
Hvilken fiskeolie er bedst?
Lyt til dagens artikel her
Omega-3 er muligvis verdens bedste eksempel på sundhedsskønhed. Vi har nemlig fat i en vaskeægte genoplivnings-genvej til især tør hud.
Flere nye studier bakker op om det omfangsrige Harvard-studie, vi tidligere har været omkring. Nemlig at omega-3, som vi ikke selv kan producere, ser ud til at have en positiv virkning på at forebygge og hæmme inflammation – den her bål og brand tilstand, som mange også kender fra hud, der kan være rød, irriteret og tør.
Læg dertil den smidiggørende effekt og det faktum, at omega-3 gør cellerne mere modstandsdygtige i forhold til UV-stråler.
Under torsdagens indslag i Go’ Morgen Danmark, sagde hudlæge Johan Milling Holk Poulsen bl.a. sådan her:
”De nyere studier har fået mig til at spærre øjnene op, for jeg har i mange år haft god erfaring med at anbefale mine patienter at tage fiskeolie. Det sker på baggrund af en klinisk formodning. Vi ser på et molekylært niveau en klar forbedring i huden, og det betyder noget for de store hudsygdomme som psoriasis, rosacea, akne – og ja, tør hud.”
Så kan man ikke få for meget? Det mener Milling ikke, men ”man skal være lidt mere opmærksom, hvis man er på blodfortyndende medicin eller står overfor en operation,” siger han og tilføjer, at det ikke skal være en hindring i forhold til at sikre sig omega-3: ”man skal bare kontrollere tallene – det kan egen læge gøre. Vedkommende kan måle det, der hedder INR med et testkit og thrombocytter (blodplader) via en blodprøve.”
Hvordan vælger du så den bedste fiske- eller algeolie?
Jeg vil altid prioritere, når det er muligt, at få omega-3 via kosten. Den fås, som du sikkert ved, primært fra fede fisk. Især fisk (de fede) og alger/plankton indeholder de eftertragtede langkædede omega-3 fedtsyrer EPA og DHA. Skal man ud i tilskud, altså fiskeolie, som jeg også selv for en sikkerheds skyld prioriterer (fordi jeg kan glemme at lave fiskemad og ikke vil gå glip af fordelene), så skal du vide følgende:
Fiskeolie i særdeleshed, kan være omgærdet af en nærmest passiv-aggressiv stemning. Der er groft sagt tre typer: Dem, der tager det, dem der ikke gør, og så dem, der også på andres vegne ved bedst og bliver påduttende. Jeg oplever især det sidste, når der er tale om multi level marketing eller network marketing, som er en pyramidisk opbygget salgsorganisation.
DERFOR REGEL NUMMER 1: Sæt tid af til egen research og overvej følgende:
- Økonomi. Altså din egen. Som en Beautyspace-læser skrev, så havde hun et budget at tage hensyn til.
- Det er forskelligt, hvad du lægger vægt på i forhold til for eksempel ophav, fangstmetoder, i hvilken grad olien er uraffineret, etc.
- Flydende eller kapsler. Mine børn vil jeg ALDRIG få til at tage flydende fiskeolie. Selv ønsker jeg ikke at tage kapsler, for jeg vil kunne lugte til min fiskeolie.
- Tag en tjekrunde. Der er danske forbrugerorganisationer, som tjekker fiskeolie, og man kan sagtens blive klogere på deres tests bl.a. i forhold til tungmetaller.
Billedet: Her ser du de tre fiske- og algeolier, jeg veksler imellem. For mig hænger producent, økonomi og seriøsitet her sammen. Jeg har senest købt fra Bidro og Nani og fået denne her med hjem til test under et presseophold.
Læs og så Q&A med Christian Bork ph.d. og læge ved Kardiologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital. Han forsker inden for omega-3 fedtsyrer.
BEAUTYSPACE FOREDRAG i Aarhus, Odense og Aalborg i denne og næste uge. Få din plads her.
@beautyspace på INSTAGRAM
Anette Kristine Poulsen
1000 tak for alle indspark. Jeg er retur med respons senest den 25. oktober. Tak for din tålmodighed. KH Anette
Eva
Tak for en god og oplysende artikel. Jeg bliver bare lidt ærgerlig over at du lige giver en hel branche et svirp og insinuerer at privat salg bygger på fup og fidus. Det var vel strengt taget ikke nødvendigt. Med tanke på at det vel er bolden og ikke personen der er vigtig. Min oplevelse er faktisk at der er en stor seriøsitet omkring den fiskeolie jeg tager. Blandt andet fordi jeg får testet mit blod for omeganiveau.
Anette Kristine Poulsen
@ Eva, mange tak for dit indspark. Du er ærgerlig over, at jeg skriver om min oplevelse? Det er jeg ked af at høre.
Sisse
Jeg har lige købt en flaske med hørfrøolie. Er det lige så godt i forhold til mængden af omega 3? Jeg vil helst have en vegansk udgave, da fiskene alligevel får deres omega 3 fra algerne. I hørfrøolien er der 55% omega 3 i, 15% omega 6 og 20% omega 9. Skal jeg være bekymret for mængden af omega 6? Tak for hjælpen til at afkode det med småt 💚
Anette Kristine Poulsen
@ Sisse, du kan fint få de vigtige fedtsyrer EPH og DHA via plankton og alger. Der er bred enighed om, at vi ikke behøver at tage tilskud af omega-6, da vi automatisk får så rigeligt af den – studier viser, at for meget omega-6 fortynder effekten ved omega-3 (hvis du går tilbage på beautyspace.dk finder du flere studier).
Helle
Du har tidligere anbefalet Lysi flydende fiskeolie med citrus. Er den ikke længere anbefalesværdig? 😀
Anette Kristine Poulsen
@ Helle, den vil jeg bestemt stadig købe.
Simone
Hej Anette, håber det er okay jeg kommer med et spørgsmål der ikke har med indlægget at gøre. Jeg har længe brugt Paulas Choice BHA toner men da jeg nu er startet på studie, har jeg måtte prøve at finde billigere alternativer til mine hudplejefavoritter. Jeg har fundet en fra et mærke der hedder Spotles.skn med følgende ingrediensliste: Aqua, Triticum Vulgare Germ Oil, Salicylic Acid, Lactic Acid, Glycolic Acid, Vaccinium Myrtillus Fruit Extract, Saccharum Officinarum Extract, Citric Acid, Citrus Aurantium Dulcis Fruit Extract, Citrus Limon Fruit Extract, Acer Saccharum Extract, Tartaric Acid, Malic Acid, Glycerin, Sodium Benzoate, Potassium Sorbate
Jeg er ikke super god til at afkode ingredienslister – kan du se om der er noget der springer i øjnene? Eller tror du den ud fra ingredienslisten vil være et okay alternativ? Det bliver selvfølgelig aldrig det samme som PC men jeg har brug for et eksfolierende BHA produkt uden parfume. Håber du kan hjælpe:-)
Anette Kristine Poulsen
@ Simone, for mig ser det fint ud. Der er jo også The Ordinarys udmærkede salicylsyreprodukt.
Katrin
Hej Anette, Bidro den blå flydende fiskeolie, tager du kun én teske om dagen? Det er sørme lidt 🙂
Anette Kristine Poulsen
@ Katrin, jeg tager faktisk to.
Kirsten V
Overvejer Imideen, men tænker på om C vitamin, fiskeolie og selvfølgelig altid sund kost, kan erstatte dem.
Jeg kunne godt tænke mig, at høre jeres erfaringer, tak.
Anette Kristine Poulsen
@ Kirsten, dine overvejelser giver god mening. Overvej at spise kollagenrigt også, altså via kosten.
Kirsten V
Bornholmsk fiskeolie som nu hedder Vitaoil anbefaler du ikke den mere?
På forhånd tak.
Anette Kristine Poulsen
@ Kirsten V, jo … den er bestemt en mulighed stadig.
Mariannegylding
Uha, bare tanken om flydende fiskeolie😖
Men vi kan jo udstå meget i velværet tegn. Så hvad er bedst? Hvad anbefaler du helt konkret Anette? Jeg læner mig jo op af dine kloge ord.
Anette Kristine Poulsen
@ Marianne, jeg anbefaler dem, jeg har linket til.
Nan Glerup
Jeg kan på ingen måde spise olie! Jeg tager fiskeolie i lidt danskvand! Meget lille glas! Det går fint.
Anette Kristine Poulsen
@ Nan, jeg skyller ofte efter med danskvand.
Carina
Kære Anette
Som vegetar spiser jeg jo ikke dyr, men tager i stedet algeolie (DFI Omega3). Der står, at man skal tage to kapsler dagligt, men tager fire for at være godt dækket ind i forhold til både omega3 og ekstra protein. Hvad tænker du om dette produkt og alternativ? 💜
Anette Kristine Poulsen
@ Carina, jeg tænker at algeolie er mindst ligeså fint som fiskeolie.
Lone Anette Topp
Prøv “Pure Arctic Oil” fra Eqology.
En flydende olie der ikke smager af fisk (spiser ikke selv fisk).
En omega-3 olie må ikke smage eller lugte af fisk, så er den typisk harsk, og kan derved gøre nete skade end gavn i kroppen.
Tager du omega-3 kapsler… så prøv at skære en over!
Den må ikke lugte af fisk!
Anette Kristine Poulsen
@ Lone, jeg er ikke stor fan af metoden, Eqology bliver solgt på (network marketing), selvom det er et godt produkt. Jeg har derfor også fjernet de salgslinks/email-kontak osv., du havde lagt ind.
Hanne Strandberg Dahl
Kære Anette,
Fordi man ikke kan lide salgsmetoden á la Tupperware – bliver man altså nødt til at forholde sig fagligt til produkterne.
Hvad man skal kigge efter i produkterne!! Ingen ved det – ingen siger noget. Lægerne ved det ikke.
Derfor formidler jeg min viden ud. Så bestemmer folk selv, hvad de vil købe…
Men det er vores krop, der skal have det godt – ligesom vores bil…..
Network marketing sendt direkte til hoveddøren eller harsk olie købt i butikkerne, da fiskeolie ikke tåler neonlys og varme…..hm! Vi bestemmer selv – men vi skal kende forskellen og vide, hvad vi skal kigge efter.
Det er jeg glad for, jeg selv fik at vide, da jeg i dag ingen medicin tager 🙂
Anette Kristine Poulsen
@ Hanne, jeg er helt helt enig i at skulle forholde sig fagligt til fiskeolie. Det er præcis, hvad artiklen her gør, og heldigvis med formidable og solide kilder.
Jeg er ligesom dig personligt meget taknemmelig over effekten af fiskeolie, og det er herligt, at vi efterhånden har så god videnskabelig opbakning.
Anette Hangaard Christensen
Hej Anette
Er det en bestemt dosis man skal ta før det har virkning på huden ? På de fiskeolie jeg tager står der nemlig at dosis er mellem 1-3 kapsler ?
Elisabet
Kan godt se at der kan være en god grund til at gå over til flydende. Smager det af fisk? Bidro er nok den mest tiltalende, der skal man kun have 1 tsk om dagen😣 😂 Den er da også den lang billigste.
Christina
Drikker du det rent eller kommer du det i juce mm ? Og hvor mange skefulde? 🤗
Trine
Jeg har taget den fra Bidro i mange år og hælder en slat i et glas (tager lidt mere end en tsk) og hælder lidt juice i og drikker. Det smager fint og uden eftersmag af fisk. Kan anbefales:-)