Marie Bach Hansen: Vis os din rutine


Hvad står der på badeværelseshylden, og hvad er hendes rutine? Eller hans… Er der noget, der kan give åndenød at skulle undvære? Kom med, når jeg går til rutinerne hos en række personligheder, der fortæller om deres forhold til hud og creme – og smuglyt, når jeg kloger mig på, hvordan de måske kan justere, spare penge eller noget helt tredje.
Mød: Marie Bach Hansen
Job: Skuespiller
Alder: 40 år
Hun er højtrespekteret, internationalt rost og har et nærvær, der brænder sig fast. Du kender hende fra Arvingerne, Hvidstengruppen, Dansegarderoben og ikke mindst den aktuelle og storslåede Netflix-serie Reservatet. Her er hun indehaver af hovedrollen.
Ved du, hvad Marie Bach Hansen også er indehaver af? To ansigter.
Marie Bach Hansens ene ansigt elsker gurkemejesalve og tror på, at en bums kan forsvinde ved hjælp af æblecidereddike. Det andet ansigt kan lade sig drage mod eksklusive produkter, der lover guld og grønne skove – og mindre synlige porer.
Alt det fortæller hun om, da vi taler i telefon forud for vores møde, hvor vi skal endevende hendes valg og rutiner udi hudpleje. Hun fortæller også, at hendes skønhedsikon er hendes hund Stella.
“Jeg kan godt være hende, der tænker “Mon det i virkeligheden vil være godt at skaffe sig alt fra samme hudplejeserie?” Derfor øver jeg mig dagligt på sætningen “sit with it”. For se bare på min smukke hund, Stella, som jo aldrig, ALDRIG, prøver at være hverken en anden eller en opgraderet version af sig selv. Dét er ægte skønhed.”
Få dage senere mødes vi hos mig. Marie Bach Hansen har en taske under armen med de produkter, hun bruger, og som vi skal tale om meningen med.



Når jeg siger hud, hvad tænker du så?
Jeg tænker ikke bare kroppens største organ, men også, at den er et tydeligt spejl på, hvordan jeg har det. Min hud afslører alt som den vildeste sladrehank, nærmest fra minut til minut. Og det er kun blevet mere intenst efter jeg for nylig opdagede, at jeg har såkaldt perioral dermatitis (en hudlidelse, der direkte oversat betyder betændelse omkring munden, der i større eller mindre grad viser som irritation og rødme, red.)
Min hud er heller ikke længere så tilgivende som tidligere. For eksempel har jeg altid joket med, at jeg efter en heftig bytur kunne vågne op og se yngre for, fordi jeg var småhævet på den pæne måde i ansigtet. Nu har rynkerne overrulet det hævede.

Er der så noget, du bevidst undgår for hudens skyld, hvis du skal noget vigtigt?
Ja, absolut. Både alkohol og mælk gør det røde udslet omkring munden værre, har jeg erfaret – og er derfor opmærksom på det, hvis jeg skal noget vigtigt. Men jeg er først og fremmest leve-typen. Hende der bestiller pizza.
Du nævnte i telefonen, at du nørder hud – hvordan nørder?
Mit ansigt er jo en del af det, jeg lever af, så måske er det derfor, jeg har en kæmpe interesse i at få den der strålende, glansfulde og glødende hud. Jeg lægger altid mærke til huden hos andre, men kan også se, at det strålende tit kommer indefra – lys i øjnene kaster vitterlig glød af sig på hele ansigtet.
Men altså, jeg vil også virkelig bare gerne have en totalt dewy hud, og det var i jagten på den, at jeg fik øje på min pludseligt lidt pore-agtige hud, især hen over næsen. Jeg kender mænd, der jo lidt har den der grovporede hud, og gad nok vide om man selv kan ende med den? I hvert fald begyndte jeg at impulskøbe produkter, der taler ind i at udviske synet af porer som for eksempel min Instant Pore Refiner fra Zo Skin Health. Om den virker, aner jeg ikke, for jeg også typen, der i månedsvis glemmer at bruge den, selvom den ved Gud var dyr.

Så du er en impulskøber?
Ja, desværre. Afhængigt af min økonomi kan jeg godt finde på at købe et produkt, jeg lige har læst om eller set nogen have succes med på Instagram. Og det er her, jeg ligesom bliver to personer, for jeg er både hende den forbrugeragtige, der går efter perfekt hud via indkøb, og samtidig spørger jeg mig selv, hvad jeg har gang i. Jeg afskyr, når f.eks. Instagram forleder kvinder ind i den store fede løgn om, at man får et bedre liv af at bruge bestemte produkter. På den konto er der jo så meget at gøre selv – som for eksempel gerne at starte med venlighed og blødhed.
Når jeg tager et af mine dyre produkter op og lugter til det, så er det jo ikke altid, det lugter som noget, der er godt for en. Det er sådan en fabrikskemisk lugt.
Og ser jeg på min kæreste, så har han altid perfekt hud, og han har i 20 år bare brugt en creme med faktor 15 fra La Roche-Posay.


Du kalder dig for en naturpige – fortæl om hende
Jamen, det er vel hende, du også møder i dag. Som ikke rigtig har noget makeup på, stadig er i sin natbluse og bare med en klud, der holder håret. Det er økologiske salver, der ligger øverst i min medbragte taske, og det er nok sådan, jeg har det bedst.
Salverne er fra noget, der hedder Herbal Salvation, hvor kvinden, der står bag, samler urter og laver olier og salver af dem – jeg elsker det. Naturpigen er også hende, der får lavet en såkaldt face reading, bruger æblecider til at tage livet af en bums og går på impulsiv jagt efter anti-bakteriel gurkemejesalve.
Jeg har også en teori om, at dem med den mest strålende hud ikke nødvendigvis er dem, der bruger flest produkter.


Hvad betyder allermest for dig, når du skal vælge hudpleje?
At det virker. For på nogle områder batter det ikke med hverken æblecider eller gurkemejesalve – ja, du kan godt fornemme den lidt splittede person her. Men tag mit hår, hvor jeg er nødt til at betale noget ekstra for en god shampoo, fordi det er farvebehandlet.
At det skal virke, gælder også for min hud selv, for når den er pæn, føler jeg mig mere fri i mit skuespil. For eksempel er jeg glad for kombinationen af først to dråber EGF, så A-vitamin. Dét virker, skulle jeg hilse at sige. Det er nemlig frihed ikke at være nødt til at skulle dække en masse med makeup – en concealer tørrer jo altid ind.
Men jeg har den her trodsighed mod de fine mærker, fordi jeg forbinder dem med noget kunstigt. Jeg er optaget af, hvad der er godt at putte på og ind i kroppen. Jeg vil ikke have noget med en masse parfume og E-numre i.
Er du forfængelig?
Både og. Helt klart fagligt jo, for jeg er træt af, når der bliver vist klip, hvor jeg selv synes, jeg spiller dårligt. Jeg kan da også godt være træt af rød løber-billeder, hvor jeg måske står og ser klumpedumpe ud. Men ellers er jeg ikke. I Hvidstengruppen ser jeg jo ret sindssyg ud, helt tørret ind, og i Dansegarderoben har jeg den her 70’er-tykke makeup på, der sætter sig i alle furer.
Hvor lægger du din hudpleje-indsats?
Tag i går, hvor jeg ikke orkede at tage min mascara af, men huden får jeg altid renset, inden jeg går i seng. Det er vigtigt for mig.
Jeg er også nødt til at lave en prioritering om morgenen, hvor min hund skal ud som det første. Hun står og piver og skal tisse, og det gør mig lidt småstresset, så jeg går nærmest ud i nattøj, men husker altid at tage solcreme på. Altid som i hver dag, året rundt, til gengæld kan jeg udskyde at tisse til jeg er hjemme igen.
Den lidt udvidede morgenrutine-version, hvis f.eks. min kæreste går med hunden, er vand i ansigtet for at vågne, så et C-vitaminserum og til sidst solfaktorcremen. Så kan jeg godt om eftermiddagen sidde med olie og massere huden som et meditativt selvkærlighedsritual.

Hvad har du ellers taget med af produkter, du bruger?
Altså mine to Herbal Salvation produkter – dem bruger jeg fast om aftenen efter rens, og jeg er faktisk en flittig aftenrenser, hvor jeg bruger to produkter. Først Take The Day Off balmen fra Clinique. Mærket er slet ikke vigtigt for mig – det skal bare være en balm, som jeg kan massere ind i huden og ned på halsen. Altid huske halsen. Og så har jeg lært, at man skal dobbeltrense, men det er tre uger siden, jeg sidst har praktiseret de to omgange.
Og så har jeg den her lille kølende massage-fætter med. Jeg kan godt li’, f.eks. mens jeg ser en film, at massere ansigtet med den.
Hvordan vil du beskrive din hud?
Jeg tror, den er tør, men er usikker. Det er ikke, fordi jeg vågner op og er stram i ansigtet, men jeg bruger produkter, som var den tør. Måske er den nok i virkeligheden kedelig normal – på nær de der pore-områder, hvor jeg har grov mandehud som på næsen. Med årene er jeg helt klar blev meget mere sarthudet, og det har jeg aldrig været før. Især det røde omkring munden er nyt.

Hvad er det skøreste skønhedstip, du har fået – og praktiseret?
LED-maske med rødt lys. Altså det blev simpelthen for spacet for mig. Jeg investerede i en for et par år siden og prøvede den én gang. Føltes egentlig fint på huden, men jeg kan ikke lide følelsen af at spænde en robot-maske på og så sidde derinde og kukke. Så god hud behøver jeg heller ikke at have.
Er der noget, der giver dig åndenød at skulle undvære
Helt klart solfaktorcreme. Jeg har altid ekstra i tasken og køber også ekstra, selvom jeg har tuber derhjemme. For jeg må ikke løbe tør. Tror det er noget med hjemmefra at have fået banket ind i hovedet, at det er vigtigt – så jeg går altid med høj faktor. Året rundt. Også selvom jeg ikke bager i solen, som jeg gjorde engang. Jeg kan godt lide den der følelse af fugtig hud, og det giver solcreme mig også – beskyttelse og fugt i ét. De to danske mærker – og jeg kan godt lide, at de er danske – jeg har i tasken lige nu, er fra Rudolph Care og Raz Skincare.
Jeg vil heller ikke så gerne løbe tør for min E-vitamincreme fra Malin+Goetz, som er skidegod under makeup.
Hvad bruger du af tid og penge på hudpleje?
Jeg bruger nok i gennemsnit for 300-400 kr. om måneden, for på en måde er det også mit arbejde. Jeg møder ofte makeupartister, som anbefaler noget, der gør en forskel – som f.eks. den førnævnte E-vitamincreme. Tidsmæssigt er det cirka fire minutter morgen og aften – men så er der jo pauserne, som jeg bruger på ansigtsmassage til at løsne op. Det bliver meditationsagtigt for mig – også lige at sige hej til sine rynker på den måde. Og jeg ELSKER først at bruge den lille kølende massage-kugle og smøre med Herbal Salvation salven bagefter.


Noget jeg kan hjælpe dig med?
Ja, jeg vil gerne have hjælp til det rødmende perioral dermatitis omkring munden og så mine porer, hvor niacinamid måske ikke er nok?
ANETTES RESPONS
Der er især to ingredienser, de forstørrede porer, som du nævner, har respekt for: Niacinamid og antiinflammatorisk salicylsyre, som stammer fra pilebark og er fedtopløselig – det sidste er vigtigt, for det betyder, at den kan trænge ned og eksfoliere poren lidt som en gammeldags flaskerenser. En ren pore vil altid være mindre synlig end en mørk og fedtfyldt. Salicylsyre fås i alt fra masker til tonere – gå efter en 2%. Hvis du sammen med salicylsyre prioriterer niacinamid, som også er beroligende, og A-vitamin – sammen med dit flittige forhold til solfaktor, så er du iført det bedste arbejdstøj. (Sagt med hviskestemme: Og ikke noget med hver 3. måned, men konsekvent).
Vil du på et tidspunkt ty til en professionel behandling for forstørrede porer, så vælg IPL, som er en form for laseragtig lysbehandling. En behandling varer ca. 25 minutter og koster omkring 2500 kr.
I forhold til rens, så er alt (og jeg lover det) godt – også uden at dobbeltrense. Vigtigt er det selvfølgelig at få den fede rensesalve af med en varmt opvredet vaskeklud til sidst. Overvej at prøve E.X.F.O. Cleanse fra pHformula, som er mild, men effektiv og tilmed en fjende for porer på afveje.
Når det gælder lidelsen perioral dermatitis, så vil jeg vil jeg gerne have en hudlæge med omkring bordet, og hun kommer her.
SERIØST BEDRE HUD finder du i uddybende ord og på tube lige her.
FOTO LEA JESSEN

Sallie
Til synlige porer har jeg nydt godt af EGF serum fra PUCA som fås hos Normal. Meget budgetvenlig som studerende.
Charlotte
Jeg er kosmetolog og havde engang en kunde der i årevis led af Perioral Dermatitis, og hudlægerne kunne ikke hjælpe. Hun eksperimenterede selv og fandt frem til at Brentan creme eller gelé på huden om dagen og zinksalve om natten var det der virkede på hende. Det forsvandt og kom aldrig igen. Jeg har siden da anbefalet denne kur til de af mine kunder som lider af POD, og jeg må bare sige at det har virket hver gang😄
Sanne
Vi kan vel alle blive forført! Af løfter og smukke emballager. Selvom vi er kloge kvinder, som ved bedre. 😉
oooh, Blondie! ♥
Birgit
Ved perioral dermatitis kan jeg varmt anbefale et kurforløb hos Hudklinik Marianne Bisgaard, Vejle. Efter et par klinikbehandlinger og hjemmebehandling efter Mariannes anbefaling har jeg fået den fineste hud😊
Det kunne være interessant her på siden, at høre andre end hudlægers behandlingserfaring med perioral dermatitis.
Anette Kristine Poulsen
@ Birgit, tak fordi du deler din erfaring. Der er et link til hudlægens ord.
Maria L
Jeg kan se, at Marie har en pakke Frownies liggende åben. Det er ærgerligt at hun ikke har sagt hendes mening om dem, det kunne jeg godt tænke mig at høre om hun synes de hjælper. Jeg har også forsøgt mig med et par stykker Forwnies mere for at slappe af i brynene mens jeg sover. Idéen med dem er god, men jeg synes de er besværlige at bruge, for de kræver ren hud, dvs man kan ikke bruge nogen produkter og er svære at fjerne, der røg flere dun med og så synes jeg at at linjerne var mere tydelige at se på. Jeg tror jeg hellere vil fortsætte med at bruge EGF, peptider og a vitamin for det er da i hvert fald noget der hjælper og så være mere opmærksom i dagtimerne med at få slappet af i betrækket 🙂 Ellers tak for et godt interview, jeg tror vi er mange der kan genkende de to ansigter i os selv.
Anette Kristine Poulsen
@ Maria L, åh jeg kan følge dig i det med det besværlige. Jeg talte med Marie Bach Hansen om dem, og hun har varierende succes med at bruge plastrene, fortalte hun.
Carina
Hvad er det for en lille kølende massage-kugle, Marie bruger om aftenen. Lyder som en skøn hudtreat 😌
Anette Kristine Poulsen
@ Carina, finder ud af det.
Susie Hornbæk
Jeg vil gerne vide hvilken en af salverne Marie bruger? De lyder lækre🫶🏼
Anette Kristine Poulsen
@ Susie, prøv at spørg hende inde på hendes Instagram.
Jeannette
Hej Anette
Jeg vil elske at høre mere om perioral dermatitis omkring munden, haft det i over 20 år og ingen hudlæge har kunne hjælpe mig, endnu.
Hver gang jeg har været ved en hudlægen, får jeg udskrevet binyrebak creme som absolut ingen effekt har.
Jeg har efterhånden købt mig fattig i forskellige salver m.v. men ikke fundet noget der virker😭
Vil glæde mig til at høre mere😊
Kh. Jeannette
Anette Kristine Poulsen
@ Jeannette, så du mon linket og ordene fra hudlægen?
Julie
Har læst anmeldelser af Purley Professionals repair creme (Inde på deres hjemmeside) og der er virkelig mange der anbefaler det mod Perioral Dermatitis 🙂 Bare et tip
Linda
Hej Anette
Er det muligt, du vil overveje, at lave ansigstbeskyttelsen uden farve, så den kan bruges på hals og bryst.
Bruger den ikke der, da den smitter af på ens tøj.
Mvh Linda
Anette Kristine Poulsen
@ Linda, det er sket for længst, du finder den her:
https://beautyspace.dk/shop/
Jeannette
Hej Linda
Den er lavet og er virkelig god, se i shoppen🤗
Bh. Jeannette
Karina
Har selv “grov mandehud” på næsen og har i årevis brugt salicylsyre og niacinamid, men uden synlig effekt. Først da jeg skruede op for A-vitamin, skete der noget. Mine porer på næsen er blevet renere og finere. Små usynlige porer får jeg aldrig, men er der nu hvor jeg føler jeg kan gå uden makeup på næsen uden at være utilpas ved det. Blot et tip.
Anette Kristine Poulsen
@ Karina, A-vitamin er en vidunderlig ingrediens til synet af forstørrede porer. Det er der bevis for. Så ja!