Hvad med huden under kemo-behandling? Spurgte Charlotte

Beautyspace-læser Charlotte er læge og arbejder til daglig med kræft. Hun skrev sådan her i en mail:

“Jeg har fået konstateret brystkræft og skal starte i kemoterapi. Er der nogle specielle hensyn, jeg skal tage? Kan jeg fortsætte med A-vitamin og AHA, eller er det for kraftigt? Jeg har netop født en datter, og har derfor holdt pause med Ansigtscremen under graviditeten, men er netop gået i gang igen uden problemer. Jeg har tidligere haft meget tør og sensitiv hud, som virkelig er bedret.

Måske mangler jeg niacinamid i min rutine. Jeg får ansigtsbehandlinger hos Helle Thorup og har overvejet at skifte til nogle af hendes nye Skinlosophy-produkter, som jo har en del niacinamid.

Jeg er 37 og gået (for tidligt) i overgangsalderen, som var det, der udløste en stor interesse i hudpleje for at forebygge tidligt forfald. Det tænker jeg ikke kraftig kemoterapi hjælper på heller, og derfor vil jeg gerne prøve at passe godt på min hud i den periode. Måske kan det også være med til, at jeg stadig kan føle mig lidt som mig selv, hårtab og sygdom til trods.”

1000 tak for dine vedkommende spørgsmål, Charlotte. Gid der ikke var en skærm imellem os, tænkte jeg, da jeg fik dine konkrete, men også sårbare spørgsmål. Til gengæld har jeg allieret mig med hudlæge Christina Skovbølling Haak, som herunder svarer. Derudover til sidst nogle konkrete hudplejebud:

  1. Er der noget, man hudmæssigt skal vide forud for kemoterapi?

Huden er et organ der løbende fornyes, hvilket betyder, at hudceller ofte deler sig. Generelt er det sådan, at kemobehandling påvirker celler, der deler sig. Derfor vil huden også blive påvirket af en kemobehandling.

  1. Hvad gør kemo ved huden? Hvad gør stråling?

Eftersom kemobehandlingen påvirker dannelsen af nye hudceller, oplever mange, at huden under behandlingen bliver mere tør. Den kan også blive decideret hård, det vi kalder forhornet, og skalle af, hvilket især ses på hænder og fødder.

Derudover bevirker flere former for kemo, at huden bliver mere lysfølsom, dvs. at man hurtigere bliver forbrændt af solen. Mange former for kemobehandling udløser også udslæt, og derfor ser hudlæger ofte patienter, som er i kemo-behandling.

Under en strålebehandling kan der ses akutte skader, hvor huden bliver rød. Mange udvikler også kløende, eksemlignende udslæt i strålefeltet. Efter en strålebehandling kan der opstå varige skader (senfølger) på huden, hvor hudfarven kan være ændret. Igen kan huden være fortykket eller hos nogle fremstå tyndere med forskellige grader af karsprængninger.

  1. Hvad vil du anbefale at gøre og ikke gøre for huden, i forbindelse med kemo-behandling?

Der er vigtigt at pleje huden under en kemobehandling med en god nærende fugtighedscreme. Undgå produkter med parfume eller andre allergifremkaldende stoffer, da huden er særligt følsom. Herudover er solprofylakse/solbeskyttelsescreme vigtigt, da huden som nævnt ofte er mere lysfølsom under kemobehandling. Mange spørger ind til om de må fortsætte med at bruge aktive ingredienser i deres hudplejerutine som ex. a-vitaminsyre når de starter i kemobehandling. Det generelle svar er, at huden er mere sensitiv under en kemobehandling og man derfor skal  være mere forsigtig med ingredienser, der kan virke som irritanter på huden, herunder retinoider og diverse fugtsyrer. Dog afhænger svaret af, hvilken kemobehandling man skal igennem. Visse former (som ex. tyrosine kinase inhibitorer) provokerer ofte et akne-lignende udslæt, og her kan a-vitaminsyreholdige cremer muligt lindre.

Fortsat brug af antioxidanter samt beroligende ingredienser som nicinamid og CBD er dog uproblematisk og tilrådeligt.

  1. Når man er erklæret kræftfri, hvad er så en god idé at gøre for sin hud?

Det er endelig at fortsætte med god beskyttende hudpleje, indtil huden er kommet sig. Dvs. prioritere fugtmætning og solfaktor. Lysfølsomheden kan også være udtalt i måneder efter behandlingen er stoppet. Herudover er det vigtigt at opsøge sin læge, hvis man har udviklet generende stråleskader i huden.

PLASTIKKIRURG: ”DROP DE AKTIVE SAGER.”

Også plastikkirurg Louise Vennegaard Mielke har en klar anbefaling i forhold til huden, når man er i kemobehandling:

”Fugt er det absolut vigtigste. Celler kan ikke fungere, hvis de ikke får tilstrækkelig fugt. Jeg vil fraråde at stimulere huden med aktive ingredienser som syrer, A-vitamin og EGF, for kroppen har ikke overskuddet til at gøre brug af dem. Tænk i stedet fugt, fedt og lindring – og se i den forbindelse positivt på hudpleje med CBD.”

ET PAR KONKRETE INGREDIENS-ANBEFALINGER: Der er flere beroligende ingredienser. Niacinamid hører til de bedst dokumenterede, og jeg vil anbefale at gå efter en sikker ikke-irriterende koncentration på 5%. Udover fugtmætning, hvor det især er hyaluronsyre, sodium PCA og glycerin, det er godt at holde øje med, så vær også opmærksom på ceramider. De styrker hudbarrieren, og ingen forklarer det bedre end Paula Begoun her.

MERE AF BEAUTYSPACE? Så hop på Beautyspace-listen her og få aktuelle artikler og guides i sekundet, de udkommer.

SERIØST BEDRE HUD i ord og på tube finder du her.

@beautyspace på INSTAGRAM

08/12/2022
3 pejlemærker til at vurdere hudpleje. Dyr som billig
Den ene er gratis
13/12/2022
Bliv festklar i selskab med professionel makeupartist
Få Sine Ginsborgs bedste, og faktisk ret nemme, tricks

Kommentarer

  • Jette B

    1000 tak for et godt indlæg, der desværre er relevant for mange. Jeg ønsker rigtig god bedring til alle, der er ramt af denne forfærdelige sygdom ❤️

    12/12/2022
  • Inge

    For 3år siden igennem kemokur og strålebehandling
    Det der hjalp mig med hårbunden var Juhldal conditioner nr 18 samt apotekets babyolie
    Håber inderligt at det kan hjælpe andre i kemoforløbet

    12/12/2022
  • Sanne Larsen

    Jeg startede med kemobehandling for 3 uger siden og det jeg har gjort indtil videre er, rens, vha toner, niacimid serum og din A creme, morgen og aften. Min hud er så fin indtil videre jeg har tabt alt mit hår og tænker, hvad med hovedbunden? Hvordan plejer man den bedst?

    12/12/2022
  • Pernille S

    Tusind tak for et yderst, og for mange desværre relevant indlæg. Professionel og saglig forklaring af Christina Skovbølling Haak.
    Ønsker alt det bedste for Charlotte, som stiller soørgsmål til dagens blog.

    12/12/2022

Bliv en Beautyspace-insider

Få evidensbaseret lige-ud-af-landevejen skønhedssnak. Hvad virker, hvad gør ikke. Få hver uge tre til fire aktuelle artikler, især om hvad der gør huden godt, adgang til bøger og foredrag med Beautyspace-rabat og nåja, du er den første, der får besked, når månedens BEAUTYSPACE BOKS udkommer.

Skriv din email-adresse i feltet og klik på "TILMELD"

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.