fbpx

Hudlægens varmeste anbefaling til hals-huden

Som nævnt i går så følger vi halshudssnakken op med hudlæge og professor Peter Bjerring. Ham, der også har været ind over videreudviklingen af Hudplejepyramiden. Jeg advarer på forhånd om, at du muligvis skal have fat i den lille latinordbog. Til gengæld kommer der en temmelig interessant liste af do’s and don’ts.

AKP: Ærligt talt, Peter Bjerring, så er det som om, din verden ikke har metoder, der er gode nok til halshuden. Ofte ligner ansigt og hals ikke noget, der fejrer samme fødselsdag?

PB: Du har helt ret i, at halsens hud er det vanskeligste område at behandle for aldersforandringer. Årsagen er, at huden er meget tynd på halsen, og at der ikke er ret mange hårsække og talgkirtler, hvorfra man kan rekruttere nye overhudsceller efter en mere aggressiv behandling. Dertil kommer, at der ligger en fladeformet muskel, platysma, som dækker hele halsens forside og halvdelen af begge sider. Når man er ung, styrker den hudens glatte udseende, men når man bliver ældre, så splittes den jævne, brede flade op i enkeltstående, længdefortløbende bånd, såkaldte platysma bånd, som bidrager kraftigt til det ældede udseende.

Endelig sker der det, at ansigtshuden jo langsomt glider nedad, og skubber halshuden med ned.

AKP: Hold op. Er der mere?

PB: Ja. Med alderen mister man også det jævne fedtlag lige under huden – også på halsen.

AKP: Så hvad man gør man? For i forhold til fedtlaget, så hjælper det vel ikke med flere fastelavnsboller?

PB: Nej, de vil give dobbelthager frem for et jævnt lag “hvalpefedt”.  Men generelt er der flere muligheder, og ikke alle grader af halshuds-udfordringer skal behandles ens. Lad mig give nogle eksempler:

Lette tilfælde:

  • Platysmabånd kan afslappes med botulinum toxin som eksempelvis Botox.
  • Non-ablative (dem, der ikke skræller hudoverfladen af) fraktionerede nær-infrarøde laserbehandlinger.
  • Hudtykkelsen og styrken kan forbedres med mesoterapi (tætstillede, punktvise små injektioner af hyaluronsyrefiller) og med ”venlige” lasermetoder og IPL behandlinger, som ikke skræller hud af.
  • Kontinuerlig brug af aktive cremer med A-vitamin.
  • Nålerulle eller nålepude (stamping teknik).

Sværere tilfælde:

  • Opstramning af huden med kirurgi, hvor huden trækkes bagud og opad på begge sider, og overskuddet skæres af (halsløft og varianter heraf – ofte kombineret med forskellige ansigtsløft teknikker).

Hvad skal man ikke gøre:

  • Ablative laserbehandlinger (dem, som skræller hudoverfladen af) er aldrig en god idé, da halshuden oftest heler for langsomt, og der kommer ar.
  • Kraftige, effektive peels med trikloreddikesyre (TCA) eller fenol.

Hvad hjælper kun tvivlsomt:

  • Fokuseret ultralydsbehandling (virker meget forskelligt fra person til person, og kun godt på ganske få)
  • Og så selvfølgelig de mange andre udokumenterede behandlinger, herunder vitaminindsprøjtninger etc.

Konklusion:

Det er indlysende nok bedre at forebygge end at behandle. Her er konsekvent og langvarig behandling med A-vitamincreme hjørnestenen. Sammen med daglig solbeskyttelse.

AKP: 1000 tak. Du har som sædvanlig har gjort os klogere. Jeg er nødt til at spørge i forhold til Botox, som jeg simpelthen ikke forstår, at man (altså dig) tør anbefale i nærheden af halsen. Jeg ser lammet synkebesvær for mig.

PB: Ja, det er også rigtigt, at hvis man stikker botulinum toxin dybere end i huden, kan der komme problemer. Men det er ikke så svært at holde det i hud og underhud, og kun bruge små mængder.

Tak, men nej tak … kan du høre mig hviske til det sidste.

Mange tak til professor og hudlæge Peter Bjerring. Det er altid en kæmpestor stor fornøjelse!

@beautyspace på INSTAGRAM

Fotograf Lea Jessen, redigeret af journalist Anneline Højrup

18/02/2021
Husk halsen
Ellers bliver der 2 fødselsdage at holde styr på
22/02/2021
Mesterfrisørens 3 bedste produkter
Fra Kodimagnyl til Elnett  

Kommentarer

  • Frederikke
    REPLY

    Hej Anette! Jeg har læst din bog, som jeg synes var super inspirerende og afklarende. Jeg har rosacea, og døjer i mindre grad med rødmeudbrud, men i større grad med tydelige kapillærer på kinder og næse som resten af min familie. Jeg ved i høj grad, hvad der er godt og skidt til denne hudtype, men det er ikke lykkedes mig, at finde et eller flere produkter, der kan afhjælpe denne genetiske udfordring. Hvis det er muligt at forbedre tilstanden, har du så nogen anbefalinger?

    Jeg overvejer at købe din ansigtscreme så måske et bud i kombination med denne?

    02/03/2021
  • Cille
    REPLY

    Hej Anette, så blev det endelig tid til at købe din ansigtscreme. Glæder mig meget til at prøve den. Jeg er rimelig erfaren udi A-vitamin og i den forbindelse har jeg et spørgsmål til hudpleje. Kan man egentlig smøre for meget på sin hud i forhold til hvor meget den kan optage? Jeg bruger Madara-mist og EGF om aftenen, og derefter pt Versos A-vit natcreme. Jeg fandt så for lidt tid siden Versos A-serum i mit skab (som jeg åbenbart også har købt), så den bruger jeg under natcreme (selvom serummet faktisk har konsistens af en creme). Jeg kom derfor til at tænke over, om hud har en max-grænse for hvor mange produkter den kan optage således at produkterne ikke har den samme effekt. Jeg er egentlig til mest til et ret enkel hudpleje-regime, da tiden er lidt knap med små børn mv. Så det korte spørgsmål er, kan man oversmøre sin hud?

    24/02/2021
  • Britt
    REPLY

    Peter Bjerringbro er dejligt klar i spyttet! Min genetiske disponering gør at jeg vil overveje den kirurgiske udvej – rart at få så klar besked fra PB, i stedet for at prøve alt muligt som vil virke for lidt. Tak for klar info.

    19/02/2021
  • Tanya
    REPLY

    Haha, ja, jeg kunne tydeligt høre dog hviske det! (Fint illustreret med grå skriftfarve).
    Jeg er i lige stor risiko som de fleste andre for at få ‘tech neck’ men forsøger at modvirke det ved mange gange om dagen at strække halsen helt ud. Læn hovedet lidt tilbage og peg hagen op mod loftet, og lav samtidig en god trutmund så det hele virkelig bliver strukket ud. Også godt for nakken hvis man ikke overstrækker.
    Og husk det der med at massere de ømme muskler i halsen. De er tit på overarbejde og trænger til lidt kærlighed

    19/02/2021
  • Stine
    REPLY

    Tak for nyttig viden serveret med glimt i øjet som sædvanligt
    Vil bare sige, at din Ansigtscremen ovenpå nyrenset og oxygen-peelet hud har gjort så meget godt for mig. Peeler ikke hver dag, 2-3 gange om ugen, er ikke sikker på, om jeg bør gøre det hver dag

    19/02/2021
  • Gry Astrid Larsen
    REPLY

    Skreg af grin over:

    AKP: Så hvad man gør man? For i forhold til fedtlaget, så hjælper det vel ikke med flere fastelavnsboller?

    God weekend, Anette 😉

    19/02/2021
  • Jette B
    REPLY

    Stor tak for info. Jeg har brugt BP Super 3 booster i årevis, også på hals og kavalergang.med stor succes. Nu bruger jeg din A vitamin creme, som jeg er så glad for. Jeg tænker at fortsætte.

    19/02/2021
  • Pernille S
    REPLY

    Gennem en del år har jeg haft den gode vane at køre rens-og påsmøringsrutine helt ned til decolté og rundt om halsen til nakke/skuldre. Upåagtet dette, og daglig brug af A-vitamin creme, kan det ikke skjules at, tyngdekraften; startende fra underansigtet – får halsen til at lægge sig i gardinfolder – små folder bevares, men de er der! Min halshud viser ikke synlige tegn på mangel af fedt/fugt, og føles heller ikke sådan. Måske er det blot genetikken som driller? Når jeg kigger på fotos af min far, kan jeg se nedslående ligheder . Meeeen, for der er et men. Hvis ikke jeg dagligt gør mig umage, så er jeg overbevist, om at halsen ville ligne halsen på en kinesisk SharPei hund!
    Iøvrigt, hører ørerne også til min hudplejerutine. Sjovt nok er der ingen (tror jeg) som kommer med den anbefaling! I/på ørene, sidder zoner som afspejler hele kroppen; på lige fod med zonerne på fødderne. Tænk iøvrigt på hvor tynd huden er på ørene! Den trænger vel også til kærlig pleje?!
    Nu vil jeg tage ved lære
    af dagens blogtip, og række tunge af mig selv – op til næsetippen! LOL
    God weekende herinde!
    Kh Pernille S.

    19/02/2021
  • Christina
    REPLY

    Mange tak for din inspirerende og meget nyttige viden og tips.
    Jeg har et spørgsmål omkring min rutine, da jeg synes jeg stadig har tendens til lidt tilstoppede
    porer på næsen og hagen. Det skal dog siges at jeg ikke har været hos en kosmetolog de seneste 6 måneder.
    Jeg er stor fan af bioeffekt og bruger trofast serum om aftenen og deres
    dagcreme plus dagsserum (vil købe den nye creme når den gamle er brugt op),
    men jeg har også købt Madara mist, serum og SOS creme, så om dagen kan jeg
    godt finde på at veksle. Misten er jeg virkelig glad for. På din gode opfordring bruger jeg vaskeklud hver
    dag og så anvender jeg verso peel ca hver 2-3 dag.
    Har du et råd til hvad jeg kan gøre anderledes eller om jeg skal købe et
    andet produkt?
    Min hud er meget lys og nok lidt sart.

    19/02/2021
  • tina/mormormedstiletter
    REPLY

    Tak for et virkeligt interessant indlæg i dag, med gode og brugelige råd. Min datter udfører meso terapi og nu vil jeg straks ringe hende op og få hende til at fokusere mere på halsens hud, da jeg tror hun lidt har glemt den i forhold til sine kunder.

    19/02/2021

Skriv en kommentar

Din mailadresse vil ikke blive publiceret. Udfyld venligst felterne med *