Omega3 – din indre skønhedssmøre

 

Hvis ikke du allerede har Anette Harbech Olesens nye bog, så hermed en varm anbefaling til at komme afsted efter den hos boghandleren eller på biblioteket. At der er rift om den forstår jeg godt, for du får blandt andet professorens grønne energigrød version 2 (og professoren er Danmarks ypperste ekspert udi tarmmikrobiomet), en snusfornuftig tilgang til de vigtigste vitaminer og mineraler (og hvorfor noget så lavpraktisk som optagelighed kan give falsk tryghed, og hvordan det fikses) – og så er der opskrifter, du får lyst til at kaste dig over og ikke mindst en særlig kærlighed til citroner, forfatteren for længst har smittet mig med. Samlet set en brugbar manual af livsforlængende råd og opskrifter baseret på Harbech Olesens detaljerede research.

I anledning af den nye 7 veje til et længere liv får du herunder Anette Harbech Olesens lærerige ord om omega-3 og lidt længere nede listen over, hvad hun selv vælger:

“Jeg har gennem mange år interesseret mig for fedt – og ikke mindst for kvaliteten af det fedt, der sælges som mad og kosttilskud i Danmark. Debatten om sundt fedt kontra usundt fedt er væsentlig, for visse former for fedtsyrer er livsvigtige og har afgørende betydning for bevarelse af indre og ydre sundhed. Og visse omega 3 fedtsyrer kan vi ikke selv danne. Dem er vi nødt til at få fra mad eller kosttilskud.

Man skelner mellem mættet, monoumættet og flerumættet fedt. Vi har brug for alle tre typer fedt og gerne af allerhøjeste kvalitet hver eneste dag. 30-35% af vores samlede kalorieindtag bør faktisk komme fra gode fedtkilder, men her i artiklen koncentrerer vi os om omega-3 fedtsyrer, der hører til gruppen af de ultrasarte, flerumættede fedtsyrer.

De er sarte i forhold til lys, varme og ilt. Udsættes de for høje temperaturer, ilt eller står de i bragende neonlys, forringer det fedtstoffernes kvalitet og effekt. Netop derfor er det væsentligt at vælge så uforarbejdede og skånsomt behandlede flerumættede fedtsyrer som muligt.

Fedt indgår i opbygningen af alle kroppens milliarder af celler og dermed også i huden. De er vigtige for kroppens immunforsvar og signaleringsprocesser, ligesom fedt kan hjælpe os med at optage visse vitaminer.

Det betaler sig derfor at kende sine fedtstoffer og være yderst kvalitetsbevidst. F.eks. er det godt at vide, at familien af flerumættede fedtsyrer består af kilder til både omega-6 og omega-3. Og at vi generelt får for meget omega-6 og for lidt omega-3. Hvor visse omega-6 fedtsyrer i for store mængder kan fremme inflammation, så har omega-3 nemlig den modsatte effekt og kan simpelthen dæmpe inflammation.

De mest effektive kilder til omega-3 er fed fisk, plankton, alger eller fiskeolier. Der er også omega-3 fedtsyrer i hørfrø og hampefrø, men her skal fedtsyrerne igennem flere enzymatiske processer for at danne samme sundhedsfremmende stoffer i kroppen som de andre kilder. Det betyder, at du skal indtage cirka fem gange så meget hørfrø for at opnå samme effekt som ved at indtage plankton, fed fisk eller olier heraf.

Der er dog en række gavnlige effekter ved at indtage f.eks. lidt friskkværnede hørfrø i din morgenmysli, som du ikke finder i plankton og fisk. Derfor anbefaler jeg en kombination. Læs mere her.”

HARBECH OLESENS OMEGA3 FAVORITLISTE: 

Nr. 1:

  • 1 spsk. kværnede, økologiske hørfrø over min grønne morgengrød sammen med enten to stk. Zooca omega-3 fra plankton (du kan læse mere her) eller ren, stabil og skånsomt behandlet omega-3 fiskeolie fra enten Puori eller Nordic natural cod liver oil, hvor det betaler sig at købe de naturlige former for fiskeolie frem for de raffinerede og kemisk opkoncentrerede. Naturligt er forholdet mellem omega-3 fedtsyren EPA og DHA ofte 2:1, afhængig af hvilken fisk, der er tale om. Det er ikke optimalt at tage fiskeolie med høje niveauer af DHA, da det faktisk er EPA, der er ansvarlig for opreguleringen af DHA i blandt andet hjernen. Det kaldes hjernens fedtsyreparadoks).

Eller nr. 2:

  • Nordic Naturals Algae omega (fremstillet på alger)

Eller nr. 3:

  • Økologisk laks, ørred, makrel, sardiner eller ansjoser i salaten eller til aftensmaden.

FIND MERE FRA FORFATTEREN her og her.

FÅ OGSÅ HUDLÆGENS ORD om omega-3 her.

29/09/2023
Gave & plaster ovenpå udsolgt boks
Hudanalyse, procenter og glødgivende maske GWP
03/10/2023
Bedste håndcreme? Her er, hvad du med fordel kan gå efter
Og hvorfor mit seneste crush er fra Ole Henriksen

Kommentarer

  • Anette Kristine Poulsen

    1000 tak for kommentarer og spørgsmål. Jeg er retur med respons torsdag denne uge. Tak for din tålmodighed. KH Anette

    04/10/2023
  • Christina kragh

    Jeg havde forudbestilt bogen og glæder mig til at få læst den 🤗

    03/10/2023
  • Liv Davids

    Det er er meget spændende og vigtigt emne, men hvis jeg skal være helt ærlig, så ser det også dyrt og lidt kompliceret ud.
    Heldigvis er jeg meget glad for at spise fisk, og olivenolien indtages dagligt, så det må blive ved det 😊
    Venlig hilsen
    Liv

    03/10/2023
  • Tina

    Hej Anette 👋🏻
    Hvis nu man er fire i husstanden der skal have fiskeolie og man ikke lige har mønten til det du nævner, kender du måske et alternativ som også er Ok kvalitet For eksempel Pikasol Premium Omega-3 ?

    Tina 🎃

    03/10/2023
  • Anette

    Jeg havde ikke tænkt på at man jo også bare kan indtage Omega3 fra alger. Også selvom jeg faktisk godt vidste at algerne er grunden til at vi æder fisk – de spiser jo nemlig algerne…. af en eller anden grund var jeg ikke nået til at lave den kobling endnu.

    Jow jow, så bliver man da klogere…
    Altså, hjernen er jo nærmest kun fedt…. og den slags fungerer bare ret dårligt uden. Mine ADHD-symptomer er faktisk signifikant forværret, hvis jeg glemmer mine Omega3 piller i blot få dage. Så er der mere hjernetåge,distræthed og lign (jeg bruger dem PureViva selv, de er mest økonomiske i brug og er stadig pæne ift renhed)

    Min krop, hud og østrogen-balance har ihvertfald haft godt af spirulina og Chlorella tilskud i pilleform siden foråret.
    Min fordøjelse ditto.

    Havde jeg mulighed for det, ville jeg kun købe færøsk laks hos fiskehandleren.
    Nu bliver det engang imellem. Men NØJ DET SMAGER GODT NOK FANTASTISK!!!
    Og er ikke SÅ meget dyrere ift de to halvfnalrede,bette stykker norsk laks i supermarkedet kilopris-wise.

    Men så må man jo supplere med MSC-makrel i tomat, sild osv.

    Min rødmehud har ihvertfald også haft godt af både alger og Omega3…. for rødme og varme er jo netop tegn på betændelse i systemet. Hvordan det med rødme og fx varmeudvikling i huden aldrig bliver linket til decideret inflammation er simpelthen en gåde for mig, når vi ellers plejer at bruge den tilgang i den medicinske verden…

    Mine sølvplomber har været en kilde til dårlig hud i mange år har jeg en kraftig mistanke om, for jo flere jeg fik fjernet, jo bedre hud fik jeg. Ens tænder er simpelthen så essentielle for både hud, krop og alle de tilstande der er sygdoms-wise. Fx er amalgam blevet sat i forbindelse med udviklingen af både Alzheimers og Parkinsons i store studier ude i verden (+100.000 deltagere).
    Og på hjerteafdelinger ved man, at sygdommene man ikke kan finde grunden til ved normale procedurer, ofte kan helbredes totalt ved at tjekke bisserne….

    03/10/2023
  • Kirsten V

    Ingen tvivl om din bog skal læses.♥️
    Tiden har været knap og nu er jeg i Sevilla.
    Skulle have taget bogen med. Øvvvv

    02/10/2023
  • Kirsten V

    Meget spændende og lærerigt, tak.
    Er du gået bort fea VitaOil tidligere Bornholmske…
    Jeg vil meget gerne høre din og evt læsernes syn, råd, erfaring…på Hylaron tabletter eller pulver, for at holde på fugten i hele kroppen.
    Jeg lever meget sundt, dyrker meget sport og er aktiv, men syntes desværre det er svært, at holde på fugten i huden overalt, når man ikke er helt ung længere. Trods rigeligt med væske, ….gode produkter udvortes mv.
    Håber meget på gode hylaron tabletter/ pulver råd/ erfaring samt om det virker og om bivirkninger?
    På forhånd mange tak!!! ♥️

    02/10/2023

Bliv en

Beautyspace-insider

 

Få evidensbaseret lige-ud-af-landevejen skønhedssnak. Hvad virker, hvad gør ikke.

Det koster intet at abonnere på BEAUTSPACE, hvor du hver uge får tre til fire aktuelle artikler, adgang til mine bøger og foredrag med rabat og nåja, du er den første, der får besked, når månedens BEAUTYSPACE BOKS udkommer.

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.