Snakken om den hypede hudpleje, helt ærligt

Hvad havde du med hjem fra USA? lød det i kommentarfeltet for nogle dage siden. Det vil  jeg gerne vise, endda med to produkter, der har forskellige prisskilte. Sammen med en længe lovet Augustinus Bader-dom og en ret fin, flydende kollagensmøre.

Bader nyder lige nu kultstatus inden for bevægelsen “wellness first-anti age” tendensen, som vi vender tilbage. For hvad pokker betyder det egentlig?

Nu skal ting ikke partout være pæne, hvilket man heller ikke kan skyde hverken Bader eller CeraVe i skoene. Sidstnævnte flyver over apotekerdisken i USA på grund af indholdet af barrieregode ceramider, som igen og velfortjent er kommet på dagsordenen. Populær, fordi den har den bedste indholdsoversigt med SÅ meget godt (flere slags ceramider, niacinamid, hyaluronsyre og SPF) sammen med et par for mig mindre gode ting. Prisen er under 100 kr., og den føles fugtmættende god og smidig på huden.

I den anden ende (over 1000 kr. … nej, over 1500 kr.) har vi Augustinus Baders hypede creme (dog ikke fra USA). Jeg får lyst til at sige én ting: Kig godt efter. For kejseren har muligvis ikke det vilde tøj på. Prøv at se indholdsoversigten:

Aqua (Water), Helianthus Annuus Seed Oil, Pentylene Glycol, Squalane, Octyldodecanol, Argania Spinosa Kernel Oil, Ethylhexyl Stearate, Persea Gratissima (Avocado) Oil, Tribehenin, Polyglyceryl-3 Polyricinoleate, Sorbitan Oleate, Butyrospermum Parkii (Shea) Butter, Sorbitol, Oenothera Biennis (Evening Primrose) Oil, Tocopheryl Acetate, TFC-8, Disteardimonium Hectorite, Magnesium Sulfate, Panthenol, Butylene Glycol, Cera Alba (Beeswax), Lactic Acid, Lanolin Alcohol, Zinc PCA, Dextran, Palmitoyl Tripeptide-8, Citric Acid

Først tak for at vælge gode råvarer, for instinktivt gør det mig glad, at der hverken er petrokemisk olie eller silikoner i. Det er et aktivt valg, som professoren bag tager. Så er der gode planteolier, lidt peptider, E-vitamin og bivoks. Til sammen godt for barrieren, også behagelig at bruge. Men en mirakelcreme? Næppe. Og jeg har prøvet den i en måned for at sikre, at jeg ikke missede nogen effekt.

Så er pengene givet bedre ud med Drunk Elephants Lala Retro Whipped Cream,  som netop er opgraderet – se indhold her.  Der er tale om en virkelig god barrierecreme med et fint miks af forskellige ceramider, gode fedstoffer, fugt og antioxidanter. Indholdsoversigten er lige så blæret, som cremen er behagelig på den gode måde, hvor den ikke forsvinder, men man kan mærke, at man har noget på. Jeg skulle have købt to. Med det sagt, så er vi jo forskellige. Min hud er normal – med en anelse tørre kinder og en selvsmørende T-zone.

ET ANDET GODT VALG FRA MIN VINTER-HYLDE er Algenists Liguid Collagen, som er drøj, virkelig brugbar og med et imponerende fint og gennemtænkt indhold. Vi taler alt fra fugtmættende, flydende kollagen til dulmende alger, niacinamid, E-vitamin, flere slags peptider og et godt miks af fugt og fedt. Så stærkt et hold, at jeg lever med, at der er en smule silikone i bunden af INCI’en – i øvrigt bruger jeg produktet om dagen, lige under dagcreme. Det er følelsen af at få en kjole på, der bare passer.

Måske husker du hudlæge Christian Grønhøjs ord: ”… kollagenets vandbindende effekt giver en god beskyttende film og bidrager dermed til hudens barrierefunktion, som er afgørende for dens velbefindende.”

SKUFFELSEN FRA USA: Jeg tog også Laura Merciers farvede dagcreme med hjem. Rar at smøre på, men jo uden dækkevene. Her er Madáras SÅ meget bedre. En anden skuffelse var i øvrigt stormagasiner som Bloomingdales og Macy’s, som lå mennesketomme hen. Døde i det. Det eneste, man fik lyst til at se efter, var en udgang.

@beautyspace på INSTAGRAM

MERE AF BEAUTYSPACE? Det får du ved at hoppe på holdet her.

Redigeret af journalist Anneline Højrup, fotograf Jens Peter Engedal

06/11/2019
Hører du mon til hudlægens omtalte læbe-vrag eller?
Sig hej til den nye rebel i klassen
11/11/2019
Anti-age får et yoga-kram #1
Læs og forstå

Kommentarer

  • Lisbeth

    Kære Anette
    Jeg har først set din kommentar nu- og tusind tak.
    Jeg vil glæde mig meget til dit skriv. Det gør jeg i øvrigt hver eneste dag
    Mange hilsner, Lisbeth

    12/11/2019
  • @leafysmoothie

    Skønt og brugbart indlæg. Jeg har brugt en del fra CeraVe, de er rigtig gode og også et oplagt valg når man er i USA og har brug for noget uparfumeret til fx børnene, der er ellers meget svært at opstøve derovre, hvor vi herhjemme er vant til at alle kæder har billige svanemærket produkter til håndvask og hygiene uden parfume og andet skrapt.
    Og et dejlig kommentarfelt at lære af.
    Love it! Kh, Helene

    11/11/2019
  • Leni Johansen

    Kære Anette
    Tusinde tak for ultra nyttig inspiration! Og hvor er det godt, at få de gode sider af silikone og mineralsk olie frem i lyset. Jeg undgår normalt disse ingredienser, men da jeg har udfordringer med netop hudbarrieren, vil jeg faktisk overveje dem.
    Men hvordan fungerer det? Hvis jeg fx vælger at bruge Algenist liquid collagen som serum under min dagcreme ( naturecell cbd, på din anbefaling), kan dagcremens aktive stoffer så trænge igennem silikonen?
    Bedste hilsener
    Leni

    11/11/2019
  • Anette Kristine Poulsen

    @ Lisbeth, du aner ikke, hvor glad jeg er for den beskrivelse, du her giver. Meget brugbart, meget tankevækkende og ikke mindst lige ud af posen. Du må ALDRIG skamme dig over en fuldt ud lovlig ingrediens. Både petrolatum og silikone kan jo noget, når det gælder skin feel og når det gælder og at holde på/holde ud (regnfrakkeeffekten), som er værdifuld. Jeg vil lave et indlæg baseret på det, du her fortæller, så er det OK, jeg griber nogle brudstykker?

    @ Maria L, se gerne mit svar til Lisbeth, og TAK for at reminde om Helo….HAHA mht at at have ingen i omgangskredsen, der interesserer sig for hudpleje. Sådan er det i min familie!

    Stor hilsen Anette

    10/11/2019
  • Anette Kristine Poulsen

    @ Mette Egelund, helt enkelt så tilsæt lidt olie dråber i den hudpleje, du synes fungerer allerede. Inkl. SPF-delen, hvor det dog måske giver mening at gå ned i faktor pt afhængig af din hudhistorik. Du kan også vælge et barrieregodt serum, fx. det mørkegrønne fra Origins, som vi har talt om før. Endelig er det oplagt at sikre sig flere ceramider netop nu (kit-agtig fedtstof – groft forklaret – som barrieren er ekstra glad for).

    @ Nina Sølling, tror kun det er et spørgsmål om tid, inden de er her. Det er nu heller ikke sådan, at jeg går rundt og savner dem, for vi har jo andet meget fint hos i DK.

    @ Netty, ;o) Det her var, hvad jeg havde med hjem. Bl.a. jo.

    @ Jette B, ovenpå i begge tilfælde, og tak for dit indspark.

    @ Kirsten V, åhhhh du er altid verdens bedste til at tilbyde hjælp, Kirsten. 1000 tak. Jeg skal huske det.

    @ Mathilde, 1000 tak for dit indspark. Det er højt værdsat.

    @ Kiss, Og nu fik du ham.

    @ Ditte, Også tak til dig, fordi du deler.

    Stor hilsen Anette

    10/11/2019
  • Anette Kristine Poulsen

    @ Maria L, tak for dine ord. Det er lidt spøjst. Jeg har virkelig givet begge cremer en chance. Den fyldige og den mere tyndtflydende.

    @ Katrine, al A-vitamin har i udgangspunktet effekt. Det kan være individuelt hvilken slags, man går efter. Hvis det ex er retinol, så vær obs på emballagen, da den variant er lys og luft-følsom.

    @ Rie, jeg skal prøve den et par gange mere. Jeg er ikke overbevist om noget endnu.

    @ Sanne, kunderne er flygtet, mens de to stormagasiner ikke har opdaget, at vi ikke længere er i hverken 80’erne eller 90’erne. Selv Bloomingdale’s initiativ med Glowhaus var endt som fire komodeskuffer, der stod og skreg til hinanden. Meget trist.

    @ Tanja Elisabeth, 1000 tak. Du slår mig jo af pinden med de ord. Hvor er jeg glad. Jeg synes jo, der er mange mærker, som faktisk helt viger uden om silikoner (Rudolph, Tromborg, Purely Prof., Juhldal, Nilens Jord). Tak fordi du deler din erfaring med Glow Tonic.

    Stor hilsen Anette

    10/11/2019
  • Tanja Elisabeth Donbæk

    @ Ditte ,

    Tusind tak for din anbefaling. Det er virkelig sødt af dig og den vil jeg prøve at få en prøve på også.
    Ift. til serum bruger jeg niacinamid fra the ordinary og hyaluron fra pestle & motar og er rigtig glad for begge.

    Bedste hilsner
    /Tanja

    09/11/2019
  • Maria L

    Til @Lisbeth. Jeg har ingen i min omgangskreds der interesserer sig for hudpleje og af dén grund taler jeg hverken om siliconer eller mineralske olier 🙂 Men lige som dig, når jeg om vinteren får sprækker i mine hænder, har jeg og min søn fundet ud af, at det kun er Helo cremen der udelukkende har kunnet hjælpe, fordi den som den eneste ikke svier. Hverken Helosan, pudderdåsernes alt-i-én creme, LRP Cicaplast, LRP Toleriane eller Adermas exomega cremer hjælper og alle cremer er med aktive ingredienser der ellers skulle kunne tåles af hud der trænger til ekstra. Ingen kritik af de nævnte, for jeg synes stadig de er gode og bruger dem, bare ikke til sprukne hænder. Helo cremen er nærmest kun fyldt med mineralsk olie, men jeg forstår på Lise Grosmann sådan, at mineralsk olie lægger en slags barriere oven på huden, så HUDEN kan reparere sig selv. Sååeh, hos mig er mineralsk olie ikke bandlyst.

    09/11/2019
  • Lisbeth

    Jeg er en af dem, som i dyb tavshed tilvælger dimethicone og hvis huden er særlig hysterisk også mineralsk olie i min hudpleje. Men jeg siger det ikke højt, for jeg får næsten aldrig mulighed for at forklare, inden den gode stemning er ødelagt. Planteolier, også så simpelt som olivenolie udtørrer min hud og olie lavet på aromatiske urter føles i visse tilfælde som at blive brændemærket. Også ginseng og gurkemeje, er en del af min kostpyramide, men indgår helst ikke i min hudplejerutine. For at jeg kan nyde god effekt af ingredienser som niacinamid, e- vitamin osv., er dimethicone det perfekte grydelåg for mig og har aldrig resulteret i hverken tilstoppede porer eller udbrud. Og jeg er særligt glad for cera-v, som desværre må importeres fra udlandet. Jeg tror, at det kan være svært for folk med superhud at forstå, at man bevidst tilvælger ikke-aktive ingredienser. For mig, som jævnligt døjer med kompromitteret hudbarriere, er de alenlange INCI’er med lutter aktive ingredienser potentielt problematiske. Jeg undgår ikke disse potente cremer, men de bliver aldrig indkøbt på impuls. I hvert fald ikke hvis det er en ansigtssmøre. Så tak for at gøre opmærksom på, at Cera-v eksisterer. Jeg tror der er mange, der ville kunne få glæde af den, selv om vi ikke taler højt om det

    09/11/2019
  • Ditte

    Til Tanja Elisabeth Donbæk,
    Jeg kan kun anbefale Rudolph Care Moisture delight – den er let, blød, ekstremt fugtgivende og giver så fint et skær til huden. Og skal det være ekstra godt, så brug smooth Operator serum under, også fra RC.
    Jeg har prøvet stort set alt hvad der er på hylderne, både i alm. Handel og skinceuticals, og jeg er dybt imponeret over RC’s produkter.
    Mvh
    Ditte

    08/11/2019
  • Kiss

    Tak Anette
    Ham der Augustinus har jeg glædet mig til at læse om.
    ☀️

    08/11/2019
  • Matilde

    Interessant læsning!
    Jeg er selv helt vild med Lala Retro, især nu hvor det er koldere. Jeg er også glad for Protini om morgenen under solcreme. Til gengæld er jeg ikke så glad for Liquid Collagen, den svier i mine øjne hvis jeg kommer for tæt på, ligesom kemiske solfiltre.
    Skulle du forresten løbe tør for Lala kan den jo købes i UK.

    @Nina Sølling Kig på Cultbeauty og SpaceNK. Der kan man købe Drunk Elephant. De sender fra UK, så hold øje med Brexit for at undgå told. 🙂

    08/11/2019
  • Kirsten V

    Mange tak, for al din inspiration og gode råd kære Anette.❤

    Såfremt du stadig ærgre dig over, ikke at have købt 2 stk eller andet du ikke fik købt med. Lad mig endelig vide.

    08/11/2019
  • Jette B

    Spændende læsning Jeg har modtaget månedens box med lækre sager. Ecooking anti-redness creme var med, den har jeg længe ønsket at prøve. Skal den på før eller efter a-vitamin creme om aftenen? Før eller efter c-vitamin creme om dagen?

    08/11/2019
  • Netty

    Spændende og meget brugbart – tak.

    Glæder mig til at se, hvad du havde med over Atlanten. Det er mit næste ønske…

    Jeg prøver altid selv at medbringe lidt men godt i håndbagagen. Hvis kufferten ikke er med flyet, skal jeg kunne klare mig hudplejemæssigt, – ellers bliver jeg umulig 🙂

    08/11/2019
  • Nina Sølling

    Kære Anette.
    Jeg vil så gerne prøve nogle af produkterne fra Drunk Elephant, men kan det overhovedet købes i danmark?
    Måske der er håb, når nu det er opkøbt af en “stor japaner”.
    Nethandel er jo en mulighed. Nogen gode tip?.
    Venlig hilsen
    Nina

    08/11/2019
  • Mette Egelund

    Hej Anette
    Jeg er stadigvæk i tvivl om hvordan jeg skal passe på huden her til vinter.
    1. creme med spf, der ofte er lettere og hvad så med barrierebeskyttelsen? Evt. blande olie i eller duppe olie ovenpå og kan spf-delen af creme lide det, altså er jeg stadigvæk beskyttet mod solen?
    2. vælge en federe barrierecreme, men hvad så med spf? Synes gerne de federe cremer er uden spf. Skal der så solcreme udenpå barrierecremen?
    Venlig hilsen
    Mette

    08/11/2019
  • Tanja Elisabeth Donbæk

    Åhhh jeg er SÅ glad for, at du har lidt at sige om Lala retro . Den har jeg flere gange overvejet at købe. Og nu er den kommet i en peptid-opdateret version har jeg læst. Ved ikke helt hvad det betyder. Men vil gerne have en dagcreme uden silikone og har læst mange fine ting om mærket. Kender du noget til den anden creme “protini”?

    Det siges, at der er masser af produkter uden silikone. Men jeg synes nu det er lidt svært. Har du nogle gode bud på silikone fri dagcreme ? En ægte silikone fri☺️, har købt flere emner som var uden, men som ikke var, når det kom til stykket?

    Jeg har selv kigget på Triology, Excellence (meget kort ingrediensliste) Aurelia (pga mælkesyre).

    Jeg har mild rosacea. Men har virkelig, gennem din blog, fået styr på min hud med sera og a-vitamin. I det hele taget en benhård rutine, sol jeg er meget konsekvent med. Min hud er i fin balance og det er jeg så glad for . Selvom min hud er mere sart, så bruger jeg eksempelvis RENs Ready Steady Glow og det fungerer godt.

    Tusind tak for alt det du deler. Du er mit skønhedsorakel og jeg er vild med din måde at formidle hele industrien på.

    God weekend til dig
    /Tanja Elisabeth

    08/11/2019
  • Sanne

    Du er så dejligt nørdet og nede på jorden, Anette, at jeg stoler på alt hvad du skriver!
    Hvad mon der er sket med loomingdales og Macy’s?
    Rigtig go’ weekend, smukke. 🙂

    08/11/2019
  • Rie

    Hvad er din holding til glossier futuredew?

    08/11/2019
  • Katrine

    Hej Anette

    Har du mon haft fingrene i Drunk Elephant’s A-vitamin creme? Kan ikke helt finde ud af om den er værd at prøve af. Jeg er selv stor fan af lala-cremen derfra.
    Tak for den bedste blog.

    Bedste hilsner
    Katrine

    08/11/2019
  • Maria L

    Jeg kan slet ikke forstå al den setup der er omkring Augustinus Baders cremer. Ligefrem en dokumentar på hjemmesiden filmet af BBC foto optager, og som jeg lige har spildt flere af min dyrebare frokostpauses minutter på at se. En egen udviklet, oveni købet patenteret? TFC8® hudpleje teknologi. Tusind tak for din lad-os-lige-se-hvad-vi-egentlig-får-for-vores-penge, før man forblændet af modtagne priser og anbefalinger fra de testede personer (hvoraf mindst halvdelen formentlig aldrig har brugt en creme før og den billigste creme lige så godt kunne have samme effekt), styrter ud for at bruge sine penge på denne TFC8 videnskab. Det er lige præcis sådanne egen opfundne navne på “teknologier” eller indholdsstoffer, som allerede er kendt i forvejen, der gør mig sur og har vendt mig fuldstændig bort fra useriøse bloggere/butiksekspeditricer/hudplejemærker/mv. Kald dog en spade for en spade.

    08/11/2019

Bliv en

Beautyspace-insider

 

Få evidensbaseret lige-ud-af-landevejen skønhedssnak. Hvad virker, hvad gør ikke.

Det koster intet at abonnere på BEAUTSPACE, hvor du hver uge får tre til fire aktuelle artikler, adgang til mine bøger og foredrag med rabat og nåja, du er den første, der får besked, når månedens BEAUTYSPACE BOKS udkommer.

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.