Anja var mere ingrediens-klog end Matas-sælgeren
CITAT FRA ANJA, BEAUTYSPACE-LÆSER (i kommentarfeltet 12/12):
”For mit vedkommende har dette årti lært mig en del om hyaluronsyre, salicylsyre og en masse bogstaver i alfabetet. Alt sammen noget, der får Matas-damen til at se mærkelig ud i hovedet for så at sige, at det mærke kender hun ikke.”
Den lader vi lige stå et kort øjeblik.
Især i begyndelsen af det snart overståede årti rasede forskrækkelsen i forhold til konserverende parabener, som blev skammet ude som hormonforstyrrende og dermed blev det tætteste, vi kom, på et skønhedsbandeord. En heldig konsekvens af den ballade er, at vi blev fokuserede på indhold. Hvad vil vi have mere af? Hvad vil vi have mindre af? Til sidst blev der slået så meget på, hvad der ikke var i produkter, at EU indførte lovgivning mod såkaldt ’negativ anprisning’ af fuldt lovlige ingredienser. Som eksempelvis parabener. Og silikone.
Cannabis er et af de buzz-ord, der er blevet rådyrket i skønhedsbranchen dette årti. Ikke mindst i marketingafdelingerne, som forsøgte (og stadig gør) at være vovede på den smarte måde ved at skrive cannabis med stort på forsiden af nye produkter med helt almindelig hampefrøolie. Den ægte nyhed er derimod CBD (cannabidiol), altså cannabisplantens aktive, dog ikke-euforiserende stof, som mange er optaget af i dag. Cannabis rammer vores higen efter balance og natur samtidig med, at stoffet – vi taler stadig CBD – har en nærmest medicinsk krog. Og den kombination er interessant for mange (og vandt derfor ÅRETS INGREDIENS her på Beautyspace). Alt fra Rodial til Cannuka, Votary og snart Aurelia er på banen med CBD.
Som Anja meget rigtigt skriver, blev vi bevidste på hudplejefronten. Mindre sniksnak, mere faktuel viden. Vi lærte os selv hudplejealfabetet (og ve den sælger, som har pjækket fra de timer). The Ordinary blev det tydeligste bevis på, at ting sagtens kan virke for små penge.
Nåja. Det kan godt være, at vi stadig kigger efter Jennifer Aniston (Instagram tiltede i hvert fald, da hun oprettede en profil for nylig). Til gengæld har vi skippet hudpleje-opskrifter baseret på, hvad der er godt at gøre i 30’erne, 40’erne … 70’erne. Muligvis, fordi vi langt om længe har fundet ud af, at alder aldrig har været en hudtype.
LÆS mere fra serien om årtiet der gik. Op- som ned-ture.
KOM MED: Jeg er på vej ind i krystallernes hekseland og et skønhedslaboratorium. Det vil være så herligt, hvis du har lyst til at kigge med. Det sker de næste par dage på Instagram (@beautyspace).
Redigeret af journalist Anneline Højrup, fotograferet af Jens Peter Engedal.
Anette Kristine Poulsen
1000 tak for alle kommentarer. Jeg følger op på dette indlæg med en ny blog-post lige i begyndelsen af det nye år. Det er en vigtig snak, som kræver flere nuancer.
KH Anette
Iben
Hvis jeg skulle sætte et enkelt ord på hvad dette årti har betydet for mig, set med hudplejeøjne, så må det være “inci-list”.
Og det kan jeg i store træk takke dig og Deciem/The Ordinary for.
I har virkelig rettet opmærksomheden og fokus mod hvad det præcis er der er, og ikke er, i de forskellige flasker og krukker.
Jeg synes det har været, og er, en åbenbaring og velsignelse (og ofte også irriterende besværligt) at hudpleje er blevet meget mere konkret. Vi vil kort sagt vide hvad det er vi smører i hovedet og hvad det skal gøre godt for. Alt det gammeldags ævl og bævl, med tomme lovprisninger og løfter, pakket ind i guld og cellofan, er vi vokset fra. HURRA!!
Desværre er der stort set ingen, udover de innovative brands der følger med..eller det går i hvert fald ufatteligt langsomt. Jeg har stadig til gode at møde en ekspedient der kan snakke med og evt. endda give noget fagligt modspil. Underligt nok virker det ikke som om det med ingredienser er noget de tillægger den store betydning, til trods for at det er deres daglige arbejdsområde at rådgive os forbrugere.
Sanne Larsen
Har selv oplevet samme situation flere gange både i matas, apoteket men også i en anerkendt beauty salon som virkelig gerne ville sælge produkter 🙂 så der er nok nogen derude som ikk er så begejstret for dig… Sorry 🙂
Pernille S
Hekseland? Det lyder sjovt. Sætter mig pænt tilrette og venter i spænding! Når vi nu taler hekse (på den gode måde tænker jeg), så havde jeg igår den sødeste patient som er Reikihealer. Jeg spørger nysgerrigt og høfligt ind til hvordan dette foregår. “Berøring”, var det korte og lidt forenklede svar, hvorpå hun lagde en hånd på min ryg. Troede skisme der var gået ild i mig. Med sådan en kraft sendte hun energi gennem mig, der føltes som en ekstrem varme – på den gode måde! “Du er i den grad beskyttet” var hendes ord. Mod hvad ved jeg ikke, men vælger at tro jeg kan føle mig tryg. Så det agter jeg at gøre! Hekseri? Måske…
Hvor er det iøvrigt godt skrevet af @Anja! Tror vi er mange der har haft mere eller mindre gode oplevelser i Matas. Dog skal i retfærdighedens navn også tilføjes, at jeg også er stødt på indsigt og service af høj standard
God dag Anette. Kh Pernille S
Anne HK
Der skal vist heller ikke meget til før at vide mere om hudpleje end materialister… de lærer måske først og fremmest om at sælge. I vores lokale helsebutik er de bestemt ikke mere bevendt, selvom deres hylder bugner med naturligt hud- og hårpleje.
CharlotteK
Du har da, om nogen, været med til at sætte ingredienslisterne på landkortet, Anette. Altid meget informative og lærerige artikler, du skriver. Tak for det:-)
Betina S Jørgensen
… og det er fuldstændig rigtigt. “Min” matas butik some r stor og vel assorteret ved heller ikke altid hvad jeg taler om. Her har vi i flere år haft fokus på salicsylsyre pga vores datters acne. Det virker – ja det gør. Tak fordi du deler med os Anette, og gør os alle klogere hver dag.
Glædelig jul.
Tina
Spændende 🙂
Vil også lige ønske dig en glædelig 18.december og resten god julemåned 🙂
Sanne
Krystaller, lyder spændende. Rigtig go’ dag, smukke. 🙂