Undgå at blive snydt af longevity-løfter

Longevity er blevet et begreb, flere og flere taler om. Altså det at leve længere, bedre. Vi ser det praktiseret gennem koncepter som kryoterapi og kuldebadning, sauna og nye kosttilskud (typisk NAD+), vi kan tage eller få skudt direkte i årene, som de praktiserer det i USA.

For mig er der tre fordele:

  1. Hvor anti-age handlede om at rette fejl og skrue tiden tilbage, så handler longevity om at forlænge, omfavne og optimere. Så kan man måske blive irriteret over konstant at blive påmindet om at optimere, men pyt.
  2. Hvor vi før overvejende gik op i, om huden var tør eller fedtet, havde rynker, pigmentpletter eller lidt af det hele, så insisterer longevity-tankegangen på et helhedssyn. Huden er i den sammenhæng (og som bekendt) ikke en plade, vi særskilt kan pudse og polere. Hos One Skin bliver man for eksempel spurgt ind til alt fra motionsvaner til pauser, omega3-indtag, søvn og om man har familiemedlemmer, der er blevet 100 år.
  3. Sundhed og skønhed smelter sammen. Det er intet mindre end tiltrængt med det fornyede fokus på helheden lige fra hormonbalance til søvn (tænk at vi for ikke særligt længe siden fandt travlhed smart og troede på minimale søvnbehov).

Når det gælder risiko for snyd og deciderede ulemper, vil jeg lade aldringsforsker og molekylærbiolog Claus Desler ved Københavns Universitet svare – det er mere eller mindre konklusionerne fra vores indslag på TV2 i torsdags:

  1. ”Aldring er ikke en sygdom. Når stærke kræfter prøver at gøre aldring til en sygdom, handler det desværre om penge. For kunne man slippe afsted med at kvalificere aldring som en sygdom, så vil det betyde kronede dage for medicinalindustrien.”
  2. ”Den sexede pille har altid været der. Vi har altid haft mulighed for at købe ting, der skulle gøre os yngre. For 100 år siden kunne man få indopereret hormonproducerende væv fra aber og geder. For 20 år siden skulle vi spise Q10, og hvis man ikke tvangsfodrede sine børn med blåbær, så var det helt galt. For 15 år siden var det resveratrol – nu er det NAD+ og lignende stoffer. Fælles for alle er, at hvis du er sund og rask, så er der meget lidt bevis for, at de her stoffer har nogen positiv effekt overhovedet. En kendt effekt som alle disse stoffer til gengæld har, er at de har gjort nogen meget rige.”

I indslaget på TV2 blev Desler spurgt ind til bivirkninger ved NAD+, og svaret lød: 

”Ofte betragter folk det som en helgardering. Det kan godt være, at stofferne ikke virker, men så er penge det eneste, man har mistet. Problemet er indirekte bivirkninger. Fx er stoffet NAD+ og alle dets forløbere et brændstofmolekyle, hvor studier har vist, at kræftceller, der deler sig, er virkelig glade for dette stof. Derudover, så købes stofferne oftest på nettet og her kan man ikke være sikker på, at der er nogen form for kontrol. Studier har vist, at piller købt online kan indeholde tungmetaller og andre sundhedsskadelige stoffer, man ikke vil have i sin krop.”

HVAD ER SÅ BEDST AT GØRE? Det svarer aldringsforskeren på her.

HVAD PRIORITERER ALDRINGSFORSKEREN SELV? Det kan du høre ham afsløre i seneste filmklip her.

JEG HAR LIGE OPDAGET ANTON VON HOFACKER, medicinstuderende på 12. semester, som har skrevet en fremragende kronik i Information om al den ønsketænkning, der ligger gemt i longevity. Og hvordan halvdunkle kræfter er på spil. Læs den endelig.

@beautyspace på Instagram

29/02/2024
Giv kroppen hvad ansigtet får
Tocifret plaster ovenpå udsolgt boks
05/03/2024
Karsprængninger kan fjernes, men de er lettere at forebygge
Her får du dem fjernet med IPL

Kommentarer

  • Susi

    Tak for super oplysninger. Jeg er selv holdt med at tage NAD+

    Et helt andet spørgsmål: jeg bruger BioEffect EGF Serum som jo skulle være den allerbedste, men syntes også at den bliver rimelig hurtig tom (læs; det bliver dyrt i længden) …. kunne du nævne den næstbedste hyaluron serum 😉 Jeg vil jo kun det bedste for min hud haha

    Tusinde tak og en rigtig god dag.

    04/03/2024
  • Martha L

    Vent, stop – er resveratrol kommet i skammekrogen? Altså, er det helt virkningsløst? Annette, kan du sætte lidt flere ord på det?

    04/03/2024

Bliv en

Beautyspace-insider

 

Få evidensbaseret lige-ud-af-landevejen skønhedssnak. Hvad virker, hvad gør ikke.

Det koster intet at abonnere på BEAUTSPACE, hvor du hver uge får tre til fire aktuelle artikler, adgang til mine bøger og foredrag med rabat og nåja, du er den første, der får besked, når månedens BEAUTYSPACE BOKS udkommer.

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.