3 produkter, jeg er stoppet med at bruge

Kan vi tage det sidste først? Åbenhed i forhold til, hvad vi hudplejemæssigt udsætter os selv for. Læser du jævnligt med på Beautyspace, så kender du min holdning til to af tidens mest benyttede behandlinger: Botox og Restylane-fillers. Min afstandtagen bygger helt kort på tre ting:

  1. Jeg synes, de to behandlinger først og fremmest gør folk anderledes, ikke yngre, at se på. Og så er det sværere at afkode folk, hvor der er pillet ved mimikken.
  2. Jeg er bekymret over måden, PR-kommunikationen til tider foregår. Hvor det bliver snakken om, at flere og flere gør det, fordi tabuer bliver nedbrudt – underforstået: Hvad venter du så på?
  3. Pludselig hedder det Botox-light, Baby Botox og bliver talt om som ufarlige og hurtige frokostbehandlinger. Se her, hvad en hudlæge, der bl.a. udbyder de to behandlinger, advarer om. Det er ikke for børn altså.

Når det er sagt, så har alle retten over eget ansigt og krop. Hvem pokker skulle ellers have den? Som nævnt i bogen Seriøst bedre hud, så er flere af mine bedste venner storforbrugere. Intet kan selvfølgelig lamme kærligheden til dem – og da slet ikke et skud Botox. Alle kan vel også blive enige om, at vi skal stoppe med at kommentere på andres udseende, stoppe med at ville vide, hvad den ene eller anden får gjort.

Lad os dog være optagede af noget mere vedkommende.

Så hvorfor overhovedet tage det op? Fordi der er ét sted, hvor jeg synes, vi godt kan forlange fuld gennemsigtighed, og det er hos behandlere. Når jeg eksempelvis får min halvårlige IPL hos Else Marie Lissau (som i øvrigt også underviser i Botox og Restylane), så er hun 100 % transparent i forhold til, hvad hun selv får gjort. Hun er på herligste vis også entusiastisk omkring det. Og vi er helt enige om at være uenige, når det gælder visse behandlinger, men det er en anden snak.

Selv har jeg også en skærpet forpligtelse i forhold til, at du som læser ved, hvad jeg afprøver, jævnligt gør brug af, og hvad jeg synes, der fungerer. Som eksempelvis, at jeg er fan og bruger af strøm og IPL (to behandlinger om året). Det er fair, nej faktisk afgørende for min troværdighed, at du som læser ved, hvad jeg supplerer den hudpleje, som vi taler mest om, med. Og jo stadig (hvis du skulle være i tvivl) den, der for mig har førsteprioriteten.

Hvis ikke man som læser (eksempelvis på Beautyspace) eller i stolen hos en behandler har det fulde overblik, så ender det som med cykelrytterne, dengang vi troede, at der bare var virkelig meget træning ind over.

Og så til overskriften:

3 TING JEG FOR LÆNGST ER STOPPET MED AT BRUGE:

  • Skrubbeprodukter med skrubbekorn i ansigtet. Jeg kan ikke se pointen, men jeg kan godt føle, at jeg på kroppen trænger til en omgang skrub – nok mere et mentalt behov – og her gør afkølet kaffegrums det stadig bedst.
  • Alkoholbaseret skintonic, som da også er en uddøende race. De giver ikke så meget mening, efter vores renseprodukter er blevet så gode.
  • Øjencreme af denne her årsag. Jeg kan sagtens trænge til noget ekstra fugtforsegling omkring øjnene, men så smører jeg et ekstra lag fugtserum på eller et ekstra lag creme. Jeg er selvfølgelig varsom med indhold, som mine øjne ikke tåler, eksempelvis kemiske solbeskyttelsesfiltre.

Redigeret af journalist Anneline Højrup // Foto Jens Peter Engedal

@beautyspace på INSTAGRAM

08/02/2021
Bliver huden MINDRE tør, når du drikker meget vand?
Njaaaaa. Snup hudlægens klare anbefaling.
10/02/2021
9 ting, jeg nødigt vil undvære lige nu
Fra at få mere ro til styr på mundbinds-ramt hud

Kommentarer

  • Karen

    Undskyld men er lidt dum – skal den bruges i stedet for skrub? eller pudder?

    10/02/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Karen, det er du ikke. Det er mig, der forklarer for dårligt. Salicylsyre bruger du som en toner (på en vatrondel) under din dag- eller aftenpleje.

      11/02/2021
  • Karen

    Hej Anette
    Jeg bruger skrubbecreme (clinique 7 days) ihvertfald 1 gang om ugen for at rense mine porrer i dybden (har store synlige porrer selvom jeg plejer min hud). Renser med Ph´s exfo cleaner morgen og aften, men synes ikke den tager porrerne i dybden. Jeg bruger Nilens pudder daglidt for at få lidt glød men det sætter sig i porrerne så de bliver mere synlige efter flere dages brug. Skader det huden at bruge scrub? – og hvad ellers kan jeg rense i dybden med? På et tidspunkt brugte jeg CLARINS
    Radiance-Plus Golden Glow Booster men måtte stoppe – igen fordi det gjorde mine porrer mere tydelige.

    Hilsen fra Karen

    10/02/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Karen, du mangler salicylsyre i forhold til dine porer. Vælg enten den fra Danish Skincare eller den fra Paula’s Choice – som toner, du kan bruge dagligt.

      10/02/2021
  • Anni

    Kære Anette

    Din A-vitaminansigtscreme løb min datter med sidste gang, og hun er ovenud begejstret! Huden bliver så blød, siger hun.

    Nu har jeg modtaget pakke nr 2, og jeg har selv haft kinderne i den. Lækker, lækker! Godt gået, Anette!

    Nu til noget helt andet:

    Jeg bliver mere og mere corona-træt, og min gigt-agtige krop er øm i kulden. Dit trick med eukalyptus i bruseren kunne jeg godt tænke mig at prøve. Hvor køber du olien? Hælder du den bare ud på gulvet? Skyller man det ikke bare væk med det samme, man tænder for bruseren?

    Ang botox: Jeg får samme behandling som din mor og er SÅ taknemmelig for, at jeg har mulighed for IKKE at ende som min egen mor, som altid så vred ud. Det er fint med dine advarsler dog.

    Venlige hilsener
    Anni

    10/02/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Anni, SÅ dejligt med dine erfaringer – både på den ene og den anden front. Tak for det. Eukalyptusdråberne køber jeg dér, hvor Anita Falslund anbefalede det i sin tid: Hos Urtegaarden. Du når at få den aromaterapeutiske virkning, tro mig.

      10/02/2021
    • Charlotte

      Jeg er også en glad bruger af botox og filler.
      Allerede da jeg var i starten af 20’erne når jeg snakket alvorligt med min datter sagde hun du må ikke være sur mor jeg sagde jeg er ikke sur
      men du ser sur ud og det gjorde jeg, så jeg startede med og få botox midt 40 erne nu snar 55 og kan ikke undvære det friske look det giver mig.
      Jeg er meget bevidst om at jeg ikke skal have for meget og det hjælper min datter og min kæreste mig med at fortælle mig hvis jeg får for meget fortæller de mig det,specielt i starten skulle jeg lige finde min grænse.
      jeg har været der hvor jeg fik for meget og lignede en der var frosset til i ansigtet. Ikke pænt uden mimik
      Filler fordi jeg er så indsunken I mit under ansigt og har mange rynker i under ansigtet, som filler hjælper med og fylde ud.
      Til gengæld har jeg den flotteste hud på halsen hvilket jeg synes er mærkeligt da jeg svært forbrændt der pga af puva stråler jeg har dyrket solen og solarium indlagt til tjære bade og puva stråler Israel 4 uger af gangen sol 8 timer hver dag og uvb lys krasse recept pligtige cremer siden jeg var ti år fordi jeg fik svær psoriasis over alt på kroppen og ansigt
      I dag har jeg endelig fået styr på min psoriasis . På grund af drikke Aloe vera fra forever Living gode fugt cremer A vitamin og en masse forskellige vitaminer mineraler fiskeolie og collagen . Dog har jeg lige fået en lille psoriasis plet i ansigtet som jeg desværre nok må bruge min davobetvpå . Det er stort for mig det er et helt år siden jeg har brugt krasse pso cremer .
      Tak for dig ❤️

      11/02/2021
      • Anette Kristine Poulsen

        @ Charlotte, 1000 tak for dit indspark her. Tak for at nuancere debatten, bringe dine personlige erfaringer på banen. Jeg er meget taknemmelig!! Og endelig er det en glæde at høre i forhold til din psoriasis.

        11/02/2021
  • Lamis

    Hej Anette
    Har et spørgesmål.
    Kan man bruge 1-2 dråber olie som “ fugtcreme” hvis huen er meget tør eller vil det forhindre solcremen i og gøre sit arbejde ? I øvrigt er det en kemisk solcreme.

    10/02/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Lamis, olie under SPF er fint så længe, det ikke ligger og sejler rundt. Jeg gør det samme her, hvor det er så pinekoldt. Men jeg lader lige tingene absorbere.

      10/02/2021
  • Betina

    Kære Anette. Vil du også anbefale Ansigtscremen til en teenager på 13 år? Eller skal man være lidt varsom der?

    09/02/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Betina, jeg vil generelt anbefale A-vitamin fra man begynder at udsætte sig for UV-stråler, så ja. Go slow – der er instruks med i pakken.

      10/02/2021
  • Ditte M

    Hej Anette, jeg har lige købt din creme og har taget den på for første gang her til aften. Jeg har i den seneste tid kun brugt CBD serum + probiotika serum fra aurelia, toppet med RC firming therapy moisture og slutteligt et dup RC ansigtsolie på kinderne, fordi jeg går mange flere Corona ture her i vinter, end jeg plejer, og min hud reagere med rødme og sarthed. Jeg har måtte droppe min Dermalogica 0,5 A vit creme, som jeg ellers har brugt i flere år fordi den sved i huden. Nu har jeg så din på, og under den CBD serum fra Aurelia – ingen svien overhovedet (yay) men jeg føler mig lidt stram, når jeg mærker på huden føles den blød og ikke tør, men sådan lidt matteret agtig … hvis du forstår. Bør jeg give den ekstra fugt og i så fald hvad – jeg vil jo helst ikke ødelægge de gode sager der er i din creme, og med det indhold burde jeg jo være dækket ind. Jeg har altid døjet med hud der fedter i løbet af dagen – men for tiden – not so much 😉
    Tak for fantastisk blog og vejledning – det er så værdsat !
    Mvh Ditte

    09/02/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Ditte M, tak for dine hjertelige ord. Du kan sagtens supplere med lidt ekstra fedtstof for at fugtforsegle (du er dækket ind med fugt både under og i cremen). Jeg vil vælge en let olie, squalane eller jojobaolie, og prøv dig frem, så du rammer rigtigt og ikke ender i at fedte igen. Tak fordi du læser med herinde!

      10/02/2021
  • Charlotte

    Hej Anette. Jeg kan se du skriver bioeffect kan bruges sammen med strøm. Det er en virkelig god nyhed ;0) Kunne man bruges deres bioeffect essence og eller deres mist sammen med sin strøm også tror du? Tænker deres essence virker ‘fed’ nok til at kunne køre godt på huden. Er iø begyndt at bruge din a vitamin creme den er skøn ;0)
    Tak for masser af god i inspiration

    09/02/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Charlotte, tak for dine ord og også for din erfaring med Ansigtscremen (tak!). Du kan netop sagtens bruge deres Essence, god idé.

      10/02/2021
  • Sofie

    Mange tak for dine gode råd.
    Jeg synes, du har fat i den lange ende med hensyn til transparens. Jeg kan også se kosmetologer på instagram, der reklamerer for ansigtsbehandlinger, øvelser til at mindske linjer i ansigtet mm., hvor det er helt tydeligt, at de selv får botox – men det nævnes ingen steder. Jeg oplever det lidt som “snyd”, når man reklamerer for nogle produkter med sit eget ansigt – og samtidig helt bevidst ikke nævner, hvorfor man i virkeligheden ser ud som man gør.

    09/02/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Sofie, tak for dit indspark. Som nævnt, så synes jeg ikke vi skal gå så meget op, hvad den ene eller den anden gør. Men jeg synes, vi er nogle, der er har en skærpet forpligtelse, når det gælder gennemsigtighed.

      10/02/2021
  • Jonas

    Hej Anette.
    Hvilken slags, solcreme ville du anbefalede til en; kombineret hud. Med fedtet t-zone lidt tørre kinder. Radiator hud, eftersom jeg arbejde inde i 10-12 timer hver dag. Bruger din A-Vitamin creme om morgenen.
    Hvad ville kunne anbefalede?

    09/02/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Jonas, jeg vil faktisk anbefale Karmamejus BB-creme i din hudtone. Den farver så uendelig lidt. Dog er der æteriske olier i, som du muligvis kan have en holdning til. Alternativt vil jeg vælge deres alm. SPF-creme. Et andet godt bud er Mario Badescus Oil Free Moisturizer med SPF30.

      10/02/2021
  • Ditte H

    Jeg er vild med de koreanske peeling gels, hvor man nulrer døde hudceller og snavs væk 🙂 Det føles ikke nær så skrapt som scrubs …

    09/02/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Ditte H, 1000 tak fordi du deler din gode erfaring.

      10/02/2021
  • Kristina

    Hej Anette 🙂 Når du skriver at du bruger strøm, er det så et apparat til hjemmebrug eller får du også behandlinger hos en professionel? Mvh Kristina

    09/02/2021
  • Tanya

    Tak for dine altid gode råd og store ærlighed, Anette! På din anbefaling er jeg stoppet med ansigtsscrub og savner det faktisk ikke (vaskekluden er så til gengæld uundværlig).
    Det der holder mig fra Botox og fillers er også at det næsten altid er så tydeligt og ser så unaturligt ud. Man kommer til at se på de sære ting i ansigtet i stedet for at lytte til hvad folk siger.
    Jeg glæder mig over at der efterhånden også er mange virkelig stærke kvindelige skuespillere der ældes smukt og naturligt og med vanvittig meget autoritet. Dem vil man gerne ligne!

    09/02/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Tanya, det vil man nemlig. Botox kan lige præcis hæmme for lyden. Omvendt så ved jeg også, hvor glad det gør min mor (også så hun ser sådan ud), at få 111-tallet mellem brynene rettet ud en gang om året.

      09/02/2021
  • Mai

    Botox og fillers kan ses, der er et eller andet der sker med ansigtet når en får lavet flere ting af den type. Er ikke enig at alle mister mimik, men jeg kan bare se det med det samme.

    09/02/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Mai, du har helt ret, der er slet ikke tale om nul mimik. Bare udfald. Som kan være mere eller mindre.

      09/02/2021
  • Birgitte B

    Jeg kan godt lide min ansigtsscrub. Bare én gang om ugen. Faktisk var min favorit den blå Walnut fra Ole Henriksen, men desværre er den udgået. Jeg bruger ikke syre i hverdagen, så jeg synes, det er dejligt med scrub. Kh. Birgitte

    09/02/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Birgitte B, det kan bestemt også være for meget med syre dagligt. Enig. Har du fundet en anden scrub, du er glad for?

      09/02/2021
      • Birgitte B

        Ikke rigtig, men jeg er begyndt på de der gele’er, der ‘nulrer’. Som én skriver ovenfor. Min er fra Body Shop.

        10/02/2021
    • Mette Pedersen

      Hejsa, jeg ved ikke om man må komme med anbefalinger her . hvis ikke sletter du bare Anette:)

      Jeg bruger meget sjældent scrub/peeling, men denne har meget fine korn, så den kan min hud tåle.

      Dermalogica – AGE Smart Multivitamin Thermofoliant 75ml

      10/02/2021
      • Anette Kristine Poulsen

        @ Mette, klart du må komme med anbefalinger. Og faktisk var der jo produktet med ÅRETS INGREDIENS fra netop dermalogica. Med bittesmå opløselige kugler.

        10/02/2021
  • ZS

    Jeg vil også gerne høre om en pålidelig IPL på Sjælland.

    Derudover noterede jeg mig, at nogen tidligere efterspurgte prøver på din creme, hvorpå du svarede, at det var der ikke økonomi til. Uden at vide, hvad du mente, kom jeg til at tænke på, at jeg netop har købt shampooer fra Purely Professional i ministr. for at teste dem inden jeg investerer i de store flasker. Hvis din creme fandtes i må str. vil jeg meget gerne købe et lager. Det er jo genialt som værtindegave, ekstra lille gave sammen med noget andet, eller som rejsecreme.

    09/02/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ ZS, big smile … det er (i hvert fald for mig) en kæmpe investering med Ansigtscremen. Alle sparepenge er brugt på det. Så jeg har benhårdt valgt at lave én udgave af cremen. Til gengæld har det været afgørende for mig at sikre en pris, hvor man ikke får kaffen galt i halsen. Så desværre ;o) Jeg er sikker på, at du nemt finder andre virkelige gode værtindegaver og rejseprodukter.

      09/02/2021
  • KarinVS

    Kære Anette
    Tak for dine betragtninger (som jeg er helt enig i, også i at folk må selv bestemme )
    Mht bodyscrup så fik jeg en fantastisk en fra min søs, det er fra Læsøfruerne, en rund sæbebar man tager med under bruseren og så skrubber løs på kroppen! Resultat: blød og gennemfugtet hud
    Den er bl.a med kaffe og en lækker olie.
    Kan varmt anbefales ❤️
    Knus Karin

    09/02/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ KarinVS, herligt. Tak fordi du deler din gode erfaring. Jeg vil tjekke den ud.

      09/02/2021
  • Marie

    Kære Anette

    Jeg har læst lidt om IPL hos N’age, de nævner 3 forskellige behandlinger. Eller er det tre forskellige indsatsområder, hvor IPL dækker dem alle? Jeg har rødme/karsprængninger på hage/kinder/næse, og huden omkring mine øjne er noget slap at se på. Kan IPL klare disse problemer? Hvad bruger du selv IPL til?

    Hvad med store porer, er vi her ude i en salicylsyrepeeling? Jeg bruger Paula’s choice BHA 2% og niacinamid uden effekt på porernes størrelse.

    Tak for at guide os gennem skønhedsjunglen 🙂

    Mvh. Marie

    09/02/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Marie, IPL kan indstilles forskelligt alt efter, hvilken udfordring man har. Karsprængning, pigmentpletter, forstørrede porer. Jeg får altid en kombi hos Else Marie Lissau på Mølholm – nogle gange med blå mærker til følge (de går heldigvis hurtigt væk). Og i forhold til hudpleje, så JA, produktet du nævner er godt til at holde porerne rene, så de syner mindre.

      09/02/2021
      • Marie

        Det må prøves! Forhåbentligt kan jeg finde en, der er lige så dygtig, i København 🙂 Tak for svar! Mvh. Marie

        09/02/2021
  • Viola

    Jeg erkender min inkompetence – men hvad er IPL???

    09/02/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Det er mig, der undskylder. Jeg har lagt et link ind nu, så du kan læse nærmere.

      09/02/2021
  • vibe

    Kan du anbefale IPL behandling på Sjælland? 🙂

    09/02/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Vibe, umiddelbart N’AGE, men der er også flere. Jeg bør lave en liste. Vigtigst er det at tage et formøde, at bede om at se før- og efterbilleder på andre. At forventningsafstemme meget nøje.

      09/02/2021
  • Lene Svejgaard

    Jeg elsker simpelthen effekten af en god scrub med korn i… Jeg føler min hud en super ren og effekten af de efterfølgende produkter er mere optimal. Det opnår jeg ikke helt med min daglige vaskeklud.

    09/02/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Lene, herligt at du deler din erfaring, og vi er heldigvis forskellige. Får du samme gode fornemmelse, hvis du presse skrubben ind frem for at massere den rundt? Det er nemlig lidt mere nænsomt.

      09/02/2021
      • Lene Svejgaard

        Det har jeg ikke prøvet, men det vil jeg da forsøge mig med næste gang ☺️

        09/02/2021
  • Tine borgbjerg

    Men søde Anette. Hvordan renser du så din hus i dybden for døde hudceller osv. ?

    09/02/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Tine, mht. de døde hudceller, så fjerner du dem strengt taget helt naturligt, når du står under bruseren. Alkohol er ikke en afgørende spiller her.

      09/02/2021
  • Nanna Rosing Romanowski

    Jeg er også stoppet med scrub i ansigtet. Og det fordi jeg synes det gør mere skade end gavn. Jeg har været storforbruger af det engang, men mine kinder holder ikke til det længere. Og det ligegyldigt om det er en grov eller mild. Jeg holder mig til vaskeklude tricket fra dig, og det fungere upåklageligt.

    09/02/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Nanna, godt at få din erfaring, Nanna. Mange tak.

      09/02/2021

Bliv en

Beautyspace-insider

 

Få evidensbaseret lige-ud-af-landevejen skønhedssnak. Hvad virker, hvad gør ikke.

Det koster intet at abonnere på BEAUTSPACE, hvor du hver uge får tre til fire aktuelle artikler, adgang til mine bøger og foredrag med rabat og nåja, du er den første, der får besked, når månedens BEAUTYSPACE BOKS udkommer.

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.