Om 60 % af det, du smører på, går i blodbanen?

Velkommen på bloggen til hudlæge Flemming Andersen, som vil hjælpe os med at blive klogere på tre af de mest sejlivede skønhedsmyter:

Myte nr. 1: Rens hud morgen og aften

Flemming Andersen: Jeg har aldrig forstået den anbefaling – med mindre man har teatermakeup på eller har været ude at slagte fjerkræ. Rask hud har en fin og selvregulerende mikrofilm, som holder styr på tropperne – det vi også kalder syrekappen – og den balance rykkes med rens. Men der er en anden side af sagen, som er den psykiske. Selv holder jeg eksempelvis af at stå to minutter under bruseren hver morgen og vaske problemområderne (dvs. fødder, hænder, armhuler og skridt) med sæbe. Det giver mig en god frisk fornemmelse og er samtidig to meditative minutter, men jeg bruger normalt ikke sæbe i ansigtet.

Myte nr. 2: 60 % af det, du smører på huden, går direkte i blodbanen

Flemming Andersen: Hvor meget, der trænger igennem huden, afhænger af ens hudkvalitet. Har man børneeksem, er huden for eksempel en åben dør, men har man en normal hud med en god, intakt lipidfilm, er huden meget mere resistent. I forhold til cremer og olier, som vi smører på huden, så kræver det, at molekylet er lille og kan trænge igennem overhudens fedtfilm ind i blodbanen eller snige sig ind gennem hårsækkene. Det er heldigvis få molekyler, det er relevante for, men når producenterne kommer penetrationsfremmere i suppen, altså stoffer, der gør det nemmere at få andre molekyler længere ind i huden, begynder det at blive mere broget. Endelig kan nanopartikler designes, så de via hårsækkene kan føre stoffer dybere ind i huden. Det kan være en fordel og kan bruges til frigivelse af aktivt stof over tid, men det kan også være et tveægget sværd.

Anette: Hvis jeg lige må kaste en kommentar ind her, så oplever jeg også, at det er en nuanceret og kompleks sag. For noget – bl.a. medicin – kan penetrere, mens andet stoppes effektivt af hudbarrieren. Forestil dig at være på SU – her ville det jo, hvis ovennævnte var en entydig sandhed, være billigere at gnubbe sig op ad baren og smøre alt det, andre spilder, direkte på huden for at få det ind i blodbanerne og blive påvirket. Men om du så marinerede hele kroppen i stærk sprit, ville du aldrig blive fuld på den måde.

Hvis du vil nørde mere i penetrationsfremmere, inkl. de naturlige, så er der videnskabelige publikationer her og her.

Myte nr. 3: Fillers med hyaluronsyre er naturligt og ufarligt

Flemming Andersen: Forkert. Det er dog ikke det samme som at sige, at det er farligt. Fillers som Restylane skal bare lægges med en forbandet præcision og kløgt for ikke ende som en uskøn klump eller en prop i et blodkar – det kræver virkelig, at man kan sit håndværk. Den hyaluronsyre, der sprøjtes ind, er tilsat et såkaldt krydsbindende stof, som er det samme, der bliver brugt til at hærde plastik. For en sikkerheds skyld er det vigtigt at bruge ikke-permanente fillers, idet de stille og roligt bliver nedbrudt af kroppen, så man ikke risikerer, at et uskønt resultat varer ved.

@beautyspace på INSTAGRAM, hvor vi lige pt. er i grønsagssmoothie-køkkenet.

FOTO Jens Peter Engedal

27/05/2021
VIND Seriøst bedre hud sammen med Votary-favoritter
Tro på dit held
02/06/2021
Sarah: Hvordan vælger jeg den bedste olie?
Få tjeklisten

Kommentarer

  • Helle Jørgensen

    @Sanne. Tak Sanne for dit gode råd, jeg vil straks prøve det 🙂
    Rigtig god solskinsdag også til dig..

    01/06/2021
  • Sarah

    Jeg selv ville muligvis gå med:
    SPF
    C-vitamin
    A-vitamin

    01/06/2021
  • Sarah

    Anette, hvis du kun måtte bruge de samme 3 ingredienser/produkter resten af livet (og kun dem). Hvilke ville du så vælge?

    – ikke at jeg kun må bruge de samme 3 ingredienser resten af livet (det ville være svært for mig at vælge!). Men jeg synes det ville være sjovt/spændende hvilke 3 ingredienser du ville sætte din lid til og vælge fremfor alle andre, hvis kun de 3 måtte anvendes igennem livet. 🙂

    01/06/2021
  • Sanne

    Jeg elsker når vi får styr på myterne. Rigtig go’ dag, smukke. ♥

    01/06/2021
  • Rikke

    Altså, man kan godt optage alkohol gennem kroppen, bare lige så folk ikke tror de kan ligge sig i et badekar med vodka 😉

    01/06/2021
  • Camilla

    Hvad er din holdning til brug af Revitalash serum til bryn eller vipper som gravid?(tænker næppe egen læge har indsigt i det)

    De selv skriver:
    Er produkterne fra RevitaLash® Cosmetics sikre at anvende for gravide, ammende og kemo-patienter? Alle uafhængige undersøgelser viser, at vores produkter er sikre at anvende, men når det er sagt, så anbefaler vi altid, at du konsulterer egen læge, hvis du er gravid, ammende eller i kemobehandling.

    31/05/2021
  • Helle Jørgensen

    Obs. Jeg glemte at skrive, at jeg efterspørger en selvbruner der også er dækkende, men mest af alt ikke gør pigmenterne mere synlige.

    31/05/2021
  • Helle Jørgensen

    Hej Anette.
    Jeg ved godt at mit spørgsmål ikke hører under emnet, men jeg vil alligevel spørge dig 🙂 Jeg kan ikke finde andre indlæg herinde, hvor det er muligt at stille mit spørgsmål! Jeg høre dig om du kender en selvbruner der er god at bruge, hvis man har pigmentpletter i ansigtet? Desværre føler jeg at de selvbrunere at jeg har prøvet, har forstærket farven på mine pigmentpletter i ansigtet.
    Fantastisk at du har den her side – jeg er en trofast følger.

    31/05/2021
    • Sanne

      @Helle Jørgensen
      Jeg har samme problem som dig, og har løst det ved at jeg smører hele ansigtet med selvbruner, og har en vatpind og micellarvand/makeupfjerner klar til at rense de brune pletter med bagefter. Det synes jeg fungerer ret godt for mig. Rigtig go’ dag. 🙂

      01/06/2021
  • Britt

    Hvis så meget blev optaget via huden, ville alle gå rundt en konstant promille, med al den håndskrift vi bruger…

    31/05/2021
  • Tinna

    Vil det sige at jeg godt lige med det samme kan stoppe at ligge i rødvinsmarinade – men at jeg derimod fremover bliiver nødt til at drikke det for at opnå en virkning 😉

    31/05/2021
  • Jette

    Tak for st gøre os klogere og aflive sejlivede myter. Selv renser jeg efter din anbefaling nu ansigtshud med en god gammeldags vaskeklud.

    31/05/2021
  • Majbritt

    Spændende – jeg oplever ved noget hudpleje at jeg får en underlig smag i munden, som om at det trænger helt igennem huden på mig…

    31/05/2021
  • Ditte

    Jeg vil gerne tilføje c-vitamin til min hudpleje rutine om morgenen, eksempelvis det fra the ordinary “ Ascorbic Acid 8% + Alpha Arbutin 2%”. Jeg bruger dog også en B3 creme fra phformula og har læst, at det ikke altid er godt at bruge de to vitaminer på samme tid. Hvad er din holdning til det?

    31/05/2021

Bliv en

Beautyspace-insider

 

Få evidensbaseret lige-ud-af-landevejen skønhedssnak. Hvad virker, hvad gør ikke.

Det koster intet at abonnere på BEAUTSPACE, hvor du hver uge får tre til fire aktuelle artikler, adgang til mine bøger og foredrag med rabat og nåja, du er den første, der får besked, når månedens BEAUTYSPACE BOKS udkommer.

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.