Når Pernille Melsted spørger, så svarer man

Blandt mine veninder har vi en nødstopper-sætning, hvis diskussionen løber ud af en tangent, hvor vi ikke kan blive enige. Sætningen lyder ”Pernille Melsted siger …,” og så er det ligesom det. End of story.
Ikke at det skal tages 100 procent bogstaveligt, for hun holder hverken af klappekor, ros eller generel enighed.
Pernille Melsted har betydet meget for mig, fordi hun med sit professionelle greb har bidraget for snart mange år siden til at sætte ord på min arbejdspassion, min jobmæssige vej.
Og nu til sagen. For blandt hendes seneste tiltag er et genialt og vanvittig gennemarbejdet menopause-nyhedsbrev Lebenswende – og hertil stillede hun mig bl.a. de her spørgsmål:
PERNILLE: Hvad er dine bedste råd til hormonfattig hud? (Dine ultimative dos til kvinder over 45, der vil have den flottest mulige hud)
Anette: Når østrogenniveauet falder, sker der flere ting i huden – de to absolut mest mærkbare er dels, at fedtsammensætningen ændres på en måde, så huden bliver mere tør. Dels at kollagenniveauet falder med svimlende 30 procent – vi taler altså hudens vigtigste byggesten.
Den gode nyhed er, at man kan beskytte det kollagen, man allerede har – ved at være konsekvent med UV-beskyttelse og prioritere creme/serum med antioxidanter, ligesom det er muligt at gøde sit kollagen ved at gå efter hudpleje med især A-vitamin eller peptider.
Mange vil opleve, at de skal ændre deres rutine. Det kan være godt at vide, at tør hud har brug for både fugt og fedt, og at man kan praktisere det, der hedder sandwichmetoden: Først på med den mest tyndtflydende fugt (typisk et serum), så en fugtforseglende creme og til sidst en anelse planteolie eller plantesalve som en slags grydelåg. Og er det ikke nok, så er der et par ekstra hacks i bogen.
PERNILLE: Hvad er det mest undervurderede råd, set med dine øjne?
Anette: I forhold til hud – uanset om den er hormonfattig eller ej – så gælder to-do listen, der muligvis ikke er spændende, men som til gengæld virker: Beskyttelse mod UV-lys og at prioritere søvn som er det en konkurrencesport, du vil vinde.
Jeg har i bogen en længere samtale med hudlæge Tina Holst Larsen, som – også for hudens skyld – med succes praktiserer deciderede sovehacks. De involverer natbriller, mund-tape (så vejret trækkes via næsen), magnesium og lysin. Vil man ikke gå så langt, kan man begynde med sovemaske og mørklægningsgardiner.
Måske har du selv mærket og set, hvordan huden efter tilstrækkelig søvn ser veltilfreds og nærmest fyldigmæt ud. Og det kan jo føles provokerende at tale om, fordi netop søvn i den her fase af livet ofte ikke er bare sådan lige.
PERNILLE: Hvad er dine ultimative donts? (fx de tre ting, du ville ønske kvinder over 45 ville stoppe med)
Anette: Et stort don’t er at decideret solbade. Men jeg tror, nej jeg ved, at mange har det som min mor. Hun vil virkelig gerne bruge solfaktorcreme, men synes samtidig, at det involverer én altoverskyggende udfordring – nemlig en ringere chance for at blive solbrun. I går fortalte hun mig, at hun havde fundet løsningen: ”Jeg sætter mig udenfor et par timer, inden jeg smører solcremen på. Så får jeg begge dele på en måde – beskyttelse og farve.”
Hun er langt fra alene om at have det sådan, men gid flere ville indse, at Kinderægget med på en gang at være fugtmæt, pigmentpletfri og solbrændt vitterlig ikke findes.
En anden indsigt, der gerne må bundfælde sig, er illusionen om, at dyr er bedst, når det gælder hudpleje. Produkter, der virker, findes i alle prisklasser.
Et lille don’t for mig er at anskue hudpleje som et zenagtigt-ritual. Det er en rutine på lige fod med tandbørstning og sport. Altså man skal bare gøre det. Det nytter ikke at købe gode produkter og have ambitionen uden handling bag. Hellere lidt og fast end meget og sporadisk.
RESTEN HANDLER OM, hvilke skønhedsbehandlinger der er pengene værd, hvad jeg ikke selv vil bruge penge på, min egen hudplejerutine, hvordan man får den muligvis vanvittige idé at starte et hudplejefirma … und so weiter. Du kan læse det her.
Vil du abonnere på Melsteds Lebenswende-nyhedsbrev, kan det ske her.
@beautyspace på Instagram
