Pigmentpletter: Det, der tænder dem – og som ingen rigtig advarer om

“Hjælp, jeg har fået en microneedling-behandling, som nu både har udløst perioral dermatit og genoplivet mine gamle pigmentpletter.”
Sådan lød det i en mail sidste uge fra en Beautyspace-læser. Og den rammer desværre meget præcist kernen af udfordringen: Pigmentpletter har Gudhjælpemig en hukommelse. De ligger de klar i kulissen – parate til comeback.
Medmindre du selvfølgelig ved, hvad der kan trigge dem. Og hvordan du holder dem i skak. Førnævnte Beautyspace-læser var ikke blevet oplyst om, at behandlingsformen var en potentiel trigger.
På tværs af både solpletter, melasma og postinflammatorisk hyperpigmentering, så er fællesnævneren, at de pigmentproducerende celler er blevet lidt for gode til deres job. Listen over triggere er derfor irriterende lang – og ofte undervurderet.
Vi taler om alt fra hormonelle påvirkninger (graviditet, p-piller) til inflammation og irritation i kølvandet på akne, for krads eksfoliering eller for aggressive kemiske peelinger. Også varme, synligt lys og infrarød stråling kan spille med – ikke kun UV.
Og ja, selv lægemidler, parfume og æteriske olier kan for nogle fungere som tændstikker i et allerede tørt landskab.
Når behandlingen bliver synderen
Her bliver det tricky. For mange af de behandlinger, vi tyr til for at fjerne pigmentpletter – IPL, laser, microneedling – kan i sig selv fungere som en inflammatorisk trigger.
De kan hjælpe. Men de kan også forværre. Derfor: Tal altid et eventuelt behandlingsforløb minutiøst igennem med din behandler.
Hører pigmentpletter ikke bare med til et levet liv? Jo. Til en vis grad. Men de generer alligevel – af to gode grunde.
Den første er helbredsmæssig. Overdreven UV-eksponering overstiger hudens reparationskapacitet. Først ser vi pigmentforandringer. Senere – i værste fald – celleforandringer og hudkræft. Pigmentpletter er ikke farlige i sig selv, men de er et ret tydeligt advarselsskilt.
Den anden er kosmetisk. Pigmentpletter – ligesom ar – forstyrrer hudens evne til at reflektere lys jævnt. Hud, der ikke reflekterer lys, ser mindre frisk ud. Mangler glød.
Værktøjskassen er enkel
Den gode nyhed er, at basisstrategien ikke er kompliceret. Den kræver bare tålmodighed.
- “Det ideelle er at gå i kloster,” som dermatologisk sygeplejerske Else Marie Lissau plejer at sige. Hvis det ikke er realistisk, så hold pigmentpletterne ude af direkte sollys – som jo er nemt netop nu.
- Hold huden fugtmættet. En velfugtet hud tolererer behandlinger bedre og reagerer mindre inflammatorisk. Kig efter ingredienser som glycerin og hyaluronsyre, gerne sammen med C-vitamin, som virker farveudjævnende. Beskyt også med antioxidanten niacinamid (B3-vitamin) og SPF.
- Træk i arbejdstøjet for at fjerne eller mindske pletterne med en kombinationsbehandling af A-vitamin og peelende frugtsyrer (AHA, PHA eller BHA) – find det indsatsniveau, der passer dig uden af vække irritation.
FIND A-VITAMIN HER: Ansigtscremen med A-vitamin indeholder også både niacinamid og fugtmætning (hyaluronsyre og glycerin). Er hos hudlæger og online her.
FIND C-VITAMIN: På billedet ses Jorgóbes gode C-vitamin-serum.
FIND MILD PHA-SYRE HER: Ansigtsgløden indeholder fugtmætning, mild PHA-syre og styrkende kål. Er hos hudlæger og ellers online her. Ønsker du i stedet BHA, vil jeg anbefale produktet fra Pestle & Mortar (billedet).
FOTO LEA JESSEN
Kilder:
Duteil L. et al. Visible light induces pigmentation in human skin through a photochemical reaction. PLoS One, 2014.
Narbutt J, Lesiak A. The role of visible light in photoaging and hyperpigmentation. Photodermatol Photoimmunol Photomed, 2021.

Anita
Hej Anette,
Jeg er lidt i tvivl om det er her, jeg skal stille mit spørgsmål, da de ikke er relateret til din ellers meget interessante artikel?
Nu er der endnu en helt fantastisk boks på vej fra dig – og det fik mig igen til at tænke på, at jeg ikke (i de mange år jeg har fulgt med herinde og flittigt købt dine bokse) har set dig tale om body wash? Jeg er vild med et velduftende brusebad, og selvom jeg har en favorit fra Bodyologist (også et mærke, jeg har lært at kende af dig) så er det også lækkert med lidt variation – så er der en grund til, at du konsekvent ikke kigger på denne kategori?
Tusind tak for at dele al din viden.
Kærlig hilsen Anita
Sofie
Kære Anette.
Tak for al den brugbare viden, du deler!
To spørgsmål, hvoraf det sidste ikke er direkte relateret til denne artikel:
1. Jeg er 29 år og har de sidste 3 år pludselig fået melasme på overlæben og over begge mine kindben – så øv! Jeg kan mindske dem ved at holde mit ansigt 100% i skygge når solen er fremme, men de er konstant synlige. Nu har jeg endelig fået en henvisning til en hudlæge (Johan Milling Holk Poulsen), som har udskrevet Kligman’s creme (stærk a-vitamin blegecreme) til mig, som jeg bruger nogle dage om ugen på områderne, omend jeg bliver meget rød/tør af den. Hudlægen siger at jeg kan få CO2-laser hvis der stadig er pletter til sommer. Jeg har nu læst om mange oplevelser hvor folk får tilbagefald og endda endnu værre hyperpigmentering efter laser, og er i tvivl om jeg kan regne med at det kan gøre noget godt? Eller om jeg bare skal leve dem at det er sådan min hud er blevet og gøre hvad jeg kan for at holde pletterne i skak? Jeg ved godt at du ikke kan svare mig på hvad der er det rigtige at gøre, men jeg tror bare jeg søger et råd baseret på dine erfaringer…
2. Jeg er trofast bruger af Ansigtscremen. Jeg har dog tidligere brugt BP’s super 3 booster creme som jeg var glad for, men kan det virkelig passe, at der ikke findes noget sted hvor de skriver hvor meget a-vitamin der er i? Den omtales jo tit som en af de kraftigste på markedet (også her på siden), men jeg har ikke kunne finde en opgørelse over mængden af a-vitamin nogen steder. Mit spørgsmål er: ved du om den indeholder samme mængde som Ansigtscremen eller mindre?
Jeg håber du vil svare mig 🙂
Hilsen S
Anette Kristine Poulsen
@ Sofie, åh jeg kommer nok ikke til at kunne give dig de svar, du drømmer om.
1. Når en hudlæge har set din hud og givet dig en anbefaling, så jeg ikke sætte tvivl ved den vejledning du får. Du kan altid stille spørgsmålet “hvad er risikoen for at det ikke går, som vi håber, og hvis det ikke gør, hvad er så plan B.
2. På Beautyspace.dk ser du alle detaljer vedr. Ansigtscremen inkl. regnestykket, når det gælder A-vitamin. Den indeholder det max niveau, der i følge EU er tilladt. Hvis der var mere i, ville produktet ikke kunne sikkerhedsgodkendes. Hverken i DK eller i resten af Europa. Jeg kan desværre ikke udtale mig om andres A-vit creme.
Camilla
Hej Anette,
Jeg har lige bestilt tid til en skin pen behandling-nu ved jeg ikke om jeg tør!
Jeg har melasma og akne ar som skulle forbedres med denne behandling?
Bh Camilla
Anette Kristine Poulsen
@ Camilla, spørg ind til risikoen og lav en plan sammen med din behandler.
Claus Mølholm Hansen
Hej Anette,
Azelaicsyre virker også godt til at nedtone mørke pletter, berolige rødme og udjævne hudtonen. Syren er blevet min personlige favorit til at behandle både pigmentforandringer, rødme og karsprængninger, som jo også er farveforskelle i huden. Så bare en anbefaling. The Ordinary har endda et meget prisvenligt produkt.
Bh Claus
Anette Kristine Poulsen
@ Claus, du er fuldstændig ret. Azelainsyre er ret vidunderlig. Jeg er også fan. Tak fordi du deler din erfaring.
Eva
Jeg ovevejer en laser behandling for at faa bugt med mine smaa spraengte blodkar. Jeg har lidt pigment pletter og KLART en genetisk gave der, men jeg har sluttet fred med dem jeg har nu for jeg ved der kommer flere. Jeg vil dog alligevel ikke trigge dem uforvarende ved min laser behandling. Jeg bruger pt Vitamin C (Pestle and Mortar) og Ansigtsloeden og Ansigtscremen om aftenen og synes virkelig at min hud er blevet SAA paen af begge dele. Er der andet jeg kan goere inden jeg vover at faa de spraengte blodkar vaek? Tusind tak for meget informative indlaeg!
Anette Kristine Poulsen
@ Eva, tak for dine generøse ord. Du skal ikke være nervøs for at få dine synlige blodkar fjernet med IPL.
Line Krogh
Hej Anette
Anbefaler du fortsat IPL mod pigmentpletter?
Dbh Line
Anette Kristine Poulsen
@ Line, hvis behandleren vurderer at det vil hjælpe og ikke trigge. Det afhænger helt af, hvor dybt vs overfladisk pigmentpletterne ligger.
JTS
Kære Anette
For lidt over 2 måneder siden fik jeg foretaget min første IPL-behandling mod karsprængninger i ansigtet kombineret med YAG-laser ved mine næsefløje. Dette har desværre resulteret i fordybninger i huden ved næsefløjene, angiveligt pga. fedtnedbrydning/skade af huden. Denne risiko var jeg heller ikke informeret om, og havde jeg vidst det, havde jeg ikke fået behandlingen til at starte med. Hellere karsprængninger, som kan dækkes med makeup, end huller i huden.
Det er godt, hvis der kommer (endnu) mere fokus på følgeskader og risici forbundet med de behandlinger, vi tror er “sikre”.
Anette Kristine Poulsen
@ JTS, jeg er godt nok ked af at læse om det, du har oplevet. Hvad siger behandleren? Der må være en plan for, hvad I gør nu? En erstatning?
Anette W
Ak ja, efter CO2 laserbehandling blev min hud flot, blød, glat og ensartet i hudtonen og pigmentpletterne forsvandt.
Men lige pludselig ( sådan føltes det) var de tilbage i øget antal på trods af 0 solexponering, A vitamin creme og god hudpleje.
Det er så ærgerligt at de i den grad er resistente
Anette Kristine Poulsen
@ Anette W, de er lunefulde. Tak fordi du deler din erfaring og ikke mindst: Hvad der hjælper.
Marie
Hej Anette. Vil blot dele min erfaring med microneedling med zo produkter. Det triggede desværre både min pigment, men også gammel underliggende akne (som ellers var lovet det ville fjerne ar fra). Desværre så slem en akne at det krævede hudlæge besøg med pillebehandling og salve. Så bare en heads up, om at være nøje overveje microneedling, selv om det virker som en nem og hurtig behandling.
Anette Kristine Poulsen
@ Marie, jeg er mere end glad for at du deler din erfaring her. Det er undervurderet, hvor meget vi risikerer at trigge med visse behandlingstyper.