Synes du også, de er for unge?

I går skrev en læser i kommentarfeltet, at hun var træt af at se makeup og frisurer på unge piger i forbindelse med modeugen. Fair nok. Dog skal nævnes, at det hypede Minoro-show skam havde modeller i alle alder op til  70+.

Men hør her. Beautyspace er OGSÅ for unge.  Rigtig meget endda. Så lad være med at læse med, hvis du kun er til en bestemt aldersgruppe. Her segmenteres ikke i alder, fordi jeg finder det håbløst gammeldags. Og uinteressant. Faktisk er det jo spøjst. For hvad eksempelvis med fodboldlandsholdet. Er de ikke lige lovlig unge, de fyre? Og hvorfor stoppe her, for hvad med Falck? Er det ikke irriterende, at det konsekvent er mænd, der rykker ud?

Ja, modeller er oftest unge. Ligesom sygeplejersker og kosmetologer ofte er kvinder, og … sådan er der en masse skævheder på især alder og køn. Som vi kan sætte fokus på. Hvis vi vil. Er det alligevel ikke bare sjovt at tænke på, at hvis nu Beautyspace havde været en fodboldblog, ville nogen så interessere sig for spillernes alder? Overhovedet tænke på den? Tror det ikke.

Er man den, der trækker  ungdomskortet, så er det måske i virkeligheden værd at spørge, hvem det er, der puffer til aldersdiskriminationen. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg selv bliver inspireret af et hav af forskellige personer. På tværs af køn, alder, race , erhverv und alles.

Nå.

Det var dagens opvarmning. Så til dagens show hos designer Stine Ladefoged, hvor Toni&Guys frisør Joekim Nielsen havde blandet firsernes diskodronning med 90erne i en stylet hestehale så høj, at den blev placeret helt oppe på toppen af hovedet. “En høj hestehale minder om stiletter. Den gør folk rankere”, sagde Joekim. Faktisk er den enkel selv at lave: Saml håret i en elastik midt på hovedbundens top. Sno derefter en (ny) elastik i metermål flere gange rundt om den første og bliv ved, til du cirka har 3 centimeters højde, inden knuden bindes. Sno evt. en hårlok om.

SNUP MAKEUPPEN som var enkel og meget sommerlet bare med en eyeliner-vinge og så ellers masser af glød og en frisk rosa læbestift til både kinder og mund. En farve, der i øvrigt fik kommentarfeltet på Instagram til at gløde en smule. Se med her på Insta @Beautyspace, hvis du har tid og lyst.

NB: VIP-bog-hud-kits er pakket og klar til mandag. Du får buddet ved at være tilmeldt Beautyspace HER.

06/08/2014
Alt det man ikke må
10/08/2014
En sort dag

Kommentarer

  • susanne schultz

    Jep, de bliver yngre og yngre
    er vi helt nede i 13 år synes jeg lige jeg har læst .. de unge for jo et helt forkert billed af hvad det er og arbejde …
    synes de skulle focusere på lidt ændre kvinder med former 🙂

    09/08/2014
  • scandibitch

    Well said 🙂 Jeg bliver også inspireret på tværs af alder og køn 😉 Keep posting.

    09/08/2014
  • Marie-Louise jønsson

    Hej Anette jeg kommer på banen med hvad JEG bruger billederne af de “perfekte unge piger til”. Jeg bruger alt det jeg synes kan bruge til INSPIRATION for jeg ved jo godt jeg ikke ligner pigerne på billederne. Derfor kan jeg godt få fif og gode ideer. Det er lidt ligesom når jeg læser de store dameblade. Jeg har jo ikke råd til at købe en taske til 9000 kr eller en bluse til 2500 kr men derfor kan jeg jo godt blive inspireret til at finde noget i samme stil. Bare en lille kommentar om emnet 😉 ml

    09/08/2014
  • @ Lise – TAK fordi du perspektiverer. God pointe/pointer.

    @ Julia Venus – Haha, selvom jeg har været i dine gode hænder og er enig i, at du er umulig at aldersbestemme, så havde jeg IKKE givet dig en børnebillet. Tak for gode filosof-ord.

    @ Nanna – Åh du var med i Aarhus. Det er jeg glad for og wow, flytter du til NYC? Hvor heldig kan man være. Hvad skal du lave derovre?

    @ Sanne – Det er det!

    @ Berit K – Tak for dine ord. Jeg tror jo alle ville være enig i, at forskellighed skal hyldes. Og netop fordi bestræbelsen er at give den plads på BS, så blev jeg spids over den ØV-kommentar med de unge.

    @ Mette S – Jo, jeg skal have det i tankerne.

    @ Anja Kis – Enig. Ungdom – uanset hvordan vi vender og drejer den – vil ALTID være eftertragtet. Altid. Men det betyder jo heldigvis ikke, at det modsatte er i dårlig/dårligere kurs. Jeg har så uendelig mange eksempler på, at tingene bliver bedre med alderen også for mit eget vedkommende: https://beautyspace.dk/?p=15565. Mht. skønhedsidealer, så er det en interessant snak, som jeg synes vi tage op snart på BS. Jeg ser en stigende afstand til den meget Photoshoppede verden (reklamer begynder at ændre kurs og skrive ‘not retouched’), modeller med kant er i høj kurs etc. Og det med vægten og sundhed er selvfølgelig afgørende at have på dagsordenen.

    @Helle – Lige præcis den hidtil heftige brug af Photoshop har været med til at anonymisere modellerne. Der ER et skifte på vej. Vi gider ikke se på henslængte kvinder med let adskilte læber og udtryksløse øjne.

    Stor hilsen Anette

    09/08/2014
  • @Ann – Haha, ja, der er en pointe. På nogle af mine billeder fra modeugen bad jeg også om et smil.

    @Anette J – Det er begge erhverv, hvor der stilles skrappe (omend forskellige) fysiske krav. Når du siger ‘det ydre’, så er der jo masser af ‘skæve’ modeller og netop de ‘edgy’ er i stigende høj kurs. Modeller er jo heller ikke ‘perfekte’ mht. hverken hud eller hår, og hvad angår alder, så får modelbureauerne flere og flere ‘ældre modeller’. Alt sammen noget, der ikke ændrer på, at hvis man siger ØV til unge modeller på Beautyspace, så tvinges ingen til at kigge med, og det ændrer heller ikke på, at der aldrig er nogen, der sætter spørgsmålstegn ved gennemsnitsalderen på fodboldlandsholdet, hvor en 40-årig vel kan have samme form som en på 22.

    @Gitte Salling – ;o)

    @Mette Marie – Hørt! Sammenligning er roden til alt ondt, men det ligger nok desværre dybt i os.

    Stor hilsen Anette

    09/08/2014
  • @Baysen – Det er virkelig et sjovt emne det her. Og jeg er ikke enig med dig. Både modelverdenen og eksempelvis sportens eliteverden handler begge om visse fysiske krav. Og det med at relatere forstår jeg stadig ikke. Jeg har en gammel klassekammerat, hvor jeg har mere tilfælles med datteren end med hende. Jeg har omvendt også venner, der er 15 år ældre end mig selv, og hvor vi har mere tilfælles end jeg kan have med eksempelvis min jævnaldrende genbo. Det handler simpelthen ikke om alder.

    @Lene B – Jeg er helt enig. Selvfølgelig skal der være ordentlige forhold og ja, de ord omkring tynd/tyk skal vælges med omhu. Det er en anden, men meget interessant snak. Og det glæder mig at du ser inspirationen overalt og på tværs (og det tror jeg altså at alle gør om de vil være ved det eller ej).

    Stor hilsen Anette

    09/08/2014
  • Jeg tænker faktisk ikke rigtig over deres alder. Jeg går nok ikke rigtig op i det. Altså det ville da ikke gøre noget med lidt forskellighed – både når det kommer til alder og størrelse.
    For jeg kan da godt forstå, at det generer nogen. Det kan jo være svært at relatere til en 20-årig, hvis man selv er 40. Og et eller andet signalerer det jo, at kvinder kun er smukke, når de er unge.

    Når man ikke snakker om alder på landsholdet, er det jo, fordi det er en helt anden ting. Sport herunder fysik på eliteniveau er langt fra det samme som skønhed.

    08/08/2014
  • Jeg bliver inspireret af alle aldre. Bliver bare bekymret for den unge generation.

    For mange unge piger især ser det som idealet, at skulle være skelet-tynd. Det er et kæmpe pres, at ar-bejde som model. En meget hård branche. Det læser man ofte om, når tidligere modeller beskriver deres oplevelser som eks. topmodel.

    Derfor vigtigt, at modelbureauerne sørger for, at deres modeller triv-es. De har et stort ansvar for dette, når de vælger, at tage så unge piger ind i branchen. Kan ikke lide, når dommerne i konkurrencer votere overfor modellerne og siger at en smuk og slank pige, str. 36/38 er tyk. De må vælge deres ord med omhu, og være mere konstruk-tive, så må de sige, at det er en anden type de søger. Er godt med på, at det er vigtigt at modellerne har faste mål, men det er forkert at kalde dem tykke, som jeg har hørt flere gange.

    En lidt ældre og moden kvinde har mere erfaring, og de fleste kan ofte se, at det ikke er naturligt, at være SÅ tynd som nogle modeller er på catwalken.

    Er selv +40 nu, og jeg elsker lige så meget et modelbillede af en ung pige, der forstår at sælge varen, og en ældre og moden kvinde.

    Også i bybilledet elsker jeg at se, hvordan både unge og modne kvinder klæder sig.

    lad os hylde mangfoldigheden, smil Lene :0)

    08/08/2014
  • Anette J

    @Anja – jeg er enig med dig i dine overvejelser
    @Anette – jeg forstår ikke dine sammenligner med andre brancher (fx fodboldspillere) – for der er vel ikke andre brancher end i modebranchen, hvor det er det ydre – og primært med det ydre – der tæller.

    08/08/2014
  • Ann

    Alderen er underordnet – ville bare ønske at de så lidt gladere ud – SMIL !

    08/08/2014
  • Helle

    Meget fin pointe, Lise har. Det er nok helt rigtigt at for at tøjet kommer i focus og bliver set, må modellen være lige nøjagtigt det vi forventer. Selv bliver jeg sjældent specielt opmærksom på modellerne i bladene undtagen når de er så tynde at det ikke ser sundt ud. Også når det gælder skønhed og makeup, er det mere den detalje der er fokus på i reklamen/artiklen, jeg ser. Sjældent modellen som sådan, jeg tror det er fordi det er et menneske som i forhold til mig er meget anonym. Dog med enkelte undtagelser, som med vores skønne smukke danske Helena Christensen, som der i øvrigt er skønne billeder af i det nye Costume.

    08/08/2014
  • Godt brølt Anette 🙂

    08/08/2014
  • Anja Kis Svendsen

    Læste indlægget imorges og tænkte ja og nej så aligevel ikke helt … kunne ikke helt finde ud af hvordan jeg skulle formulere det.
    Har ikke et problem med aldren i sig selv, men mere måden det unge ideal fortolkes og efterstræbes ude i samfundet og der er jo mange facetter af hvem drr har ansvaret for det.
    Der hvor jeg har et problem er når modellerne ser for unge ud og reklamere for antiage (utroværdigt), når unge modeller sminkes og klædes overdrevent sexet eller f.eks. tidligere tider heroin chick look.
    Min største anke er dog at nogle af modellerne er så tynde at det ikke er sundt, der har branchen efter min mening et stort problem.
    Men alderen i sig selv er egentlig ikke et problem.

    08/08/2014
  • mette S

    …..og nu vi taler om unge. Vil du ikke engang ved lejlighed lave et indlæg om ung hud. Min pre-teenage datter på 10 år er begyndt at få urenheder på næsen. Kan du anbefale produkter? Og hvornår har “ung hud” brug for fugt?

    08/08/2014
  • Berit K

    åhh – hvor er du skarp Anette! Tak fordi du tør og gider at italesætte forskelligheden.
    Jeg er blevet klog af at læse indlægget og de følgende kommentarer.(el ok – måske bare klogere..) Og fremfor alt bekræftet i, at vi bliver nødt til at blive ved med at hylde den forskellighed som vi har frihed til at udøve

    08/08/2014
  • Jeg er jo selv en gammel krage, men stemmer også for forskellighed. Neglelak har for eksempel ingen alder, så det tror jeg beauty emner i det hele taget ikke har. Min svigerdatter synes jeg er fantastisk, måske fordi jeg gi’r de fedeste neglegaver og altid står parat til at peppe hendes negle op når hun skal til fest. Rigtig go’ weekend, smukke. 🙂

    08/08/2014
  • Nanna

    Dejligt du slår et slag for, at alle kan følge med. Det er jo forskelligheden der gør os alle interessante – sammen. Kliché, men virkelig rigtigt, hvis du spørger mig.

    Selvom jeg følte mig lidt under jævnaldrene til din sammenkomst i Den Gamle By, hvor jeg havde lokket min mor med, som hviskede i mit øre: “Du er da vist den yngste herinde, Nanna”. Ja, og jeg går OGSÅ op i hud, rigtig meget endda. Især med en fortid med problemer, hvorfor ikke få hjælp og tips af en der har mere erfaring end mig – dig – og ved, hvad der er godt at bruge og mindre godt, istedet for at fare vild i en butik, hvor alle anbefaler alt til alle, bare for at sælge. Det er en ommer.
    Tak for din skønne blog og bog, jeg skal have den med til NYC når jeg flytter om lidt. Skriv gerne, hvis der er nogle produkter jeg bare MÅ prøve.
    Stor glad hilsen, Nanna

    08/08/2014
  • Julia Venus

    Jeg har måske et lidt særpræget forhold til alder…

    Da jeg engang holdt et duftpsykologisk foredrag for en gruppe kvinder om sammenhænge mellem kvinders duftpræferencer ifht. aromaterapeutiske dufte og deres følelsesmæssige behov og værdier, sad der en kvinde (gymnasielæreinde) med korslagte arme og blev mere og mere sur – ind hun til sidst eksploderede i: “jeg kan fandme ikke tage seriøst at der står en 19årig og fortæller om mine følelser!!!!”…jeg stoppede måbende og fortalte hende at jeg faktisk var 31 år…

    Som 19 årig blev jeg “opdaget” som model og mine (15-16 årige) modelkollegaer syntes jeg var vildt gammel…

    Sidste år startede jeg (42 år) med at læse filosofi på Odense universitet og som studerende pendler fra København er jeg derfor indehaver af af et DSB ungdomskort…
    Og for 3 dage siden (i en alder af 43 1/2 år), blev jeg i rutebussen, på vej til Kerteminde strand, gjort opmærksom på, at min tillægsbillet bare sku være en “BØRNEBILLET”, fordi jeg jo har et ungdomskort…jeg købte dermed min første børnebillet til 10 kr – hahaha 😀

    Nå men heldigvis ved vi filosoffer, at ALDER er menneskeskabte konventioner OG derfor bare en ILLUSION.
    Smil og klem fra Julia Venus…(vælg bare hvilken alder du vil til mig – jeg hopper nok ikke på den alligevel 😉

    08/08/2014
  • @ Anette J – SÅ er vi to (mht. til Bruuns). Min pointe er, der især på køn og alder er skævheder, og nogle forholder vi meget emotionelt til og andre skænker vi ikke en tanke (som eksemplet med fodboldlandsholdet). Personligt tanker jeg inspiration op alle steder fra, og lige så glad jeg har været for at se modeugens modeller, hvor der i øvrigt også blev vist kant og former, så er jeg også vild med Doves livsbekræftende tilgang. Det er bare ikke enten/eller for mig. Jeg finder Lises kommentar tankevækkende og må også sige, at en anden god blogkollega netop sms’ede en sjov bemærkning:

    “Øv for dem, der sammenligner sig med modeller og så beskylder samfundet for deres dårlige selvværd. Ret ryggen og tag en uddannelse, folkens”.

    Stor hilsen Anette

    08/08/2014
  • Anette J

    @ Anette. Jeg er også stor fan og Bruuns Bazar og ønsker mig stort set alt fra det mærke. Men det jeg faldt over i indlægget er, at du sammenligner modeller/modeverdenen med sygeplejersker og kosmetologer. Som jeg forstår modeverdenen er idealet at være ung, smuk og tynd. Hvorfor ikke bare sige det lige ud? For nogen (uanset alder) bliver det ideal jagtet. Jeg ønsker bare, at det idealet bliver lidt bredt ud, og at vi kommer til at se andre billeder af kvinder – ud over de unge, smukke og tynde.

    08/08/2014
  • lise

    Diskussionen har kørt i alle de år, jeg har arbejdet med det her. Vi viser heller ikke cellulitelår, når vi skriver om, hvad man (måske) kan gøre for at blive dem kvit. Ungdom og skønhed er æstetik, men selvfølgelig skal de ikke være mindreårige. Jeg bor også på landet, og her holder de lokale butikker modeshow med lokale kvinder, og jeg må indrømme, at jeg københavner ikke engang for at indynde mig hos de indfødte gider se på det. Jeg ville ikke se tøjet, jeg ville se personen. DET er forskellen. Når personen er “perfekt”, så ser man tøjet, og man vil jo altid skulle lave en personlig vurdering i forhold til det. Jeg tør vædde på, at alle så Grethe Kaspersen (OG hendes 71-årige bare lår) i går til Minoro og ikke tøjet hun bar så flot. For de gik flottere, de gamle modeller. Og de så ikke altid så weltschmerz-agtige ud.
    Så det blev måske alligevel et surt (og langt) opstød fra mig…undskyld Anette. Det var rigtig fint at tage emnet op, og jeg ved, at du ikke diskriminerer og udelukker efter alder.

    08/08/2014
  • Gitte Salling

    Well spoken!

    08/08/2014
  • Fantastisk indlæg med en meget vigtig pointe!! Genialt formuleret, Anette! Åh, hvis vi bare kunne lade være med at sammenligne os hele tiden.

    08/08/2014
  • Anette Kristine Poulsen

    @Pernille – Hahaha. Godt du kan gøre mig klogere. Jeg bor på landet, og jeg synes KUN det er mænd.

    @Birgitte B – Hvis jeg kunne sætte det der tak-tegn, som Instagram har, ville jeg sætte det nu, Birgitte. Tak.

    @Anette J – Fair nok, men jeg er dybt uenig. Hos Bruuns Bazaar i torsdags var alle modellerne unge. ALT tøjet var mig – hvert eneste stykke. Det var så pænt, at jeg stadig tænker på det show. Jeg kunne sagtens se og forestille mig, at det kunne passe mig. Selvfølgelig ikke i deres str. 36. Også makeuppen var fin både til en 20+, 30+, 40+, 50+, 60+, 70+ til samme show.

    @Rikke – Well said!

    Stor hilsen Anette

    08/08/2014
  • Rikke

    Kan anbefale det nye ELLE, hvor der på forsiden står en teaser: “SMUKKE KVINDER ER UDEN ALDER”. Inde i bladet møder man bl.a. den über seje Inge Weiss, som er 70 år og har arbejdet i Nørgaard Paa Strøget gennem 50 år samt foto serie med bl.a smukke Gun-Britt Zeller og Bente Lundquist. Og mange andre spændende kvinder. Jeg mener, at vi kvinder skal lære, at fokusere mindre på alder og se mere på os selv og hvem vi er og hvad vi gerne vil udstråle. Mode er absolut ikke længere forbeholdt unge kvinder og vi ser i dag også modne kvinder på catwalken. De holder sig bare i form og klær’ sig, som de vil og derfor kan de være svære at spotte 🙂 Tak for din skønne blog og god modeuge.

    08/08/2014
  • Anette J

    Når jeg står over for sygeplejersker og kosmetologer, regner jeg med de er gode til hver deres fag. Deres alder eller udseende betyder mindre – hvis overhovedet noget. Når jeg ser modeller i blade og catwalken forholder jeg mig til deres udseende, og det de har på. Identifikation betyder en hel del, og jeg tænker på, om der er en realistisk mulighed for, at jeg kan bære den make up/det tøj, selvom min alder og min krop er anderledes end deres. Som regel når jeg frem til, at det er svært at identificere mig med det jeg ser i diverse medier, og jeg ærgrer mig over, at de ikke viser billeder af kvinder, der er anseelse tættere på de kvinder, jeg ser til hverdag i bybilledet.

    07/08/2014
  • Pernille

    Jeg ELSKER din blog!
    Dog vil jeg lige sige at vi er mange kvinder ved Falck efterhånden der både kører brandbil og ambulance

    07/08/2014
  • Altså jeg er glad for din blog Anette. Her er plads til unge og gamle og dem der vil give 1500kr for noget hudpleje ( det er ikke mig) og dem der elsker budgetkøb. Føler meget at her, netop her, er der plads til alle. Og alle slags billeder som følger med dine gode indlæg.

    07/08/2014

Bliv en

Beautyspace-insider

 

Få evidensbaseret lige-ud-af-landevejen skønhedssnak. Hvad virker, hvad gør ikke.

Det koster intet at abonnere på BEAUTSPACE, hvor du hver uge får tre til fire aktuelle artikler, adgang til mine bøger og foredrag med rabat og nåja, du er den første, der får besked, når månedens BEAUTYSPACE BOKS udkommer.

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.