-skumfidusen-i-din-hudpleje/

    Jeg accepterer til nød silikone i fx. min foundation eller i en SPF, men er helst fri.

    @ Leafysmoothie, tak fordi du læser med.

    @ RL, åh big time smile … han bruger jo også kun ét produkt, hvis man skiftevis som dig bruger EGF og A-vit. I kan jo dele. En løsning kan også være A-vit til daglig og så EGF-kuren en gang om året. Men 31 år … I er jo unghudede. Så ALLER vigtigst er jo SPF’en især i den solrige tid.

    KH Anette

    06/10/2020
  • RL

    Hej Anette

    Jeg har endelig fået min kæreste til at bruge dag/natcreme (måske ikke helt så konsekvens som man kunne ønske, men små steps) 😉 Han har sagt ok til at bruge ét til produkt. Tænker at det skal være a-vit eller egf. Han er 31 år. Jeg bruger selv begge dele på skift, og har svært ved at vælge, men hvis man nu skal, hvad ville du så vælge?

    05/10/2020
  • @leafysmoothie

    #skøntskriv
    <3/Helene

    05/10/2020
  • Gry Astrid Larsen

    Hej Anette,

    Jeg er lidt nysgerrig på din “fobi” ift. silikoner? 🙂
    De er jo dokumenteret til, at holde på fugten i huden aka: Transepidermal water loss…
    Og mange hudlæger siger ligeledes, at de ikke er tilstoppende?

    05/10/2020
  • Anette+Kristine+Poulsen

    @ Tina, ha, og ja måske. Eller jo, det kan det jo. Jeg tænker i hvert fald selv over vigtigheden af passe mit (og ikke andres).

    @ Helene, jeg tager 500 mg morgen og det samme aften. Jeg fordeler dem ud over dagen, for at få max effekt og ikke tisse for meget væk af det vandopløselige vitamin.

    @ Karina, jeg vil gerne sige amen sammen med dig. Og tak.

    @ Miller, åh det er Esses fine levende probiotika, som fås i et kurforløb. Godt spottet.

    KH Anette

    05/10/2020
  • Miller

    Men… skal vi slet ikke høre hvad det for en spændende sprøjte, der på billedet? 🙂
    (jaja har googlet, men hvad synes vi om den?)

    05/10/2020
  • Karina

    Det er jo lige før det indlæg burde være sluttet med et amen!
    Du har så evigt ret!!!

    kh Karina

    05/10/2020
  • Helene

    Hej Anette. 🙂 Jeg vil høre dig, hvor mange mg C-vitamin du tager i tilskud dagligt?
    Kh Helene.

    05/10/2020
  • Tina

    Gode anbefalinger, som jo kan omsættes og gælde alle mennesker 🙂
    En smuk dag ønskes du herfra landet af 🙂

    05/10/2020

Bliv en

Beautyspace-insider

 

Få evidensbaseret lige-ud-af-landevejen skønhedssnak. Hvad virker, hvad gør ikke.

Det koster intet at abonnere på BEAUTSPACE, hvor du hver uge får tre til fire aktuelle artikler, adgang til mine bøger og foredrag med rabat og nåja, du er den første, der får besked, når månedens BEAUTYSPACE BOKS udkommer.

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.