For pokker, nu gør Rudolph Care det også
Jeg drak en kop kaffe (og det får du også brug for til dagens længere tekst) med min chef på avisen for et par dage siden. Snakken faldt på den omsiggribende såkaldte sexual wellbeing. Velvidende at jeg lød som en olding, hørte jeg mig selv sige, hvorfor det ikke bare ku’ være folks egen sag. Skal vi virkelig høre og se så meget alle vegne om noget så privat?
Så drak vi mere kaffe og blev enige om, hvad der i virkeligheden er op og ned. Og at lige præcis den her snak har taget en væsentlig og afgørende drejning. Faktisk for noget tid siden.
Det føles fjernt fra dengang, jeg som barn og teenager tog sammen med min familie på sommerferie i København, og der især var to steder, jeg hvert eneste år insisterede på at besøge: Christiania og Istedgade. Begge føltes eksotiske og halvfarlige i forhold til mit stille provinsliv.
”Kig ned”, sagde min mor altid – i øvrigt begge steder.
I Istedgade var visse vinduesudstillinger så grænseoverskridende, at jeg også håbede, at min mor (og resten af familien) kiggede ned.
Spol nu tre årtier frem til i dag, hvor der sker tre ting på samme tid:
I Frankfurt Lufthavn – før Corona – ville jeg købe en ny elektrisk tandbørste. Normalt står de i det, man i gamle dage ville kalde afdelingen for småelektronik omgivet af især barbermaskiner. Sådan er det ikke mere, kan jeg hilse at sige. Nu står tandbørsterne omgivet af et væld af gadgets med det tilfælles, at de er til den anden ende.
Hold op, tænkte jeg.
Nogenlunde samtidigt under et interview med sociolog Eva Steensig her i avisen om bevæggrundene for, at yoga er blevet så stort, nævner hun i en sidebemærkning: ”Jeg tror simpelthen, de får for lidt, alle dem, der ruller måtten ud her, der og alle vegne”.
Hold op, tænkte jeg.
Men da en kollega lettere overrasket nævner, at nu har selv Magasin fået ”den slags apparater”, så er det Sørensjaskemig slut med at tænke ’hold op’.
For der er sket noget, siden dengang sexbutikker ofte lå afsides og havde status af spøg og skæmt (og lidt skyld og skam).
Glem alt om at være tabubelagt eller hengemt. Nu handler det om personlig velvære og er blevet et felt målrettet kvinder og forbundet med åbenlys lystig status.
Sex og især gør-det-selv-sex er blevet et område inden for skønhedsvelvære på niveau med yoga, detox, sport og spa. Det er også blevet big business. Analysebureauet Market Data Forecast kalder næstegenerationens vibratorer for et revolutionært voksende område, der inden for de næste fire år forventes at nå en omsætning på verdensplan på 40,4 milliarder amerikanske dollars. I øvrigt et område drevet af kvinder og især for kvinder.
Bare spørg skuespiller og multimediemennesket Gwyneth Paltrow. Hun var first mover på området, selvom det i starten gav gevaldige knubs, da hun begyndte at anbefale såkaldt ”vagina steaming”, en slags dampbad af de nedre og indre regioner. Hendes livsstilssite Goop lancerede alt fra bogen The Sex Issue til alverdens gear og Netflix-serien The Goop Lab med et afsnit dedikeret til sex på egen hånd, ”The pleasure is ours”.
Hvor Goop før overvejende havde tøj, skønhed, detox og sundhed i webshoppen, så fylder såkaldt sexual wellness nu tre digitale sider.
For sociolog Eva Steensig hænger eksplosionen af seksuel velvære sammen med, at vi står midt i et udvidet sundheds- og skønhedsbegreb. ”Først skulle vi være pæne, slanke, stærke, så kom sindet indover med yoga, så mere glæde med zumba – og i det lys skal seksualiteten nu favnes som en slags indadvendt egenomsorg”, siger hun. Hvad der tidligere var forbundet med ofte kolossale apparater baseret på mænds fantasier, så er der i dag tale om forfinede vibratorer – i delikat design. Nogle endda udformet som halssmykker. ”Og her kan det ærligt talt blive lidt for meget in your face, lidt for skingert, men sådan er det, når man bryder med tabuer. Det vil finde et naturligt leje”, vurderer Steensig.
Skæver vi til det hippe LA-baserede skønhedsunivers Violet Grey, er der en hel afdeling dedikeret til sexual wellbeing. Også herhjemme har skønhedsdestinationen Ara’kai vibrerende gadgets på salgshylderne. Det samme har nu fremsynede Rudolph Care, der i selvkærlighedens navn har indgået et samarbejde med det danske, sexpositive brand Peech.
Etnolog Julia Lahme lavede sidste år en trendrapport, hvor seksuelt velvære fylder 10 sider ud af i alt 71. Nu ser vi ifølge Lahme vaginaen som aktiv fremfor passiv og modtagende – og det udtrykkes i både kultur og poesi. ”Tag bare nogle af popmusikkens kvinder som Jada og Tessa. De sidder ikke og venter på noget fra en mand. De går ud og tager, hvad de vil have”, siger Julia Lahme.
Sociolog Eva Steensig kan godt huske bemærkningen om yogamåtterne. ”Dengang mente jeg, at det var et tydeligt tegn på at der var brug for noget egenkærlighed. Der var nogle behov, der ikke blev dækket. Det har vi så så sandelig kastet os ud i nu”.
Dele af ovennævnte artikel blev bragt i Børsen Weekend i 2021.
LÆS OGSÅ:
- 2 grunde til, at jeg ikke længere har brug for foundation
- Okay, det er ikke kønt, men det virker
- Afmeld dem, der skynder på dig (typerne med sidste chance og få pladser). Du er nemlig havnet på deres agenda, ikke din egen …
COMING UP:
- Så lidt gør skønhedsredaktøren, der har adgang til alt
- Shit, den er god. Jeg fandt dog én fejl
- Kan vi tale om K18 og hvad den gør ved håret
@beautyspace på INSTAGRAM
Anette Kristine Poulsen
Har lavet en tilføjelse under min kommentar. Eller nærmere et spørgsmål, som jeg håber, I vil byde ind på. Og så vil jeg sige en særlig kæmpestor tak til især Pernille og Mille for at nuancere, meningsudveksle og gøre os klogere herinde. Jeg læser med og suger til mig.
KH Anette
Anette Kristine Poulsen
1000 tak for gode indspark. Godt med debat! Jeg har for min del skrevet langt nok, så vil nøjes med at gengive, hvad Heydi Vásquez (fra Ara’kai) sagde i Børsen:
”Jeg har aldrig fundet traditionelle sexbutikker specielt inspirerende, så jeg ville lave et komfortabelt univers omkring sortimentet, der hos os tæller flere produkter”, siger hun.
Muligvis, jeg ved det ikke, så handler det om at finde det leje, Eva Steensig taler om.
Og nå jo, jeg har lyst til en ekstra tilføjelse eller nærmere et spørgsmål. Når eksempelvis GOOP universet laver lyset ‘this smells like my vagina’ er de så med til at fastholde den forskruede idé om, at kvinder dufter af roser? Eller er de med til at sætte selvsamme vagina på dagsordenen?
KH Anette
Mille
Jeg tænker igen, det handler om kontekst. Havde de lanceret fire-fem lys med forskellige personaer (etnicitet, alder, seksualitet og what not) knyttet til, havde det måske været en vældig amerikaniseret, sjov gimmick for de få rå (- der kan lide at bruge deres penge på sjovt gak). Men fordi det netop er Paltrow, der er hvid cishet og poster girl for patriarkalsk skønhed og easy going, fastholder man netop det billede, du omtaler. Lyset er en art repræsentation for THE PERFECT VAGINA og det er not cool. Især ikke fordi Goop i forvejen er kendt for flere sager, hvor de trækker penge ud af folk med alverdens lort der går i stykker, er sundhedsskadeligt (vagina steams osv.) og på alle måder gør en uskøn figur. Rudolph Care er god kvalitet, wellness og good feel hele vejen igennem og derfor er deres produkt en helt anden sag. Selv det papir, de fylder pakkerne ud med så der ikke sker skade på deres produkter under fragt, er bæredygtigt og et spildmateriale, de har formået at gøre brug af, til RC’s 10-års fejring havde man ikke balloner af miljøhensyn og Andrea Rudolph ledte selv en talk med den vanvittigt seje Birthe Bonde under lockdown om underliv og velvære post fødsel and such. RC er cool og omfavnende fordi de MENER og GØR deres brand – modsat Goop.
Sanne
Efter min mening er vaginaduftlyset bare mærkeligt, et PR-stunt, som var sikkert på at få opmærksomhed. 😐
Pernille S
I 1969 blev pornoen frigivet. I 1973 indførtes fri abort. At være topløs på badestranden på den tid som kvinde, var mere normen end undtagelsen. Rødstrømpebevægelsen og kvindefrigørelsen i ‘70erne og op gennem ‘80’erne satte fokous på kvindekroppen. Bogen “Kvinde kend din krop”, Inge og Steen Hegelers “Kærlighedens ABZ og “Stillinger” samt Soyas “Sytten” var at finde i så godt som alle frisindedes hjem. Fri sex mellem og på tværs af kønnene, blev udfordret i starten af ‘80’erne og op gennem ‘90erne, da aids epedimien kom til DK. I min ungdom var gonore og kønsvorter det ungdommen kunne være uheldige at erhverve sig. Aids satte for mange et stop for et frit sexliv. Det står for egen regning at mene, at tiden herefter manifesterede en større bonerthed. I tidens ånd, hvor perfekthedskulturen nu måske har lagt bånd på en friere seksuel udfoldelse,
håber jeg at dette emne på din blog og hos Rudolph Care om sexlegetøj, kan åbne op for en mere naturlig tilgang og accept af kvindekroppen og kvinders seksuelle naturlige behov. Det er glædeligt! Når det så er sagt, undres jeg over at firmaet Peech sælger glidecreme med smag af citron og vanilje!!! For vi må da endelig ikke dufte og smage af kvinde! Får mig til at tænke på at man i mange år i bl.a. USA har solgt tamponer til kvinder med duft, og stikpiller med duft kvinden kan bruge før samleje. Manden skulle jo nødigt skræmmes væk!
De unge idag er så oplyste og på mange måder mere selvsikre end i min ungdom. Alligevel oplever jeg en større blufærdighed hos de unge kvinder i dag. På mit job i sundhedsvæsenet ser jeg kvinder være ekstremt krops blufærdige, og unge kolleger som stadigvæk – mærkeligt nok – har svært ved at tale sexualitet med deres patienter. Eller som i min lokale vinterbadeklub, hvor kvinderne helt misforstået sidder viklet ind i badetøj og håndklæde op til halsen i saunaen! Her ser jeg denne nærmest puritanske attitude. Tænker der er en stor kontrast til den sexuelle frigørelse fra min ungdom og til nu! Er ungdommen blevet mere usikre i en tid, som står i perfektionismens tegn? Kæreste Anette, du – vi kvinder, har virkelig en mission i at fortælle unge mennesker, at de er gode nok som de er. Vigtigt er det at pointere, at det ikke er at ligestille med at det er forkert at gøre noget ud af sit ydre. Så længe det er i harmoni med det indre. Og hvad vil jeg fortælle med alt dette? Jeg synes, at det Rudolph Care gør, er at pakke en sund sexualitet ind i før nævnte håndklæder- i overført betydning; alt bliver pænt pakket ind med begreber som “Self Lovers” og “bundel” med creme og vibrator! Sorry Anette, jeg kan ikke følge med. Synes en naturlighed pakkes ind i glitterpapir. Videoen på RC’ IG/website er så poleret og non-sexuel! Iøvrigt sender Peech deres varer som “diskret levering”! (Ved ikke med RC) Ja men hallo! Vi skriver da for pokker 2022! Hermed fastholder firmaet da først sexlegetøj som et tabu? Føler jeg har udlevet min ungdom i den bedste tidsalder. Gudsketak og lov for det!
En vibrator som hedder Corny? Man kan vælge at se det fra den humoristiske synsvinkel, eller undres over navnevalg. Slå selv ordet op i ordbogen…
Kh Pernille S
Mille
Jeg er 28, læser på universitetet og lesbisk, der jævnligt kommer i det kinky miljø og på alle måder undersøger og udfordrer min seksualitet. Jeg er nødt til at påpege, at du shamer, når du sammenligner blufærdige kvinder, der ikke kan rumme deres egen krop i sundhedsfaglig sammenhæng og så citron/vanilje-glidecreme. Jeg nævner de data her om mig selv for at fortælle, jeg både er ung, uddannet og og i god kontakt med min seksualitet – men jeg har ufatteligt svært ved at blive undersøgt gynækologisk og går faktisk hos en særlig udvalgt gynækolog på grund af dette. Man kan sagtens elske og ære sin krop privat og seksuelt og samtidigt ikke hvile i at den skal vises frem til alle og enhver – undersøgelser og kontakt med sundhedssytemet er ikke behageligt eller noget, man selv vælger af ønske, men et nødvendigt “onde” som skal tages seriøst. Det er ikke enten eller og faktisk er det en grænseløs attitude at have, synes jeg. Frigørelsen består netop i, at man SELV vælger HVAD ens krop er, bruges til og udsættes for og hvem man deler dette med. Retten til egen krop! Tænk over din attitude næste gang du har en patient. Jeg vil i hvert fald nødig møde en sygeplejerske hos min gynækolog, der mener, at jeg sagtens bør kunne smide trusserne og få scanneren op, når jeg nu fortæller, at jeg dyrker sex med flere for eksempel. Kontekst!
Derudover – ethvert sexlegetøj er ikke en frastødelse af kvindekroppen. Det kan også være sundt at undersøge og lege og prøve. Du spiser heller ikke kun havregryn dagen lang, vel? Fordi mad skal mætte og alt andet er pjat. Man kan sagtens undersøge kroppen med humor uden at være frastødt af kroppen. Du taler om puritanisme og jeg må bare sige – har du overvejet at læse din egen kommentar én gang til? Verden er nuanceret og meget handler om kontekst. Det kan jeg så selvfølgelig håbe at også din kommentar gør og for det ønsker jeg dig omsorg.
Pernille S
Kære Mille
Det er vigtigt for mig du forstår at jeg på ingen måde tager afstand fra fra brugen af sexlegetøj som en del af ens udforskning af kroppen. Det er i mine øjne et super supplement og et sundhedstegn. Min pointe – som åbenbart ikke er tydelig nok er, at sex og seksualitet på ALLE måder stadig er tabubelagt, når den, som jeg oplever det, skal pakkes pænt ind og stadig gøres til genstand for noget som skal foregå tys tys. Hvad angår kvinder som har det svært ved at afklæde sig i et offentligt rum i sundhedsvæsenet, det har jeg stor forståelse for, og jeg er meget bevidst om at forsøge at skabe bedst trygge rammer ( nu er det så ikke i det gynækologiske speciale jeg er). Hvad du måske ikke tror, så er jeg helt klar over at der er en forskel på den intimitet som udspiller sig i det private rum kontra det offentlige. Jeg er ked af hvis du føler dig shamet. Det er på ingen måde min hensigt. Jeg giver blot udtryk for min undren over hvor lang vej der tilsyneladende stadig er førend det at tale åbent om seksualitet bliver naturligt. Heri har de som markedsfører sexlegetøj et stort ansvar for ikke at fastholde kvinder i et tabu. Jeg kunne have undladt at tale om vinterbadeklub i denne kontekst. Dette var blot for at understrege hvor mærkeligt jeg finder det, at være medlem gennem snart 40 år af en vinterbadeklub, hvor det at bade nøgen og sidde afklædt i en sauna altid har været en naturlig foreteelse, nu de senere år er blevet til at de unge mennesker pakker deres kroppe ind! Det forstår jeg ganske enkelt ikke. Det kan synes irrelevant at drage en sammenligning mellem vinternøgenbadning i klub og sexlegetøj. Måske. I min optik er der stadig lang vej for kvinder m/k i forhold til frigørelse og kropsaccept. I mine unge dage kom jeg også i det du kalder kinky miljøer. Jeg nærer ingen fordomme hvad forskellig sexuel observans angår. Min omgangskreds har altid omfavnet ALLE. Men jeg må have lov til at ytre min menig og undren over så påfaldende lidt JEG synes tingene har rykket sig, set i lyset af den form for markedsføring producenter og underleverandører af sexlegetøj har. Jeg forsøger – efter bedste evne, at tale med mine patienter om selvaccept, bodyimage og seksualitet efter sygdomsforløb. Undersøgelser viser, at det stadig er svært for sundhedsfagligt personale at tale om sex med deres patienter, og undersøgelser viser også at det er noget patienter efterlyser. Så tilsyneladende er der stadig en kamp der skal kæmpes i forhold til at acceptere sig selv og sin krop som den man er, og en opgave det sundhedsfaglige personale skal løfte. Sexlegetøj er – også i sådan en sammenhæng et væsentligt bidrag/tilbud jeg som sundhedsansvarlig gør brug af. Jeg VED jeg er med til at gøre en forskel for mine patienter. Og det kan jeg og mine patienter så glædes ved. Kh Pernille S
Mille
Din respons her er rigtig god og en virkelig god nuancering – tusinde tak fordi du tog dig tid til den.
Jeg bader selv i en vinterbadeklub i Nordjylland – og oplever faktisk det helt modsatte dig. Alle kommer med godt humør og helt uden badetøj og håndklæder. Når jeg er i KBH for arbejde, kommer jeg en del i Sjællandsgade Bad, hvor københavnere fra alle klasser kommer og bader; dem, der ingen bad har i deres lejlighed ude i Nordvest, ældre ægtepar og unge yogapiger med Gucci-solbriller på. Her går man nøgen rundt mellem alle aktiviteterne og sidder nøgen i sauna, nøgen i badekar, nøgen i isbad og nøgen til lysterapi. Mænd, kvinder og alle køn midt imellem. Total dejlig og fri stemning. To eksempler ud af mange.
Så, med al respekt, tror jeg virkelig det handler om hvilke miljøer man opsøger og omgås. Det er generaliseringen, jeg mærker, jeg bliver rigtig ked af – for vi ved vel aldrig mere, end vi oplever? Og det er jo ikke altid, at man kan uddybe, som vi kan her – og dermed er det vigtigt at passe på. Måske sidder der nogen, som synes, det er mere tilgængeligt og tilladt at købe en fin vibrator gennem et luksus-hudplejemærke hvor den ankommer sammen andre nødvendighder og følelsen af velvære fremfor et klistret sexshop-brand der også sælger fleshlights og gagballs. Jeg synes, der skal være plads til det hele. Det fantastiske ved netop Rudolph Care og Peech’s samarbejde er, at de ikke fortæller en historie om KORREKT seksualitet hvor man helst skal ligge i silkelagner, veje 50 kilo og tænke på en flot eng – men bare forholder sig til intimitet, velvære og nydelse. Mere af den slags! Så kan forbrugeren selv finde ud af hvordan de vil lave deres egen kontekst.
Tak for dit svar. 🙂
Marianne
Hej Pernille! Tak for et rigtig godt skriv; jeg er enig med dig langt henad vejen 🙂 Dog vil jeg sige til det med den “diskrete indpakning” – det gør webshops som webapoteket.dk altså også. Mon ikke det lige så meget handler om, at det vel ikke rager alle mulige fremmede i pakkeshop/posthus, hvad det er, man har købt? Jeg handler næsten udelukkende på nettet, og har nogle gange været ude for, at pakkemedarbejdere kommenterer på mine pakker ved udlevering: “Nå, du skal nok hjem og ha’ dig noget kaffe” (Nespresso stod der på pakken) – og uanset hvor tilforladelig sådan en kommentar måtte være, så irriterer det mig grænseløst alligevel. Men ok, jeg er også et ret privat menneske 🙂
M
Jeg elsker Rudolph Care endelig har gjort det lækkert med sexlegetøj. Og Peech er simpelthen det mest cool samarbejde, man kan lave!
Christina kragh
Nyt emne dermalogica nye power bright serum er det i stedet for biolumin c vitamin serum ? Eller bruger man begge to
Else+Marie+Lissau
Så godt skrevet Anette K.
Kh Else Marie
Sanne
På tide, kan jeg ikke lade være med at tænke. Altså ikke Rudolph, men generelt. Det skal også ud af skammekrogen.
Rigtig go’ dag, smukke. ♥