Først for få år siden fik hudlægen bugt med melasma: Her er hendes rutine

Hudlæge Christina Haak, som er stifter af Haak Hudspecialister, har selv haft hududfordringer, især svær melasma. I dag tyr hun til laser, C-, og A-vitamin, mens hun takker nej til især én ting på hudfronten. Herunder får du hendes  rutiner, den fejl hun stadig krummer tæer over, svar på hvorfor hun fravælger A-vitamin på recept, men bruger den milde variant, og endelig det alvorsord, hun gerne vil tage med skønhedsindustrien.

Men først … hvad tænker du, når du ser dig selv i spejlet om morgenen?

Jeg tænker bare godmorgen. Jeg er ikke specielt forfængelig, og slet ikke om morgenen, hvor man gerne må se lidt morgenhyggelig ud. Jeg elsker at have god tid om morgenen, så først kaffe og alenetid før resten af huset vågner.

Hvad er det bedste ved din egen hud?

At den er forholdsvis robust. Jeg kan tåle en del produkter, og jeg tåler også laserbehandlinger. Jeg får heller ikke en masse bumser, og der er forholdsvis hormonel ro. Jeg er i perimenopausen, som gør, at jeg tager en knivspids østrogen og faktisk også lidt testosteron. Jeg vil anbefale, at man taler med sin gynækolog i forholder til hormoner.

Og det værste?

Mine pigmentproblemer. Jeg har haft svær melasma, som begyndte allerede før mit første barn og blev værre under mine graviditeter. Jeg kom det først til livs for alvor for fem-syv år siden.

Hvordan?

Jeg brugte god solbeskyttelse, helt konsekvent og dagligt. Derudover C-vitamin hudpleje i dagtimerne, A-vitamin til natten og så fik jeg fraktionerede laserbehandlinger. Jeg stoppede også med p-piller, som var en hormonel udløsende faktor. Så det var en bred vifte af flere indsatser.

Hvad er din hudhistorie?

Mine forældre er sejlere, så jeg har været på havet fra jeg var tre måneder gammel og generelt er jeg, og har altid været, meget udendørs. Jeg brugte ikke solfaktorcreme konsekvent, før jeg var et godt stykke oppe i 20’erne. Og med til fortællingen hører, at jeg ragede skoldninger til mig hver sommer. Dengang levede vi jo efter parolen først lidt rød, så bliver man brun.

Hvad har du smurt i ansigtet her til morgen?

C-vitaminserum først, så et serum med fugt og peptider efterfulgt af en let fugtighedscreme og til sidst, fordi det nu ikke længere er sommer, den creme, jeg har døbt vinterbeskyttelsen med en anelse farve.

Hvor meget søvn plejer du at få?

Jeg er faktisk god til at få syv-otte timer. I nat blev det mindre, fordi jeg var i byen. Uanset hvor sent jeg kommer i seng, så vågner jeg næste morgen klokken ti minutter over seks.

Kan du se søvnmangel på din hud?

Ja. Jeg kan se på min hud, hvis jeg ikke har sovet. Jeg kan også se, hvis jeg har haft for travlt. Det giver mig faktisk småbumser.

Hvad med kosten, gør du noget strategisk omkring den?

Nej. Jeg prøver at spise sundt og varieret og har generelt en god appetit.

Hvad motiverer dig til at passe på din hud?

Det handler ikke kun om min hud. For mig er det en samlet pakke, som huden er en naturlig del af. Og her gør jeg en indsats for at sove og spise godt, passe på min hud og min krop. Det hele hænger sammen, men når det er sagt, så tænker jeg selvfølgelig over, at jeg skal have en sund og ærlig hud.

Jeg har brug for, at min hud ikke er dækket til, men at folk kan se, at sådan her ser en hud ud, når man er 48. På den måde tænker jeg over, at jeg skal se troværdig ud som hudlæge.

Hvad vil du aldrig udsætte din hud for?

En fuldstændig vanvittig renseprocedure, hvor man bruger hårde og skummende renseprodukter to gange om dagen, skrubber med slibende korn og hele tiden skifter produkter. Jeg vil heller aldrig udsætte min hud for at gå ud uden SPF.

Apropos behandlinger eller produkter: Hvad er det dummeste, du har prøvet på huden?

Jeg er faktisk været ret god til at sige fra. Jeg skal ikke bede om at prøve produkter, der føles som nåle eller krystaller i huden, eller hvor det stikker og brænder.

Er der ét bestemt råd, du altid giver andre?

Ja. At rydde op i deres hudpleje. Mange kommer ofte med spørgsmål om nye trends og produkttyper, og her minder jeg altid om, at det først og fremmest gælder om at have fuldstændig styr på det basale: mild rens, fugt og beskyttelse. Alt andet er tilføjelser, men først hvis man har styr på det basale.

Hvad kan give dig åndenød at løbe tør for?

Solfaktorcreme. Jeg er helt vildt kræsen med solfaktorcreme til ansigtet. Den skal være uparfumeret og konsistensen betyder meget. Jeg vil gerne have noget tyndere om sommeren og lidt federe om vinteren.

Hvad gør du så om aftenen?

Jeg bruger mild rens, nogle gange i kombination med noget glykolsyre eller anden mild kemisk eksfoliering, hvis jeg har tid til det – typisk et par gange om ugen. Derefter A-vitamin og supplerende fugt.

A-vitamin på recept eller ikke?

Jeg har prøvet receptpligtig A-vitamin flere gange, men det fungerer ikke. Jeg bliver for irriteret i huden og skal hele tiden holde pauser, som gør at hele formålet med A-vitamin går fløjten. Det fungerer meget bedre med en lavere procent for mig og så til gengæld bruge det hver aften. Og her kan jeg også tåle det omkring øjnene.

Hvis du skulle tage et alvorsord med skønhedsindustrien?

Det skulle være at være mere ærlig og direkte mht.  deklaration, så vi ikke forvirrer forbrugerne. Der kommer hele tiden nye serier, som tager navn efter en hypet ingrediens. Men når man vender produktet om, er der måske næsten ikke noget af ingrediensen i.

Jeg kunne godt tænke mig, at man tydeligere skulle deklarere, hvor meget af de aktive ingredienser, man markedsfører sig på, der faktisk er i produktet.

FOTO LEA JESSEN

MERE SERIØST BEDRE HUD finder du i ord og på tube lige her.

VAREDEKLARATION: Haak Hudspecialister har Seriøst Bedre Hud produkterne på hylden.

SE MED PÅ INSGRAM under @beautypsace, når jeg spørger hudlægen, hvordan hun vil rangere de 10 bedste ting, man kan byde sin hud. Og det modsatte.

09/09/2026
Gravid og ammende? Her er, hvad du med fordel kan prioritere …og undgå
Hvis man står i forsigtighedslejren, hvad så, spørger Beautyspace-læser Helene

Kommentarer

  • Mariannegylding
    REPLY

    Godmorgen. Vores meget dygtige kosmetolog heri Vejle har fået et nyt tiltag. Din egen plasma tilsat en creme.
    Hvad tænker du om det Anette? Kan det virkelig holde sig uden tilsætningsstoffer.
    Rigtig god weekend ☀️

    18/09/2026

Skriv en kommentar

Din mailadresse vil ikke blive publiceret. Udfyld venligst felterne med *

Bliv en del af Beautyspace

Få evidensbaseret og ligefrem skønhedssnak: Hvad virker – og hvad gør ikke. Hver uge modtager du 2-3 aktuelle artikler med fokus på især hud. Derudover adgang til bøger og foredrag med Beautyspace-rabat, ligesom du selvfølgelig er blandt de første, der får detaljerne på den aktuelle Beautyspace boks.

Indtast din e-mail og klik "TILMELD"

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.