Når billig er bedst
Hvis jeg stod på bar hudplejebund foran apoteket, så ville jeg kunne finde et enkelt, men komplet regime dér, fordi jeg konsekvent navigerer efter Hudplejepyramiden®. Det samme gælder foran Kvickly.
For mig kommer dokumenteret virkning først. Så komfort, for hvis hudpleje ikke føles godt, lurer hyldeldøden om hjørnet. Og så er der holdninger … til økologi, duft, ikke-duft, danskproduceret, certificeringer und so weiter.
Endelig er der økonomi. Jeg bliver altid begejstret – på egne og andres vegne – når flasker og krukker indeholder genkøbs-værdig value for money. Som tilfældene her:
FARVEL UDBRUD. Vi glemmer, at bumser og udbrud ikke kun dukker op i ansigtet. De kan også komme på ryg, bryster og baller. Når det sker, er Dermalogicas handy problemløser oplagt: En let glødgivende kropspeeling på spray, der pga. salicylsyre og dulmende argan virker på udbrud og bumser. I øvrigt et skoleeksempel på, hvordan funktion og ingredienser går hånd i hånd. Se indholdet her.
Clarifying Body Mist fra Dermalogica koster fra 175 kr.
LÆBEFEDT. Den er ikke bare fin og finurlig at se på. Indholdet i The Ordinarys læbesalve holder også hele vejen, fordi beskyttende antioxidanter og letvægtsfedtet squalane og jojoba blandes med god fugtmætning. Følelsen på læberne er behagelig let i det, men vigtigst: Den gør en blødgørende forskel – sikkert på grund af indholdet af solsikkevoks, som virker nærmest fugtlåsende.
Squalane & Amino Acids Lip Balm fra The Ordinary fra 80 kr.
RENS. Læser du med på Beautyspace, så ved du, at jeg i forvejen har et hudkærligt øje til Pestle and Mortar. Nu har de lavet en praktisk og ret enkel rens med bare syv ingredienser: Ikke-skummende gel, som fjernes med vand og effektivt kan tage både makeup, solfaktor og snavs, uden at huden bagefter skriger på fugt.
The Facial Cleanser fra Pestle & Mortar Essentials fra 170 kr.
LÆS OGSÅ:
· Sådan sparer på du hudplejebudgettet
· Spar på skønheden: Flere anbefalinger på budget
MERE SERIØST BEDRE HUD finder du i ord og på tube her.
FOTO LEA JESSEN
Lizette Petersen
Hvad var svaret til ansigts rens for rosea, som en anden spurgte om
Anette Kristine Poulsen
@ Lizette, min anbefaling vil altid være E.X.F.O. Cleanse fra pHformula.
Pia
Hej, min datter på 12 år er meget generet af bumser og urenhud i ansigtet og på skuldrene. Jeg syntes vi har prøvet forskellige ting, men syntes det er en jungle at finde rundt i. Kan du anbefale noget som kan bruges til børn og som har en garanteret effekt? Mvh pia
Anette Kristine Poulsen
@ Pia, nu ved jeg ikke hvad “meget” vil sige, men jeg anbefale at starte med EXFO cleanse (masseres ind i tør hud om aftenen og skylles så af), og derefter et lægebesøg.
Cille
Hvilken rens vil du hælde til for mild rosacea tendens? EXOmega eller denne fra Pestle and Mortar?
Anette Kristine Poulsen
@ Cille, EXFO fra pHformula.
Tine
Er der en god budgetvenlig c-vitamin serum, du kan anbefale?
Anette Kristine Poulsen
@ Tine, det er altid en god idé at kigge på The Ordinary, som også har C-vitamin.
Jane
Kunne bodymisten også være godt for keratosis pilaris på armene? 🙂
Anette Kristine Poulsen
@ Jane, absolut. For salicylsyre er netop effektivt i den sammenhæng.