Hey Hafnis Helle Helle om hud, hals og østrogen

Måske tænker du ikke, at hudplejerutiner er stof for finlitterære bøger, men så kan du godt tro om igen. Helle Helles nye bog, Hey Hafni, følger den finurlige Hafni, som i denne tredje roman er rejst til Englands fjerdelykkeligste by, Brighton, for at genfinde glæden. Og Hafni har, ligesom forfatteren, helt styr på ingredienserne:

”Jeg svømmer i A-vitamincreme, som kan fås for næsten ingenting, samt niacinamid og peptider, og jeg synes allerede, jeg kan se en forskel. Desværre får jeg ikke læst så meget, hver aften falder jeg i søvn til bølgebrus.” FRA BOGEN HEY HAFNI.

I anledningen af de nye eventyr for Hafni, har jeg stillet forfatter Helle Helle otte spørgsmål, selvfølgelig om hud, og her kommer svarene:

Det er to år siden, vi to sidst talte sammen om hud. Hvad har du lært af nyt siden dengang?

At sætte endnu større pris på det gode, jeg gjorde for min hud for år tilbage. Og jeg elsker tanken om, at det, jeg gør nu, kan virke på længere sigt. Min tålmodighed er stor, når det kommer til effekten af hudpleje.

Derudover har jeg blandt andet lært at have en faktor 50 solstick med i lommen, når jeg går tur. Sol og blæst får mit ene øje til at løbe i vand, og også min næse løber for et godt ord. Først efter at have fået en stor pigmentplet på næsetippen forstod jeg, at hver gang jeg pudser næse eller tørrer mig under øjet, ryger noget af min solcreme med af. Så nu går jeg og efterdupper med solsticken.

Hvor meget tid og hvor mange penge bruger du på hudpleje?

Meget tid, ikke nødvendigvis mange penge. Jeg leder altid efter de billigste og bedste alternativer, jeg er for eksempel glad for produkter fra Geek & Gorgeous. Jeg kan få timer til at gå med at slå op på incidecoder.com. Her kan man finde ingredienslister på næsten alle hudprodukter i verden, og der er gode, pædagogiske forklaringer og endda vurderinger af indholdsstoffernes effekt.

Hvad er for dig kvalitet, når vi taler skønhedsprodukter?

Hvis en ingrediensliste er kort, ser jeg det altid som et godt tegn. 

Er der en særlig rutine, du gentager hver eneste morgen?

Ja! Først C-vitamin-serum, og den skal være med L-ascorbinsyre, som vistnok har bedst dokumenteret virkning. Så et multipeptid-serum. Derefter blander jeg i håndfladen min dagcreme med to dråber hyaluronsyre, to dråber resveratrol og to dråber Q10, som er så stærk en antioxidant. Jeg kan ikke finde et ordentligt Q10-serum for tiden, så jeg køber det i en ren opløsning. Til sidst solcreme.

Og aften?

Jeg har rosacea, og derfor kan jeg ikke undvære salicylsyre, som beroliger mine kinder. Dernæst et serum med azelainsyre, efterfulgt af niacinamid og samme peptidserum som om morgenen. Endelig A-vitamin! Og en smule natcreme ovenpå. På det seneste også et tyndt lag Ovestin østrogen-gel, som min kære veninde for en tid siden gjorde mig opmærksom på kunne bruges i ansigtet.

Er der noget, du har dårlige erfaringer med indenfor hudpleje?

For tre år siden fik jeg set min hals fra en bestemt vinkel i spejlet, og det slog mig helt ud, at den var begyndt at hænge. Jeg sagde endda til min søster: Gudskelov vores mor ikke skal opleve dette! Så begyndte jeg at følge et halstræningsprogram. Det var noget med skiftevis at spænde hårdt op og slappe af. En morgen vågnede jeg med en klump i halsen, og den ville ikke gå væk. Jeg gik til læge, og jeg blev sendt til en specialist, og lykkeligvis var alt i orden. Men specialisten konstaterede, at jeg var alt for spændt i halsmusklerne. Så droppede jeg de voldsomme øvelser, klumpen forsvandt, og jeg blev helt utrolig glad for min hals, som den er.

Hvilket produkt vil du helst ikke undvære nogensinde? 

I 2021 brugte jeg en større sum på at anskaffe en ledlys-ansigtsmaske, og det er jeg virkelig glad for, at jeg gjorde. Jeg har ligget med den ti minutter hver anden morgen siden, og det har haft så god effekt på min rosacea. Så når den engang brænder sammen, skal jeg have en ny.

Er der noget, du har opdaget for nylig m.h.t. hud?

Ja! Jeg tager ikke kollagentilskud, men jeg bruger mange penge på sardiner, som jeg elsker. Nu kan jeg så læse i din nye bog, at de er fulde af kollagen. 

1000 tak til forfatter Helle Helle.

Hey Hafni kan bestilles her, hvis du ønsker den leveret til døren.

FOTO Mikkel Carl

24/03/2025
Det vælter frem med barriere-hudpleje, men er det et reelt behov?
Tag ikke mit, men ingredienslistens, ord for det
31/03/2025
Efter 30 år: “Sig mig, har du været frosset ned?” Få gratis smagsprøve
Smagsprøve på Opskriften på bedre hud i overgangsalderen

Kommentarer

  • Trine
    REPLY

    Nogen der ved hvor man køber hyalyron, Q10, mm som dråber, som dem Helle drypper i sin dagcreme?
    Virker jo smart, når man har svært ved at få alle lag med div cremer til at “spille” sammen.
    / Trine

    08/04/2025
  • Sanne
    REPLY

    Hun overgår næsten dig i hudnørdethed, og det er ellers svært.
    Rigtig go’ dag, smukke. 🙂

    01/04/2025
  • ZS
    REPLY

    Jeg er meget interesseret i at høre, hvilken ledlys-ansigtsmaske Helle har gode erfaringer med, og om den også har god effekt på rosacea. Jeg kæmper med sidstnævnte, så alt, som kan hjælpe, skal prøves.

    28/03/2025
    • Mille
      REPLY

      Må jeg anbefale Facelite. Der er klinisk dokumentation på effekten, god kvalitet – og så virker garantien. Jeg fik en i gave som er købt hos Anita Falslund. Hvis du vil spare penge, så vent til hendes fødselsdags-udsalg (omkring starten af kalenderåret) hvor der spares 20 procent. Masken er ret dyr, så det er det værd.

      29/03/2025
    • Maj
      REPLY

      Og jeg vil så anbefales currentbody’s nyeste red light therapy mask. Den er dyr men nok den med de bedste specs på markedet.
      Jeg har deres “gamle” model som også har givet gode resultater, men den nye er altså det ypperste pt

      31/03/2025
  • Birgitte
    REPLY

    Skønt med input fra kloge Helle Helle. Men må indrømme at jeg kæmper med at holde styr på ingredienserne, selvom jeg jo godt ved at det er en fordel at kunne holde styr på dem. Men er så svært at gennemskue indholdslister og er desværre bedre til at huske mærker🙁

    27/03/2025
  • Maj
    REPLY

    Der er udmærket dokumentation for at østriol (Ovestin) fungerer som smøre i ansigtet. Derimod er det koger mere potente østradiol ikke at anbefale. Og ja, østriol kan sagtens kombineres med a-vitamin. Prøv at finde “Hot and flashy” på YouTube, hun bruger stort set samme combo som Helle, inkl. masken m rødt lys, og er meget optaget af at ingredienser kan eller er dokumenteret

    27/03/2025
    • Maj
      REPLY

      Der skulle stå “noget”, ikke “koger”

      27/03/2025
  • Anna
    REPLY

    Kan det passe, at Ovestin Gel smurt i ansigtet kan forsage i udbrud? Jeg har en månedstid smurt et knappenålshoved Ovestin på kragetæerne og oplever desværre, at jeg slår ud med små lukkede comedomer i resten af ansigtet. Aner ikke om, der er en sammenhæng, men alligevel dybt irriterende.

    27/03/2025
  • Anni
    REPLY

    Sikke mange virksomme ingredienser 🌻 Både C-vitamin, niacinamig og Q10; har vi brug for så mange forskellige antioxidanter om dagen?

    27/03/2025
  • Anette
    REPLY

    Mon vi kan få at vide, hvilke produkter Gelle bruger. ??

    27/03/2025
  • Christina kragh
    REPLY

    Hvorfor ovestin i ansigtet 🤗 altså er med på det er hormon men ku man smøre det på håndledet i stedet el … hvorfor bruger man det ❤️

    27/03/2025
  • Tina
    REPLY

    Jeg ville virkelig være påpasselig med Ovisitn den kan gøre huden tykkere og gøre linjer dybere og overfladen mere grov at se på desværre.

    27/03/2025
    • Mille
      REPLY

      Jeg r ret interesseret i denne vinkel, jeg er ikke i nærheden af overgangsalderen, men havde altid tænkt, at når den tid kommer, ville jeg begynde at smøre med sådanne midler i ansigtet. Hvor har du denne data fra?

      27/03/2025
      • Marianne
        REPLY

        OG man skal være klar over, at det er et no go, hvis man har pigmentforandringer, da de kan forværres …

        02/04/2025
  • Tine
    REPLY

    Jeg er overrasket over natrutine med A vitamin og østrogen gel samtidig. Er det ok – jeg troede det ville være “for meget” af det “gode”:-)

    27/03/2025
  • Susi
    REPLY

    så spændende læsning, elsker at høre hvad andre bruger i deres hudpleje. 🙂
    Tak for det

    26/03/2025

Skriv en kommentar

Din mailadresse vil ikke blive publiceret. Udfyld venligst felterne med *

Bliv en Beautyspace-insider

Få evidensbaseret lige-ud-af-landevejen skønhedssnak. Hvad virker, hvad gør ikke. Få hver uge tre til fire aktuelle artikler, især om hvad der gør huden godt, adgang til bøger og foredrag med Beautyspace-rabat og nåja, du er den første, der får besked, når månedens BEAUTYSPACE BOKS udkommer.

Skriv din email-adresse i feltet og klik på "TILMELD"

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.