Mistet overblik? Så gør én ting
C- eller E-vitamin? Frugtsyrer eller skrubbecreme? Og hvad med ceramider, resveratrol og SPF? Hvis du kender til det med at være lammet af valgmuligheder, så er der kun én ting at gøre:
Skær ind til benet og gør kun plads til eventuelle udvidelser, når overblikket er på plads.
For det kræver netop overblik at gøre indtryk på huden – og overblikket har det med at skride, hvis man støder ind i for mange valgmuligheder på badeværelseshylden. Hvis tuber og krukker tårner sig op og gør det svært at huske, hvad der er hvad.
Tætpakkede skabshylder fyldt af halvdovne tuber af alt fra selvbruner til eksfoliering og solcreme gør sjældent gavn, fordi de færreste kigger ind bagest i skabet. Kun tuberne på første række bliver, for de flestes vedkommende, brugt. Vi glemmer, hvad det inde bagved kan. Typisk kan man måske bare huske, at det er for dyrt til at smide ud.
Gør derfor kort proces: Ud med alt det, du ikke bruger – og er der noget, du ikke nænner at skille dig af med, så gør det alligevel eller giv det videre, hvis det ikke ligefrem er blevet for gammelt. Kan du heller ikke få dig til dét, så se hvad det gør ved fødder og ben at smøre dem ekstra godt ind i en periode.
Start så forfra – endelig med det du har – og lav en basisgarderobe af:
- RENS
Har du tør og sart hud, så vær varsom med renseprodukter, der skummer. Er din hud derimod mere fedtet, kan det være en befrielse – så længe skummet ikke er så hidsigt, at du overrenser og stripper huden for sine egne fedtstoffer. Hav derudover en kurv i nærheden med masser af vaskeklude eller bløde svampe som den perfekte eksfoliering.
- A-VITAMIN TIL NATTEN
A-vitamin er hudens balancerende strygejernsvitamin. Gå langsomt frem hvis du ikke er vant til A-vitamin. Læs mere her.
- FUGT & ANTIOXIDANTER
Se huden som en murstensvæg, hvor fugerne kan blive udfordrede og svækkede med det resultat, at hudbarrieren bliver læk. Ingredienser som hyaluronsyre, ceramider, glycerin og visse fedtstoffer styrker både barrieren og holder på fugten. De fleste fugtsera er kombineret med enten C-vitamin (mere glød) eller niacinamid (mere ro).
- REPARATION
Her er der især to ingrediens-typer, som er værd at have på hylden. Den ene er gruppen af peptider, som er små proteindele, der kan fungere som reparerende sendebude mellem cellerne, så de opfører sig sundere og producerer mere glat og ensartet hud. Den anden er peelende syrer, hvor du finder alt fra blid mælkesyre til poreproptrækkende salicylsyre.
- BESKYTTELSE
Medmindre du opholder dig mest i en kælder eller bor i regnfulde Bergen, så lad tuben med solfaktor eller dagcreme med SPF stå fremme i øjenhøjde.
LÆS MERE OM:
- Den rækkefølge, der sætter turbo på din hudplejeindsats.
- Hudplejepyramiden for begyndere. Hvad gør hvad og hvornår.
- Indhold, der styrker hinanden.
@beautyspace på INSTAGRAM
FOTO ANNE KRING
Ritta thorup
tak for du lige gav en løftet pegefinger til alle os med masser af gammel tuber i skabet .Jeg smed ud, åbnede BOGEN og genlæste alt om hudplejepyramiden – og så kom forvirringen…..fugt, serum, creme og olie……..Jeg bruger Vinter´s Daughter serum, som er “olie” – skal den så på til sidst?
“tryllecreme” fra Avene – den er vist gået min næse forbi, men med farve og SPF lyder den perfekt – kan man måske få navnet igen?
om natten er det altid Ansigstcremen – og den lille fine tubeklemmer er da bare genial!
Tak for al din hjælp, information og råd.
hilsen
Ritta
Anette Kristine Poulsen
@ Ritta, det kan være lidt forvirrende, når nogle olier kalder sig serum. Omvendt er en del sera en blanding af fugt og olie.
Pernille S
Brugen af murvæg med furer som metafor for huden, er SÅ pædagogisk og letforståelig
Pudsigt nok, er jeg netop igang med at vende vrangen ud på skabe og skuffer. Kroppen bliver lige nu forkælet med ansigts hudgodter! I gemmerne er der også gaveemner fra årets køb af Beautyboksen. Skønt at kunne give lækre værtsgaver til gode venner!
Anette du skriver at man skal være varsom med renseprodukter som skummer, hvis man har sart ud. Vil så i den forbindelse slå et sig for Rudolph Care’s Gentle Cleansing Foam. Den er mild OG skummer på den gode måde.Den må gerne lande i månedens boks, istedet for øjencremer😉 Kh Pernille S
Anette Kristine Poulsen
@ Pernille, 1000 tak for ordene! Og HELT ENIG. Den renseskum er mousseagtig grænsende til flødeskumsagtig blid. Den har været med i flere bokse, fordi jeg selv er fan.
Sanne
Jeg har i årevis været i en brug-op-og-forenkl-proces, og det går rigtig godt. Klap på skulderen. Jeg hader at smide ud, det er jo spildte penge og det hader jeg virkelig. Mit tip er at stille det op i rækkefølge, og bruge det op i den rækkefølge. Jeg skelner så også mellem vinter og sommer, og ben-tricket har jeg brugt i årevis, især hvis konsistensen er dårlig eller jeg ikke bryder mig om duften, de tørre skinneben er ikke kræsne. 😉
Rigtig go’ dag, smukke. ♥
Stine
Bliver altid opløftet af at læse dine skriv – elsker den måde, du formulerer dig på 🥰 – uanset indhold 🙏🏻
Anette
Jeg kan anbefale IKEAs “Godmorgen” skabsserie – der er hylderne max 10 cm i dybden, så intet kan gemme sig 😉
Det KAN dog blive svært at få muligt andet til at være på hylden, hvis det er for bredt eller dybt…Til gengæld er der næsten en hel meter skab, så man bare kan gå i selvsving 😁
NÅ, spøg til side.
Jeg hev den “tryllecreme” fem fra gemmerne du anbefalede den anden dag fra Avene, og nu bruger jeg ikke andet! Det sparer så meget tid, når farve og SPf er i samme tube! Tak for det 👌😀