Niacinamid er ikke noget, du vil undvære
Jeg ved, at du højst sandsynligt kender den beroligende antioxidant B3-vitamin, som på en indholdsoversigt hedder niacinamid – og det er alene grunden til, at jeg bliver ved med at nævne det snørklede ord frem for bare at sige B3.
Vi har talt om niacinamid længe, og det opløftende i den forbindelse er, at der både kommer nye studier og flere hudplejeprodukter med niacinamid, som ikke bare en beroligende buffer – men en decideret hudforbedrende indsats. Mange syrer får for eksempel beroligende selskab af niacinamid, som generelt giver god opvejende mening, hvis man bruger noget på huden, der potentielt er udtørrende – for meget salicylsyre er et eksempel på det sidste.
Der er også interessant videnskabelig belæg for de her niacinamid-fordele:
- Hjælper din barriere helt konkret ved at danne ceramider, som er guf for hudbarrieren og dens evne til at holde på hudens fugt (1).
- Reducerer inflammation i huden, så der er reel hjælp at hente til dig med eksem, rosacea, akne og så videre (2).
- Når det gælder rynker, så taler vi tit om mere hardcore ingredienser som A-vitamin, peptider, frugtsyrer, men også her trækker niacinamid i arbejdstøjet. At niacinamid virker udglattende – og vi er i småtingsafdelingen – skyldes, at det positivt påvirker hudens fedtsyreniveau.
- Hudcelle-reparation – forklaringen er lang og kringlet. Forskere kalder niacinamid for en vigtig forløber i den proces, der står for cellernes evne til reparation, reproduktion og funktionsdygtighed.
- Niacinamid gør også godt i et akne-forløb som en betydningsfuld støttepædagog. For eksempel peger hudlæge Peter Bjerring på kombinationen af netop niacinamid (B3-vitamin) og salicylsyre (BHA). Sidstnævnte er antiinflammatorisk og kommer (på grund af fedtopløseligheden) ned i porerne, peeler huden let og baner vej for det dulmende B3-vitamin (5). Derudover tyder resultatet fra et studie i Journal of Cosmetic & Laser Therapy (6) på, at niacinamid hjælper med at balancere og kontrollere hudens fedtproduktion – en af grundene til, at vitaminet også spiller eminent sammen med A-vitamin, og selvfølgelig er på holdet i Ansigtscremen.
Med alt det sagt, så husk, at der ikke findes mirakelingredienser. I forhold til virkning, så får du antioxidantbeskyttelsen med det samme, men alt andet tager tid – fra fire til 12 uger. Og forudsætningen er som altid, at huden er solbeskyttet.
SKAL VI OGSÅ INDTAGE NIACINAMID? Det bliver du klogere på lige nu i et 90 sekunders kort interview med hudlæge og professor Christian Grønhøj på Instagram under @beautyspace.
PÅ BILLEDET ser du vaskeklud (step 1), fugtmist med ceramider (step 2), serum med niacinamid (step 3) og solfaktorbeskyttelse (step 4). Fotograf Jens Peter Engedal.
Kilder: (1) https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/10971324/ og (2) + (5) https://onlinelibrary.wiley.com/doi/abs/10.1111/ijd.12002 og (6) https://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/14764170600717704.
Signe K.
Jeg har en (18-årig) søn, som hele livet har døjet meget med sin hud – primært slem atopisk eksem, men efterhånden også diverse andre ting (som er lidt irrelevante for mit spørgsmål, egentlig).
Han har meget rødme på hals og nakke især, og huden er tør (til trods for at vi har prøvet alt, hvad der er på apotekets hylder – og jeg mener ALT! Dette i kombination med den helt stærke steroid. Hudlægen er begyndt at sige, at: “Ja, de siger jo, at man skal holde pause med den slags.. Så hvis han normalt smører morgen og aften, kan han lade være med det én aften – så har han holdt pause!)
Alt ovenstående til trods er huden ofte stadig rød og tør. Så; kan Niacinamid være en ting, vi kan prøve dér, tænker du?
Ja, det blev en længere smøre (haha). Undskyld for det 🙂
Anette Kristine Poulsen
@ Signe K, du skal aldrig undskylde. Jeg mener stadig hudlægen skal tages i ed og være med ind over. Men ja, niacinamid kan (dokumenteret) noget på den dulmende front. Men igen: det lyder som en træls situation. Hvis du bor i nærheden af Aarhus, så få tid hos Christian Grønhøj, som går meget op i hvordan kosten kan påvirke “de røde ansigter”. Et større studie viser også, hvor stor forskel omega3 og D-vitamin har.
Lis T
Jeg bruger i øjeblikket The Ordinary’s resveratrol og C-vitamin, derefter fugtighedscremeog SPF. Om aftenen p.t. EGF-serum og Ansigtscremen. Hvor putter jeg niacinamid ind ? Har Pudderdåsernes niacinamid 10%, som jeg ind imellem har brugt om aftenen, da jeg ikke havde EGF.
Anette Kristine Poulsen
@ Lis T, det kommer lidt an på, hvor mange lag din hud trives med. Det er meget med både C-vitamin, resveratrol og niacinamid i dagtimerne – men du kan bruge niacinamid både morgen og aften, så der er ikke andet for end at prøve sig frem.
Sanne Larsen
Til Annette Saatterup. Niacimid fra ordinary er rigtig god og det er et kæmpe plus der også er zink i
Anette Saatterup
Tusind tak Sanne Jeg køber den straks.
Camilla
Jeg har længe, efter at have lyttet til dig, brugt salisylsyre(PaulasChoise), og min hud elsker det. Kan bruge virkelig store mængder. Og a-vitamin creme som jeg er blevet rigtig glad for. Samlet virker min hud mindre rød og mindre irriteret – bare mere i ro og balance. Når jeg så forsøger mig med b3(Paulas Choise), bliver huden lidt mere rød og irriteret når det kommes på og jeg dropper det etter et par dage. Har forsøgt mange gange.
Vil du anbefale i stedet at prøve over en lang periode? Eller er det måske fordi jeg bruger for stor en mængde?
Anette Kristine Poulsen
@ Camilla, tak fordi du deler din erfaring. Jeg vil helt droppe det produkt, du har dårlig erfaring med. I stedet kan du overveje et andet produkt med niacinamid, fx. Jorgobés.
Anette Saatterup
Hej Anette
Kan den fra The Ordinary bruges den hedder 10%. Min hud er tør. Jeg har været meget i tvivl, idet det altid bliver anbefalet hvis man har uren hud 🙂
Marie Maack
Jeg har hørt, at den fra The Ordinary ikke er så god til tør hud. Der skulle niacinamid-serummet fra The Inkey List være bedre til tør hud.
Anette Kristine Poulsen
@ Anette, ja det er et solidt produkt. I forhold til det du nævner med tør hud, så tager du hånd om det (går jeg ud fra) i din rutine. Se produktet fra The Ordinary som tilførsel bare af niacinamid og zink.
Anette Saatterup
Tak Anette. Ja jeg forsøger at tage hånd om det. Har købt den dagcreme fra Urtekram, du har anbefalet men mangler måske et serum. Har tidligere brugt Hyaluronsyre også fra The Ordinary. Om aftenen bruger jeg din A vitamincreme.
Men mangler nok et serum..?
Anette Kristine Poulsen
@ Anette Saatterup, så vil jeg anbefale hyaluronserummet fra Pestle & Mortar.
Anja
Hejsa.
Har du ikke c vitamin i din daglige morgenrutine ? Hvad er brdst st vælge eller gerne sammen med niacinamid ? Hilsen Anja
Anette Kristine Poulsen
@ Anja, de fleste vil have glæde af begge dele. Jeg er glad for C-vitamin og har det normalt i min rutine, men her om sommeren kører jeg lidt mere enkelt.