Alt hvad du har brug for at vide om A-vitamin

Hudplejepyramiden

Strygejernsvitaminet, alfabetets førstedame, det mest hudkærlige vitamin…har du hørt mig kalde A-vitamin i hudplejeprodukter. Fordi dokumentationen ikke tager fejl. Fordi ingen vil kunne diskutere med naboen, om det her mon kun virker på hende. For virkningen står ikke til diskussion, når det bl.a. gælder vitaminets evne til at øge mængden af kollagen, få systemet til at producere friske, mere velformede celler (det betyder især noget, når vi taler pigmentplaget hud) og give akne modstand. Bare for at nævne nogle af de fordele, der er at hente. Men. Når det gælder den bedste og mest effektive hudpleje, så bare husk, at én solo-ingrediens aldrig vil kunne gøre det alene. Helt på samme måde, som at ingen ville ku’ leve af omega3. Huden kræver teamwork, men tilbage til A-vitamin:

Udfordringerne:

  • A-vitamin er en familie med mange kusiner – og ikke alle er lige omgængelige. Der er de såkaldte esters, som i indholdsoversigten vil stå opført typisk som retinyl palmitat (en ester-variant er stabil, men kan kræve mere tålmodighed). Så er der retinol, som er stærkere, men knap så stabil, og endelig tretinoin, som er A-vitaminsyrecreme. Og jeg bemærkede, hvordan flere fik åndenød forleden, da Vibeke på Beautyspace skrev om hendes receptudgave af A-vitamin, og her er der to ting at sige: Damen er halv-læge, i hvert fald sygeplejerske, og når noget er et lægemiddel, så kræver det vejledning på grund af de bivirkninger og gener, man skal kende til.
  • Den anden udfordring handler om evnen til at bikse A-vitamin sammen i et hudplejeprodukt. Især retinol er en flyvsk sag, der let går til og dermed kan ende i et produkt uden at have nogen virkning. Det er umuligt at se ud fra en ingrediensoversigt alene, om retinolen er ti-fire. Du er nødt til at finde troværdige producenter.

Lave koncentrationer virker

Det er en god idé at bygge tolerance op, som Environ bl.a. gør. Selv sart hud har godt af lave koncentrationer, som altid vil virke poresammentrækkende, kollagenforstærkende og ikke mindst antioxidantbeskyttende.

Mere A-vitamin

Hvis du døjer med koks i pigmenterne eller har generende rynker eller bare gerne vil fylde kollagenmadrassen op, så skru op for koncentrationen. Men hold øje med din hud. Ens hudtype afgør mængden.

Tricket der virker

Mange har fået kaffen galt i halsen, når jeg anbefaler AHA eller BHA sammen med A-vitiamin. Men lad mig berolige dig med, at det jo ikke er en kombi, jeg selv har fundet på. En af de mest A-vitaminkloge mennesker, jeg har mødt; dr. Des Fernandes anbefaler det. Det samme gør de hudkloge på Mølholms hudklinik for ikke at tale om de videnskabelige papirer. Netop BHA og AHA gør nemlig hudoverfladen mere tilgængelig, så A-vitaminet kan suse ned og gøre sit arbejde. At du vil opleve nogle råbe nej, er fordi du enten er for sarthudet, eller fordi de ikke vil stå med en masse røde hoveder på folk, som ikke kan styre sig. Overivrige, der tænker jo mere, jo bedre.

Og det er risikoen. At du let kan over-irritere huden og dermed ikke opnå de ret så bemærkelsesværdige resultater, som netop A-vitamin er leveringsdygtig i.

Så derfor: go slow.

SNUP TIPPET: Fortsættelse følger I morgen. For hvad skal man købe? Og skriv gerne i kommentarfeltet, hvis der er A-vitaminprodukter, du er specielt begejstret for.

FØLG MED PÅ BEAUTYSPACE her.

 

 

13/08/2016
Nu er Karoline jo ikke den eneste, der kan
16/08/2016
Guide til den bedste A-vitamin

Kommentarer

  • Anette Kristine Poulsen

    @ Kamilla – Herligt at du har glæde af bøgerne. Receptpligtigt A-vit ville jeg ikke kombinere med noget. Der findes masser af produkter, som kombinerer peptider med niacinamid, fx hvis du dykker ned i Grown Alchemist og den nye linje fra Environ ‘Youth EssentiA’, fx deres toner. Paulas Choice har også mange fine kombinationer med niacinamid og peptider. Så du må i gang med researchen. Mht. din dagbeskyttelse, så ved jeg ikke hvordan din dag ser ud – om du er udendørsgartner eller kontordame ;o) Generelt holder SPF 4-5 timer hvis man ikke sveder meget eller bader. A-vit kan bruges året rundt – jeg vil dog anbefaler estre-varianter i sommermånederne, fx fra Beauté Pacifique eller Environ. Her er du nødt til at se, hvordan din hud reagerer. Dejligt med så ambitiøs en person som dig, god arbejdslyst. Stor hilsen Anette

    11/09/2016
  • Kamilla Baltzer Buchwald

    Hej igen

    Jeg har lige lidt yderligere spørgsmål ift a-vit.

    Er det korrekt forstået, at man med fordel kan kombinere med niacinamid og peptider? Hvordan? Hvor ofte? Og hvilke produkter kan anbefales med hhv niacinamid og med peptider?

    Og lige et sidste-bruger man a-vit hele året eller holder man pause?

    Ej altså -undskylder de mange spørgsmål. Jeg håber virkelig det er ok.

    Kh Kamilla

    11/09/2016
  • Kamilla Baltzer Buchwald

    Hej
    Tusind tak for en fantastisk side samt nogle skønne bøger -har dem begge og bruger dem flittigt til opslag

    Nu har jeg dog lige et spørgsmål ift. A-vitamin og AHA.

    Jeg bruger en recept creme a-Vit 0,1% -hvilken AHA ville du kombinere med? Og hvor ofte?

    Jeg bruger CF ferulic hver morgen efter vask m blød bomuldsklud- derefter hhv argan olie (på de tørre steder) og BF X-fra det skin fix -det hele toppes med en faktor 50 fra Vichy og en smule mineral foundation (Nilens Jord) på kindbenene.
    Er min morgen rutine god nok ift at beskytte min hud om dagen?

    Kh Kamilla

    10/09/2016
  • JS

    Denne bruger jeg til natcreme, ved ikke om den fåes i DK. https://www.vitusapotek.no/a-creme-original-parabenfri-120-ml/p/923881

    19/08/2016
  • Kære alle,

    SÅ skulle der gerne ligge svar til alle. Hvis ikke, så hiv i mig.

    Stor hilsen Anette

    17/08/2016
  • @ Kathrine LP – Stop hvis din hud bliver for irriteret, og ja, det ok med olie og fugt ovenpå. Du får alle detaljer og rækkefølge serveret i bogen Superhud, og nej, det er ikke en reklame ;o), selvom det er min bog.

    @ Marianne G – Ja, book en tid hos Else-Marie. Hun vil du se på dig og komme med hendes anbefalinger.

    @ Anja – Det tror jeg er et sammentræk, med mindre du har en allergi for olien. Visse duftstoffer kan bidrage til at fremkalde pigmentpletter

    @ Anna og Helle R – 1000 tak fordi I deler.

    @ Rie Dyrnes – EGF alene, eller OH gel’en på først, børste tænder og så EGF.

    @ Eva B – Dejligt at høre. Så step up systemet har fungeret godt for dig?

    @ Pia H – Du kan sagtens bruge clinical.

    @ Sandra – Åh, det har jeg desværre ikke. På med ekstra solcreme på den overlæbe. Og gid jeg var i Spanien.

    @ N – Dejligt at høre om din erfaring. Generelt frarådes alt mht. a-vit på recept, når det gælder graviditet. Hvad du ellers må/bør gøre er nok bedst at tage med lægen. Der er helt klart kosttilskud, som kan fejldoseres selvom de ikke er på recept, men her er jeg ikke ekspert.

    Stor hilsen Anette

    @

    17/08/2016
  • @ Martina – Du kan fint rulle og bruge A-vit. Bare tjek at cremen ikke indeholder silikone. Jeg synes ikke man skal rulle og derfor fylde op ;o) med et overfladestof som silikone.

    @ Line – Sådan!

    @ Vesna – Ja.

    @ Gitte – Det er nemlig en top cool cocktail med skiftevis vitamin A og niacinamid.

    @ Christine – Jeg er 98pct. sikker på, at det kun er hudlæger.

    @ C – Mee too.

    @ Helene – Det synes jeg faktisk, at du skal skrive til dem. At du ønsker dig en uparfumeret.

    @ Linda Juul – Det er selve vitaminet der er lysfølsomt og ikke huden, der bliver det. Den bliver imidlertid mindre beskyttet med frugtsyrer, ca. 4 pct.

    @ Tanya – Det er et tricky spm. Se mit svar til Linda. Udfordringen er, hvis man bruger for meget og får det der hedder en retionid-reaktion – en irriteret hud vil altid være mere udsat for alt, inkl. sol-lys. Men jeg bruger min A-vit hele året generelt. Tager dog pauser, men ikke sæsonbestemte. I forhold til receptpligtig indtag af A-vit, så bliver huden dog lysfølsom.

    @ Marita – Du får det hele i bogen SUPERHUD, som kan købes hos boghandleren el. lånes på biblioteket.

    @ Lone H – Alene el. sammen med et AHA-produkt.

    Stor hilsen Anette

    17/08/2016
  • Sandra

    Hej Anette 🙂 jeg er i Spanien nu, og var inde på et farmacia.. Jeg har fået lidt pigmentering ved min overlæbe (super sexet, ligner jeg har skæg, eller det syns jeg selv ihvertfald haha)

    Hun anbefalede mig et produkt der hedder neoretin discrom kontrol.. Apotekeren sagde at det anbefalede hun, og specielt fordi de spanske kvinder ofte lider af pigmentering pga. Solen.. Det er en serum, men må først bruges når jeg kommer hjem til dk, da de Spanien først bruger den i oktober måned 🙂

    Måske du har hørt om den?

    De bedste hilsener
    Sandra

    17/08/2016
  • N

    Hej Anette
    Jeg er selv netop begyndt med at bruge A vitamin fra Environ samt betacarotin kapsler mod min stressede hormon akne og det virker virkelig godt. Dog har jeg tænkt meget over om jeg vil kunne forsætte med at bruge dette en dag når jeg bliver gravid?
    Jeg har tidligere fået A vitamin creme hos lægen, og her var der mange advarsler omkring graviditet – kan du komme lidt ind på dette?
    Kunne man bruge betacarotin alene i stedet eller er det også problematisk?
    Jeg har forsøgt at Google emnet men finder ikke rigtig det valide svar, så håber at du kan hjælpe.

    17/08/2016
  • Karin VS

    @mariannegylding
    Hej 🙂
    Oprindelig var det faktisk til behandling af acne. Men det fungerer også super godt til anti age behandling.
    Hvis du har tid og lyst så prøv at tjekke Melissa55 på youtube, hun er 61 men ligner en der er betydeligt yngre. Ligeså med Angie fra Hotandflashy.
    Sådan som jeg har forstået det og læst mig frem til så er Tretinoin så godt fordi det aktiverer celledelingen og produktionen af collagen.
    Jeg har også læst at flere hud specialister siger at a-vitaminet skal være inden for de første 5 nævnte ingredienser, for at det virkelig batter noget, og det er betydeligt længere nede på ingredienslisten på de produkter jeg har prøvet. Jeg ved ikke om det er sandt, jeg er ikke uddannet på nogen måde indenfor hudpleje, men jeg ved hvad der har hjulpet på mig.
    Fx brugte jeg Beaute Pacifique i flere år – og det reddede min hud fra en grim oplevelse med over exfoliering hvor min hud til sidst bristede og blødte bare jeg vaskede den forsigtigt. Beaute Pacifique fik fuldstændig styr på min hud, og det ér en fantastisk god serie, ingen tvivl om det.
    Men – sidste år syntes jeg det hele begyndte at hænge lidt for meget, i ansigtet altså 😀 og jeg satte mig for at finde ud af hvad jeg kunne gøre. Og så fandt jeg de damer på youtube.
    Jeg er nu 49 og min hud er nu fuldstændig anderledes, meget mere spændstig og glat.
    Men gå endelig til din læge og få en recept. Der kan du også få at vide om du skal gå i gang med 0.05% eller 0.025%, det bedste er nemlig at starte meget forsigtigt op, for det er lidt vanskeligt i starten.
    Jeg brugte jeg det kun én gang om ugen den første måned, og derefter to gange om ugen. Pt bruger jeg det alle aftener undtagen tirsdag og torsdag.
    Og jeg startede med 0.05% og vil først gå op til 0.1% (som er den stærkeste) om 6 måneder.
    Puh det blev vist en længere smøre.
    Hav en god dag 🙂
    Knus Karin

    16/08/2016
  • Martina

    Hej Anette.
    Tak for dit svar, ruller også kun hver 4. aften. Men tænkte på om du ville bruge A-vitamin creme (Verso) efter du har rullet, eller ville du den aften bruge noget andet?

    16/08/2016
  • Karin VS

    Hej alle,
    Undskyld jeg først svarer nu.
    Ja, recept hos lægen til Tretinoin.
    Jeg startede med 0.05%, men den findes også i 0.025%, som andre starter med. Om 1/2 år vil jeg kombinere med 0.1%, og så starte med den 1 gang om ugen, og bygge op ligesom jeg har gjort med 0.05%, mens jeg bruger 0.05% de andre dage. Håber det giver mening 🙂
    Det er – uden overdrivelse – det bedste jeg nogen sinde har gjort for min hud. Hvis I har lyst til at se videoer om det, så kan jeg anbefale nogle fra Youtube. Den ene hedder Mellissa55, hun er 61, men ligner en på 30! Tjek hende ud, hun småsnakker om alt muligt andet også, så er man kun interesseret i Tretinoin, eller Retin-a som de kalder det i USA, så kan man lede efter de videoer hun har lavet om Retin-a.
    Jeg vil også anbefale MaryEllen after 60, igen en kvinde som bruger Tretinoin, og endelig også Angie fra Hotandflashy – det er dem jeg selv har fulgt og fået gode ideer fra.
    Har også selv tænkt på at lave lidt video om det på dansk på youtube, men jeg ved ikke om det vil have nogens interesse?
    Men husk for alt i verden at bruge spf om dagen, for huden bliver, uden al de døde hudceller der bliver renset af, meget nærtagende overfor sol. Selv bruger jeg også spf når det er overskyet.
    Jeg ved et sted man også kan købe Tretinoin uden recept, men personligt synes jeg det er bedst at lade lægen kigge på én først. Fx hvis man har slem eksem, skal man lige tænke sig om inden man går i gang med det.
    Hav en god dag alle 🙂
    Knus Karin

    16/08/2016
  • Anette Kristine Poulsen

    @ Karin VS – Det lyder SÅ godt. Tak fordi du deler. Du har fået tretinoinen hos en hudlæge?

    @ Mormormedstiletter.dk – Det kan du se i dag på bloggen.

    @ Hanne S – Herligt!

    @ Nanna L – BP har jo deres Clinical version af Booster 3 (højt indhold af estre) og jo højere du kommer op i Environs AVST linje, jo mere er der også i. Hvis du har været glad for Booster 3, så fortsæt og step evt. op med deres Clinical, når der er luft i budgettet.

    @ Rikke – Det er et lægemiddel. Køb ikke på nettet (jeg kan godt være nervøs for, at det er muligt)

    @ Fie Skov – Det er korrekt. De små kapsler er hvor A-vitaminen er sammen med silikone, som man jo kan have en holdning til. A-vit er fint til om natten, og det er silikone til gengæld ikke ubetinget.

    @ Sidsel SA – YES! Men gå langsomt frem. Og ikke hver aften, men igen afhængig af din hudtype.

    @ Bente – 1000 tak fordi du deler din erfaring.

    @ Pernille – Også tak til dig fordi du deler din erfaring.

    @ Martina – Jeg synes ikke man skal rulle mere end 2 gange om ugen, og det er super vigtigt at følge udviklingen i huden. Køb et zoom-spejl, så du kan holde nært øje.

    @ Lene – Det er et lægemiddel, så hos hudlægen og kun der.

    @ Line – That’s the way to go.

    Stor hilsen Anette

    @

    16/08/2016
  • Ann Jeps

    Beauty Pacifique Clinical 3 Booster er mit absolutte fortrukne – hver aften! Men det var slow go! Første en gang om ugen så langsom optrapning til to, så tre og nu hver aften. 😉

    16/08/2016
  • Pia H

    Hej Anette.

    Jeg har tidligere brugt BP A-vitamin clinical og var meget begejstret for den. Stoppede med den sidst på foråret da tuben var slut. Jeg har for et par måneder siden fået Ultherapy behandlingen i hele ansigtet hvilket allerede har givet godt resultat med hensyn til fastheden af huden, men vil gerne begynde med A-vitamin cremen igen. Skal jeg så starte med den almindelige BP A-vitamin (ikke clinical) eller kan jeg forsigtigt gå direkte til clinical versionen.

    16/08/2016
  • Anette Kristine Poulsen

    1000 tak for alle tilbagemeldinger. Herligt! Jeg skal nok svare på konkrete spørgsmål i dag. Stor hilsen Anette

    16/08/2016
  • Eva B

    Jeg synes ikke BP super 3 har effekt nok, har prøvet flere tuber. Peter Thomas Roth ACID 10% MOISTURIZER gør det for mig. Ikke så let tilgængelig, men shopping4net plejer at have den. Den er skøn! Man kan mærke effekt !
    Jeg har også brugt Environ. Er oppe på AVST 4 nu, må snart over på det rene retinol ? Også super produkter

    15/08/2016
  • Rie Dyrnes

    Er lige startet med bio effect efg serum til natten. Kan jeg blande den med noget for bedre resultat? Har brug BP booster 3, men synes ikke den har den store effekt. Er også prøvet med Ole H s grønne nat gel :O)

    15/08/2016
  • Helle Rick

    Jeg har prøvet et par stykker, men Super 3 booster fra Beaute Pacifique er min favorit pt.

    15/08/2016
  • Pernille Kristensen

    @ SIDSEL SA – den hedder Resist Barrier Repair Moisturizer 🙂

    15/08/2016
  • Anna

    Helt sikkert Alpha-H Vitamin A 0.5:
    http://www.beautybay.com/skincare/alphah/vitamina05serum/

    Vågner op med smuk hud -og er jeg i perioder mere irriteret (m. uren hud til følge) klarer den det hurtigt op!
    Har ikke oplevet tør hud der skaller af denne 🙂

    15/08/2016
  • Hanne S

    Prøver lige igen, undskyld hvis der nu kommer dobbelt op på kommentarer fra mig.

    Du svarer faktisk på mit spørgsmål i ovenstående, nemlig hvorvidt det er en god ide at bruge BHA (fx 2%) før Super 3 Booster om aftenen. Som jeg læser det, skal man være ekstra opmærksom, når man som jeg har sensitiv hud og gå stille og roligt frem.

    Tak for en god blog og tip om bog på tilbud (på mailen :-)).
    Mvh. Hanne

    15/08/2016
  • Anja

    Jeg har fået vandvittige pigmentpletter i panden og på overlæben i år -et par måneder efter jeg begyndte med A-vitamin olie fra Triolygy. Den hjælper dog på min tørrre og tidligere ret urene hud… Kan A-vitamin olien være medvirkende til pigmentpletter, eller blot et sammentræf?

    15/08/2016
  • @karin VS: det lyder til du har fundet det helt rette, men når jeg googler din gel står der at det er til beh. Af acne. Er det også det du har fået det til, eller kan man også bruge det uden uren hud?

    @anette: kan man bare ringe til mølholm og booke en a-vitamin behandling? Eller hedder det noget fint?

    Tak til alle de fine indlæg.

    15/08/2016
  • Kathrine LP

    Måske lidt mere info omkring forsigtigheden omkring vitA , hvad gør man hvis man pludselig får eksem/irritation/skallende hud ?

    Hvilken rutine fungerer sammen med produkterne om aftenen ?
    Lige nu bruger jeg udelukkende min adapalene (syntetisk vitamin A på recept) gel om aftenen, efter jeg har renset. Min hud kan godt føles en smule stram i betrækket.
    Er det OK at smide en creme eller olie oveni hatten om natten?

    15/08/2016
  • Lone H

    Jeg har længe overvejet at købe Beaute pacifique booster 3. Tror den vil være god til mine pigment forandringer. Glæder mig til at høre om hvad jeg skal bruge den sammen med.

    15/08/2016
  • Marita

    Hej !
    Jeg vil høre om der er nogen her som har opskriften på, hvad man skal bruge og i hvilken rækkefølge produkterne skal bruges, hvis man vil gå hele vejen for at få en glattere hud (- rynker). der bliver nævnt A vitamin creme, A vitamin syre, Dermaroler, AHA BHA (hvad er det ?) lysbehandling.
    Er der nogen steder jeg kan finde opskriften på hvad man skal bruge og i hvilen rækkefølge ? ? ?
    Så vidt jeg har forstået, så er det ikke ligegyldigt hvad man bruger og hvornår. Er der ikke noget om det ?
    Er der en bog jeg kan købe, hvor der bliver forklaret hvad og i hvilken rækkefølge produkterne skal bruges, for at få det optimale udbytte ? ? ?
    Håber en eller anden har svaret.
    Ser frem til at høre mere i morgen. 🙂

    15/08/2016
  • Tanya

    Kære Anette
    Er der noget med at man bør spare på A-vitaminprodukterne om sommeren? Jeg synes jeg ser flere der holder sig til at bruge det om vinteren pga. potentiel større sarthed ift. UV-skader?

    15/08/2016
  • Linda Juul Petersen

    Er glad for boosteren fra Beauty Pacific sammen med Invigorating Night Treatment fra OH. Men har også fået anbefalet Verso ift A-vit – den skulle være bedre ift lysfølsomhed??

    15/08/2016
  • HeLene

    Jeg er også svært glad for BP boosteren, men det eneste er at jeg ikke kan lide duften og ønskede den var uparfumeret… Men duften ER diskret og virkningen er i top så det er okay. Nogle gange bruger jeg andre mærker i en periode, men BP er bare god, let at få fat i og i en praktisk tube hvis man rejser. Er glad for tuber i det hele taget. Den findes også i små poser man kan have på korte rejser, det er mega-thumbs-up for mig.
    Har brugt a-vitamin syre mod akne for lang tid siden men skal prøve det igen i vinter, hvis hudlægen vil give mig det.
    Er det en god ide at bruge BP boosteren i måske en måned før man trapper op med a-vitaminsyre, eller har du et andet tip.
    Læser med i morgen. Dejligt emne. A-vitamin er en skøn ingrediens!

    15/08/2016
  • Sidsel SA

    @Pernille

    Hvilke Paulas Choice retinol creme bruger du?

    15/08/2016
  • c

    Er vild med Environs produkter – og specielt sammen med dermaroller’en.

    15/08/2016
  • Christine

    Hej Anette.

    Er det kun hudlæger der kan udskrive recept på Tretinoin creme, eller kan den praktiserende læge også? Og har det et præparatnavn eller er det specialfremstillet?

    15/08/2016
  • Kære Anette.
    Min favorit er Vita A fra pHformula med høj dosis af Retinol. Og ja det er stærke effektive sager, så de dage jeg ikke bruger Vita A bruger jeg Vita B også fra pHformula fordi B-vitaminet Niaciamiden er godt til at holde min hud i ro og mit pigmentkoks i ave. Når jeg vil forkæle mig selv kombinerer jeg med FILORGA Absolut Nuit. Den sorte natcreme forkæler min hud med fugt og pleje.

    15/08/2016
  • åhh jeg glæder mig til i morgen… 😉

    15/08/2016
  • Amis H

    Findes der et bedre A-vitamin produkt end Booster 3 fra Beaute Pacifique?

    15/08/2016
  • Vesna Barbu Matovic

    Kan alle få udskrevet en recept på Tretinon ?
    Knus Vesna

    15/08/2016
  • Line

    Jeg sværger til beaute pacifique super booster. Holder kun en pause for at den grønne frugtsyre fra Ole Henriksen.

    15/08/2016
  • Lene

    Spørgsmål til Karin:

    Må jeg spørge hvor du har skaffet tretinoin? Det lyder som om det fungerer virkelig godt for dig, og kunne også godt tænke mig at prøve det. Hilsen Lene

    15/08/2016
  • Martina

    Kære Anette.
    Har skrevet det før, men tak tak tak fordi du har gjort skønhedsjunglen lidt mere overskuelig 🙂
    Jeg er lige blevet færdig med at bruge Bioeffects Egf-serum med Ole Henriksens frugtsyre under. Nu har jeg så købt Versos serum og natcreme, og skal i gang med det i næste uge.
    Jeg er dog lidt i tvivl om jeg skal bruge det hver aften, altså for eksempel også den aften hvor jeg bruger min dermaroller (ruller hver 4 aften), eller ville du anbefale at man bruger noget andet den aften?

    15/08/2016
  • Pernille

    Kære Annette
    Tak for altid gode indlæg! Jeg er blevet særligt glad for kombi’en af pudderdåsernes AHA produkt sammen med Paulas Choice retinol creme. De eneste to produkter som virkelig har gjort en forskel på min til tider urene hud – udover MD formulations ‘continous renewal creme’ som er svær tilgængelig herhjemme..

    15/08/2016
  • Bente Rosenstand

    Beaute´ Pacifique Super 3 booser har jeg haft rigtig stor glæde af. Startede med hver anden dag og er så gået op. Holder pause med en anden f.eks Ole Henriksens serum Invigorating Night treatment og så er jeg på Super 3 igen.
    Kan dog ind imellem mangle fugt når jeg bruger den synes jeg.
    Mange hilsner
    Bente

    15/08/2016
  • Sidsel SA

    Kære Anette,

    Super godt indlæg! Når du skriver, at kombination AHA/BHA og A vit er godt, mender du så, at A vit skal på huden umiddelbart (læs efter et par minutter) efter syren?

    Stor hilsen, Sidsel

    15/08/2016
  • Fie skov

    jeg har lige købt A vitamin serum fra ecooking, den kommer i små kapsler,, og umiddelbart lyder ingrediens listen fin.. kunne godt tænke mig at høre hvad du umiddelbart synes om den ? og måske generelt deres serie, som for mig ser fin ud 🙂

    før har jeg brugt super 3 booster som egentlig er god, men trængte til at prøve lidt nyt, så er spændt på om jeg fortryder!

    15/08/2016
  • Rikke

    @Karin – hvor kan det købes henne?? Mange hilsner Rikke

    15/08/2016
  • Nanna L

    Spørgsmål til Karin: Hej Karin, har du fået din Tretinonin hos lægen så? Din rutine lyder rigtig god – for dig selvfølgelig.

    Jeg er rigtig glad for Super 3 booser fra BP, men den køber jeg kun, hvis jeg har overskud i budgettet eller den er på tilbud. Så købte jeg Environ step 2 (eller hvad man siger), og der kunne jeg ikke rigtig se forskel eller mærke noget. Måske fordi Super 3 boosteren er ‘stærkere’? Jeg tænker i hvert fald næste gang at prøve nr. 3. Men er meget glad for A-vitamin og har lige købt den fra Urtegården (billig og økologisk) om den er bedre ved jeg ikke, da jeg har aldrig set en anmeldelse på den af beauty-skribentere. Men nu prøver jeg den alligevel 🙂

    Rigtig godt indlæg.

    15/08/2016
  • Hanne S

    Kære Anette
    Tak for dit svar på mail og tip om bog på udsalg hos Matas. (Det er en hjælp :-)).
    Nu svarer du jo faktisk allerede på mit spørgsmål i ovenstående… Spørgsmålet var, om jeg kan bruge BHA 2% før Super 3 Booster om aftenen, eller om det bliver for hårdt for min hud?
    Som jeg læser ovenstående, så er det muligvis ikke en god ide, fordi jeg har så sart hud, men hvis jeg kaster mig ud i det, gælder det om at gå roligt frem og holde øje med huden. Korrekt?
    Tak for en virkelig god blog!
    Mvh. Hanne

    15/08/2016
  • Nu har jeg endelig fundet A-vitaminet, så nu glæder jeg mig bare til at vide hvilke produkter jeg skal købe:-)

    15/08/2016
  • Karin VS

    Kære Anette 🙂
    Netop i disse dage er det 1 år siden jeg åbnede den første tube Tretinoin 0.05%, og min hud har det bare GODT. Jeg kombinerer den med c-vitamin+e-vitamin serum om morgenen, (tretinoin om aftenen) og altid spf mindst 30.
    Jeg er MEGET tilfreds med resultatet.
    Det er vigtigt at gå langsomt frem. Den første måned brugte jeg det kun én gang om ugen. Pt bruger jeg det mandag,onsdag,fredag,lørdag og søndag. Tirsdag og torsdag er det Booster 3 fra Beaute Pacifique.
    Jeg har taget før billeder, og det er jeg glad for, for virkningen er utrolig, og man glemmer hurtigt hvordan man så ud før.
    Forresten er jeg også nu i den seneste måned begyndt at bruge det under øjnene, det kræver også omtanke og forsigtighed.
    Jeg er meget meget tilfreds og vil fortsætte med Tretinoin. Min hud har aldrig været så stærk som nu.
    Knus Karin

    15/08/2016

Kom med kvit & frit på Beautyspace-holdet

Uafhængig skønhedsformidling for dig, der vil have dokumenteret viden om hud, hvad-virker-guides og hvordan fejlkøb undgås. Kun ord der gør dig klogere - og nå ja, besked som den første, når månedens Book’n’Beautyboks udkommer.

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.