Gambler TÆNK med solfaktor eller?

 

Lyt til dagens artikel her

 

Det er sæson for den private forbruger- og medlemsorganisation TÆNKs solfaktortests, og det er godt, men også faretruende.

For når TÆNK/Ritzau sender en nyhedsmeddelelse ud med overskriften “Forbrugervagthund advarer mod skadelig kemi i solcremer,” så er det udelukkende det budskab, der bliver viderebragt i virkelig mange medier netop nu. Dét der nu frembringer tips på sociale medier om, hvordan man i stedet bare kan beskytte huden med planteolier. Mon ræsonnementet hos TÆNK/Ritzau er, at det er måden at få folk til at beskytte sig bedre på? Ved at farliggøre og udskamme solfaktorbeskyttelse – for det er alene den besked, man står tilbage med. Især hvis man kun læser overskrifter.

Formålet er forhåbentligt (også) at hjælpe os med at huske beskyttelsen mod den hudkræft, som landets ypperste professor og forsker på området, Hans Christian Wulf, understreger kan undgås i 90% af tilfældene med tilstrækkelig solbeskyttelse?

Eller er formålet at rekruttere brugere til TÆNKs app?

Jeg ved det ikke. For det handler vel næppe om simpel clickbait med en overskrift skåret, så den rammer manges grundfrygt om hormonforstyrrende kemi? Og en hurtig konklusion om, at solfaktorcreme = farlig kemi?

Det er bemærkelsesvigtigt, at der intet står om formålet med solfaktor i nyhedsmeddelelsen. Vi taler trods alt om en livreddende beskyttelse.

Til sidst bliver vi oplyst om, at de test-dårligst produkter dog er lovlige. Man sidder samtidig uforløst tilbage og grubler over, hvad er det mon for stoffer, de taler om (du kan hoppe ned i bunden af artiklen her, hvis du vil se dem).

Så kære TÆNK/Ritzau. Jeg har tre forslag. Alle kærligt ment og med det ene formål at undgå at skræmme folk fra at beskytte sig:

  • Start med tydeligere varedeklaration. Mange tror, at TÆNK er en myndighed, og det er ikke tilfældet. Det er en privat medlemsorganisation, der startede i 1947 som en husmoderforening og senere udviklede sig.
  • Læg mere klart og konkret frem, hvilke navngivne stoffer det er, I mener, vi som forbrugere med fordel bør undgå. Så man ikke skal helt ind i maskinrummet for at finde ud af, hvilke det drejer sig om.
  • Indled en så afgørende nyhedsmeddelelse (som en solfaktor-test er) med regel nummer 1: vigtigheden af at beskytte sig mod for meget sol. Formålet med SPF nævnes ikke. Og det står endda som noget af det første på TÆNKs eget site – endda med denne fine tilføjelse:

”Uanset om du har en solcreme, der får A-kolben, B-kolben eller C-kolben i vores test, anbefaler vi at du bruger solcreme som supplement til din solbeskyttelse.”

Den vanvittig vigtige pointe kommer slet ikke frem i nyhedsmeddelelsen, som utrolig mange medier pt. viderebringer. Nemlig pointen om, at al solbeskyttelse er bedre end ingen – uanset om den rammer TÆNKs kriterier (som eksempelvis er fravalg af parfume) eller ej.

HER ER DE indholdsstoffer, som TÆNK refererer til som mistænkte for værende hormonforstyrrende:

  • Ethylhexyl salicylate (et solfilter)
  • Octocrylene (et solfilter)
  • Homosalate (et solfilter, der fra 2025 ikke længere må være i almindelige solcremer)
  • Benzyl salicylate (et parfumestof)
  • Ethylhexyl methoxycinnamate (et solfilter)
  • Cyclopentasiloxane (et blødgørende stof)

VIL DU LÆSE MERE OM SOLBESKYTTELSE, så finder du artikler herunder:

25/05/2023
Mere hår anyone? # 1
Hvad hårspecialist og hudlæge er enige om at anbefale
31/05/2023
To-cifret Beautyspace-boks plaster
Plaster plus det solfaktor-fif, ingen hud vil undvære

Kommentarer

  • Louise

    Noget om solfaktor, som jeg har tænkt over og som du måske kender svaret på?

    Er der en sammenhæng mellem hvor meget en solcreme fedter og faktor tallet?
    Vil en spf 15 have tendens til at fedte mindre end en spf 30 og opefter?

    Har du erfaringer ift det?

    31/05/2023
  • Sanne

    Tak for indlægget, Anette. Jeg så kun rulleoverskrifterne og tænkte hvad nu? Og håbede at du på din sædvanlige saglige måde ville skrive om det, så tak. Rigtig go’ dag, smukke. ♥
    kh. Sanne

    31/05/2023
  • Fru Jakobsen

    Kære Anette,
    I april måneds box var der en solcreme fra Skin/losophy som jeg netop har tager hul op, da jeg ville bruge min Rudolph op først.
    Men, men, men doseringsmekanismen virker ikke, så jeg får absolut INTET ud. Hvad gør jeg? For det er jo super ærgerligt at købe en box fordi der er et produkt, man er særlig interesseret i og det så ikke virker. Og jo jeg er sikker på, at det ikke virker, da jeg har deres D stress cream, som fungerer helt uden problemer.

    30/05/2023
  • Anette

    Jeg er en meget tilfreds TÆNK læser. Jeg vil gerne undgå hormonforstyrrende stoffer osv. og tjekker jævnligt disse test. For mig er det en god rettesnor. Jeg synes netop, deres solcreme test opfordrer til at bruge solcreme. De som ikke har mulighed for/eller lyst til at bruge mange penge herpå, kan finde en ganske god solcreme uden kemi til rimelige penge. Jeg selv er meget glad for Rudolph Care og La Roche-Posay 😊

    Jeg tjekker ikke bare TÆNK, men også dine anbefalinger bruger jeg MEGET flittigt – tak for dem 😊

    30/05/2023
  • Charlotte

    Tak for dig og din viden ❤️

    30/05/2023
  • Anette Kristine Poulsen

    1000 tak for alle indspark. Konkrete spørgsmål er besvaret i tråden. Stor hilsen Anette

    30/05/2023
  • Louise

    Jeg er meget tilfreds med tænk – føler på ingen måde der bliver råbt vagt i gevær, men at de giver god info om at vælge den solcreme (eller andre produkter) der passer til lige netop dig. Føler som forbruger at det er vigtigt med transparens – det er en jungle derude. Jeg vil meget gerne være fri for hormonforstyrrende stoffer og derfor scanner jeg altid mine produkter. Jeg er vild med dine inputs Anette, men denne gang er jeg ikke enig med og det skal der heldigvis være plads til 🙂

    29/05/2023
  • Lise Lundsager

    Godt skrevet… jeg blev også godt gammeldags gnaven, da jeg klikkede ind for at se hvordan ‘mine’ cremer klarede sig – og så at en lang række af solcremerne blot havde parfume i… ja, jeg er én af dem der godt kan tåle det og som synes at det er noget så skønt, at ting dufter godt

    29/05/2023
  • Bettina

    Hej Anette. Jeg er meget omhyggelig med solcreme. Og alligevel er det ulykkelige sket at jeg i dag bare lige vil prøve den nye solseng i 10 m7n…skulle videre….nej faldt i søvn ..vågnede 2 timer senere….godt branket. Jeg tog o.gående en kold douche og smurte med aftersunn…har du andre gode råd ?
    Mvh
    Bettina

    29/05/2023
  • Lisbeth

    Jeg må indrømme, at jeg synes TÆNKs forbrugertests på hudplejeområdet er useriøse. De har råbt ulven kommer så mange gange, at jeg holder mig for ører og øjne. Zapper videre, når deres holdninger bringes på TV.
    Der er heldigvis dygtige fagfolk som deler dokumenteret viden og balancerede anbefalinger.
    Synes det er usagligt, at fremture med holdninger pakket ind som videnskab.
    Når det er sagt, så vil deres holdninger formentlig kunne påvirke folk, som på forkert grundlag træffer det dårligt valg og ikke får solbeskyttet sig tilstrækkeligt. Det er forunderligt, at en forbrugerorganisation yder så dårlig vejledning – og tager sig betalt for det.
    Tænk burde som minimum fortælle hvor de har deres data fra og gøre opmærksom på hvor meget kroppen kan tåle af de enkelte stoffer. For der skal som regel RIGTIG meget til. Alt kan udgøre en risiko for sundheden i overdrevne mængder. Selv gulerødder og vand, for den sags skyld.

    29/05/2023
  • Mette

    Meget informativt
    Tak for det og for dig

    29/05/2023
  • Anette

    Jeg så den godt på Instagram… Og synes det er ærgerligt at TÆNK endda SELV på deres EGNE (sociale) kanaler fremhæver kemien frem for at SPF kan BESKYTTE MOD FEGGING HUDCANCER!

    Jeesh og facepalm i ét.
    Jeg har ikke en pind tilovers for de tests.
    Det jeg har respekt for er hvor godt en solcreme beskytter mod solen, parfume, silikonestoffer (siloxane er et silikone-lignende stof) upåagtet.
    Min respekt for TÆNK som organisation har fået lidt af et gik. Ofte virker det rigtig meget som om det er bare for at finde noget at rette kritikken mod. Som i fx den tandtråd jeg bruger, som bliver brugt i hvad… 5 minutter? Og ikke engang hver dag. Men som er den ENESTE tandtråd der rent faktisk fungerer til mig. Skal jeg så prioritere mine tænders og overordnede helbred/sundhed eller de mængder af hormonforstyrrende stoffer der findes i dem?
    Well, det er ret indlysende, hvad jeg synes er vigtigt…..

    Jeg købte en af de “godkendte” cremer uden at vide den var TÆNK-greenified fra Salling. Mest af alt fordi den var billigere end de andre, havde fin beskyttelse og Astma Allergi Forbundet syntes den var et stempel værd.

    Jeg er – undskyld mig – pænt indifferent om TÆNK også synes den er OK.
    Men jeg kan simpelthen ikke snuppe at de udsætter danskerne for alternative typer, som her ser deres muligheder for at sprede decideret misinformation.

    Det er simpelthen en ommer, TÆNK!
    Også for jeres SoMe-afdeling, hvor man NETOP kan kommunikere HELE budskabet. Så jeg køber ikke kommentaren fra Claus herunder. Det er noget fis, for man har selv mulighed for også at skære sine tekster ordentligt på sine egne kanaler.

    Tsk, siger jeg bare.

    29/05/2023
  • Claus Jørgensen

    Kære Annette,
    Vi kan ikke styre mediernes overskrifter og rubrikker, det ved du godt.

    Vores egne overskrifter:
    På tænk.dk: Disse solcremer er uden uønskede kemikalier

    På tænk.dk/test/kemitest-solcreme: Hvilke solcremer er uden uønsket kemi…

    Vi gør meget ud af at være nuancerede, og hjælper forbrugerne med at foretage valg uden uønsket kemi. Produkterne er der jo, også solcremerne. Og vores råd er altid, at al solcreme er bedre end ingen solcreme! Men kan du vælge, så vælg en uden uønsket kemi.

    MH Claus Jørgensen,
    Projektchef,
    Forbrugerrådet Tænk Kemi

    29/05/2023
      • Emma Fugleberg

        Enig enig enig ooog enig. DEJLIGT at du bringer mangler på banen, som med sikkerhed ville have blevet slugt i clickbate maskinen! Husk solcreme ! Tak for dig Anette🤩😍

        29/05/2023
      • Claus Jørgensen

        Hej Anette, vi har fået citattjek, men kan jo ikke bestemme om de bringer alt, hvad vi taler om. Vi siger, som jeg skrev, altid: Brug solcreme (punktum) – og vælg dem uden uønsket kemi.
        mh Claus

        08/06/2023
    • Louise

      Jeg er meget tilfreds tænk – føler på ingen måde der bliver råbt vagt i gevær, men giver god info om at vælge den solcreme (eller andre produkter) der passer til lige netop dig. Jeg vil meget gerne være fri for hormonforstyrrende stoffer og derfor scanner jeg altid mine produkter. Jeg er vild med dine inputs Anette, men denne gang er jeg ikke enig med og det skal der helbos være plads til 🙂

      29/05/2023
  • Marie Rasmussen

    Hørt !!!!
    Jeg blev faktisk så irriteret på artiklen at jeg droppede at gå videre ….

    29/05/2023
  • Stine

    Godt brølt, løve 👍🏻

    29/05/2023
  • Anja Svendsen

    Jeg tænkte det samme. Så svipede jeg billeder og undrede mig over nogle af dem der var “farlige”. Læste lidt i kommentar sporet og blev endnu mere harm. Afbillede i “farlige” var spf30 version af et af mine yndlings mærker, som de i komentarsporet begrundede med at Spf30 versionen var anderledes (og dermed farligt) formulete end Spf50 versionen, som tilsyneladende er ok, men dog ikke vist med billede i god kategorien. Det er så sensationslystent at det er klamt.

    29/05/2023

Kom med kvit & frit på Beautyspace-holdet

Uafhængig skønhedsformidling for dig, der vil have dokumenteret viden om hud, hvad-virker-guides og hvordan fejlkøb undgås. Kun ord der gør dig klogere - og nå ja, besked som den første, når månedens Book’n’Beautyboks udkommer.

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.