
Man tror, det er løgn #1
Hudlæge og forsker deler ud af sine dokumenterede tricks, når det kommer til solbeskyttelse, og hiver selvbruneren ud af fortidens skumle skygger. Her kommer min seneste artikel fra Børsen Weekend, del l:
Jagten på den bedste solbeskyttelse er på sit højeste, og for mange kræver det en ekstra dyb indånding. Det er nemlig en kategori, der fortsat har til gode at vinde årets popularitetspris, og som stadig ofte bliver beskyldt for at være alt fra en fedtet D-vitamintyv til irriterende for øjnene. Som noget der kan emme af pligt frem for lyst.
Men der er godt nyt – endda på flere fronter.
Hudlæge og forsker Hans Christian Wulf anbefaler først og fremmest at have styr på matematikken. Den beskyttelsesfaktor, der står på emballagen, gælder nemlig kun, hvis du bruger den rette mængde, som er en mandelstor portion til ansigtet og en håndfuld til kroppen. Og her er netop solmatematikken nådesløs, måske ligefrem kryptisk. For smøres ansigtet ind i solfaktor 50 med en portion svarende bare til en halv mandel, så lander beskyttelsen ikke på faktor 25, men på kvadratroden af 50, som er en sølle faktor 7.
Det er den første øjenåbner. Den anden er mere opmuntrende og videnskabeligt dokumenteret af hudlægen, som anbefaler at gå til huden på samme måde, som når du maler en væg. Altså smøre sig dobbelt ind for at undgå helligdage, men også for at få en helgardering, der næsten lyder for god til at være sand.
”Ved at smøre sig ind to gange med et kvarters mellemrum om morgenen, mens huden stadig er kold, vil man være tilstrækkeligt beskyttet resten af dagen,” siger han og forklarer, at for mange først smører sig ind efter halvanden time i solen – og det er for sent. ”På det tidspunkt har man allerede fået en hudskadelig UV-dosis, og her viser simple beregninger tydeligt, at netop den dobbelte indsmøring fra morgenstunden, frem for to senere indsmøringer i løbet af dagen, nedsætter det, vi kalder risikodosis, som har en direkte sammenhæng med hudkræft, til det halve.”
Derudover minder han om, at hudpleje ikke skal være den primære beskyttelse mod UV-stråler. Den opgave har tøj og skygge, mens solfaktorcreme er et supplement – og et nødvendigt et af slagsen især om sommeren, hvor de færreste enten er i skyggen eller konsekvent dækket af tøj.
Og så er der, ud over tøj, skygge og faktor, overraskende nok en fjerde ting, som også beskytter huden. Nemlig selvbruner – dog taler vi om minimal beskyttelse.
”Vi har lavet forsøg på bl.a. mus, hvor dem, der fik selvbruner på huden, fik hudkræft senere end dem, der ikke fik, og det fik os til at spærre øjnene op, for hvad mon der foregik?”
De videnskabeligt publicerede undersøgelser, som kan tilgås via sciencedirect.com, viste, at der er en nedsat risiko for solforbrænding, fordi sukkerstoffet dihydroxyacetone, som giver den brune farve, faktisk beskytter med faktor 2-4 stykker.
”Og her tænker mange nok, at det ikke er meget, og det er er helt korrekt, men det er et væsentligt supplement til tøj, skygge og solfaktor,” siger Hans Christian Wulf.
Fortsættelse følger indenfor de nærmeste dage.
MERE BEDRE HUD MED ÅRENE i ord og på tube finder du her.
@beautyspace på INSTAGRAM handler lige nu om hvordan du holder på huden, når overgangshormonerne raser
Laura
Hej Anette
Håber det er ok, at jeg spørger til det her, selvom det ikke er det indlægget handler om. Jeg hørte en podcast med dig, hvor du talte om de gode virkninger af niacinamide, som jeg gerne vil starte med at bruge. Jeg vil dog høre, om du har nogle konkrete anbefalinger til serummer eller produkt med det, som man kan starte stille og roligt ud med? Efter i mange år at have prøvet alt muligt mod bumser og uren hud, frygter jeg igen at få min hud til at slå ud og blive endnu værre. Og kan man i øvrigt bruge nicinamide og salicylsyre samtidig?
Anette Kristine Poulsen
@ Laura, du finder al information i detaljer i bogen BEDRE HUD MED ÅRENE, som er gratis på biblioteket eller billigst på Saxo:
https://www.saxo.com/dk/bedre-hud-med-aarene_bog_9788740080148
Helle Helle
Kære Anette. Mon effekten af dobbeltindsmøring af solcreme både gælder kemisk og fysisk filter? Masser af hilsner, Helle
Anette Kristine Poulsen
@ Helle, ja det er helt det samme princip, og kan jo (som du måske har erfaret) krævet et par ekstra minutter med fysiske filtre.
Gitte Bach
Hvorfor smøre sig ind i solfaktor når solen rent faktisk er livgivende og som gør at der dannes D vitamin. D vitamin beskytter bla. mod kræft og autoimmune sygdomme. De fleste danskere har alt for lave D vitamin niveauer. 3 mdr. om året er der lys/sol nok til at der dannes D vitamin og så får vi tudet ørerne fulde om at vi skal dække os til med solfaktor. Igen vinder medicinal industrien over naturen. Der er jo ikke penge i raske mennesker…
Anette Kristine Poulsen
@ Gitte, vi får helt sikkert generelt for lidt D-vitamin, men det er at sammenblande tingene at koble det op på at undgå solbeskyttelse. Læs anden del af artiklen, som kommer mandag. Hudkræft er den kræftform, der har de mest alarmerende tal. Men læs resten af forsker og hudlæge Hans Christian Wulfs ord.