Kend processen, der ælder din hud før tid # 2


Begrebet ”inflammaging,” altså sammentrækningen af inflammation og aging, i forhold også til huden, kan vi ligeså godt vænne os til. Få hudlæge Johan Milling Holk Poulsens stramme hvem-hvad-hvor lige her, hvorefter det nu handler om, hvordan du bedst muligt forsvarer og pleaser din hud. Ordet er Johans:
Så hvad kan vi gøre, der trækker den modsatte vej eller i hvert fald ikke fremmer ældningsprocesserne?
“Det skal understreges, at huden bliver ældre helt af sig selv, ligesom tiden går helt af sig selv. Den får med tiden linjer og furer, uanset indsatsen. Det er ingen lige kamp. Når det er sagt, har kost, motion og søvn betydning for, at huden såvel som kroppen i øvrigt trives optimalt. En kost som er antiinflammatorisk vil fremme en god tarmfunktion og styrke tarmens naturlige mikroorganismer – mikrobiomet. Det vil hæmme inflammation i resten af vores organisme.
Samtidigt er det væsentligt at understrege, at huden har behov for andet end antiinflammatorisk kost for at holde sig i form hele livet. Vi skal huske, at det er en krævende celleflade som udskiftes og forandres med høj hastighed. Hudceller lever blot 3 uger.
Der er særligt behov for korrekte byggesten til fremstilling af proteiner og fedtstoffer, som medvirker til at beskytte huden og sørge for at regulere dens funktioner korrekt.
Proteinholdige fødevarer med en ideel fordeling af ”byggesten” – aminosyrer – er meget vigtige for hudens sundhed. Det kan for eksempel være æg, mælk, sojaproteiner eller bønner.
Hvad angår kostens fedtstoffer underbygger nye forskningsresultater, at den umættede fedtsyre omega-3 spiller en antiinflammatorisk rolle i huden foruden at udgøre en vigtig essentiel 1/6 af de fedtstoffer, der danner ”mørtlen” imellem vores hudceller. Omega-3 indgår også i cellevæggen i hudceller og hjælper derfor til at genopbygge dem ved iltningsskader.
Lad mig understrege, at jeg anbefaler alle patienter med inflammatorisk betingede hudsygdomme at sørge for at få nok omega-3.”
Hvilke inflammationsfremmende behandlinger kan virke hudfornyende?
“Alle former for hudforyngende behandling virker ved at skabe kontrollerede inflammationsprocesser i huden. Netop de processer sætter gang i en fornyelse af hudens øverste lag eller en omstrukturering af de dybere lag, hvor blodkar og bindevæv findes.
Behandlingerne bygger på det, man kalder biostimulation – en metode der øger hudens produktion af vækstfaktorer, som hjælper huden med at forny og genopbygge sig selv.
Man kan opnå effekterne både med særlige kemiske stoffer og med maskinelle behandlinger. I de senere år er behandlingerne i stigende grad blevet målrettet til specifikke behov og hudproblemer.
Det er vigtigt at forstå, at biostimulation altid indebærer en vis risiko – man ”leger med ilden,” når man aktiverer hudens inflammationssystem, og det er netop den del af behandlingen, der kræver forsigtighed.
Intet er som bekendt risikofrit – og vævsskader ses, hvis man er i hænderne på den ukyndige.”
Her til slut – hvordan bekæmper og forebygger man bedst den såkaldte inflammaging?
“Her er syv skudsikre metoder, vi ved virker:
- Spis antiinflammatorisk kost (rig på antioxidanter, omega-3, grøntsager, bær).
- Husk at få aminosyrer nok i kosten.
- Vær solbeskyttet.
- Brug hudplejeprodukter, der indeholder antiinflammatoriske ingredienser som f.eks. C- og E-vitamin, niacinamid, resveratrol eller grøn te.
- Reducér stressniveauet.
- Dyrk motion, som frigiver de såkaldte myokiner – stoffer, der har en antiinflammatorisk effekt.
- Få nok søvn.”
MERE SERIØST BEDRE HUD får du her i både ord og på tube.
VIL DU LÆSE MERE OM INFLAMMATION I HUDEN?
FOTO LEA JESSEN

Jette B
Kære Anette, spændende læsning. Hvilken bodylotion skal jeg kigge efter ?? Bodyologist ?? Woods ??