Idioten, der pludselig fortrænger afgørende daglig vane

Den sidste uge har jeg haft kammeratlige samtaler med mig selv. For siden 1. januar har jeg ikke løbet, som jeg jo ellers gør hver eneste dag. Årsag: En undskyldende suppedas af sjap, frost og mørke – nå ja, og en bog, der skulle sendes til tryk. Og (som jeg dagligt har retfærdiggjort det over for mig selv), så er det jo ikke fordi, at jeg ikke bevæger mig. De dokumenterede daglige nødvendighedsskridt er jeg pernitten med. Men som ikke-kapgangsgående får de jo ikke pulsen op. Og jeg vågner næsten uhyggeligt konsekvent fire gange om natten frem for to og skal op på toilettet.

Og det er virkelig ikke fordi medicinen, min egen altså, er specielt uoverkommelig: For snart et årti siden lærte tidligere eliteløber Peder Troldborg mig at løbe kort, men dagligt. Bare tre kilometer. Og det har altid være nemt for mig, fordi det har været som tandbørstning: Der er ingen tvivl om, hvorvidt jeg skal afsted. Altså lige indtil det så ikke var sådan mere.

Det vilde er, at det cirka tager 20 minutter OG foregår lige uden for min hoveddør, hvor skoven er. Den tidsmæssige investering lander på 1,38% af døgnets samlede minutter.

I går kom jeg endelig afsted. Og inspireret af, hvad Politikens journalist Sarah Skarum skrev om i forbindelse med sine et-kilometers løbeture, så blev jeg klogere på fem ting efter i går:

• Gad vide om vi har en slags muscle memory? Jeg løb uden problemer de tre kilometer som kroppen tydeligvis finder genkendelige.
• Det er stadig umuligt for mig at nyde undervejs. Men jeg gør heldigvis heller ikke det modsatte. Jeg løber ikke og tænker av-av eller øv-øv, mere bare snart-er-jeg-hjemme-igen. Det er en investering – på de nævnte 1,38%
• Jeg er vild med at løbe den samme rute og hader at løbe nye ruter. Den samme rute gør nemlig, at den altid føles relativ kort, for jeg ved præcis, hvad der er tilbage.
• Jeg sov bedre i nat. Markant bedre – og alene det er jo grund nok til at prioritere de 3 kilometer som noget af det vigtigste. Og det skal du ikke bare tage mit, men den dokumenterede sundhedsvidenskabs ord.
• De 20 minutter føltes som balsam for min samvittighed. Den velkendte følelse af at have gjort noget godt for systemet. Letheden i kroppen efter at have fået pulsen op. Og jo, vi må godt lade os lede af samvittighed, inkl. den dårlige.

PÅ EN MÅDE er det komisk ironisk, at det netop var travlhed med den nye bog, der fik mig til at sætte løbeturene på hold. For i Bedre hud med årene taler jeg blandt andet med to eksperter om, hvordan netop motion også sætter sig positivt i huden. Den ene er forsker i aldring, professor emeritus Suresh Rattan Ph.D. Den anden er professor Mark Tarnopolsky, der forsker i neurometabolisme, fysisk træning og hud. Jeg var nemlig nysgerrig efter at få svar på, hvad det helt præcist er, motion trigger positivt i huden, og om der er faldgruber. Og så faldt jeg samtidig i den helt åbenlyse faldgrube at fortrænge de løbeture, der – selvom de ikke er nogen udpræget fornøjelse – gør så meget godt for mig. Også hudmæssigt.

@beautyspace på INSTAGRAM