Få en second opinion, hvis hudscanning lyder for skør
Lyt til dagens artikel
For et par år siden havde jeg en ubehagelig oplevelse, hvor jeg ad en længere snørklet vej måtte ty til min sundhedsforsikring. En scanning resulterede i en ubehagelig besked, der for en periode bragte mig ud af kurs. Det var svært at arbejde og jeg kom på noget medicin, hvorefter der kom en ny forvirrende besked. Heldigvis trådte min grundige læge til og insisterede på at få tingene undersøgt i det ”rigtige” system. Efter at have fået en second opinion viste det sig, at alt var som det skulle være. At der var tale om en alvorlig falsk alarm blev endda bekræftet ved en ekstraordinær tredje vurdering.
Den slags kan ske. Det er menneskeligt.
Men det er også beviset på, at en second opinion nogle gange kan være nødvendig og afgørende – også når det gælder huden. Flere Beautyspace-læsere har fortalt om oplevelser med hudscanninger, som har været forvirrende, og lad os dvæle lidt ved dem.
Der er forskellige metoder til at scanne hud og nogle af de mest tilgængelige er kommercielt tilknyttet salg. Hvis du bliver tilbudt en gratis scanning og får at vide, at den er ret gal med din hud, men at produkterne (og brandet) bag scanningen kan løse problemet, så lad din indre advarselslampe være tændt.
Hvis du derimod får at vide, at du for eksempel skal være mere konsekvent med at bruge solfaktorcreme, fordi der er pigmentpletter, som skal holdes i ave, eller at din hud er tør et specifikt sted, og hvordan du ved at justere på rækkefølgen af fugt og fedt kan komme langt … ja, så er det en anden snak.
Det er jo ikke partout dårligt, at der er en kommerciel interesse bag en scanning (for de kan netop have pengene til at lave godt scanningsudstyr), men det er smart at forventningsafstemme på forhånd. Og her har man også selv et ansvar.
Hvis det var mig, ville jeg indledningsvis sige noget á la: “Jeg glæder mig til at få andre øjne på min hud. Det mærkes og ser ud til, at den er god til at holde på fugten, men jeg er udfordret af tørhed i panden. Hvis muligt vil jeg gerne vide, om mine diffuse pigmentpletter på kinderne ligger dybt eller overfladisk. Jeg har ikke penge med i dag, så jeg håber på input til at navigere anderledes/bedre med noget af det, jeg allerede har – og sig så endelig til, hvis der er en uundværlighed, der skal på ønskelisten.”
@beautyspace på INSTAGRAM
NÅEDE DU IKKE BOGBOKSEN, men ville gerne? Så gælder plastret her til og med i dag.
LIMITED EDITION Bedre hud med årene power-parret finder du her.
Rikke
Hej Anette.
Jeg er ny i dit univers, jeg er 48 år og har prøvet alverdens renseprodukter, cremer og sera igennem årene – sjældent med godt resultat. Nu har jeg prøvet en billig serie fra Normal, hvor jeg bruger skintonic og serum, men noget andet til rens og creme.
Jeg har siden teenagerårene været plaget af uren hud, og det er så den vej min hudpleje har drejet – indtil jeg prøvede en hudtest på et mærkes hjemmeside, som sagde at min hud faktisk er fedtet, men ikke uren?!?! Det har faktisk hjulpet lidt på overfedtningen af min hud at vide det.
Vil du ikke skrive lidt om fedtet og uren hud som voksen? Kunne godt tænke mig noget gode råd (er ikke mærkeloyal) til produkter og rutiner.
Har købt din bog, og glæder mig til at læse den 🙂
Anette Kristine Poulsen
@ Rikke, stort velkommen! Der er netop et kapitel i bogen om den lidt mere fedtede hud.
Lisette
Hvor starter man, hvis man er 21, har haft stigende tendens til uren hud de sidste par år, prøvet med alle mulige typer cremer og produkter, men uden resultat? Jeg har anbefalet vedkommende at få lavet en hudanalyse og tage udgangspunkt i det, men hvem går man til, hvis man vil have en objektiv vurdering af hudtype og hvordan man skal pleje den? Det er en jungle at begynde at google og jeg synes ikke man kan finde steder, som ikke er koblet op på bestemte brands … Hvis man ikke kan ‘undgå’ de specifikke brands ift. analysen, hvilke mærker vil du så anbefale at man skal kigge på som ung og ikke i den helt dyre ende?
Anette Kristine Poulsen
@ Lisette, det er et emne for en hel artikel. Tager det op herinde.
Anette Kristine Poulsen
@ Vibeke, det er så ærgerligt, men nogle gange er et produkt bare ikke et match. Og slå man ud bliver det sjældent bedre af at prøve igen.
Anette Kristine Poulsen
@ Mette F, hvad har din behandler anbefalet dig i forhold til rækkefølgen på den?
Mette F
Tak for svar, hvad med cr recovery? Hvor kommer den ind?
Bh
Vibeke
Kære Anette
Tak for dit arbejde og din måde at formidle “no bullshit beauty” på.
Et spørgsmål: Jeg ville så gerne holde af Biotherms Life Plankton Elixir, men de gange, hvor jeg er begyndt på den, er det som om min hud slår mere ud. Er det bare et dårligt match for min hud – eller er der noget, jeg med fordel kan kigge på/forsøge?
Mette F
Hej, jeg har de her tre serummer jeg er glad for, men er i tvivl om hvornår på dagen det er bedst.
Jeg har biotherm alge plankton elixir, cr recovery og Tina Lykkegaard fugtserum.
Hvornår ville du bruge de forskellige? Bruger din a vitamin til nat og Mantle chill creme om dagen.
Bh
Anette Kristine Poulsen
@ Mette F, begge kan bruges nat som dag under både din A-vitamincreme (natten) og cremen (Chill) om dagen. Begge er fugtsera, hvor det ene fokuserer på C-vit og det andet på B3-vit.
Karin VS
Kære Anette,
Godt nok glad for du fik en bedre second opininon 🙌🏼
Vil ikke nævne navnet på firmaet bag, men jeg har oplevet et par gange at blive hud-scannet og når jeg sagde jeg brugte A-vitamin produkter (selvom jeg ikke sagde det ikke var deres A-vitamin produkter!) så var min scanning såååå flot!
Men sagde jeg – til en scanning kort tid efter – at ja jeg bruger A-vitamin produkter, men ikke deres, så var min hud nærmest ved at falde af skelettet og jeg blev stærkt opfordret til øjeblikkelig at bruge deres produkter.
Det har virkelig undret mig at de sender folk ud med scannings-maskiner til små og store parfumerier når der tilsyneladende ikke er styr på at udstyret virker, men udfaldet af scanningen afgænger af om personen bag maskinen på forhånd får at vide om man bruger deres produkter eller ej!
Knus Karin
Anette Kristine Poulsen
@ Karin VS, det var en lidt voldsom sammenligning … den med mig, men pointen er den samme.
Kan ikke lade være med at smile af, at du sådan går rundt og er lidt spionagtig. Men enig, det vækker ikke tillid, hvad du har oplevet.
Karin VS
Men kender du det når noget lyder for godt til at være sandt osv? 😉
Ikke at jeg direkte iførte mig hat, blå briller og overskæg, men efter at have hørt det fra andre tænkte jeg at jeg selv ville prøve. Og lige præcis det firma har op-sunget deres scannings-resultater.
Nå men nej det var ikke for at sammenligne med dig, det var mere det med second-opinion 😊